Peaky Blinders-forfatter: Her i Birmingham står valget for mange mellem pest og kolera

Der skulle gangstere til for alvor at skabe rigtig interesse om Storbritanniens næststørste by. Birmingham har i mange år lidt under sit renommé som en lidt kedelig, slidt gammel industriby og dalende turisme. Men BBC’s hitserie Peaky Blinders, der foregår blandt gangstere i Birmingham i den første del af det 20. århundrede, har medvirket til at trække turister til som aldrig før. 42,8 millioner turister besøgte Birmingham sidste år, det er en stigning på 26 procent siden Peaky Blinders første gang løb over skærmen. Nu vises den også på Netflix, og kan dermed ses af publikum i 183 lande.

»Peaky Blinders har haft en enorm betydning for regionen. Der er nu rundvisninger i områder, hvor serien foregår, og events, der hurtigt bliver udsolgt. Serien har introduceret vores by til et globalt publikum,« fortalte Birminghams borgmester, Andy Street, til The Guardian i september.

Birmingham kaldes i daglig tale Brum, og området omkring den store jernbanestation, New Street, ligner stadig sig selv. Jeg er kommet her en del i årenes løb, og især det indre Birmingham fremtræder relativt slidt. Det historiske marked omkring The Bull Ring er slet ikke opdateret og gjort smart, som de fleste gamle markeder i London er det, og det er egentlig meget charmerende.

Jeg prajer en taxi og kører gennem Birminghams mange gamle industrikvarterer. Birmingham blev kendt som The City of a Thousand Trades, fordi man modsat mange andre britiske byer ikke specialiserede sig i én type industri, men havde alt fra stålproduktion til landets førende juvelermarked.

Jeg skal møde Carl Chinn, forfatteren til bestsellerbogen Peaky Blinders – The Real Story. Carl Chinn er også historiker, og han e dykket ned i gamle sagsmapper og har interviewet efterkommere til de gamle gangsterbander i byen. Hans egen oldefar var selv medlem af Peaky Blinders.

Carl tager imod i sit hus i forstaden Billesley. Han er født i 1956, har tæt gråt hår og en guldørering i sit ene øre. Han byder velkommen med syngende brummiedialekt, og vi begynder at tale om stemningen i Birmingham i dag.

»Der er en udbredt fornemmelse af tab i Birmingham i dag. Birmingham var den eneste af Storbritanniens store byer, der i 2016 havde flertal for at forlade EU. Flertallet var ikke stort, men det var der. Det var især den hvide arbejderklasse i udkanten af byen, der stemte for Brexit. Det er en generation, der har gennemlevet forandringen fra aktiv industriby og på egen krop mærket produktionsnedgangen og de følger, den har haft. Jeg tror ikke, at politikerne rigtig forstår, hvor stor betydning det har haft for en by som Birmingham. Det handler ikke bare om tab af job, men om tabet af håb og gensidig solidaritet,« fortæller Carl Chinn.

Han fortæller, at hans research på den virkelige Peaky Blinders-bande viste en forbrydergruppe, der var noget mindre glamourøs end det, BBC-serien viser.

»Det var forfærdelige mennesker, der truede og tæskede sig til indflydelse og penge. Min oldefar bankede både politifolk og min oldemor. Der er ikke meget godt at sige om The Peaky Blinders. Men serien giver os et indblik i en tid, hvor Storbritannien så meget anderledes ud end i dag, og det er spændende,« fortæller forfatteren.

Radikal forandring

Birmingham har ændret sig radikalt. I perioden fra 1981 til 2013 mistede byen 300.000 job i industrien. Birmingham blev nok mindre hårdt ramt end flere af de nordlige industribyer, præcist fordi man ikke som dem kun beroede på for eksempel minedrift, og det er lykkedes at gøre Birmingham til Storbritanniens centrum for for eksempel konferencevirksomhed, og byen er blevet Europas næststørste samlingssted for forsikringsselskaber. Men mange af de gamle store virksomheder, som for eksempel Austin Motors, der havde 18.500 ansatte, er forsvundet.

»Den desillusion, der hersker i forhold til de store partier i dag, er jo ikke kommet ud af det blå. Thatchers og Blairs regeringer spillede en stor rolle. Jeg tror, at det især for Labour-vælgerne var et hårdt slag at mærke, at man ikke længere betød noget særligt for de politiske ledere, som tog deres stemmer for givet. Det er blevet en glidebane, hvor flere og flere falder fra, og jeg mærker den blandt de folk i Birmingham, jeg taler med.«

Faktisk var Birmingham egentlig ikke et Labour-område. Joseph Chamberlain, en af de største reformatorer i britisk politisk historie, var mangeårig Birmingham-borgmester. Han var oprindeligt Liberal, men gik i alliance med de konservative, og hans arv betyder stadig meget i byen.

