Analyse
Læsetid: 6 min.

Torsdagens valg i Storbritannien kaldes Europas vigtigste i en generation

En valggyser venter torsdag aften, når stemmerne tælles ved det britiske parlamentsvalg. Labour-leder Corbyn haler ind på premierminister Johnson og kan måske fravriste de konservative sejren ved valget, der kaldes Europas vigtigste i en generation og kan ændre Storbritannien for altid
En valggyser venter torsdag aften, når stemmerne tælles ved det britiske parlamentsvalg. Labour-leder Corbyn haler ind på premierminister Johnson og kan måske fravriste de konservative sejren ved valget, der kaldes Europas vigtigste i en generation og kan ændre Storbritannien for altid

Sofie Holm Larsen

Udland
12. december 2019

London – Det næste døgn er skæbnesvangert for Storbritannien. Uanset udfaldet af torsdagens parlamentsvalg.

Hvis premierminister Boris Johnson får flertal i parlamentet, sættes der fart på Brexit-ekspressen – og der er ikke længere en livline for den halvdel af briterne, der i årevis har forsøgt at forhindre Brexit i at blive til virkelighed. Lykkedes det omvendt ikke de konservative at sikre sig et flertal i Underhuset, kan Brexit meget vel blive aflyst.

Så stor er indsatsen, så vidtgående løfterne, at både analytikere og politikere er enige om, at selve Storbritanniens fremtid står på spil – både den hjemlige sammenhængskraft og briternes geopolitiske position i verden. Og ikke nok med det. Ud over det forestående farvel til EU ligger der i valgresultatet en betydelig risiko for krav om skotsk uafhængighed og nordirsk særstatus i forhold til resten af den britiske union, der på længere sigt kan ændre Storbrittanien for altid.

Briterne vågner torsdag til muligheden for at deltage i et højst usædvanligt juleparlamentsvalg. Ikke siden 1923 er der blevet afholdt britisk valg i december, og torsdagens parlamentsvalg kandiderer til at være det vigtigste af alle valg afholdt siden dengang.

Valgkampen har været præget af mudderkastning, løgne og overdrivelser fra to partier. Den midtsøgende pragmatisme, der har præget meget af moderne britisk politisk tænkning, er erstattet af yderliggående idealisme. Der er tilsyneladende ikke længere plads til de moderate kræfter hos Labour og de konservative. Sidstnævntes partiledelse ekskluderede kort før valgkampen dusinvis af sine mest respekterede moderater, mens Labour har oplevet en faneflugt af pragmatikere, som ikke længere kunne genkende sig i partiets politiske linje.

Løftet om imperiets ånd

Det er to vidt forskellige fortællinger om Storbritannien fremtid, der præsenteres. Den konservative version er historien om en glorværdig genrejsning af Storbritanniens betydning i verden, hvor imperiets ånd vil blive genvakt, og Britania igen vil rule the waves uden EU’s snærende bånd. Løfter om lukrative bilaterale handelsaftaler med alverdens lande – ikke mindst Donald Trumps USA – ja, ligefrem vidtløftige planer om at gøre Storbritannien til et skattely – et Singapore on Thames – lyder umiddelbart lokkende for mange af de briter, der føler sig fastlåst af europæiske regulativer, eller overset af London-eliten.

I Boris Johnson har de fundet en leder, der tilsyneladende er villig til at lægge ryg til en hvilken som helst historie, så længe den skaffer ham magten. Vi ved fortsat ikke, hvem den virkelige Boris Johnson er. Er han den relativt socialliberale politiker, der engang var Londons overborgmester, eller er han den nationalistiske populist, vi har set siden folkeafstemningen om Brexit i 2016?

