Så slap de unges tålmodighed op. Fridays For Future indtager hovedscene til klimamøde i Madrid

MADRID – Klokken er lidt over ti onsdag formiddag, da der pludselig lyder et højt kor af stemmer på korridorerne foran den store plenarsal i IFEMA-hallerne, der i disse dage danner ramme om FN’s 25. klimatopmøde.
Inde i salen har omkring 60 aktivister fra den grønne ungdomsbevægelse Fridays For Future netop indtaget scenen i en koordineret protest over, at verdens ledere stadig ikke lever op til den aftale, som de indgik i Paris i 2015.
De unge klapper og synger den hymne, der er blevet sunget af titusindvis af aktivister kloden rundt det seneste år.
»Hejo, take me by the hand. Strong in solidarity we stand. Fight for climate justice, fight for climate justice.«
Mediefolk, delegerede og andre iagttagere strømmer op mod scenen med kameraer og mobiltelefoner løftede over hovederne, og FN-vagter forsøger at skubbe forsamlingen tilbage.
Aktionen sker umiddelbart efter en paneldebat, hvor ministre, meningsdannere og aktivister har talt foran omkring 1.000 topmødedeltagere. I sin tale rettede svenske Greta Thunberg skarp kritik af regeringsledernes nølen.
»COP25 bør handle om at finde holistiske løsninger. Men i stedet har det forvandlet sig til en mulighed for de forskellige lande til at forhandle om smuthuller og måder til at omgå at hæve ambitionerne,« lød det fra Greta Thunberg, der ikke selv er en del af den efterfølgende aktion.
Fridays For Future har under COP25 indtil nu mest af alt optrådt som en del af det etablerede arrangement. De har deltaget i paneldebatter, pressemøder og selfies med regeringsledere, intellektuelle og andre, der er noget ved musikken her i Madrid. Det er først nu, at de unge viser, at deres opbakning til showet kommer med en ufravigelig betingelse.
De knap 200 lande skal prompte melde skærpede nationale klimamål ind til FN og samtidig sikre oprindelige folks rettigheder. Det er ikke til forhandling, er budskabet.
»Vi er folket«
De unge sætter sig helt ud på kanten af scenen.
»Climate justice, now!« synger de.
Stemningen er kaotisk, og nede i salen farer FN-vagter forvildede rundt i et forsøg på at tømme lokalet, så det kan gøres klar til de næste store taler og paneldebatter. Som minutterne skrider frem, mister vagterne tålmodigheden.
»Flyt jer, og forlad lokalet. Nu,« råber de.
Deres formaninger lader ikke til at blive hørt. Folk strømmer fortsat op mod scenen, og de unge fortsætter med at synge højere og højere.
Aktionen er udtryk for, at verdens ledere indtil videre har skuffet fatalt på netop dette, fortæller 26-årige Daniela Borgia fra Brasilien, der er en af de unge på scenen.
»Vores ledere har svigtet os igen. Snart vil de være døde, og så hænger vi på det fucking rod, som de efterlader os med,« siger hun oprørt.
»Vi er trætte af det, men vi vil ikke give op. Lederne må stoppe med at tage beslutninger uden at høre os. Vi har fået nok. De er nødt til at gøre det bedre.«
På de sociale medier får de unge hurtigt opbakning fra grønne organisationer, der ligeledes mener, at klimaforhandlingerne halter langt efter videnskabens advarsler om, hvad der er nødvendigt, hvis verden skal undgå katastrofale konsekvenser af klimaforandringer.
Flere uniformerede vagter kommer til. Over højtaleranlægget bliver der advaret om, at alle tilstedeværende, både de unge, journalister og delegerede, har to minutter til at forlade lokalet – ellers vil deres adgangskort til konferencen blive klippet over.
Der er en kakofoni af sang og råben i plenarsalen.
»Vi er folket. Der redder klimaet. Redder, redder klimaet,« fortsætter de unge.
»Flyt jer, ud, nu,« lyder det fra vagterne.
En halv time senere er det endelig lykkedes vagterne at rydde salen, og de unge samler sig i den store hal på den anden side af indgangen.
16-årige Ianthe Minnaert fra Holland ryster en smule på kroppen over episoden.
»Det var lidt skræmmende,« siger hun til Information: »Men jeg er glad for, at vi gjorde det.«
»COP25 er næsten slut, og vi har været her i næsten to uger og haft flere demonstrationer. Og lederne har stadig ikke handlet eller truffet de beslutninger, der er nødvendige for at stoppe klimakrisen,« siger Ianthe Minnaert.
Omkring tre kvarter efter de unge har indtaget scenen i plenarsalen, bryder de så småt op og forsvinder i menneskemylderet. Ingen af de folk fra Fridays For Future, som Information har talt med, har villet fortælle, om der i de næste dage vil komme flere aktioner fra den grønne bevægelse.
COP25 – klimadramaet i Madrid
Faresignalerne fra klimaet og advarslerne fra forskerne vælter ind over verdens regeringer, når de i dagene 2.-13. december mødes i Madrid til FN-klimamødet COP25. Her skal de politiske ledere vise, at de har gennemlevet samme bevidsthedsskred, som i civilsamfundet har skabt en klimabevægelse af hidtil uset styrke. COP25 skal demonstrere landenes vilje til en langt mere ambitiøs global klimapolitik. Information er med og følger dramaet i Madrid.
Seneste artikler
630 sider, som forandrede den globale klimadebat: »Vi er ikke for radikale. Hvis noget er vi for konservative«
18. december 2019FN’s Klimapanels 1,5-gradersrapport fra 2018 fik større gennemslagskraft, end nogen FN-rapport nogensinde havde fået tidligere. Den blev båret frem af den grønne ungdomsbevægelse og er i dag uomgængelig i de politiske processer. Vi var ikke for radikale – hvis noget var vi for konservative, siger en af folkene bag, som Information mødte på COP25 i Madrid2019 var året, hvor klimaoprøret blev født – 2020 bliver året, hvor CO2-kurven skal knækkes
17. december 2019Kig på den grønne graf. Så markant skal CO2-udledningerne falde allerede næste år, hvis vi skal holde os inden for en temperaturstigning på 1,5 graderCOP25 svigtede videnskaben, ungdommen og verdens fattigste
16. december 2019FN’s 25. klimatopmøde var en gyser til det sidste. Kort før lukketid spillede Brasilien højt spil, det chilenske formandskab skiftede taktik, og EU trådte i karakter. Slutteksten er bedre, end mange frygtede i de sidste timer, men markant værre, end det, mange på forhånd havde håbet på
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Det lader sig tydeligvis ikke gøre, at vores økomisk velbeslåede og beskyttede politikere, skal bekæmpe det selv samme økonomiske system, de på egen hånd har opbygget til primært at komme dem selv økonomisk til gode!
Der er to ting, der fuldstændigt sikkert vil ske:det ændrede klima vil indtræffe med forfærdelige konsekvenser;og politikerne vil fortsætte med at vrøvle til de bliver skyllet ud i historiens affaldsbunke.
"De unge"... gid det var flertallet af de unge der demonstrerede og vel også tog affære! - så vil der virkelig være en del "industrier" der ikke vil overleve...