Feature
Læsetid: 7 min.

Præstestyret i Iran virker ikke længere uovervindeligt

Efter de seneste revolter i Mellemøsten står ayatollahernes religiøse styre over for den største legitimitetskrise i sin 40-årige historie – og den krise vil vare ved, selvom oprørene på kort sigt bliver slået ned, vurderer eksperter. For 34-årige Abu Sajad er præstestyret nogle ’forbandede turbanklædte banditter, der skal ud’
Sørgende irakere begraver et offer fra protesterne i Bagdad. Revolten i Irak har – ligesom revolten i Libanon – i stigende grad rystet den islamiske republiks aura af uovervindelighed i regionen, påpegere forskere og iagttagere.

Sørgende irakere begraver et offer fra protesterne i Bagdad. Revolten i Irak har – ligesom revolten i Libanon – i stigende grad rystet den islamiske republiks aura af uovervindelighed i regionen, påpegere forskere og iagttagere.

Haidar Hamdani

Udland
19. december 2019

NAJAF – Da Islamisk Stat i sommeren 2014 stormede flere irakiske provinser efter den irakiske hærs kollaps ved storbyen Mosul, var det Iran, der reagerede hurtigst og bevæbnede Iraks shiamilitser i forsøget på at slå jihadisterne tilbage fra Bagdads porte.

»Vi er taknemmelige for deres hjælp. Men ærlig talt, nu skal de forbandede præster bare ud. Når de først har inviteret sig selv ind, vil de ikke skride igen,« siger 34-årige Abu Sajad med reference til det iranske præstestyres dominans over hans hjemland Irak.

Vi kører på en motorvej i en minibus fyldt med irakiske shiapilgrimme, og Abu Sajad er en af dem. Foran os er den hellige shiamuslimske by Najaf, der huser verdens største begravelsesplads. Bag os er den anden hellige by Karbala.

Begge byer er normalt propfyldte med iranske pilgrimme, der kommer langvejs fra for at besøge de tre vigtigste helligdomme i shiaislam.

Men i disse dage er der dødstille i Najaf og Karbala. Der er meget få irakere og næsten ingen iranere på gaderne.

De få synlige iranere lister på tæer langs de gamle byers mure, mens de kigger ned i jorden. De hvisker det persiske sprog for ikke at blive hørt af Iraks vrede arabere. Ikke siden 2003 har de to byer været i den situation.

»Iranerne er bange, og det skal de sateme også bare være. Så længe deres ayatollah blander sig i irakiske anliggender, får iranske pilgrimme ikke lov at bede i fred i Irak,« siger Abu Sajad højt.

De 10-12 irakiske pilgrimme i minibussen giver ham ret.

Revolten i Irak, som begyndte i oktober, har præget stort set alt i hverdagen. 450 mennesker er døde og 20.000 er blevet såret. Protesterne mod Iraks korrupte politiske elite fortsætter i flere provinser.

Men irakernes vrede er i lige så høj grad rettet mod Irans dominans. Uden Irans hjælp ville Iraks korrupte politiske system kollapse omgående. Teheran holder – ligesom i Syrien – hånden over systemet, siger mange irakere, og dette har skabt en dyb antiklerikal stemning i landet.

»Ingen har ødelagt Irak mere end de turbanklædte banditter,« lyder det fra Abu Sajad i minibussen.

En brydningstid

I sidste uge satte irakiske demonstranter ild til det iranske konsulat i Najaf for tredje gang på blot ti dage. Et slag i ansigtet på præstestyret i Teheran, der ser Najaf som en vigtig brik i Den Islamiske Republiks forsøg på at være shiamuslimernes vogter i regionen.

»Konsulatet er jo efterhånden blevet til aske. Men hvis vi bliver vrede igen, så brænder vi sgu bare lortet igen, indtil deres skide turbanklædte styre holder nallerne væk. Vi bør kraftedeme sætte ild til deres turban,« siger Abu Sajad.

Pilgrimmene i minibussen, som kører på den mørke øde vej mellem Karbala og Najaf, bryder ud i latter.

I Irak står det politiske system intakt efter snart tre måneders oprør. Kun premierministeren er trådt tilbage. En meget lille sejr. Men revolten i Irak har – ligesom revolten i Libanon – i stigende grad rystet Den Islamiske Republiks aura af uovervindelighed i regionen.

»Protesterne afspejler en bredere afvisning af Den Islamiske Republiks regeringssystem blandt dele af den irakiske, libanesiske og iranske befolkning,« siger Afshon Ostovar, der er historiker og forfatter til den anmelderroste bog Vanguard of the Imam.

Dér, hvor oprøret i Irak virkelig har ændret noget, er på det værdimæssige plan. For blot nogle måneder siden turde ingen kritisere Irans præster offentligt. Irans ayatollaher var som ufejlbarlige helgener. Det var blasfemisk at sige noget om dem.

»En masse tabuer er blevet brudt siden oktober,« siger Alwaleed Khalid, irakisk journalist.

