Feature
Læsetid: 6 min.

Hvis man vil se, hvorfor folk risikerer livet i både over Middelhavet, skal man gå en tur i Senegal

Der kommer flere penge til Afrika fra migranter, der sender penge hjem, end der gør i udviklingsbistand fra Vesten. Når en migrant rejser af sted, er det ikke kun for at tjene penge til sig selv og sin familie, men også til sin hjemby. Det er sådan, apotekeren i den senegalesiske landsby Diawara har fået råd til stuk i sin nye stue
Pengestrømme fra blandt andet Europa har gjort det muligt for apotekeren i landsbyen Diawara at få lavet gipsstuk i sin pariserinspirerede lejlighed på hovedgaden.

Pengestrømme fra blandt andet Europa har gjort det muligt for apotekeren i landsbyen Diawara at få lavet gipsstuk i sin pariserinspirerede lejlighed på hovedgaden.

Andreas Holmgaard

Udland
3. december 2019

DIAWARA, SENEGAL – Midt på hovedgaden i landsbyen Diawara i det østlige Senegal er en stor villa under opførelse mellem apoteket og Western Union-kontoret. Villaen skal være i to etager, med strøm i alle rum og rindende vand. I loftet i stuen snor gipsstuk sig hele vejen rundt i fine mønstre som i en nyklassicistisk pariserlejlighed.

Beskidte muskuløse mænd går ind og ud med malingspande, træbjælker og mursten. På en stol sidder en ældre mand, Muntaga Diallo, og dirigerer dem.

»Jeg er loftspecialist. Jeg tager rundt i området her i Diawara, men også til Mauretanien og Mali og udsmykker folks huse,« fortæller Muntaga Diallo.

Huset tilhører landsbyens apoteker og beviser ifølge Muntaga Diallo, at man ikke behøver migrere for at få råd til et stort hus og et godt liv. Men på den anden side er det pengestrømmene fra udlandet, der får apoteket til at løbe rundt. Hver eneste husholdning i landsbyen har efter sigende mindst ét medlem i Europa, som sender penge hjem til familien og landsbyen.

»Næsten alle de huse, jeg arbejder på, bliver betalt af migranter. Nogle gange er det store huse, andre gange hospitaler eller skoler. De giver os rigtigt meget her,« siger Muntaga Diallo.

Samlet set bliver der overført flere penge hjem til Afrika fra migranter, end der kommer i udviklingsbistand fra Vesten, siger den senegalesiske økonom Felwine Sarr.

»Det er primært afrikanerne, som hjælper afrikanerne,« siger han i et interview med den franske avis Le Monde.

I 2018 blev der sendt 46 milliarder dollar til Afrika syd for Sahara, viser tal fra Verdensbanken, og de vestafrikanske lande Senegal og Gambia er blandt de store modtagerlande. Begge lande har trods relativt beskedne befolkninger været blandt de afrikanske lande, der sender flest bådflygtninge over Middelhavet. Pengeoverførsler fra udlandet udgør henholdsvis 12,8 og 20,4 procent af landenes BNP.

Én stor byggeplads

I hele Diawara ses nybyggeri. På hovedgaden er der flere andre store og små byggeprojekter, og i udkanten af byen står talrige store huse, som er ved at blive bygget til hjemvendte migranter. Mænd i arbejdstøj arbejder hver dag i solskin og 45 grader på husene, hvoraf nogle er beboelsesvillaer og andre skoler og administrationsbygninger til de lokale myndigheder.

Også i resten af regionen kan man se resultaterne af penge fra udlandet, nogle steder som små absurde pletter midt i ingenting. I én lille landsby har de bygget et bredt, moderne fortov langs en jordvej, der er så hullet, at man dårligt kan køre på den. I en anden landsby står der store lygtepæle hver femte meter og lyser jordvejen op, når strømmen ellers virker. Begge projekter er lavet for nylig.

