Feature
Læsetid: 5 min.

Når tørken sætter ind, rejser Soninké-folket ud. De har gjort det før

Soninké-folket i Vestafrika er afhængige af landbrug, fiskeri og migration. I år har vejret været præget af tilbagevendende tørker, og det truer landbrugets fremtid i de små landsbysamfund
Hvis Soninké-migrationen fortsat følger de tendenser, den har fulgt siden tørken i det 13. århundrede, vil global opvarmning og dets effekt i Soninké-områderne gøre migrationen mere og mere permanent. Allerede nu har mange soninkémænd fået deres familier med til Vesteuropa og har bosat sig der permanent.

Hvis Soninké-migrationen fortsat følger de tendenser, den har fulgt siden tørken i det 13. århundrede, vil global opvarmning og dets effekt i Soninké-områderne gøre migrationen mere og mere permanent. Allerede nu har mange soninkémænd fået deres familier med til Vesteuropa og har bosat sig der permanent.

Andreas Holmgaard

Udland
24. december 2019

DIAWARA, SENEGAL – For Soninké-folket langs Senegalfloden går de tre primære erhverv alle mindst 1.000 år tilbage: landbrug, fiskeri og migration.

Langs de små jordveje mellem landsbyerne kan man se rismarkerne, der traditionelt har været områdets vigtigste fødevare. Men risbønderne er pressede i år. Et par unge mænd viser de små, udtørrede ris- og jordnøddespirer i jorden og peger på de lange, tørre sprækker i markens overflade.

Regnsæsonen lader vente på sig. Normalt kommer den i juni, juli eller august, men i år kom regnen først i form af et par dages voldsomme regnskyl i slutningen af august. De oversvømmelser, det gav, var lige så skadelige for landbruget som tørken, ligesom mange af landsbyerne i området fik skader på bygninger.

Nogle år kommer regnen, andre år kommer den ikke, fortæller bønderne. Sådan har det været så længe, de kan huske.

En ældre mand på motorcykel kommer drønende over markerne og hilser på. Det er ham, der sørger for, at markerne her bliver kultiveret.

»Jeg er opvokset i marken – det eneste, jeg kan finde ud af, er at plante vores frø, høste vores marker, ordne vores træer og fodre vores dyr. Det var det samme med min far,« fortæller 54-årige Alassane Ba.

Nogle af de yngre bønder er ikke mere end syv-otte år gamle. De leger med deres skarpe macheter, mens Alassane Ba fortæller historier fra gamle dage.

»Da jeg var barn, var det helt anderledes,« siger han.

»Hvert år var der regn hele sommeren, og vores høst var altid stor nok til at kunne brødføde området hele året. Det er anderledes nu til dags. Nu kommer regnen for det meste bare på et tidspunkt i løbet af sommeren, og nogle gange kommer den jo slet ikke. Og i alle tilfælde strækker høsten sig ikke hele året.«

I stedet brødføder folk sig med hjælp fra de penge, de får sendt hjem fra migranter i udlandet. Her i Tambacounda-regionen i det østlige Senegal bruger indbyggere ifølge en rapport fra 2012 udarbejdet af det senegalesiske indenrigsministerium 77 procent af de hjemsendte penge på mad. Derfor er soninkékosten i en tør sommer som i år baseret på importeret pasta og løg.

200 millioner klimamigranter

I Europa hører man oftest om de voldsomme tørkekatastrofer i Østafrika, men også i Vestafrika får man mindre regn end tidligere, viser forskningsartiklen Rainfall over the African continent from the 19th through the 21st century i tidsskriftet Global and Planetary Change.

Værst var de barske tørkeperioder, der mellem 1968 og 1978 begyndte at præge det vestafrikanske Sahel og dermed Soninké-områderne. Siden 1980’erne har Vestafrikansk Sahel oplevet en smule mere nedbør, men stadig langt mindre end før tørkerne begyndte.

På landsbyen Diawaras facebookside spørger folk, om de mon skal opleve 1968-tørken igen – med billeder, der sammenligner dette års tørre marker med tidligere års langt mere frodige marker.

Data fra International Water Management Institute viser, at der i netop Soninké-områderne i Senegal, Mali og Mauretanien er særligt stor risiko for tørke. Samtidig kalder FN’s Klimapanel Vestafrika for et »klimaforandringshotspot«, og det vestlige Sahel vil ifølge FN opleve den største grad af udtørring i verden og en betydelig stigning i længden af tørkeperioder.

Hvis ikke verdens lande får begrænset den globale opvarmning til 1,5 graders temperaturstigning, bliver konsekvensen i Vestafrika et betydeligt fald i fødevaresikkerhed, hvilket vil få flere til at emigrere.

