Feature
Læsetid: 5 min.

»Rambo, hvorfor vil du dø for Rojava,« spørger jeg

De fleste steder i Mellemøsten har meget lidt ændret sig siden revolterne i 2011. Kurderne var – indtil for nylig – dem, som havde fået mest ud af det. Informations korrespondent har rejst rundt i regionens nye forår, og vi er stadig i Egypten i 2. afsnit af hans dagbog. Men pludselig kommer det til at handle om kurdiske Rojava
I oktober gik Tyrkiet til angreb på kurderne i Nordsyrien.

I oktober gik Tyrkiet til angreb på kurderne i Nordsyrien.

Zein Al-Rifai

Udland
31. december 2019

Det er surrealistisk at være vidne til præsident Erdogans invasion af Rojava fra Kairo den 9. oktober.

Nogle af de kammerater, bekendte, kilder og almindelige civile, som jeg havde fået kontakt til over årene i Qamishli, Rojavas de facto-hovedstad, toner pludselig op i mit facebookfeed iført guerillauniformer med AK-47 i hænderne og parate til at gå krig.

»Rambo, hvor skal du hen,« spørger jeg over en lydbesked på WhatsApp.

Jeg mødte Rambo af Kobane i Qamishli i begyndelsen af 2019 og skrev om ham i Information. Han var min guide, den person der kørte mig rundt i det nordlige Syrien.

»Det er kurdernes skæbne, min ven. Vi er alle krigere, og vores børn bliver også krigere,« lyder hans fatalistiske svar.

Rambo har en særlig historie. Da han blev såret af IS under slaget om Kobane i 2014, kunne lægerne ikke standse blødningen. Mens kampene foregik, opdagede de, at han led af hæmofili; blodet størkner ikke normalt, når han får et sår.

Men nu var Rambo alligevel parat til at dø i kamp mod Erdogans hær.

»Rambo, hvorfor vil du dø for Rojava,« spørger jeg.

»Er den kurdiske revolution måske ikke værd at dø for,« svarer han.

»Hvilken kurdisk revolution,« spørger jeg igen.

»Vi har skabt en revolution i Rojava. Vi havde selvstyre i seks år. Hvis jeg ikke kæmper nu, hvornår skulle jeg så kæmpe? Hvad skal jeg sige til min børn? At jeg stak halen mellem benene, da det virkelig gjaldt?«

Kurdernes halve revolution

En stor del af moradset i Mellemøsten handler mere eller mindre om befolkninger, som ønsker mere politisk indflydelse, mens regimerne enten vil bevare eller genetablere status quo med kontrarevolutionære midler.

I Egypten kuppede Abdel Fattat al-Sisi en demokratisk valgt regering for at genindføre militærdiktaturet igen. I Syrien førte Bashar al-Assad krig mod sit folk. I Yemen ville den saudi-støttede regering genvinde magten i Sanaa efter oprøret, der væltede deres marionet Abdarabbuh Mansur Hadi.

De fleste steder har rebellerne fået meget lidt ud af kampen mod regimerne. Kurderne var faktisk – indtil for nylig – dem, som havde fået mest ud af revolterne i 2011.

Kurderne nåede at skabe velfungerende institutioner og leve under dem i flere år. De mærkede forandringerne i deres hverdag. Forandringerne var konkrete i dagligdagen, både når det gjaldt sikkerheden på gaden og i forvaltningen i lokaladministrationen, når de registrerede navne på nyfødte. Alt gik smooth.

»Vi var herrer i eget hus,« siger en kilde mig, mens jeg sidder i Egypten.

I modsætning til de arabiske protestbevægelser havde kurderne en ledelse med en klar ideologi og strategi, som kunne gribe ind i det øjeblik, der opstod et magtvakuum efter en statsadministrations kollaps. YPG – en forgrening af PKK – havde en organisatorisk kapacitet, som kunne anvendes omgående, og det blev den.

»Vores model gjorde det nordøstlige Syrien til den fredeligste region under hele borgerkrigen,« siger en trist Ibrahim Khalil, kurdisk intellektuel, lektor og sprogforsker fra Qamishli til mig.

Der er en fare for at romantisere revolutionen i Rojava. Meget tyder på, at kurderne har udført etniske udrensninger og lukket munden på kritikere. En del vestlige journalister har også forsøgt at påpege, at YPG og hele den kurdiske ledelse ikke er en tøddel bedre end arabiske autokrater. Det har de måske ret i, men kritikerne overser et vigtigt faktum.

Det kurdiske eksperiment i Syrien hviler på noget hidtil uset i regionens moderne historie. Hele Rojava modellen bestod af to søjler. Den ene var eksperimentet med direkte demokrati, hvor hele folket var med til at træffe beslutninger.

Den anden søjle var afvisningen af etnonationalismen. Mens de regionale staters forfatninger insisterede på, at nationen enten var tyrkisk, arabisk, eller persisk, forsøgte kurderne i Rojava at skabe et system, der tilgodeså minoriteters rettigheder. Og dét var revolutionært i Mellemøsten.

Men kurdernes revolution forblev en halv revolution. Den amerikanske tilbagetrækning og Erdogans invasion betyder, at kurderne nu forsøger som minimum at sikre sig en form for kulturel autonomi. Om det lykkes, er for tidligt at sige noget om.

2019 vil for altid blive husket som (endnu) et katastrofeår for kurderne.

Mavedans, whisky og gamle dage

Fredag den 18. oktober dedikerer Information hele 1. sektion til Rojava.