»Lige siden Joseph Chamberlain er Birmingham – som den eneste af de store britiske byer – blevet set som midtersøgende og konservativ. Jeg kan huske, at jeg tilbage i 1980’erne interviewede ældre borgere, der stadig så mange år efter identificerede sig med Chamberlain. Der var konservativt bystyre her i mange år. Det har ændret sig over de sidste årtier på grund af store demografiske forandringer – blandt andet tilkomsten af mange ikkebritiske indvandrere. I mange år skiftede magten frem og tilbage mellem Labour og de konservative, og nu er Birmingham mest en Labour-by,« fortæller Carl Chinn.

Netop det, at der i Birmingham traditionelt står et åbent slag mellem de to store partier, gør byen særlig interessant ved dette valg. Hele ti valgkredse, der lige nu har Labour MP’er, vurderes at kunne vindes af de konservative. Disse kan meget vel blive afgørende for valget. Særlig valgkredsene Northfield, Dudley North og Edgbaston er i spil. Sidstnævnte er traditionelt en konservativ højborg, men ved valget i 2017 blev Labours Preet Gill valgt som den første kvindelige Sikh i parlamentet.

Det er ikke et tilfælde, at Boris Johnson åbnede sin valgkamp i Birmingham og holdt sin første keynotetale i nærliggende Coventry. I The West Midlands er det en ren duel mellem de to store partier, og derfor tæller vundne valgkredse på en måde dobbelt, idet de bliver taget direkte fra hovedmodstanderen.

»De konservative mener de kan vinde både Northfield og Edgbaston, og det er muligt, de har ret. Men det, jeg mærker mest på folk, er en enorm lede ved de valgmuligheder, vi har. Her i Birmingham giver det ikke mening at stemme på de mindre partier på grund af vores valgsystem, og for mange er det et valg mellem pest og kolera.«

Brexit-udmattelse og respekt for folket

Valget den 12. december vil også kunne mærkes mere markant her end mange andre steder. Trods alt er Birmingham stadig Storbritanniens vigtigste industriby, og de uvisse konsekvenser af Brexit vil kunne ramme området mærkbart. Mange af de briter, jeg har talt med under valgkampen, har givet udtryk for en forståelig udmattelse over Brexit-debatten. Jeg spørger Carl Chinn, om han tror, det vil få indflydelse på udfaldet her?

»Vi ved jo ikke, hvad Brexit kommer til at betyde, men for mange af det lille flertal af brummies, der stemte for Brexit i 2016, var der tale om en tofingret hilsen til magthaverne i London (englænderne bruger både og pegefinger og langemand, når de skal vise foragt, red.). Der var 17 millioner briter, der stemte for Brexit i 2016. Vi kan ikke bare sidde dem overhørig. Jeg stemte selv for at forblive i EU, men jeg er demokrat. Min generation, som er vokset op i skyggen af Anden Verdenskrig, elsker at tage på ferie i Europa, men vi ser os selv som briter, ikke som europæere. Der har været for mange generations- og klasserelaterede angreb på folk, der stemte for Brexit, og det, tror jeg, vil virke som en boomerang ved det kommende valg,« siger Carl Chinn.

Hvis han har ret i det, så ser det godt ud for Boris Johnsons muligheder for at fortsætte som premierminister. Ikke nødvendigvis fordi han er synderligt populær, men fordi oppositionen ikke har været afklarede om, hvordan man vil tackle den uprøvede situation, Storbritannien står i. Liberaldemokraternes udmelding om, at de ville aflyse Brexit uden først at spørge folket, kalder Carl Chinn udemokratisk, og den strategi ser ud til at blive et stort selvmål for partiet, skal man tro meningsmålingerne.

Labour og Jeremy Corbyn har netop forsøgt at række ud til både tilhængere og modstandere af Brexit ved ikke at ville vælge side, men det har bare styrket indtrykket af et nølende parti og en ubeslutsom leder.

På vejen tilbage til stationen taler jeg med taxichaufføren Ajeet Singh. Han kom til Birmingham i 1990 fra Pakistan, og han elsker byen.

»Jeg boede to år i London, men det kunne jeg ikke lide. Den er dyr og alt for travl. Her er der godt at være. Jeg har fået en familie, og mine to døtre har begge gået på universitetet. Min ældste datter er nu advokat,« siger Ajeet Singh, og viser mig stolt et billede af sine døtre.

Næsten halvdelen af Birminghams befolkning er nu, ligesom han, af ikkebritisk oprindelse, og i det omfang, de kan og vil bruge deres stemme på torsdag, kan de blive tungen på vægtskålen. Tilflytterne har traditionelt stemt Labour, og det kan blive godt nyt for Jeremy Corbyn.

Birmingham har i skyggen af storebror London gennemgået en dramatisk udvikling, og er mindst lige så sårbar for de forandringer, valget vil bringe, ligegyldigt hvem der vinder. De færreste danskere har nok besøgt Storbritanniens næststørste by, men med serien om gangsterne, der satte deres præg på byen, er Brum nu for alvor på fremtidens turistkort. På torsdag skal millionbyens beboere vælge, hvilken fremtid de ønsker for deres eget land.