Baggrund
Læsetid: 5 min.

Der er seks grunde til, at Labour tabte det britiske valg

Ved valget led Labour sit største nederlag siden 1934, og nu raser debatten om hvorfor. Var det Brexit, Corbyn eller valgprogrammet? Vi har samlet de seks væsentligste forklaringer
Ikke siden 1934 har Labour lidt så stort nederlag, som partiet gjorde ved det seneste valg. Nu stå folk i kø med forklaringer på, hvordan det kunne ske

Ikke siden 1934 har Labour lidt så stort nederlag, som partiet gjorde ved det seneste valg. Nu stå folk i kø med forklaringer på, hvordan det kunne ske

Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
20. december 2019

2,6 mio. stemmer og 59 mandater tabte det store britiske socialdemokrati, Labour, ved valget i sidste uge. Det var det største nederlag siden 1934.

Nu er debatten begyndt både i Storbritannien og herhjemme: Hvorfor tabte Labour? Vi har fulgt diskussion og læst analyserne og samler her de seks væsentligste grunde til, at Labour tabte det britiske valg.

1) Labour tabte de gamle arbejdervælgere

Den mest almindelige analyse af nederlaget er, at Labour mistede støtte i de gamle kulminebyer i Midt- og Nordengland, som man også kalder ’den røde mur’. ’Left behind Britain’ stemte på Boris Johnson eller blev hjemme, og det afgjorde valget.

De Konservative gik markant frem blandt arbejderklassevælgere med rutineprægede jobs, viser en analyse fra Financial Times, der kalder valget et »arbejderklasseoprør«. De Konservative vandt 58 nye valgkredse i England og Wales – 54 af dem kom fra Labour, og mange af dem har været røde i 70 år.

Stemmeprocenten var lavere i valgkredse, der både havde Labour- og Brexit-flertal før valget, og det tyder på, at traditionelle Labourvælgere blev hjemme.

Det skal understreges, at det er en udvikling, som har været i gang i årtier: Labour har stille og roligt mistet opbakning blandt arbejderne i deres gamle kerneområde. Men Brexit og Corbyns person har nok forstærket det.

2) Det var Brexit

Det var et Brexit-valg. Boris Johnson lavede næsten ikke andet end at sige »Get Brexit Done«, mens Jeremy Corbyn ikke engang ville fortælle, om han var for Brexit eller ej.

Og meget tyder på, at Labours uklare holdning har skræmt både leave-vælgere og remain-vælgere væk fra partiet. Labour mistede cirka lige mange vælgere til De Konservative og til De Liberale Demokrater, som jo ellers var på hver sin fløj i Brexit-debatten. Det viser analyser fra både YouGov og Dataprax.

Men det havde størst betydning i Midt- og Nordengland, hvor mange har stemt for at forlade EU. Jo mere EU-kritisk en valgkreds var, jo mere gik Labour tilbage, viser en analyse af Torsten Bell fra tænketanken Resolution Foundation.

3) Folk hader bare Jeremy Corbyn

Spørger man vælgere, der ikke stemte på Labour, hvorfor de fravalgte partiet, svarer hele 43 procent, at det skyldtes »ledelsen« – altså Jeremy Corbyn. Det viste en analyse fra målingsinstituttet Opinium Research på valgdagen. 17 procent svarede »Brexit« og 12 procent »deres økonomiske politik«.

Corbyns popularitet er faldet lige siden hans overraskende fine valg (nederlag) i 2017. Mange tilskriver faldet tre faktorer: Brexit, anklagerne om antisemitisme i Labour og Skripal-affæren, hvor en russisk dobbeltagent blev forsøgt myrdet i Salisbury, og Corbyn ikke rigtig troede på, at det var russerne, der stod bag.

Da valgkampen startede i november, var Corbyn den mest upopulære oppositionsleder nogensinde målt siden dataindsamlingen startede i begyndelsen af 80’erne. Og selv Labour-vælgere, som havde stemt for Brexit, anså Corbyns person som en større bekymring end Labours Brexit-politik, viste tal fra målingsinstituttet Lord Ashcroft Polls.

4) Remain-fløjen var splittede

Ved valget formåede Boris Johnson at samle leave-fløjen, men remain-fløjen forblev splittet. Og i det britiske valgsystem skal man blive nummer ét i sin valgkreds for at få et mandat – nummer to får ingenting. Så hvis ens parti er splittet, kan man let tabe.

