Læsetid: 11 min.

Labours røde mur slår revner: »Lige nu føles politik, som om man bliver skidt ned på fra en enorm højde«

Labour går til valg i Storbritannien på torsdag med det rødeste program i årtier. Alligevel slår partiets røde mur revner. Information har været i Ashfield og spurgt de gamle arbejdervælgere, hvorfor de overvejer at forlade Labour
Natalie Fleet (th.) er Labours kandidat i Ashfield. Hun er vokset op i et fattigt kvarter i området, og hendes liv var gået helt ad helvede til, hvis det ikke havde været for gratis uddannelse og gode lærere. Men skolerne er blevet grønthøsterbeskåret år efter år efter år, lige siden de konservative indførte sparepolitikken i 2010.

Natalie Fleet (th.) er Labours kandidat i Ashfield. Hun er vokset op i et fattigt kvarter i området, og hendes liv var gået helt ad helvede til, hvis det ikke havde været for gratis uddannelse og gode lærere. Men skolerne er blevet grønthøsterbeskåret år efter år efter år, lige siden de konservative indførte sparepolitikken i 2010.

ANDREW TESTA

7. december 2019

ASHFIELD – I bussen på vej til mit hotel falder jeg i snak med en midaldrende kvinde, der hedder Beverly.

»Vi har jo altid været Labour her,« siger hun.

»Men nu … altså nu med Corbyn og med Brexit … Hvad nu? Hvad skal vi gøre nu? Vi kan jo ikke stemme på dem mere.«

’Vi’ betyder hele området. ’Vi’ stoler ikke på Jeremy Corbyn. ’Vi’ er trætte af bureaukrater i Bruxelles. Vi vil helst ikke stemme på de konservative. Men vi vil også meget gerne have Brexit overstået.

Det er en smuk dag med blå himmel og næsten frost, og jeg er ankommet med toget til valgkredsen Ashfield i det nordlige England. Vi er midt i det bælte af gamle kulminevalgkredse nord for Wales, som stort set altid har stemt Labour – ’den røde mur’.

Muren er for Labour, hvad Vestjylland er for Venstre, og hvad Midtvesten plejede at være for demokraterne i USA. På nær to år i 1970’erne har Ashfield aldrig stemt andet end Labour. Men det er ved at ændre sig.

70 procent af folk her stemte leave i 2016, og nu er spørgsmålet, om de gamle kulmine-socialdemokrater kan finde på at stemme på Thatchers parti, når der er valg den 12. december. Er Brexit vigtigere end partiloyalitet?

Ved sidste valg i 2017 vandt Labour over de konservative, men kun med 441 stemmer. Det er sådan et sted, Boris Johanson vil vinde. Det er sådan et sted, der afgør valget.

Hun har jo fået smadret sine ruder

Bussen snor sig gennem gader af røde rækkehuse i to etager, og to yngre kvinder har sluttet sig til vores samtale for at diskutere det seneste nye fra den lokale valgkamp. For der er virkelig sket noget:

Det er kun en uge siden, at den konservative kandidat, Lee Anderson, glemte, at et tv-hold allerede havde givet ham mikrofon på, så han gik lidt afsides og ringede til en ven: Bare lad, som om du ikke kender mig, når jeg om et øjeblik kommer forbi med tv-holdet, sagde han, så det kunne høres højt og tydeligt i mikrofonen. Den historie gik viralt.

»Haha, nej, den var ikke god,« siger en af kvinderne i bussen, der har helt blå øjne og store tænder.

Og så er der jo den unge Labour-kandidat, Natalie Fleet, der gik ud af skolen som 16-årig, fordi hun var blevet gravid, og som nu har fire børn og arbejder i en fagforening.

»Hun har jo fået smadret sine ruder,« siger Beverly, og det er rigtigt.

I sidste måned gik en maskeret fyr med en hammer amok på vinduerne i Natalie Fleets kampagnekontor. Politiet kan se det hele på overvågningsvideoen, men de kunne ikke genkende manden.

Og nå ja, så er der historien om områdets nye politiske håb. The black hourse i det store ræs mellem Labour og Tory, den uafhængige kandidat, 37-årige Jason Zadrozny, som ryddede bordet ved lokalvalget i maj og vandt 30 ud af 35 pladser i byrådet.

