Feature
Læsetid: 8 min.

»Selvfølgelig bør de tyske socialdemokrater gå den danske vej«

Det er et åbent spørgsmål, om de tyske socialdemokrater kan vinde arbejderklassen tilbage med det planlagte økonomiske venstresving eller med det afviste højresving i migrationspolitikken. For findes arbejderklassen overhovedet?
Siden Gerhard Schröder indtog kanslerposten, har de tyske socialdemokrater mistet taget i vælgerne. Scroll ned på siden for at se en interaktiv version af grafikken.

Siden Gerhard Schröder indtog kanslerposten, har de tyske socialdemokrater mistet taget i vælgerne. Scroll ned på siden for at se en interaktiv version af grafikken.

Rasmus Raun Westh

Udland
7. december 2019

»Tysklands arbejderparti er for tiden Alternative für Deutschland.«

Den mangeårige leder af det tyske socialdemokrati SPD, Sigmar Gabriel, lagde ikke fingrene imellem, da han før disse dages SPD-partidag rettede en udslettende kritik mod sit eget parti: For et »overakademiseret SPD« er økonomiske og sociale spørgsmål nærmest blevet ligegyldige, mens partiets fokus på homoers, kvinders og flygtninges rettigheder har taget afsked med den tyske arbejderklasses verdensbillede.

»Vi har lavet politik for mindretal i håbet om, at summen af mindretal giver et flertal,« mente Gabriel.

»Den ligning går ikke op.«

Gabriel gentog den udbredte tese, som han turnerede med efter det danske valg: Hvis SPD havde gjort som de danske Socialdemokrater og skabt en hård udlændingepolitik både retorisk og praktisk, så ville SPD ikke nærme sig encifret opbakning. Og det højrepopulistiske AfD ville ikke være Tysklands nye arbejderparti.

 

Europas bedste lavtlønssektor

Fredagens og lørdagens SPD-partidag er en skæbnesvanger affære, der allerede i optakten har været præget af strategisk retningsløshed – især i forhold til spørgsmålet: skal SPD blive i Merkels regering eller ej?

Indholdsmæssigt har det dog stået klart, hvad flertallet i baglandet ønsker sig: Et markant økonomipolitisk ryk mod venstre. En kopi af AfD’s migrationspolitik og -retorik afvises derimod både på højre- og venstrefløjen i SPD.

Det understreges af fravalget af finansminister Olaf Scholz, der er en af de sidste ledende figurer fra Gerhard Schröder-dagene, som associeres med stærkt liberale reformer af det tyske arbejdsmarked og med »Europas bedste lavtlønssektor«, som Schröder formulerede sin vision. Og det understreges af tilvalget af venstrefløjskandidaterne Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans, som blev valgt på kravet om en markant højere mindsteløn, stærkere overenskomster og ekstra statslige milliardinvesteringer i uddannelse, infrastruktur og klima.

En tidligere socialdemokrat med stærke holdninger til SPD’s muligheder for atter at blive folke- og arbejderparti er den tysk-amerikanske populismeekspert Yascha Mounk, der er professor ved John Hopkins University i amerikanske Baltimore.

I ugeavisen Die Zeit har han for nylig forsøgt at svare på, hvordan det tidligere lykkedes SPD at have høj opbakning både i arbejderklassen og i det liberale dannelsesborgerskab. Han ser to grunde:

»For det første havde økonomiske spørgsmål forrang frem for samfundsmæssige: Den nemmeste måde at finde ud af, om nogen stemte til højre eller venstre, var at spørge, om han hellere ville have højere skatter og en generøs socialstat eller lavere skatter og en mere sparsommelig socialstat. For det andet havde mange arbejdere og dannelsesborgere overlappende økonomiske interesser: De profiterede på en stærk stat, der interesserede sig for høje lønninger, en stor velfærdsstat og høje udgifter til uddannelse og kultur.«

Kultur før økonomi

I dag er skuden vendt: Politisk er de økonomiske spørgsmål i høj grad afløst af samfundsmæssige og kulturelle spørgsmål.

Den nemmeste måde at finde ud af, om folk stemmer til højre eller venstre er ifølge Mounk derfor at spørge til emner som indvandring, klima eller feminisme. Her er arbejderklassen langt overvejende konservativt præget, mens de ser betragtelige risici ved den indvandring, som de selv lever med i hverdagen – eller måske selv er del af.

»Så længe SPD forsøger at tale til både arbejdere og akademikere, så vil de mere kosmopolitiske akademikere gå til De Grønne, og de mindre mobile arbejdervælgere vil gå til AfD,« uddyber Yascha Mounk over telefonen.