»Migration tilbage i tiden og migration nu er to meget forskellige ting,« fortæller Diaguili Sakho, der er bror til Diawaras høvding og tidligere migrant i Frankrig.

»Da jeg tog til Frankrig i 1960’erne, var der ingen udvikling her og ingen penge. Lønningerne var meget lavere, så vi kunne ikke sende særligt mange penge hjem, og for at komme til Frankrig skulle du tage en båd over havet. Migration til Europa var ikke en given ting som i dag.«

Ud over Europa har mange familier i Diawara også slægtninge, der sender penge hjem fra Marokko, Congo og nabolandene Mali og Mauretanien. Der bor ifølge Verdensbanken lige så mange senegalesere i andre afrikanske lande, som der gør i EU. Godt 290.000 på hvert kontinent. Pengene bliver typisk sendt gennem MoneyGram eller Western Union, som man kan se flere skilte og kontorer for på Diawaras hovedgade.

»Ud over at støtte min familie var jeg dengang med til at støtte bygningen af en moské. Nu til dags bygger migranterne alle skolerne, hospitalerne og moskeerne. Så bygger de et hus for enten at flytte tilbage eller komme på ferie en gang imellem,« fortæller Diaguili Sakho.

Penge bliver typisk sendt delvist til familien og delvist direkte til foreninger baseret i Europa, som starter de konkrete projekter. Sådanne projekter oprettes i stigende grad på internettets crowdfundingsider og spredes via sociale medier. Et eksempel er den franskregistrerede velgørenhedsorganisation Association Kharan Yimbé et Développement, som for nylig har indsamlet mere end 1.500 euro til renovering af Diawaras skole.

Udviklingen er især synlig her i det østlige Senegal, hvor det særligt migrerende Soninké-folk bor. I det centrale Senegal præges landskabet mere af små runde lerhytter end af store villaer.

»Soninké-kulturen er en rig kultur og også en kultur, hvor man kan se, at folk går op i fællesskabet. Migranterne rejser ikke for at berige sig selv, de rejser for at forsørge familien. Og de glemmer ikke fællesskabet i landsbyen heller,« siger Ousseyne Seye, som ikke er født soninké, men som kom til Diawara som barn og i dag taler soninkésproget, har familie her og regner sig selv som soninké.

Landsbyen føles som en stor familie, blandt andet fordi familierne er giftet ind i hinanden på kryds og tværs, fortæller han.

»Og så er det også fordi, Soninké-folket bare elsker at rejse. Det handler om fattigdom, men det handler også om at opleve noget.«

Fastfood og forretninger

En af dem, der har kunnet følge den store udvikling på afstand, er Djibril Koita, hvis forældre er fra Diawara, men som selv er født og opvokset i Lyon i det sydøstlige Frankrig.

»Det er første gang i ti år, jeg besøger Diawara, og det er meget forskelligt fra dengang,« fortæller han.

»Nu er her banker, flere butikker, mere forretningsliv. Der er endda fastfood. Det var der ikke for ti år siden. Det udvikler sig år for år.«

Djibril Koitas familie forlod Diawara for at kunne sende penge hjem, og de har i høj grad været med til at hjælpe landsbyen. Selv føler han sige ikke lige så tilknyttet landsbyen og sender kun penge til sine bedsteforældre, som stadig bor her. Han har også soninkévenner i Frankrig, men hans generation er anderledes end førstegenerationsindvandrerne.

»Jeg er glad for at være født i Frankrig, fordi jeg har haft adgang til uddannelse. Men livet og traditionerne mangler. De, som migrerer til Europa, er ikke født med en sølvske i munden som os. De er mere målrettede og klar over, at de er her for at tjene penge til deres landsbyfællesskab og deres familie.«

Den europæiske migrationsdebat kan man ikke undgå som ung franskmand med afrikansk baggrund.