Hans historie er også vild: Han stillede op til valget i 2015 som liberal demokrat, men få uger før valgdagen blev han anholdt og anklaget for at have voldtaget en 13-årig dreng. Hans kampagne braste sammen, hans liv gik i opløsning, og hans far faldt død om af en blodprop. Jason Zadrozny fandt ham på gulvet i hans hus.

Men anklagerne var falske. Det tog flere år, men Jason Zadrozny blev renset, nu har han opbygget en bevægelse med 800 medlemmer og – fortæller han alle, der gider lytte – det var de lokale Labour-folk, der opfandt de falske anklager. Hans valgslogan er »den eneste Brexit-kandidat, der kan slå Labour«.

Han vil være kandidaten for alle dem, som helst ville stemme Labour, men som også vil have Brexit overstået. Dem er der mange af, lader det til.

»Jeg tror, at jeg vil give Jason en chance,« siger Beverly, efter at vi er stået ud af bussen og går ned ad hovedgaden.

Der strømmer julemuzak ud af byens storcenter, hvor de ansatte allerede går rundt med nissehuer. Sælgerne på det lille loppemarked på torvet skutter sig i kulden.

»Se, deroppe ligger dit hotel,« siger hun og peger.

»Jeg håber, du får det rart i vores by.«

Brexit, Brexit, Brexit og Piers Morgan

Hvis 59-årige Tina Thompson kunne, ville hun stemme på tv-værten Piers Morgan, som godt nok er lidt af en »twat-talker« (en bullshitter), men som ikke desto mindre er en mand med sine meningers mod.

»Jeg elsker ham,« siger hun, mens hun finder nøglen til mit værelse frem fra en kommodeskuffe.

Hun har bestyret det lille hotel i to årtier og aldrig stemt andet end Labour. Men det er slut nu. Hun kan ikke fordrage Jeremy Corbyn, hun stoler ikke på ham, og hvor vil han dog få alle de penge fra, som skal betale for valgløfterne?

»Jeg ender nok med at stemme på Nigel,« siger hun.

Altså Nigel Farages Brexit-parti.

»Vi giver så mange penge til andre lande, men vi har folk her, som har det dårligt,« siger Tina Thompson.

Jeg smider min taske på sengen og går ned til Labours kampganekontor, hvor ruderne er dækket af spånplader efter de mange hammerslag.

Det store rum ligner et tomt butikslokale, der er næsten ingen møbler, men bare et stort rødt gulvtæppe og en hel masse plakater.

Et par frivillige går rundt, og en meget frisk mand, der hedder Andy Furlong, sidder bag et bord med en kop te, en laptop og en sixpence. Han har med vilje ignoreret alle mine e-mails, siger han, for der kommer jo så mange pressehenvendelser.

»Men nu har du doorsteppet mig, Christian. Så … well done

Nogen har hængt en ensom juleguirlande op i loftet.

Kandidaten, Natalie Fleet, kommer stakåndet ind ad døren lidt efter. Hun har stemt dørklokker hele formiddagen, hun ser træt ud, har ikke spist og ikke været på toilettet, siger hun.

Vi tager to stole og sætter os i et hjørne af lokalet. Hun tager ikke engang den leopardplettede frakke af. Hun har så travlt, at hendes fire børn skal købe julegaver til sig selv, den ældste har fået kreditkortet.

Natalie Fleet voksede op i et fattigt kvarter lige heroppe, fortæller hun, og hendes liv var gået helt ad helvede til, hvis det ikke havde været for gratis uddannelse og gode lærere. Men nu er skolerne blevet grønthøsterbeskåret år efter år efter år, lige siden David Cameron og George Osborne indførte sparepolitikken i 2010, og da skolerne ikke havde mere administrationsfedt at skære væk, begyndte de at fyre lærerne.

Det er de konservatives skyld, siger hun, de har smadret det hele, og alligevel er de ved at vinde valget.

»På grund af Brexit!«

Hun vil så gerne tale om husleje og sundhed og politi, »om real life issues«, som hun siger.

»Men det, folk siger, når de åbner døren, er Brexit, Brexit, Brexit.«

Natalie Fleet roder i sit lange mørke hår. Det går ikke vildt godt, fornemmer man.

»Der er så meget vrede mod politikere derude,« siger hun.