Fordi Nigel Farages Brexit Parti valgte ikke at opstille i en række udvalgte valgkredse, havde mange leave-vælgere ikke andre muligheder end at stemme på De Konservative. Remain-vælgerne kunne derimod både stemme på Labour, De Liberale Demokrater, De Grønne og de skotske nationalister, SNP.

De Konservative vandt da også hele trefjerdedele af leave-stemmerne. Labour vandt kun lidt under halvdelen af alle remain-stemmerne. Det viser tal fra Lord Ashcroft Polls.

5) De nye frontlinjer gjorde ondt på Labour

Alder er en af de nye frontlinjer, når man skal forklare, hvorfor Labour tabte: De unge stemmer rødt, de gamle stemmer blåt. Det viser YouGovs store valgundersøgelse tydeligt. Blandt 18-24-årige kvinder fik De Konservative kun 15 procent af stemmerne. Men blandt briter over 70 år fik Labour kun 15 procent. Problemet for Labour er bare, at ungdomsårgangene er historisk små, og at levealderen stiger og stiger.

Uddannelse er en anden markant frontlinje: Jo højere uddannet, jo lavere er sandsynligheden for, at man stemmer på De Konservative: 29 procent af briter med en akademisk grad stemte på Boris og co. Blandt dem, der kun har grundskolen, var det 58 procent. Og selv om de unge bliver bedre uddannet, er der stadig flest i den sidste gruppe.

Endelig er der by/land-problematikken: Jo større en by, jo større tilslutning til Labour. I landsbyer fik Labour i gennemsnit 16 procent, i storbyer 49 procent. Det viser en analyse fra ngo’en Centre for Towns.

Så ser man på valgkortet, står Labour nu kun stærkt i store universitetsbyer som Liverpool, Manchester, London og Newcastle og i små lommer ved kulturbyer som Brighton.

6) Det britiske valgsystem

De Konservative gik godt én procent frem på landsplan, men det gav dem 47 mandater mere og det største parlamentsflertal siden Thatcher.

I 2005 vandt Labour 35 procent af stemmerne i England og fik 286 mandater. I 2019 vandt de 35 procent og fik 180 mandater.

Så lige nu favoriserer valgsystemet De Konservative mere end Labour – i 90’erne var det omvendt.

Hvis Storbritannien havde det tyske valgsystem, som er proportionalt, ville Labour nu kunne danne en regering med De Liberale Demokrater (og hvis Tyskland havde det britiske valgsystem, ville CDU have trefjerdedele af mandaterne i Forbundsdagen).

Valgsystemet påvirker naturligvis vælgernes adfærd, så det er en lidt unfair sammenligning. Og det ændrer heller ikke ved realiteterne: Når briterne afholder parlamentsvalg næste gang, vil den eneste Labourleder, der har vundet et flertal det seneste halve århundrede, være Tony Blair.

For venstreorienterede?

Og så lige her til sidst … Det ser ikke ud til, at Labour tabte, fordi partiet var for venstreorienteret. De gange, YouGov har spurgt briterne, hvad de synes om Labours mest venstresnoede forslag, har de faktisk været ganske positive: Seks ud af ti svarede i november, at de gerne ville hæve skatten markant for de rigeste. 56 procent var tilhængere af at nationalisere togvæsnet, og 54 procent var med på at give hver tredje plads i private virksomhedsbestyrelser til medarbejderne. Alle tre ting findes i Labours valgprogram.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Andersen

Det britiske valgsystem er dybt problematisk men det er ikke velovervejet at Christian Bennike tæller det med som grund til Labours nederlag.
Valgsystemet er en grundlæggende præmis der gælder for alle deltagere i valgkampen, og Labour har mange gange vundet regeringsmagten under netop dette system.

Omvendt virker det helt uforståeligt at Christian Bennike slet ikke nævner den målrettede smædekampagne det jødiske samfund og pro-israelske stemmer rettede mod Corbyn personligt og Labour generelt.
Det var ikke et tilfælde at dette skete midt under valgkampen og der er ingen tvivl om at det havde enormt skadelig virkning på Corbyns omdømme og valgbarhed.

Alligevel nævnes det ikke med et eneste ord.
Det må være en bevidst udeladelse.
Men af hvilken grund?

Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Steen K Petersen, Ole Svendsen, Lasse Glavind, Carsten Wienholtz og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Martin Andersen, der er én ting, der betyder noget i det engelske valgsystem, som vi med forholdstal sætter os ud over, og det er bosætning! Når distrikterne er skåret sådan, at et flertal mange steder kan forventes pga. gentrificering - fordi den Labourstøttende befolkning er delt op med overlæg - får det en betydning.

Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Ole Svendsen og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Martin Andersen

Steffen Gliese,
Det har du givetvis ret i. Jeg må indrømme at jeg ikke har været bevidst om at også det britiske system har benyttet "Gerrymandering" i den udstrækning.
Jeg troede mest det var et amerikansk problem.

Det er blevet stort set umuligt for Labor at vinde et flertal i den britiske parlament
*I 2005 vandt Labour 35 procent af stemmerne i England og fik 286 mandater. I 2019 vandt de 35 procent og fik 180 mandater.*
Gerrymandering og et de-facto topartisystemet gør det ekstra umuligt.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Ole Svendsen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Gerrymandering er en uskik og kan kun lade sig gøre i et forældet demokratisk system som i USA og i England. Det gør det muligt for et mindretal at regere over et stort flertal. Gerrymandering gør det muligt at tilskære valgdistrikterne således at et parti klart overfavoriseres. I et område, hvor der f.eks. er 10 pladser til kongressen, og der er præcis 50 % der stemmer på demokraterne og 50 % der stemmer på republikanerne. Så er det muligt at tilskære valgdistrikterne så f.eks. republikanerne får 7 pladser og demokraterne 3 pladser. Ved et retfærdigt valg skulle Demokraterne have 5 pladser og Republikanerne 5 pladser da valget i eksemplet er 50/50.

For virkelig at forstå hvordan det virker, så prøv at tage et kvadreret papir med 10x10 felter. Lad disse 100 felter repræsentere 1 % af vælgerne pr. felt Prøv så. f.eks. at sætte 50 "D" er og lad dem repræsenter demokraterne. Udfyld de resterende 50 felter med "R" for republikaner. Nu er opgaven så at indtegne valgdistrikterne, så de hver indeholder 10 felter. Sørg for at der enten er flest "D" eller "R" i et valgdistrikt. Partiet med flest stemmer vinder det pågældende valgdistrikt. F.eks. 6 felter med D og 4 felter med R giver et Demokratisk valgdistrikt. De republikanske stemmer er tabt, pga. princippet om at "The Winner takes it all".

Prøv nu at se hvor meget du kan favorisere et af partierne i en stat hvor der er præcis 50 % der stemmer demokratisk og præcis 50 % der stemmer republikansk. Ved et retfærdigt valg, så skulle staten som sagt vælge 5 valgmænd til republikanerne og 5 valgmænd til demokraterne. Jeg kan fint få tegnet grænserne på valgdistrikterne så Republikanerne får 7 valgmænd og demokraterne kun 3. Du kan måske gøre det endnu "bedre", så republikanerne får 8 valgmænd og demokraterne kun 2??

Prøv det :-)
Det er en sjov øvelse og giver en rigtig god forståelse for "gerrymandering"

Martin Andersen

Men Gerrymandering er samtidig så åbenlyst korrupt og anti-demokratisk at det er svært at forestille sig i et, trods alt, nogenlunde civiliseret land som England/UK.
At det er udbredt i USA, giver sig selv.

Labour har haft regeringsmagten flere gange i det sidste århundrede og man skulle tro at de kunne have modvirket den slags anti-demokratiske tiltag. Men måske de selv har bidraget ?
Tony Blair var en mand med svært tvivlsom moral og evne.

Men det er jo også gerrymandering, det danske centrumhøjre lægger an til med ghettoplanen og 'blandede boligområder'.

Eva Schwanenflügel og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Martin Andersen

Steffen Gliese,
Det minder i hvert fald meget om.
I stedet for at drage nye grænser på kortet, klassisk gerrymandering, forsøger man at ændre befolkningssammensætningen indenfor et givent område.
Det er også det Blackstone og lignende firmaer gør, ved målrettet at gentrificerer i byer og boligområder.
Det sker primært for omsætning og profit, men som regel med højrefløjens villige accept, netop fordi det ændrer vælgersammensætningen til deres fordel.