Analyse
Læsetid: 3 min.

Socialdemokratisk farce fortsætter: SPD bliver formentlig i Merkels regering efter partidag

Socialdemokratisk modrevolution: Partiledelsen er ydmyget, men op til partidagen sætter de nye formænd fra partiets venstrefløj deres troværdighed på spil ved at UDVANDE kravene til Merkels CDU/CSU. Oprindeligt ville de sprænge regeringen
Med SPD-baglandets valg af venstrefløjskandidaterne Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans som nye partiledere har hele den hidtidige SPD-ledelse fået en syngende lussing.

Med SPD-baglandets valg af venstrefløjskandidaterne Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans som nye partiledere har hele den hidtidige SPD-ledelse fået en syngende lussing.

Michele Tantussi

Udland
6. december 2019

Det har været uhyre travle dage i SPD-centralen Willy-Brandt-Haus op til fredagens og lørdagens partidag. Partiet har nemlig sat sig i en strategisk forfærdelig position, som det kræver en hel del politisk snilde og semantiske fordrejninger at komme ud af igen.

Med SPD-baglandets valg af venstrefløjskandidaterne Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans som nye partiledere har hele den hidtidige SPD-ledelse fået en syngende lussing. Den havde nemlig stillet sig bag højrefløjskandidaten, vicekansler og finansminister Olaf Scholz, som entydigt plæderede for en fortsættelse af den store koalition med Merkels CDU/CSU.

Esken og Walter-Borjans blev derimod valgt på, at SPD skal genforhandle regeringsgrundlaget med CDU/CSU og tække partiet mærkbart mod venstre. Men modrevolutionen i SPD kom hurtigere end revolutionen.

I denne uge har Walter-Borjans slået fast, at »vi vil ikke bare sådan uden videre ud af den store regeringskoalition.« Op til partidagen er deres »Fremskridtsprogram« tilmed blevet så udvandet af resten af partiledelsen, at selv Olaf Scholz »fint kan leve med det«.

Først blev deres centrale krav om en forhøjelse af mindstelønnen fra ni til 12 euro strøget for efter skarp kritik fra partiets venstrefløj at blive pillet ned fra hylden igen. Også de krævede milliardinvesteringer i klima og infrastruktur er blødt op.

Ingen ultimative genforhandlinger 

Men først og fremmest er der ikke lagt op til ultimative »genforhandlinger af regeringsgrundlaget« som oprindeligt lovet, men derimod til »samtaler med CDU/CSU« med mindsteløn, klima og infrastruktur som tre »kompromislinjer«, som Walter-Borjans torsdag tåget udtrykte det.

I partiledelsens udkast til partidagen afvises det desuden, at der endeligt og klart tages stilling til, om SPD straks forlader Merkels sidste GroKo.

Det gør SPD altså næppe. For SPD-ledelsen og forbundsdagsgruppen handler det nemlig både om job og ministerposter – og om dystre udsigter ved et nyvalg, hvor SPD nu fremstår endnu mere splittet mellem højre- og venstrefløjen.

Uden en kanslerkandidat og med en ydmyget partitop og en svag lederduo uden forbundspolitisk erfaring kunne det meget hurtigt blive til endnu en vælgerlussing til partiet, der p.t. ligger omkring 13 procent i meningsmålingerne.

Selv den notoriske SPD-venstrefløjsrebel Kevin Kühnert, leder af SPD’s ungdomsafdelingen og den vigtigste tovholder bag Esken og Walter-Borjans, har sået tvivl om, hvilken retning han ønsker.

»Hvis man forlader en regering, så giver man en del af kontrollen fra sig,« udtalte han onsdag til Rheinische Post for få timer senere at hive i land på Twitter.

Også hans vaklen er til at forstå: partiledelsen vifter nemlig med posten som næstformand foran Kühnerts næse, hvis han kan slå arbejdsminister Hubertus Heil.

Forståelig vrede

På SPD’s venstrefløj har Eskens og Walter-Borjans kursskifte udløst forståelig vrede.

»Med skarpe ord mod regeringskoalitionen har de ladet sig vælge som formænd, og nu kan de ikke huske noget af det,« lød det onsdag bittert fra den fravalgte venstrefløjskandidat Karl Lauterbach.

»Så kunne medlemmerne jo også bare have valgt Olaf Scholz.«

Selv om der med Saskia Eskens ord er tale om »politiske kompromisser« og ikke »den rene lære, som vi tror på«, så tærer kursskiftet på de nye SPD-lederes troværdighed. De har godt nok aldrig lodret sagt, at de som formænd partout vil ud af Merkels regering. Men deres venstreorienterede forhandlingskrav var ikke til at tage fejl af.

Allerede før deres officielle valg på partidagen er Esken og Walter-Borjans derfor mærkbart svækkede, og det vil ikke undre, hvis de kommer til at lide samme skæbne som de to forrige formænd, Martin Schulz og Andrea Nahles: Deres formandskab kunne nærmere tælles i måneder end i år, og de efterlod et parti i dyb splid med sig selv og i frit fald i vælgeropbakningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her