SPD kan altså kun kan vælge den ene vej. I Mounks øjne bør det være at hente arbejderne tilbage i folden. Det skal ske med et let sving mod venstre i den økonomiske politik – herunder et opgør med Gerhard Schröders arv – men ikke med de revolutionære fantasier på SPD’s venstrefløj. Og det skal ske ved at »vise bekymring for og med en åben debat om indvandringen og dens risici«.

– Men hvor går så grænsen til en fremmedfjendsk og populistisk politik?

»Vi må skelne mellem at reagere på bekymringer og at plapre populister efter munden: Alle mennesker skal selvfølgelig have samme retsbeskyttelse. Men derfor kan man godt tale om grænser eller kvoter for indvandring. Eller om en stærkere retsstat og mere politi. Altså emner, som arbejdere og åbenlyst også AfD-vælgere kræver,« siger Mounk, der selv forlod SPD i 2015.

»Men i det større billede er SPD’s forfald et forvarsel om, at alle partier endegyldigt vil skifte fokus fra økonomiske til kulturelle spørgsmål.«

Neoliberalismens totale sejr

I sin nyklassiker Singulariteternes samfund ser den tyske sociolog Andreas Reckwitz et lignende skifte i den vestlige verden fra en økonomisk til en kulturel kapitalisme.

Reckwitz inddeler groft samfundet i tre dele: ’Den nye middelklasse’ med kosmopolitiske akademikere, kunstnere og projektmedarbejdere, der har selvudfoldelse som mål. ’Den gamle middelklasse’, hvor ansatte som f.eks. håndværkere og folk i socialsektoren tænker mere sikkerhedsorienteret. Og ’den ny underklasse’, hvor vikararbejdere og langtidsarbejdsløse har en stor skepsis over for politik.

I den kulturelt drevne kapitalisme er det den nye kosmopolitiske middelklasse, der sætter standarderne – og profiterer på globaliseringen. Den gamle middelklasse og til dels den nye underklasse reagerer derimod med at kræve en mere essentiel kultur, som kan (gen)skabe en mere fælles identitet. De vælger altså typisk nationalpopulistiske partier.

Formandsduo officielt valgt

Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans blev fredag officielt valgt til ny formands- duo ved SPD’s partidag. Den relativt ukendte 58-årige digitaliseringsekspert Esken fik 76 procent opbakning. Den 68-årige pensionerede deltstatsøkonomiminister Walter-Borjans fik 89 procent af de delegeredes opbakning.

Ved denne avis’ deadline var der ikke udsigt til, at der ville komme en afstemning om, hvorvidt SPD skal træde ud af Merkels regering.

Over for tysk presse faldt der allerede under partidagen afvisende ord fra CDU/ CSU-politikere mod den nye ledelsesduos regeringskritiske og venstreorienterede retning.

De konklusioner tager sociologiprofessor Christoph Butterwegge sig god tid til at skyde ned, da Information ringer ham op i Köln.

»Neoliberalismen har jo sejret totalt, hvis vores fokus fjernes fra den økonomiske ulighed og udelukkende lægges på det kulturelle og nationale,« siger Christoph Butterwegge, der i 2017 var forbundspræsidentkandidat for Die Linke.

I sin spritnye bog Den splittede republik. Økonomisk, social og politisk ulighed i Tyskland er hans empiriske udgangspunkt blandt andet, at uligheden og aldersfattigdommen er i stigning i Tyskland, og at 22 procent af den tyske arbejdsstyrke arbejder i den lavtlønssektor, som Gerhard Schröder med Butterwegges ord »ødelagde sit eget parti med«. Den sektor omfatter alle, der tjener under ca. 80 kroner i timen.

»Det er helt skørt, når sociologer siger, at det hele handler om kultur og identitet. Som om der ikke fandtes stigende materielle skel og en uhyre finansstærk klasse med tilsvarende enorm politisk indflydelse,« siger han.

Den (økonomisk) nederste tredjedel er derimod i så høj grad holdt op med at stemme, at Butterwegge taler om et totredjedelesdemokrati. I de seneste år er nogle af dem vendt tilbage til valgurnerne som protestvælgere.

»Når den arbejdende klasse skaber nationalistiske, racistiske og sexistiske ideologier, så gør de det på grund af materielle skel og fordelingen af rigdom og arbejde. AfD-vælgere er typisk fra det relativt velstillede småborgerskab, som forståeligt nok lever med en enorm ængstelighed. Den frustration retter de så nedad – mod indvandrerne – i stedet for opad,« siger Butterwegge med en opgivende stemme.