Jeg forlader mit skrivebord med udsigt til pyramiderne, og mødes med en tidligere egyptisk rebel i Kairo. Vi mødes normalt inde omkring Tahrirpladsen, men i disse dage er Sisi-regimet som en autoimmun sygdom, der angriber alt. Der er informanter overalt nær pladsen.

I stedet mødes vi et sted, hvor der er mavedans lidt væk fra centrum. Inden jeg træder ud af døren, bestiller jeg billet til Libanons hovedstad Beirut. De libanesiske demonstranter har overtaget Martyrernes Plads i byen centrum og råber »revolution«. Afrejse den 30. oktober.

Jeg mødes med den tidligere egyptiske rebel ved mavedansshowet. Da vi åbner whiskyflasken, falder snakken hurtigt på gamle dage, dengang mellem 2011-2013, da alt stadig så lyst ud, selv om Det Muslimske Broderskabs Mohamed Morsi sad på magten.

»Den egyptiske revolution var dødsdømt fra begyndelsen. Der var to institutioner, som kunne skabe alternativer til Mubarak. Der var hæren og broderskabet. Vi var nul,« siger den tidligere rebel.

Tahrirpladsen, der fortryllede TV-skærmene i 2011, blev godt nok forvandlet til en utopi fri for undertrykkelse, penge, stat, politi, korruption og grådighed, men Egyptens revolutionære havde ikke mere at byde på. De færreste vidste noget om politik. Ingen vidste noget om regeringsførelse i praksis. De vidste ingenting om strategi. De havde ingen udenlandsk støtte. De var udsatte og kunne manipuleres af magtfulde aktører.

»Tahrirpladsen var en livmor, der var parat til at føde noget helt nyt, men vi forblev derinde, fordi vi ikke var parate til at tackle livets rigtige udfordringer,« siger rebellen og bæller et glas whisky uden is.

Mavedanserinden stjæler al hans opmærksomhed. Meget har ændret sig i Egypten, men mavedanserinderne er stadig nattens herskere. Det sidste, jeg husker fra rebellen den nat, er hans hoved ned i lokummet. Han blandede alt muligt med whiskyen.

Den 30. oktober om aften lander jeg i Libanons hovedstad Beirut. Der er ikke meget at sammenligne. Duften af Middelhavet har erstattet duften af Kairos støv. Det oprørske Beirut befinder sig i et helt andet solsystem end al-Sisis underdanige Kairo.

Serie

Dagbog fra halve revolutioner

Få steder i verden har protester, opstande og demonstrationer været så hyppige som i Mellemøsten i 2019. I slutningen af året rejste Informations korrespondent Waleed Safi rundt i regionen. Læs hans personlige optegnelser fra Mellemøstens ufuldendte revolutioner, som slutter da USA overraskende likviderer en iransk general.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Men kurdernes revolution forblev en halv revolution. Den amerikanske tilbagetrækning og Erdogans invasion betyder, at kurderne nu forsøger som minimum at sikre sig en form for kulturel autonomi. Om det lykkes, er for tidligt at sige noget om."

Totalteateret Trump slører logikken i amerikansk udenrigspolitik en del, men hvis man følger Lee Camp's nytårssatiriske vue over samme, er der skam mening i galskaben (fra 07.34 er der fuldt fokus på Trump-teateret): https://www.youtube.com/watch?v=90obYQz4SXQ

”Den anden søjle var afvisningen af etnonationalismen. Mens de regionale staters forfatninger insisterede på, at nationen enten var tyrkisk, arabisk, eller persisk, forsøgte kurderne i Rojava at skabe et system, der tilgodeså minoriteters rettigheder. Og dét var revolutionært i Mellemøsten”.

Jeg kan blive bekymret når jeg læser den slags. Særligt når der andetsted står, og det har jeg læst flere steder, at nogle kurdere også udrenser de områder de tilkæmper sig.
Det er de mellemøstlige lande, som Altid har levet i nogenlunde fin harmoni med mindretal og respekterer andres religioner, (med israel som den vestligt inspirerede undtagelse). At mange har/havde et autoritært styre, skyldes ikke mindst vestens indflydelse.
Disse lande bliver konstant truet af vesten(ofte økonomisk), eller deres styre købes med magt og en god formue, med landets ressourcer i bytte. De usamarbejdsvillige(f.eks Libyen) reagerer ligesom de vestlige lande reagerer når de frygter nogen blander sig i magten og samfundsstrukturen(f.eks. Terrorister, wissleblower, demonstrationer). Nemlig med overvågning, restriktioner på friheder og hård nedkæmpning af folkelige bevægelser (Frankrig, Chile, Black lives matter osv.)
De mellemøstlige lande er ikke perfekte(ligesom vesten), men minoriteternes status er vel funderet i samfundet gennem århundrede.
Her er Egypten, landet som får næstflest bestikkelsespenge fra USA efter Israel, begge fiaskoer af dimensioner i dag, hvad angår minoriteter.

Jeg ser ikke kurderne som bedre eller værre end andre. Men propagandamaskinen med smukke kvinder der ligner frihedskæmpere fra Che Guevaras tid, behersker kurderne propaganda på linie med andre, og jeg ønsker Også dem en fredelig fremtid.

ingemaje lange

Jeg tvivler i øvrigt på, at de kvinder der blev gruppevoldtaget på Tahrirpladsen oplevede den som 'fri for undertrykkelse', som du skriver i artiklen.
Det er så vigtigt, at vi husker nuancerne og vores egne blinde pletter.
Men tak for dine gode artikler i øvrigt.