Baggrund
Læsetid: 5 min.

»Revolutioner skal vandes med blod, sved og tårer, før de blomstrer«

Iraks dynamiske protestbevægelse har bragt landets korrupte elite ud af fatning. Selv om der venter demonstranterne en langt mere diffus kamp efter premierministerens tilbagetræden, er de opsatte på triumf. Gaden er blevet en magtfaktor, som ingen kommer uden om, siger aktivist
Irakiske demonstranter bevogter en barrikade i hovedstaden Bagdad.

Irakiske demonstranter bevogter en barrikade i hovedstaden Bagdad.

Ivor Prickett

Udland
6. december 2019

Da Iraks Adel Abdul Mahdi trådte tilbage som premierminister i fredags, strømmede titusinder af irakere til offentlige pladser i storbyerne for at afholde et minuts stilhed til ære for de 400 demonstranter, som har mistet livet under revolten, der begyndte den 2. oktober.

»Vi hulkede som børn alle sammen, men vi vidste også, at vi havde vundet en lille sejr. Det var et magisk øjeblik,« siger Karrar Adel, 29 år, ansat ved statsadministrationen, og som befandt sig på Befrielsespladsen i Bagdads centrum under ceremonien.

På den anden side af Tigris-floden – i Bagdads grønne zone – det befæstede område, hvor hele magteliten bor og arbejder, var situationen imidlertid en helt anden. Her fortsatte hverdagen, som den plejer.

Bortset fra en enkelt lille detalje:

Irans magtfulde generalmajor Qassem Soleimani – arkitekten bag Irans udenrigspolitiske aktiviteter – ankom lørdag til den grønne zone for at sikre, at Iraks næste premierminister forbliver en af Teherans udvalgte.

»Soleimani udleverede en liste med tre navne, som det irakiske parlament skal stemme om. Nu bør protestbevægelsen også nominere deres repræsentant, ellers er det for sent,« lød det fra parlamentarikeren Faiz Sheik Ali.

Iraks protestbevægelse har dog ignoreret parlamentarikerens listige opfordring. Soleimani eller ej, demonstranterne har tilsyneladende ikke tænkt sig at forlade gaderne, selv om magthaverne fortsætter deres dagligdag, som om intet er hændt.

Protestbevægelsen holder fast i det første og største krav: Ingen af de politikere, teknokrater, eller ledere, der kom til efter invasionen i 2003, må stille op igen ved kommende valg.

Men også kravet om nye valglove fastholdes. Man ønsker både, at irakere uden for partierne kan stille op til parlamentsvalg samt større gennemsigtighed, så alle kan se, hvor partierne får deres penge og midler fra.

Iraks regering har endnu ikke rykket sig på kravene, så alt tyder på, at oprøret er trådt ind i en ny fase, der vil trække i langdrag.

»I Algeriet har man protesteret i 37 uger i træk. Frankrigs Gule Veste har protesteret i over et år. Det samme har befolkningen i Haiti. Og i Hongkong har man protesteret i over syv måneder. Listen er lang. En eller anden form for ændringer synes uundgåelig i Irak, men det vil ikke ske natten over,« siger Irak-forskeren Fanar Haddad til Information.

En kamp mod en skyggestat

At kampen vil trække i langdrag hænger tæt sammen med den irakiske stats komplicerede natur. Der er ikke et enkelt magtcenter, men flere, og nogle er mere synlige og håndgribelige end andre.

»For demonstranterne bliver det en lidt diffus kamp,« siger Henrik Andersen, Danmarks førende Irak-forsker, fra Roskilde Universitet.

Mange af de ledere, som holder det politiske system sammen, er ofte mænd uden bureaukratiske titler. Der er tale om mænd, som har repræsentanter i parlamentet, men som opererer deres egen stater i staten ved siden af. Det er krigsherrer og religiøse ledere, som står i spidsen for massebevægelser, klaner og iranskstøttede militser. De udgør det, som Irak-forskere kalder »skyggestaten«.

Demonstranternes oprør er derfor tricky. Ved at gøre oprør mod det officielle politiske system, som blandt andet Danmark lagde kimen til i 2003, gør demonstranterne altså ikke bare oprør mod de folkevalgte ledere, der kontrollerer de formelle statsinstitutioner, men i højere grad også mod Iraks uofficielle magthavere, der danner den såkaldte skyggestat.