»Skatteflygtninge koster Tyskland mere end flygtninge. Men det er misbrug af kontanthjælp og økonomiske migranter, vi konstant hører om i pressen. Så nej, jeg tror ikke på den med at rykke i en stærkt konservativ retning og så bliver alt godt. SPD’s eneste chance er atter at rykke mod venstre. Om det allerede er for sent og på det helt forkerte tidspunkt, er en anden ting.«

Kosmopolitisk retorik

Helt andre toner lyder fra sociologiprofessor Wolfgang Streeck fra den hensygnede venstreorienterede bevægelse Aufstehen, som dog nåede at udløse ballade om migrationsspørgsmålet på venstrefløjen.

Streeck er også stærk modstander af tidens tendens til identitetspolitik frem for økonomisk fordelingspolitik, men han roser alligevel det danske socialdemokrati.

Først overbebyrdede de danske socialdemokrater deres vælgere med en for stor integrationsopgave, dernæst prøvede de med en ’kosmopolitisk’ retorik at genopdrage borgerne til at leve med multikulturalismen, men de seneste år har partiet med visse omkostninger formået at kæmpe sig ud af den ballast, har Streeck udtalt til magasinet Internationale Politik und Gesellschaft fra SPD-tænketanken Friedrich-Ebert-Stiftung.

»Som parti at arbejde sig tilbage til en position, hvor man atter repræsenterer sine vælgere, kan kræve en slags symbolpolitik, som for udenforstående kan virke beskidt,« siger Streeck.

Han understreger, at det ikke handler om en fremmedfjendsk analyse, men om at den socialdemokratiske stat er tvunget til at beskytte arbejderne mod markedskræfterne, global konkurrence og det neoliberale råb efter billig arbejdskraft.

I flygtningekrisen blev det tydeligt, da tilstrømningen til Tyskland blev set som et fint potentiale for billig arbejdskraft. Fortalerne for en stor indvandring har fra liberal side nemlig en klokkeklar interesse i indvandringen – også som forbrugere, mener Streeck: Den gør dem nemlig i stand til at gå billigere ud at spise, at få gjort billigere rent eller få en billigere håndværker.

»I sidste ende handler det om, hvilket samfund, vi ønsker: et socialdemokratisk eller et neoliberalt.«

Stærk stat

Der er altså rigeligt med brudflader i SPD-forestillingen om at vinde arbejderklassen tilbage. Og den vigtigste er måske slet ikke nævnt: klimaspørgsmålet.

»Hvis SPD for alvor skulle vinde AfD-vælgere tilbage, så skulle de også blive et antiklimaparti,« påpeger SPD-ekspert og politolog Albrecht von Lucke og afviser det i samme åndedrag.

SPD skal derimod vise, at de ønsker en stærk stat, mener han.

»Det handler ikke kun om velfærd, men også om det kulturelle og økonomiske i forhold til migration, for eksempel: udnyttes vores socialstat? Det er konkrete politiske spørgsmål, hvor SPD åbenlyst bør gå den danske vej.«

Det venstreorienterede fokus på omfordelingskonflikter ligger faktisk for døden, for på den front har socialdemokratismen sejret sig ihjel, mener von Lucke. Den bød en stærk fortælling om alles vej opad i det 20. århundrede og om politik som samfundsskabende kraft. Men nu er vi alle blevet socialdemokrater.

»De stærkeste samfundsmæssige konflikter er bilagt. Nu oplever vi en ny splittelse i Tyskland og Vesten. Men SPD giver ikke noget svar på denne splittelse.«

Uanset følgerne af SPD’s partidag ser Albrecht von Lucke derfor ikke en lys fremtid for SPD.

»De venstreorienterede spørgsmål besvares af Die Linke, de borgerlige spørgsmål af CDU/CSU, de grønne spørgsmål af De Grønne og de reaktionære af AfD. De Grønne er blevet det progressive parti, der tør skabe fremtiden. SPD har derimod ingen store visioner. Og ikke noget umiddelbart segment.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Mondrup

Interessant læsning om forstemmende perspektiver.

Jørgen Mathiasen

Den korteste og mest præcise kommentar til SPD under den nye ledelse er, at man har blinket af til venstre og fortsætter lige ud.
Det er realpolitik, for der står, som man siger på tysk, ikke nogen blomsterbuket og venter på SPD ved et nyt forbundsdagsvalg. Partiet må skaffe nye politiske resultater for at vinde vælgere, som især kan findes hos AfD, tilbage. De andre potientielle vælgere er gået til De Grønne.