Vi ved også forbløffende lidt om, hvad en ny konservativ regering reelt vil foretage sig andet end at gennemføre Brexit. Boris Johnson er af sin særlige rådgiver, Dominic Cummings, blevet ommodelleret fra at være en bralrende, men også impulsiv og jovial politiker fuld af ord på mange sprog, til at være en omvandrende Duracell-kanin-politiker med forbløffende få ord, evigt reciterende højrefløjens credo: »Get Brexit Done«.

Det eneste, vi kan være helt sikre på med en ny Boris Johnson-regering, er, at Storbritannien endegyldigt forlader EU den 31. januar. Men på hvilke vilkår ved vi endnu ikke. Johnson har givet sig selv det benspænd, at den næste komplekse forhandlingsfase med EU skal være afsluttet inden udgangen af 2020. Det kalder mange eksperter for ren fantasi, og det lader døren stå åben for det no deal-scenarie, som i hvert fald nogle af Johnsons rådgivere nok i virkeligheden ønsker.

Boris Johnsons Brexit-aftale vil også give nordirerne andre vilkår end resten af den britiske union, hvilket på længere sigt kan føre til yderligere splittelse og, mener nogle, nordirsk genforening med Irland.

Derudover vil et farvel til EU yderligere styrke de EU-begejstrede skotters krav om en ny folkeafstemning om løsrivelse.

Den store femårsplan

Labour har til gengæld i den grad lukket op for posen, når det gælder Labours fortælling om fremtidens Storbritannien. Jeremy Corbyn har således præsenteret den mest gennemgribende plan for økonomisk forvandling af af det britiske samfund i mands minde.

Man kan ikke beskylde Labour for at lurepasse. Omfattende renationaliseringer af alt fra togdrift, el og gas, medicin, ja, sågar bredbånd er del af Corbyns udgave af en moderne socialistisk stat. Selv taler han om »irreversible forandringer af samfundet«, og så skal man jo helst være sikker på, at disse virker.

Men mange økonomer tvivler. Der er bestemt interessante tiltag i Labours socialistiske femårsplan, men også store ubesvarede spørgsmål om, hvordan gildet skal betales. Planerne er blevet sammenlignet med Labours økonomiske politik i 1970’erne. Den efterlod dengang landet dybt forgældet, og store dele af det britiske erhvervsliv er rædselsslagne for konsekvensen af et Corbyn-flertal.

Noget sådant er der nu heller ikke udsigt til. Jeremy Corbyn er fortsat Storbritanniens mest upopulære politiske leder i historien, skal man tro meningsmålingerne. På trods af, at han grundet den internt ødelæggende konservative borgerkrig har haft et åbent mål foran sig, så er det ikke lykkedes Jeremy Corbyn og resten af Labour-holdet at trille bolden i netmaskerne.

Labours manglende gennemslagskraft skyldes ikke mindst Corbyns besynderlige vægelsind i forhold til Brexit – Storbritanniens ubetinget største problemstilling lige nu. Der var naturligvis ikke stemmer i, at Labours politiske leder ikke ville melde ud, om han var for eller imod Brexit. Labour håbede, at kursen ville vise en leder, der kunne være noget for alle, både leavers og remainers – i stedet kom Corbyn til at se svag og ubeslutsom ud.

Han har dog ikke tabt endnu. Storbritannien har før haft regeringer dannet af et parti, der ikke var det største efter valget.

Men skulle Jeremy Corbyn, på trods af en klar andenplads, få muligheden for at stå i spidsen for en Labour-ledet bred koalition eller en mindretalsregering, så vil støttepartierne tage sig godt betalt. For skotske SNP’s vedkommende vil det blive med et løfte fra Corbyn om endnu en folkeafstemning om skotsk løsrivelse i den nærmeste fremtid.

På trods af de enorme forskelle er der fællesnævnere Labour og de konservative imellem. Begge vil udbygge det trængte sundhedssystem (NHS), der lider under ni års besparelser. I det hele taget er den økonomiske smalhals, der har præget det seneste årti i britisk politik, tilsyneladende slut. Begge partier vil benytte sig af den lave rente og låne penge til deres politiske projekter.