Så sætter hun sig ved et bord i den anden ende af rummet og læser i nogle papirer, mens nogle frivillige kommer med mad.

Folk her har intet at miste, for de har intet

Jeg går udenfor. Solen er ved at gå ned, og jeg følger gaden ud af byen, indtil jeg står foran Jason Zadroznys kampagnekontor. Der er et stort billede af ham på facaden.

Jeg banker på og træder ind i et lavloftet rum, der ligner en blanding af en antikvarforetning og et papirlager. Der er bunker fra gulv til loft: flyers, aviser og plakater. Og bokse med 42.000 konvolutter med håndskrevne adresser på hvert eneste hjem i valgkredsen. Det er julekort.

En gruppe frivillige tusser rundt. Man skal bevæge sig ad små stiger mellem bunkerne.

Jason Zadrozny dukker frem i cowboybukser, mørk sweater og vandresko. Han taler roligt og har et mildt smil.

Det eneste sted, vi kan sidde, er i et lille printerrum, som også er fyldt med kampagnemateriale.

»Brexit,« siger han, da jeg spørger, hvad valgets vigtigste tema er.

»Det er det, alle spørger os om, når vi er ude. Alle. Folk her er grundlæggende ikke konservative, men de vil holde sig for næsen og stemme Tory for at få Brexit ordnet. Men nu kan de jo stemme på mig i stedet.«

Han er Brexit-tilhænger, for Brexit »skal ordnes«, så de kan tage fat på alt det andet, siger han. Og hvad er det?

»Job. Vi har et problem med lavtlønnede job,« siger Jason Zadrozny.

Ashfield ligger sådan set meget godt placeret her midt i landet med en motorvej og en jernbane, men i årevis er det alligevel gået ned ad bakke: Politistation er blevet lukket, busserne kører ikke i de små byer efter klokken fem, brandstationen har kun åbent i dagtimerne.

Jeg spørger, om ikke Brexit vil gøre væksten og økonomien endnu værre, og Jason Zadrozny læner sig frem og siger »hør her« på den måde, som folk siger ’hør her’ på, når de virkelig mener noget:

»Folk her har intet at miste, for de har intet. EU har gjort gode ting for miljø og jobstandarder, men folk her har ikke fået noget ud af det. Jeg kan vise dig en by herude, hvor bilejerskabsprocenten er 46. Hvor levealderen er 15 år lavere end gennemsnittet. Vi har tusindvis af børn, der lever i fattigdom. EU har intet gjort for de her områder.«

Det kan jo alligevel være lige meget

Næste morgen drikker jeg kaffe i hotellets morgenmadscafé. Tv’et kører på Piers Morgans morgenprogram. Han skælder ud på sin gæst, Tony Blairs tidligere rådgiver Alistar Campbell, som vil have en ny folkeafstemning.

»Vil du så respektere resultatet af den afstemning? Du vil jo ikke respektere resultatet af den anden,« siger Piers Morgans.

Hotelejer Tina Thompsen kommer ud og spørger, hvordan det går, og jeg fortæller om Natalie Fleet og om Jason Zadrozny, og hun nikker. Hun kunne da også godt stemme på Jason, siger hun.

Solen er lav og skarp i den frostklare luft.

Jeg går ned på torvet og bestiller en sandwich med bacon og æg i en rød fastfoodvogn, som bestyres af 59-årige Antoinette Murphy. Hun stemte leave i 2016, men ellers stemmer hun aldrig, og det kommer hun heller ikke til denne gang.

Hun har på fornemmelsen, at det hele alligevel er klappet af på forhånd, og at hendes stemme ikke betyder en skid. Jeremy Corbyn er totalt skør, synes hun, og de fine folk i London er ligeglade med folk som hende.

»Men altså, jeg ved jo heller ikke noget om politik,« siger hun lidt selvudslettende og vender mit spejlæg, så det får på begge sider. Så hakker hun baconskiverne og smider det hele ind i en stor hvid bolle.

Mens jeg spiser, skriver jeg for tredje gang til den konservative kandidat, men han svarer ikke. Rygterne siger, at han har fået mediemundkurv på af partiet efter alle fadæserne.

Så i stedet mødes jeg med Jason Zadrozny foran en stor, grim, rød bygning, som er Ashfields rådhus. Og så går vi i gang med at stemme dørklokker.