»Den vigtigste er nok punkteringen af forestillingen om de turbanklædte præster som helgener.«

En af de ting, som irakerne er vrede over, er shiamilitsgrupperne, der opererer som en mafia. De har ikke kun overtaget dele af økonomien og oversvømmet Irak med narkotika; de spiller, mener mange irakere, også en rolle i undertrykkelsen af protesterne.

En anden ting er hele ayatollah Khomeinis doktrin om den såkaldte wilayat-e-faqih; den retslærdes formynderskab. En kontroversiel genfortolkning af shiitiske hellige skrifter, der banede vejen for, at ayatollaherne i 1979 kunne overtage statsmagten.

I dag er doktrinen om den retslærdes formynderskab helt fundamental i den iranske forfatning. Den gør Irans nuværende øverste leder ayatollah Ali Khamenei til Guds repræsentant på jorden rent juridisk. Khamenei kan regere pr. dekret som en magtfuldkommen kejser.

Over de senere år har hans revolutionsgarde, der står for landets udenrigspolitiske aktiviteter, håndteret Irak og Libanon, som var de provinser i et persisk imperium.

Siden 2003 har ayatollah Ali Khamenei udvidet sin magt i Irak og Libanon gennem forskellige strategier. Militært gennem irakiske og libanesiske militsledere, som har svoret troskab til doktrinen. Politisk gennem parlamentarikere i Bagdad og Beirut. Og religiøst gennem udbetaling af stipendier til studerende i de religiøse seminarer i hellige shia-byer som Najaf og Karbala.

Men under den igangværende irakiske revolte har irakerne udvist stor modstand mod ikke bare præstestyrets strategier, men også mod præsternes påståede hellighed.

I flere irakiske provinser er turbanklædte præster blevet jaget bort fra protesterne. Andre er blevet overfaldet. Et af kravene på pladserne, hvor protesterne finder sted, er, at religion og politik bør adskilles.

»Der en udbredt forestilling i Irak, om at præsterne er roden til alle Iraks problemer, herunder især de iranskstøttede præster, der prædiker Khameneis doktrin om den retslærdes formynderskab,« siger Alwaleed Khalid.

Er shiaislamismen udkørt?

I Iran har de antiklerikale tendenser allerede været i gang i noget tid. Allerede efter den grønne bevægelse i 2009 var der stor kritik af de principper, som hele præstestyret hviler på.

I dag 40 år efter revolutionen i 1979 påpeger nogle forskere, at shiaislamismen muligvis er ved at miste sin styrke som et legitimitetsværktøj.

Selv undersøgelser sponsoreret af den iranske regering viser, at vreden mod statens religiøse symboler er større end nogensinde. Mere end 70 procent af iranske kvinder nægter at bære sløret, som de officielle love dikterer, lyder det i en rapport fra den regimestøttede tænketank Majlis Research Center.

»Siden 1990’erne har myndighederne flere gange slået alarm over voksende irreligiøsitet i offentligheden såvel som i privatsfæren,« siger Rasmus Elling, lektor ved Institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet, og forfatter til bogen Irans moderne historie.

Et iøjefaldende fænomen, som er gået ubemærket hen i vestlige medier, er den stigende vold mod præster i Iran.

Engang var det prestigefyldt at bære turbanen, men i dag er det blevet et symbol, som mange unge iranere forbinder med korruption, undertrykkelse, lukkethed og tilbageståenhed.

»Selv børn af den religiøse elite sætter spørgsmålstegn ved deres forældres værdier og logikken i regimets sociale restriktioner,« påpeger Michael Rubin, forsker ved tænketanken American Enterprise Institute.

En af forklaringerne på de værdimæssige forskelle er aldersforskellen mellem Irans religiøse elite og landets befolkning, som faktisk er forbløffende selv efter mellemøstlige standarder.

Gennemsnitsalderen i Iran er 30,1 år, mens otte af Irans mest magtfulde ayatollahers gennemsnitsalder er 93,25 år, hvoraf den yngste ayatollah Amoli er 86 år, og den ældste ayatollah Golpayegani er 100 år gammel.

»Disse mænd burde være gået på pension allerede i 1979, da revolutionen brød ud, men i dag dikterer de hele vores tilværelse,« siger Baqir Husseini, 25 år, til Information over WhatsApp.

Nogle iranforskere som Mohammad Tabar fra tænketanken The Baker Institute er gået så langt som til at hævde, at hele shiaislamismen er ved at miste pusten.

Han peger på, at Irans gamle magthavere i stigende grad tyer til nationalistiske og antiamerikanske narrativer, fordi de ikke længere selv tror på, at religion har samme evne til at mobilisere folk.

Iranforsker Ali Alfoneh vil ikke udtale sig konkret om, hvorvidt shiaislamismen falmer. Men præsternes overtagelse af den politiske magt, siger han, betyder også, at de tager ansvar for hele systemet – inklusive alle dets mangler: Når der er arbejdsløshed eller stigende benzinpriser, holder iranerne præsterne og sågar Vorherre til ansvar.

»Det er især dette, som forklarer de antigejstlige slagord i forbindelse med protesterne i Iran. De shiitiske retslærde er bekymrede for, at regeringsansvaret har tæret på gejstlighedens prestige og anseelse,« siger Alfoneh.