»Migration? Det er normalt. Men vesterlændingene, de er ikke glade for det. De føler, at vi spiser deres brød, men de forstår ikke, at der er to sider af sagen. Soninké-migranterne tager jo de hårde job, fordi vesterlændinge kun vil have kontorjob. Sådan profiterer vi af hinanden.«

Djibril Koita mener, at migrationen vil fortsætte, indtil forholdene bliver bedre endnu.

»Diawara mangler stadig asfalterede veje, rent og rindende vand og så videre. Det skal nok komme, men det tager tid. Men migrationen og dens effekt, det er en god ting,« siger han.

Andre i landsbyen ser mere skeptisk på det:

»Selvfølgelig har migrationen gjort meget godt for os. Men vi kan også klare os uden efterhånden,« mener Ousseyne Seye.

»Selv valgte jeg tidligt, at jeg ikke ville migrere, men i stedet blive og finde arbejde her, og det er jo gået fint.«

»Hvad vil jeg tænke, hvis min søn vil migrere? Det kommer an på hvorfor. Hvis han vil migrere, fordi han ikke har nok her, bliver jeg nødt til at tilbyde ham mere. Men hvis han vil migrere for at uddanne og udvikle sig, vil jeg støtte det. Jeg vil dog altid foretrække, at han bliver her ved vores side. Vi skal passe på, at vi ikke mister vores kultur,« siger Ousseyne Seye.

Information var i Senegal med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.

Serie

Afrikas mest migrerende folk

Hvert år udvandrer omkring en halv million afrikanere til andre egne af Afrika, til Mellemøsten og til Europa. Ét af de mest migrerende folk har gennem århundreder været det lille Soninké-folk, der har hjemme i grænselandet mellem Senegal, Mauretanien og Mali. Vi har besøgt folket, der har migration som del af deres selvforståelse, for at forstå, hvorfor de vandrer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Weber Fritsbøger

jeg kan desværre ikke læse artiklen i sin helhed, men indledningen viser en væsentlig pointe, nemlig at selv i fattige lande findes der rigdom for de få,
og de få er typisk dem som arbejder sammen med vestlige, lad os bare kalde det snyltere som tjener gode penge på netop fattigdommen,
for hvis man kan se igennem den gængse løgnagtige retorik om ineffektive befolkninger som årsag til fattigdom i visse lande, så bør man vide hvordan det virkelig hænger sammen,
sandheden er at de rige lande har partnere i fattige lande og sammen med dem udnytter de den fattige befolkning og landenes kilder til mulig rigdom,
og i bytte får de fattige landes magthavere typisk militært isenkram så de kan udøve total magt og forhindre at folket gør oprør eller bare protesterer,
vesten holder med vilje diktatorer ved magten for at forhindre magthavere som arbejder for folkets trivsel, (dem kalder vi venstreorienterede diktatorer og den slags magthavere bliver dæmoniseret og fjernet )
og så får en virkelig diktator lov at overtage på betingelse af at vester får adgang til at stjæle alt af værdi i landet,
selvfølgelig helt "legitimt" man køber koncessioner af magthaverne og ejer dermed alt af værdi : guldminer, ædelstene, og værdifulde mineraler, ejes typisk af vestlige firmaer som ikke giver ved dørene, og som underbetaler de lokale som de ansætter, simpelthen fordi de kan,
de kan diktere lønniveauet og derfor er deres ansatte fattige selvom de arbejder mange timer, det kaldes den økonomiske verdensorden og den er så uretfærdig at man må græmme sig,
men den gør os andre rige og så synes vi selvfølgelig den er både rimelig og retfærdig,
hvis vi ikke skammer os er vi totalt empatiforladte og usympatiske, og vi burde alle droppe vores grådighed, og vores accept af den økonomiske verdensorden der gør at vi er så privilegerede.

Randi Christiansen, Dorte Schmidt-Nielsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Dorte Schmidt-Nielsen

Jan Weber Fritsbøger, tak for kommentar. Se om du kan få mulighed for at læse artiklen i sin helhed. Jeg har ingen som helst viden om Senegal, men artiklen undrer mig. Skrevet af embeddet journalist - Jakob Plaschke?