Som at blive skidt ned på fra en enorm højde

Første hus er en skolelærer i sweater og hjemmesko, der har sygedag, hun kender allerede Jason og vil gerne stemme på ham, selv om hun er remainer. Næste dør er et par pensionister, der bare elsker ham. Så en ung kvinde med en stor hund. Hun vil ikke stemme.

Og så en ældre fyr i blå kedeldragt, der flår døren op og råber.

»Not again!«

En sort kat piler ud ad døren mellem vores ben, hahah, griner han, det var bare en joke, han kender skam godt Jason. Denis Austin, hedder han. Håndværker, 79 år, og har boet i huset siden 1981. Han stemte UKIP sidst, men nu er han da åben for at stemme på den uafhængige liste. Så længe de er for Brexit.

Så fortæller han en lang historie om en fyr, han kendte, som arbejder på en havnekaj, hvor de læssede kul og stål på skibe og sendte dem af sted til kontinentet. Men en dag lagde han mærke til, at de samme stykker stål og den samme kul bare kom tilbage til England igen.

»Vi købte vores egen stål!?«

Skulle det være frihandel? Det lignede mere spekulation, som folk på havnekajen og i kulminerne i hvert fald ikke får noget ud af. Nej, EU er noget lort.

Han kunne ikke drømme om at stemme på Labour, Corbyn vil jo have en ny folkeafstemning, nedlægge hæren og indføre firedages arbejdsuge. Men han vil heller ikke stemme konservativt. Tænk på Churchill, der kritiserede minearbejderne, selv om de arbejdede i døgndrift under krigen og bogstavelig talt fik firet aftensmaden ned i skakterne, ikke så underligt, at pubben heroppe skiftede navn fra The Sir Winston til The Larwood.

Politikere altså … Theresa May løj, de liberale demokrater løj, Tony Blair og Gordon Brown løj.

Jason siger, at de fleste politikere aldrig gør »det her«. Han peger frem og tilbage mellem sig selv og Denis Austin.

»De taler ikke med rigtige mennesker.«

På vejen tilbage til rådhuset kommer en kvinde, der hedder Cynthia, ud og siger, at hun også vil stemme på Jason, for hun er så træt af politikere, der bare går op i deres egen karriere.

»Jeg hader politikere, jeg stoler ikke på nogen. Politik lige nu føles, som om vi bliver skidt ned på fra en enorm højde,« siger hun.

Den røde mur falder

Jason Zadrozny og jeg sætter os på hans kontor på rådhuset og får varmen. Han drikker decaf med sukker.

»Kan du se, hvor mange der snakker om, at de er vrede på politikere? De stoler ikke på nogen,« siger han.

Det kan jeg godt se.

Det er det samme, der førte til Trump, siger han. Og selv om Brexit også handler om konkrete problemer med EU og migration, handler det også om den vrede.

»De her mennesker har stemt på de samme partier i årevis, og der er ikke sket noget som helst. I Storbritannien hedder det den røde mur. I USA havde de en blå mur i Midtvesten. Den faldt. Og det kommer den røde mur også til at gøre.«

Labours parlamentskandidat fra valgkredsen Don Valley, Caroline Flint, viser partiets leder, Jeremy Corbyn, oversvømmelserne i Conisborough nær Doncaster, efter at det har regnet ekstremt meget i de seneste måneder. Corbyn har lovet at skabe 400.000 nye grønne job og investere 250 milliarder pund i en såkaldt grøn transformation af det britiske samfund.
Læs også
Forfatter og kritiker Ida Holmegaard er taget til London for at se, hvordan britisk kunst kan ses i forlængelse de tre års vaden gennem Brexits dybe, politiske pløre og det forestående parlamentsvalg
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Flø
  • Ejvind Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
Jens Flø, Ejvind Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Skrækkeligt, bare skrækkeligt. Og hvorfor sker det? Fordi folk ikke organiserer sig og går ind i partierne og insisterer på at bestemme politikken.

Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Lisbeth Glud og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar

Vi er blevet tilpas rige og identificerer os ikke længere som arbejdere men som uafhængige kontraktagere der ene og alene afgør kvaliteten af vores arbejdsliv. Det gør vi bare ikke.