Feature
Læsetid: 6 min.

Jeg troede, jeg kunne lave en plan for min Mellemøst-dækning. Jeg var naiv

Informations mellemøstkorrespondent rejste til Egypten i efteråret, og mente han havde styr på sin dækning af regionen. Men pludselig begyndte en ny bølge af arabiske revolter, og han måtte smide alt på gulvet. Læs 1. afsnit i hans dagbogsberetninger fra to måneders rejse i Mellemøstens nye forår
Marked i Kairo. Da Informations mellemøstkorrespondent ankom til Egyptens hovedstad i slutningen af september, var han klar til at dykke ned i det egyptiske samfund igen efter længere tids fokus andre steder i regionen. Men da han begyndte at ringe rundt til kilder for at ’catche-up’, viste det sig, at de fleste ikke turde tale med ham af frygt for Al-Sisis regime.

Marked i Kairo. Da Informations mellemøstkorrespondent ankom til Egyptens hovedstad i slutningen af september, var han klar til at dykke ned i det egyptiske samfund igen efter længere tids fokus andre steder i regionen. Men da han begyndte at ringe rundt til kilder for at ’catche-up’, viste det sig, at de fleste ikke turde tale med ham af frygt for Al-Sisis regime.

Ahmed Gomaa Xinhua / eyevine

Udland
30. december 2019

Da jeg lander i Iraks hovedstad Bagdad den 14. november 2019, hører jeg skudsalver og brag i hele byen. Borgerkrig igen, tænker jeg straks. Men det er heldigvis bare irakerne, der jubler over en scoring i de absolut døende minutter af VM-kvalifikationskampen i fodbold mod Iran.

Typisk Irak.

Jeg drøner direkte til Befrielsespladsen i Bagdads centrum, hvor irakiske demonstranter har forskanset sig. De vil omstyrte det politiske system, som blandt andet Danmark lagde kimen til efter invasionen i 2003. De kalder deres oprør for ’Oktoberrevolutionen’.

Pladsen er et vanvittigt sted.

Nogle af demonstranterne danser folkedans midt i det hele, mens indfaldsvejene er fyldt med sårede unge mænd, der fragtes på bagsæderne af trehjulede tuktukker. De unge udkæmper gadekrig for at sikre, at teltlejrene ikke bliver ryddet af sikkerhedsstyrker.

»Vi ofrer os, så revolutionen kan fortsætte,« siger en såret ung mand fra sin sygeseng på et af felthospitalerne.

I Danmark bliver jeg ofte spurgt om, hvorfor Mellemøsten altid ligner et bombet lokum.

»Det er fordi, folk ønsker at vælte regimerne, og regimerne gør alt for at blive siddende,« svarer jeg altid tilbage.

Det nye forår

Det er naturligvis et forsimplet svar. Men de arabiske befolkninger ønsker mere indflydelse over deres politiske systemer, og den kamp ser ikke ud til at ophøre foreløbig. Den kamp vil føre kaos med sig. Sådan er samfundsmæssige omvæltninger. Et stort rod.

Personligt har jeg fulgt Mellemøsten tæt siden den tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i 2010. Det har været mit arbejde. Men ligesom de fleste mennesker mistede jeg fokus ret hurtigt. Der gik ikke lang tid fra karnevalet på Tahrirpladsen i Kairo i januar 2011 til islamister, sunni/shia, bomber, klaner, militser, kemiske våben og IS.

Nu står jeg selv midt i Bagdads centrum og skal formidle en ny bølge af arabiske revolter i en tid, hvor efterdønningerne fra den første bølge af revolter i 2011 endnu ikke har lagt sig.

I stedet for at skrive en masse nyhedsartikler har vi på redaktionen besluttet at publicere en serie på fem artikler baseret på arbejdsnoter fra reportagerejser i Egypten, Libanon, Kurdistan og Irak i perioden fra den 26. september til den 10. december 2019. Vi håber, at det kan give et snapshot af de sociale, politiske og økonomiske omvæltninger, der foregår i regionen.

Efteråret i Mellemøsten har været dramatisk, men faktisk troede de færreste på, at det ville blive så dramatisk. Jovist, Iran bombede Saudi Arabiens oliefaciliteter den 14. september, og der var ballade ved Hormuzstrædet. Men det er jo stille efter mellemøstlige standarder.

Inden min afrejse til Kairo i september for at dække nogle protester mod Egyptens diktator Abdel Fattah al-Sisi skete der ikke ret meget. IS er jo nedkæmpet militært, snakken om Syriens fremtid foregår bag lukkede døre i Ankara, Moskva og Teheran, de fleste medier taler om Brexit, klima, rigsretssagen i Washington og Greta Thunberg.

Da jeg ankom til Kairo i slutningen af september, havde jeg for en gangs skyld intet at lave. Jeg kunne dykke ned i det egyptiske samfund igen efter længere tids fokus andre steder i regionen. Endelig lidt frirum, tænker jeg.

Fiasko i Kairo

I Kairo ringer jeg rundt til bekendte i håb om at ’catche-up’. Der må være en masse at tale om. Men det viser sig hurtigt, at en arbejdsmæssig fiasko lurer forude. De fleste af mine kilder tør ikke tale med mig af frygt for Al-Sisis regime.