Hvorvidt der på sigt er dækning for de mange milliarder, der skal lånes, vides ikke, og det er jo også svært at spå om, eftersom Storbritannien med nogen sandsynlighed er på vej ned ad en uprøvet sti.

Før sidste slutfløjt

En storstilet (mere end 100.000 adspurgte) og detaljeret meningsmåling udført af YouGov for The Times og udgivet onsdag viser, at det betragtelige forspring, Boris Johnson har haft valgkampen igennem, nu skrumper.

For to uger siden viste den samme måling, at de konservative styrede mod et flertal i parlamentet på 68 mandater. Nu er flertallet nede på 28 – og ganske interessant er vi nu inden for rammen af et hung parliament – altså et parlament, der ikke kan mønstre mandater nok til en flertalsregering.

Et hung parliament vil føre til endnu mere Brexit-venten og usikkerhed, hvilket vil gøre ondt på Storbritanniens i forvejen trængte økonomi. Men det vil formodentlig også give briterne muligheden for en ny folkeafstemning om EU-medlemskabet.

Hvis Boris Johnson som ventet får sit flertal, er det ikke så meget en tilkendegivelse af stor tiltro til de konservatives politiske planer, men snarere et udtryk for, at briterne ganske enkelt ikke orker mere Brexit-venten. Hvis han på falderebet smider sit forspring væk, viser det, at briterne har gennemskuet hans bluff.

En trist affære

I Charles Dickens berømte juleeventyr viser spøgelset, gnieren Ebenezer Scrooge, fremtidens jul – og det er som bekendt en særdeles trist affære. Vi har ikke den luksus at kunne træffe politiske beslutninger baseret på indsigt i fremtiden, men gad vide hvilken fremtidig jul, spøgelset ville vise henholdsvis Corbyn og Johnson?

En ting ved vi dog: Når briterne og vi andre vågner fredag, så er det med ny viden om valgresultatet. Dagen efter i dag er skæbnesvangert nok fredag den 13. Der er udsigt til en gyser af rang og desværre få forhåbninger om et resultat, der vil gøre mere godt end skidt.

Ebenezer Scrooge ændrer i Dickens juleeventyr sin måde at leve på for at undgå fremtidens rædsler. Den kommende regerings fornemste mål må være at samle det dybt splittede Storbritannien, hvilket vil kræve både selvindsigt og ydmyghed.

Man kan have sin tvivl om, hvorvidt disse dyder er betegnende for Storbritanniens næste premierminister – hvem det så end bliver.

Serie

Valg i Storbritannien 2019

Efter år med politisk lammelse over Brexit-spørgsmålet og dalende folkelig tillid til politikerne går briterne til valg den 12. december, et valg der kan blive afgørende for det britiske samfunds retning, men også for Europa. Information følger valgkampen hele vejen – vi lægger ud med lille portrætserie af partierne, der slås om magt og indflydelse.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Valgkampen har været præget af mudderkastning, løgne og overdrivelser fra to partier." - Vi ser herover at de Conservatives følger strategien fra Vote Leave med løgne og snyderi som gav Leave 'sejren' . Det viser sig nemligt at de på sociale media spreder løgner i 87% af deres reklamer, mens Labour holder sig ved sandheden med 0%. > https://www.bbc.co.uk/news/technology-50726500
UK har brug for at finde inspiration hos de skandinaviske lande - og det er hvad Corbyn gør. Men med pressen hovedsagligt ejet af billionærer, som i de sidste 4år har kastet mudder mod én mand, så er det utroligt at han stadig står oprejst.
Som bosiddende dansker herover kan jeg kun krydse fingre (jeg kan ikke stemme) for en 'hung' parliament, da Johnson betyder 'Thatcher på sterioder'

Anders Reinholdt, Anina Weber, Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Carsten Munk, Curt Sørensen, Henrik Leffers, Søren Cramer Nielsen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar

Er det pest eller kolera for EU?
Trods EUs Guy Verhofstadt basher Boris Johnson, tror jeg han som liberal vil frabede sig Jeremy Corbyn og hans nationaliseringsplaner som PM.
Jeg er altid i tvivl om hvad der er løgne og hvad der er "hvad man ønsker" eller "vil arbejde for".
Vores egen "Detektor" kan til tider virke bais og selvfed.