»Det er i virkeligheden det, som demonstranterne er oppe imod i sidste ende. Bag den officielle stat er der en række uofficielle netværk, som gennemtrænger og styrer den officielle stat indefra,« forklarer Henrik Andersen.

Sagt på en anden måde bliver beslutningerne i Irak ikke altid truffet i ministerierne. Et eksempel er Moqtada al-Sadr; en mand, som ikke besidder formelle poster i Irak. Men som leder den største bevægelse af shiamuslimer fra underklassen og har loyalister, der kontrollerer store dele af parlamentet. Al-Sadr sidder ofte på en madras på gulvet i sit hjem i helligbyen Najaf og spiser fuglefrø til sin sorte te, mens han forhandler med andre ledere.

Nogenlunde det samme gælder for udenlandske ledere som Irans generalmajor Qassem Soleimani, der flyver til Bagdad, når Irans interesser er på spil. Selv om Soleimani er iraner, har han tidligere både ført an i Irak mod IS på slagmarken med irakiske militssoldater bag sig. Han har også spillet den mest afgørende rolle i udvælgelsen af irakiske premierministre og regeringsdannelser i Bagdad siden 2003.

»Protestbevægelsen gør oprør mod landets officielle politiske system, men i virkeligheden er det landets uformelle magthavere, der er problemet, og det er demonstranterne sådan set bevidste om. Derfor siger de, at de fortsat vil blive på gaden,« siger Andersen.

»Tålmodighed er vores våben«

I Bagdad synes demonstranterne at have forberedt sig grundigt på kampen. De har læst på lektien og er klar over, at forandringen ikke sker natten over. De har vundet en lille sejr ved at tvinge premierministeren ud, men de ved godt, at de intet ændrer, så længe hele systemet står intakt.

»Folks politiske bevidsthed på gaden er utrolig. Ingen kan narre os længere. Der er klare krav om system, forfatning og valglovsændringer, og ingen går hjem, før de krav er opfyldt,« siger Ahmed Jaber, 24-år, økonomistuderende og frivillig på Befrielsespladsen i Bagdad.

Regeringen opfordrede i løbet af ugen igen protestbevægelsen til at udpege repræsentanter, som den kunne forhandle med. Men som svar sendte demonstranterne igen en opdateret liste med mere end 400 navne til den grønne zone.

»Kun disse repræsenterer os,« skrev demonstranterne øverst på papiret.

Alle 400 var navne på demonstranter, som har mistet livet under oprøret.

Demonstranternes tilgang til magteliten er simpel. Man vil sikre sig, at der ikke er nogen ledere for oprøret, så regeringen ikke har mulighed for at anvende del og hersk politikken mod demonstranterne. På den måde undgår gaden også splid.

»Vi kan se, at regeringen er panisk over, at der ikke er nogen ledere. Vores strategi fungerer tydeligvis, så længe vi fastholder enigheden om vores krav«, siger Ahmed Jaber.

Mange i protestbevægelsen ved udmærket godt, at revolten højst sandsynligt ikke vil vælte hele systemet. Men bevægelsen er selvbevidst nok til at se, at gaden lige nu måske er den største magtfaktor i irakisk politik.

»Mænd som Soleimani eller Sadr kan ikke rigtig komme uden om gaden længere«, siger Ahmed Jaber selvsikkert.

En af de største udfordringer for protestbevægelsen er de brutale sikkerhedsstyrker og ukendte militser, der skyder, kidnapper, torturerer og likviderer aktivister i forsøget på at tie opstanden ihjel.

Demonstranterne mistænker sikkerhedsapparatet for at forsøge at fremprovokere en voldelig reaktion, så de prøver for alt i verden at fastholde, at protesterne forbliver fredelige for ikke at give magthaverne mulighed for at slå tilbage.

»Sikkerhedsstyrkernes taktik er at terrorisere folk. Men vi holder hovedet koldt. Ind i mellem er der martyrer, men sådan er revolutioner. De skal vandes med blod, sved og tårer, før de begynder at blomstre«, siger Ahmed Jaber.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her