»Du kommer på et forkert tidspunkt, mand!« siger en af de kilder, som var på Tahrirpladsen i 2011.

»Jeg har familie og børn nu og vil ikke risikere noget for din fucking avis.«

Egypten er blevet et langt mere trist sted, end jeg havde forestillet mig. Fattigdom, tiggere, bitterhed, paranoia og frygt alle vegne. Aldrig før havde jeg set Egypten i den tilstand. Ingen turde snakke.

»Engang byggede vi templer, nu bygger vi fængsler«, siger en kilde sarkastisk.

Jeg ender med alligevel at mødes med et par kilder. Men vi taler ikke om ret meget. Den ene hvisker og taler i koder om gamle dage, og om hvordan bekymringerne kommer med alderen.

Da vi siger farvel, spørger han, om han kan låne 100 kroner til smøger. Ja, naturligvis, svarer jeg. Så forsvinder han blandt menneskemængden i Kairos snavsede gader. Jeg hører ikke fra ham igen før nogle uger senere.

»Jeg er presset. Jeg skal sørge for barn og kone. Lad os skrives ved,« lyder beskeden.

Jeg skriver til redaktionen, at der nok går lidt mere tid med at overtale kilderne i Egypten.

»No worries,« lyder svaret.

»I denne uge er der rigeligt at se til med rigsretssagen i Washington og Grand Theft Europe

Jeg er lettet. Når der er ballade i Washington, London, Bruxelles og København, betyder det ofte ’fred’ i Mellemøsten for mit vedkommende. Jeg har pludselig masser af tid. Den 1. oktober finder jeg en lejlighed med udsigt til pyramiderne.

Jeg smider notesbogen frem på skrivebordet for at brainstorme over situationen i Mellemøsten efter 2011. Nu hvor jeg endelig har masser af tid, vil jeg lave en plan for, hvordan jeg skal dække regionen for Informations læsere på en helt ny måde.

»Arbejdstitel: De fire arabiske verdener.«

I min arbejdstitel undlader jeg de to store regionale ikkearabiske hegemonier Iran og Tyrkiet af praktiske årsager. Det giver selvfølgelig ikke mening i virkeligheden, for de to er involveret på stort set samtlige arenaer. Det giver kun mening på mit skrivebord.

En anden ting, som slet ikke giver mening længere, er termen »Den Arabiske Verden«. Det er blevet ret tydeligt, at den arabiske verden nu er blevet til fire arabiske verdener. Med udsigt til de mægtige pyramider skriver jeg følgende fire punkter i notesbogen:

  1. Syrien, Irak og Yemen er kollapset som stater efter mange års blodige opstande og borgerkrige. Løsning: Der er brug for nye nation building-processer.
  2. Golfens monarkier forsøger at komme uroen i forkøbet ved at igangsætte reformer af økonomien og gøre sig uafhængige af olie. Udfordring: Reformer skaber uro.
  3. Egypten – som altid en verden for sig – er nu en totalitær stat. Udfordring: pludselig eksplosion, etiopisk dæmning længere nede ved Nilen og islamistisk oprør.
  4. Det ser lidt lysere ud i Algeriet, Tunesien og Marokko, som forsøger at integrere islamister i det politiske system i håb om at styrke deres skrøbelige demokratier.

Jeg kigger stolt på noterne og tænker, at nu ville jeg sende en mail til redaktionen, der indeholder alt om mine fremtidige planer med Mellemøsten.

Men det viser sig hurtigt, at jeg er naiv. Hvem i alverden har en plan med Mellemøsten? Are you kidding me? Ikke engang Amerikas Forenede Stater har en plan med Mellemøsten!

Da jeg vågner op onsdag den 2. oktober i Kairo, er titusinder af irakere på gaden i Bagdad for at protestere mod premierministerens fyring af generalløjtnant Abdel Wahab al-Saadi, en krigshelt fra krigen mod IS.

Fire dage senere trækker Donald Trump de amerikanske styrker fra de kurdiske områder i Syrien og overlader kurderne – krigsheltene fra krigen mod IS – til præsident Erdogans nåde.

»Kan du rejse til Rojava?« spørger redaktionen.

»Nej, der går muligvis flere uger med indrejsetilladelse, og til den tid har hele verden glemt kurderne igen,« siger jeg sarkastisk.

»O.k., men glem araberne og fokuser på kurderne.«

Jeg smider min store mellemøstplan til side og smøger ærmerne op for kurderne. Avisen vil dedikere hele 1. sektion til Rojava. Mens Erdogans NATO-hær invaderer kurderne, og irakiske demonstranter bliver skudt ned på åben gade af regeringens militser, bryder helvede løs i Beirut den 17. oktober.

Det eneste, der står stille i Mellemøsten, er pyramiderne, tænker jeg klichéfyldt ved synet af dem i det fjerne.

Serie

Dagbog fra halve revolutioner

Få steder i verden har protester, opstande og demonstrationer været så hyppige som i Mellemøsten i 2019. I slutningen af året rejste Informations korrespondent Waleed Safi rundt i regionen. Læs hans personlige optegnelser fra Mellemøstens ufuldendte revolutioner, som slutter da USA overraskende likviderer en iransk general.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her