En massiv legitimitetskrise

I den hellige by Najaf er manglen på iranske pilgrimme et vidnesbyrd på hele situationen. Ingen i byen ved, hvad der venter forude, men mange frygter fremtiden.

Én ting er, at revolterne i Bagdad, Beirut og Teheran nu afviser præstestyrets styreform, men en helt anden ting er, hvad demonstranter reelt kan opnå af resultater.

Regimet i Teheran er presset af de amerikanske sanktioner og ser sammensværgelse alle vegne. Teheran er villig til at reagere med massiv undertrykkelse i og uden for Iran.

»I en verden rystet af protester – Chile, Haiti, Frankrig, Algeriet, Hongkong – er Irak og Iran de eneste steder i verden, hvor fredelige demonstranter mødes med intimidering og massemord«, påpeger irakforsker Fanar Haddad.

Det helt store spørgsmål er, om Teheran vil reagere som i Syrien og anvende vold i forsøget på at bevare dominans over Irak og Libanon gennem stedfortrædergrupper og dermed også risikere at undergrave legitimiteten, som i forvejen har lidt et massivt knæk.

Nogle tror, at skaden allerede er sket.

»Teherans legitimitetskrise vil fortsætte i lang tid, uanset om de nuværende oprør i Libanon, Irak og Iran bliver undertrykt på kort sigt«, vurder historikeren Afshon Ostovar.

I den hellige by Najaf siger de også, at der er kommet andre boller på suppen. Nogle irakere siger, at de ikke længere vil tage imod iranske shiapilgrimme med åbne arme, medmindre ayatollaherne i Teheran skifter retning. Vreden vendt mod præstestyret er så stor, at nogle faktisk savner de gamle dage.

»Saddam Hussein var et udyr,« siger Abu Sajad, da vi står af minibussen ved den store guldbelagte helligdom i Najafs centrum.

»Men Saddam gjorde ret i at bekæmpe de forbandede turbanklædte banditter. Hele banden er en flok vampyrer, der snylter på irakisk blod. De skal ud!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Religion har fan skabet!

Torben Lindegaard

I hvert fald skal Danmark trække alle tropper ud af Mellemøsten og Nordafrika.

Karsten Lundsby, Flemming Berger, Mikkel Peterhänsel og John Andersen anbefalede denne kommentar

Torben Lindegaard,
"I hvert fald skal Danmark trække alle tropper ud af Mellemøsten og Nordafrika".
Det bestemmer vel Trump.

Claus Nielsen, Karsten Lundsby, Christel Gruner-Olesen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Ak ja-stakkels vildfarne mennesker i en blanding af religions retning og nationalisme og samtidig fanget i stormagternes spil om indflydelse og olie..
Jeg aner ikke hvad vi kan gøre ud over at stå til rådighed hvis der trods alt bliver en dialog tone mellem dem så en fredelig løsning kan ses i horisonten. Men det er vel for naivt at håbe på.

Jesper Sano Højdal, Karsten Lundsby og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Når udviklingen er til det, ryger præstestyret helt automatisk.

Tak for god artikel. Som vanligt læseværdig.

Giv de utilfredse mennesker al den støtte der er muligt i deres oprør mod religiøst bagstæberi og undertrykkelse.
Går man ind for menneskerettighederne, som vi kender dem, så skal de gælde for alle mennesker overalt.
Teokratier og andre diktaturer har ingen legitimitet. Folkelige opgør mod undertrykkere er før lykkedes, uanset stormagters ageren rundt omkring.

@ Carsten Hansen.
Bagstræberi og undertrykkelse er altid gal uanset om den er religiøst forankret.
Der findes ikke mindre af den i ateistiske samfund.

Det en "fejl" at klæbe slike ord til religiøsitet.
Religiøse er ikke årsag til mere ufred end ateister.
En langt større "fare" eller årsag til ufred er den grådighed mennesker er indbygget med.

Nils Valla.

Har du læst mit indlæg ?.

Nils Valla.

Religiøst bagstræberi og undertrykkelse klæbes til teokratier.
Fascistisk bagstræberi og undertrykkelse klæbes til fascistoide diktaturer.
Det må være logik for burhøns.

Denne tråd handler om religiøst bagstræberi og undertrykkelse; Derfor mit ordvalg

Hvad angår bagstræberi og undertrykkelse begået af ateistiske regimer, så "paster" jeg gerne et indlæg fra min hånd fra en andet tråd:

"Helt enig i at religion ikke skal bruges til at diskriminere.
Uanset om det er muslimer, hinduer, jøder eller kristne der undertrykker andre.
Eller for den sags skyld ateister der undertrykker troende.

Frihedsrettigheder bør gælde for ethvert menneske her på jorden.
Ikke noget med ; " Jamen vi skal ikke blande os i hvad man gør i Iran/Israel/Indien/ Kina/ Kenya", eller hvor som helst"

https://www.information.dk/udland/2019/12/indiske-studerende-slutter-pro...

Men forvent ikke at jeg starter ved "Adam og Eva" i et hvert indlæg .