Norman Myers, ekspert i biodiversitet og tidligere professor ved University of Oxford, har estimeret, at der i 2050 vil være 200 millioner klimamigranter på verdensplan – et tal, som er blevet citeret af blandt andet FN’s klimapanel. Det vil være omkring 2,5 procent af verdens befolkning på det tidspunkt

De første klimamigranter?

Faktisk er Soninké-folkets dannelsesmyte baseret netop på emigration på grund af tørke. Ifølge gruppens traditionelle fortællinger, som i dag synges i soninkésange og er del af folks familiehistorier, stammer den etniske gruppe fra området Wagadou.

Wagadou er Soninké-folkets navn for Ghana-imperiet, som de styrede, og som lå i dagens sydøstlige Mauretanien og vestlige Mali. Ghana var en af Ghana-imperiets herskers titler og skal ikke forveksles med landet Ghana.

Fortællingen lyder, at Wagadous befolkning indgik en pagt med en slange, som til gengæld for masser af regn og rigdom krævede, at befolkningen årligt ofrede en jomfru til den. Men et år, da en ung kvinde skulle ofres, besluttede hendes forlovede at dræbe slangen, så han kunne blive gift med kvinden.

De følgende syv år oplevede Wagadou en forfærdelig tørke, og områdets tidligere rigdom forsvandt. Wagadous folk blev tvunget til at søge lykken andetsteds. De måtte migrere.

Alassane Ba fortæller om ’den store tørke’, som skal have fundet sted for århundreder tilbage. Han har dog svært ved at placere den tidsmæssigt.

Han refererer til en tørke, som plagede Wagadou i det 13. århundrede og tvang dets beboere til at søge væk fra de traditionelle Soninké-områder. Historikere mener, at klimatiske, politiske og økonomiske brud siden har presset Soninké-folket til at udvide sit migrationsnetværk og slå sig mere og mere permanent ned i andre områder. I dag kaldes de et af Afrikas mest migrerende folk.

Under kolonialismen rejste soninkéfolk rundt i hele Afrika og handlede guld og diamanter med europæerne. Nu er handelsnetværket udviklet så meget, at de kan findes i alle lande med afrikansk kolonihistorie i både Vesteuropa, Nordamerika og Asien. Soninkésange fortæller stolt historier om rejser til Paris, London, Tokyo og mange af verdens andre hovedstæder.

Halvdelen af befolkningen i Diawara er da også franske statsborgere på grund af migration. I mange Soninké-landsbyer er der næsten altid 60 procent af den mandlige befolkning, der befinder sig i udlandet for at sende penge hjem til familien.

Men hvis Soninké-migrationen fortsat følger de tendenser, den har fulgt siden tørken i det 13. århundrede, vil global opvarmning og dets effekt i Soninké-områderne gøre migrationen mere og mere permanent. Allerede nu har mange soninkémænd fået deres familier med til Vesteuropa og har bosat sig der permanent.

»Vi migrerer jo ikke, fordi vi har lyst til at være væk fra vores familier og vores samfund. Vi migrerer, fordi vi bliver nødt til det,« fortæller Diaguili Sakho, som er bror til Diawaras landsbyhøvding.

Hvis Gud vil det

Mange af de unge i landsbyerne i området er organiseret i ungdomsgrupper, hvor de blandt andet har startet en træplantningsdag med penge fra ’hvide’ donorer i Europa. Én gang om året mødes de for at plante træer i udkanten af landsbyerne for at gøre noget ved klimaet.

Aktionen hyldes på landsbyens facebooksside, men der sættes også spørgsmålstegn ved, om det er muligt at gøre tidligere grønne områder grønne igen, eller om skaden er sket.

Samtidig er en årlig træplantningsdag ikke i sig selv nok til at stoppe udtørringen af jorden.

»Om regnen kommer, og vores situation bliver bedre? Det ved kun Gud,« siger Alassane Ba.

»Men hvis nogen forsøger at fortælle dig, at tingene går godt her, så lyver de.«

Migration er en anden løsning – og en løsning, som er blevet prøvet før. De unge bønder ved ikke, om de selv får mulighed for at emigrere. Men som de siger, er det dem, der skal brødføde landsbyerne. Og hvis det skal lykkes, skal noget ændre sig.

Information var i Senegal i august. Rejsen var støttet af Udenrigsministeriets Oplysningspulje.

Serie

Afrikas mest migrerende folk

Hvert år udvandrer omkring en halv million afrikanere til andre egne af Afrika, til Mellemøsten og til Europa. Ét af de mest migrerende folk har gennem århundreder været det lille Soninké-folk, der har hjemme i grænselandet mellem Senegal, Mauretanien og Mali. Vi har besøgt folket, der har migration som del af deres selvforståelse, for at forstå, hvorfor de vandrer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her