René Bach, han UK holde til mere "hung parliament" ? Hvad med Labours svigt at 2016 EU afstemningen?

Gustav Alexander

Det er lidt trættende at se Tory talking points reproduceret i Informations journalistisk. Det er da meget tydeligt, hvordan Corbyn vil 'betale gildet', som det åbenbart kaldes, når man mobilisere samfundets resourcer for det svageste, i stedet for de rigeste.

Skattestigninger i toppen samt rentable nationaliseringer kan jo betale en del af det, foruden quantitative easing, som man brugte til at betale bankerns forseelser efter krisen og som Corbyn vil bruge til at finansiere sine offentlige projekter. Det må man selvfølgelig ikke for EU; ifgl EUs finanspolitik skal staten helst ikke anvende nationalbanken til at trykke penge også da helst kun for at bemidle samfundets rigeste! Corbyn vil anvende pengetrykkeri til at finansiere velfærd.

Jeg kan heller ikke se, hvorfor de blairistiske anti-corbinister i Labour skule være "pragmatikere". Er det pragmatisk at følge Tory og EU linjen om, at besparelser altid skal findes i det offentlige og i samfundets bund, mens profitten altid skal genfordeles fra bund til top? Det er journalistisk set et neoliberalt perspektiv at anlægge; den 'realistiske' løsning er at de fattigere bliver fattigere, mens den 'idealistiske' løsning åbenbart skulle være det omvendte. Er det ikke en endnu mere absurd idealisme, at det britiske samfund skulle kunne fortsætte ufortrødent under vægten af sine egne interne modsætninger?

Anders Reinholdt, Marie Jensen, Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Carsten Wienholtz, Mogens Holme, Lasse Glavind og Curt Sørensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Med NHS som tema valgte Deadline i går en ren afleder fra det britiske valgs kerne. Det er blevet udskrevet for at Boris Johnson kan få et flertal i parlamentet for sin version af Brexit, "Thatcher på steroider" eller "Singapore vest Belgien", et flertal han hidtil ikke har haft.

Ganske afgørende bliver, om han kan bilde tilstrækkeligt mange vælgere i "den røde mur" noget andet ind, hvad enten det er, at Bruxelles eller indvandringen er skyld i alle deres problemer. Vinder Johnson i dette område, har han sandsynligvis også et flertal i parlamentet for sin markedsradikalisme, men senest den 1 februar opdager de sidste vælgere, at Storbritannien langt fra er færdig med at forhandle med EU. Man er kun færdig med begyndelsen - skilsmissen.

Jeremy Corbyn in call to voters to 'shock the establishment' by backing 'real change' with Labour.

Overskrift i Evening Standard.... det samme budskab som..... Trump...

Gustav Alexander

Hvordan skal det forstås, Michael 'the establishment is always right' Friis?

Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme og Lasse Glavind anbefalede denne kommentar
Aase Rigmor Pedersen

Det er et ligegyldigt valg. Parlamentet vil være lige så splittet som før valget og den konservative gruppe lige så. Det er gået alverdens medier forbi at der i den konservative gruppe stadig er solide ekstremer som no-deal tilhængere og remainers. Labour stemmer naturligvis imod alt hvad der kommer fra de konservative, præcist som de konservative selv ville gøre hvis de var i opposition.

Demokratier udstiller deres egen skrøbelighed ved at afholde totalitære enter/eller valg. Et kompromis synes længere væk end nogensinde.