Læsetid: 5 min.

»Rambo, hvorfor vil du dø for Rojava,« spørger jeg

De fleste steder i Mellemøsten har meget lidt ændret sig siden revolterne i 2011. Kurderne var – indtil for nylig – dem, som havde fået mest ud af det. Informations korrespondent har rejst rundt i regionens nye forår, og vi er stadig i Egypten i 2. afsnit af hans dagbog. Men pludselig kommer det til at handle om kurdiske Rojava
I oktober gik Tyrkiet til angreb på kurderne i Nordsyrien.

I oktober gik Tyrkiet til angreb på kurderne i Nordsyrien.

Zein Al-Rifai

31. december 2019

Det er surrealistisk at være vidne til præsident Erdogans invasion af Rojava fra Kairo den 9. oktober.

Nogle af de kammerater, bekendte, kilder og almindelige civile, som jeg havde fået kontakt til over årene i Qamishli, Rojavas de facto-hovedstad, toner pludselig op i mit facebookfeed iført guerillauniformer med AK-47 i hænderne og parate til at gå krig.

»Rambo, hvor skal du hen,« spørger jeg over en lydbesked på WhatsApp.

Jeg mødte Rambo af Kobane i Qamishli i begyndelsen af 2019 og skrev om ham i Information. Han var min guide, den person der kørte mig rundt i det nordlige Syrien.

»Det er kurdernes skæbne, min ven. Vi er alle krigere, og vores børn bliver også krigere,« lyder hans fatalistiske svar.

Rambo har en særlig historie. Da han blev såret af IS under slaget om Kobane i 2014, kunne lægerne ikke standse blødningen. Mens kampene foregik, opdagede de, at han led af hæmofili; blodet størkner ikke normalt, når han får et sår.

Men nu var Rambo alligevel parat til at dø i kamp mod Erdogans hær.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
David Zennaro og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men kurdernes revolution forblev en halv revolution. Den amerikanske tilbagetrækning og Erdogans invasion betyder, at kurderne nu forsøger som minimum at sikre sig en form for kulturel autonomi. Om det lykkes, er for tidligt at sige noget om."

Totalteateret Trump slører logikken i amerikansk udenrigspolitik en del, men hvis man følger Lee Camp's nytårssatiriske vue over samme, er der skam mening i galskaben (fra 07.34 er der fuldt fokus på Trump-teateret): https://www.youtube.com/watch?v=90obYQz4SXQ

”Den anden søjle var afvisningen af etnonationalismen. Mens de regionale staters forfatninger insisterede på, at nationen enten var tyrkisk, arabisk, eller persisk, forsøgte kurderne i Rojava at skabe et system, der tilgodeså minoriteters rettigheder. Og dét var revolutionært i Mellemøsten”.

Jeg kan blive bekymret når jeg læser den slags. Særligt når der andetsted står, og det har jeg læst flere steder, at nogle kurdere også udrenser de områder de tilkæmper sig.
Det er de mellemøstlige lande, som Altid har levet i nogenlunde fin harmoni med mindretal og respekterer andres religioner, (med israel som den vestligt inspirerede undtagelse). At mange har/havde et autoritært styre, skyldes ikke mindst vestens indflydelse.
Disse lande bliver konstant truet af vesten(ofte økonomisk), eller deres styre købes med magt og en god formue, med landets ressourcer i bytte. De usamarbejdsvillige(f.eks Libyen) reagerer ligesom de vestlige lande reagerer når de frygter nogen blander sig i magten og samfundsstrukturen(f.eks. Terrorister, wissleblower, demonstrationer). Nemlig med overvågning, restriktioner på friheder og hård nedkæmpning af folkelige bevægelser (Frankrig, Chile, Black lives matter osv.)
De mellemøstlige lande er ikke perfekte(ligesom vesten), men minoriteternes status er vel funderet i samfundet gennem århundrede.
Her er Egypten, landet som får næstflest bestikkelsespenge fra USA efter Israel, begge fiaskoer af dimensioner i dag, hvad angår minoriteter.

Jeg ser ikke kurderne som bedre eller værre end andre. Men propagandamaskinen med smukke kvinder der ligner frihedskæmpere fra Che Guevaras tid, behersker kurderne propaganda på linie med andre, og jeg ønsker Også dem en fredelig fremtid.

ingemaje lange

Jeg tvivler i øvrigt på, at de kvinder der blev gruppevoldtaget på Tahrirpladsen oplevede den som 'fri for undertrykkelse', som du skriver i artiklen.
Det er så vigtigt, at vi husker nuancerne og vores egne blinde pletter.
Men tak for dine gode artikler i øvrigt.