Feature
Læsetid: 11 min.

Verden er i oprør. Hvorfor?

Protester rundtom i hele verden har fyldt meget i 2019. Årsagerne kan være mange, men fælles for flere af bevægelserne er, at de er lederløse og ikke er ideologisk definerede – og så bliver de inspireret af hinanden på sociale medier
Irakerne protesterer mod korruption, arbejdsløshed, mangel på vand og elektricitet.

Irakerne protesterer mod korruption, arbejdsløshed, mangel på vand og elektricitet.

Ritzau Scanpix

Udland
27. december 2019

Vi har hørt historien flere gange i år.

Enorme menneskemængder har i store dele af verden udtrykt deres utilfredshed med en række forskellige ting ved at gå på gaden i protest.

I Libanon gjorde folk oprør efter en udmelding om, at man ville lægge afgift på beskedtjenesten Whatsapp. I Hongkong var det et lovforslag om, at mistænkte skulle kunne udleveres til fastlands-Kina og stilles for retten der fremfor i Hongkong. I Catalonien handlede det om fængslingen af ni separatistledere, som havde stået for en afstemning om uafhængighed. I Chile var det stigende priser på metrobilletter, i Iran var det prisen på brændstof.

Og listen er meget længere.

Det er ikke bare en fornemmelse, som mange af os går rundt med. Verden er i oprør. Og tilmed også i et omfang, som er taget til over de seneste mange år. Det er flere forskere enige om.

En af dem er Harvard-professor Erica Chenoweth, som i et studie har undersøgt protester i perioden 1900 til 2016. Konklusionen lyder her, at mængden af ikkevoldelige oprør siden 1960’erne er »øget dramatisk«, og at disse massebevægelser nu er blevet regeringers primære udfordrere.

På Vrije Universitet i Amsterdam forsker sociologiprofessor Jacquelien van Stekelenburg i protestbevægelser og har undersøgt data fra OECD-landene.

»Protester kommer i bølger – for eksempel som vi så det i slutningen af 1960’erne og 1980’erne – og siden 2009 har vi kunnet observere en stigning i protester,« siger hun.

I en artikel fra The New York Times bliver de mange protester også ligefrem kaldt »the new normal«, ligesom det bliver stadfæstet, at vi lever i »en æra af global uro«.

Det, mange forskere fortsat har sværere ved at svare på, er, hvorfor det sker i disse år? Er det den rene tilfældighed, at vi ser så mange på én gang? Og har protesterne overhovedet noget til fælles?

Ulighed – ikke kun i økonomisk forstand

Flere medier og forskere har forsøgt at finde fællesnævneren for de mange oprør, hvilket har vist sig at være en svær øvelse, fordi det er tæt på umuligt at skære alle over en kam – og fordi der ikke er tale om én samlet bevægelse. Dog har flere påpeget økonomisk ulighed som et fællestræk ved flere af oprørene.

Sune Haugbølle, som er professor i globale studier og forsker i Mellemøsten på Roskilde Universitet, understreger, at samtlige oprør har haft en særegen komponent – et triggerevent – som har været udslagsgivende. Det kunne være de stigende priser på metrobilletterne i Chile.

»Men det er alene sket, fordi folk i forvejen har været desperate, og fordi den økonomiske situation flere steder har været utålelig,« siger han og tilføjer, at det eksempelvis gør sig gældende for netop Chile, Libanon, Irak og Algeriet.

Men uligheden handler også om andet end økonomi og om, hvor mange penge hvert individ tjener. Det handler også i høj grad om forskellen i de muligheder, man har verden over. Et forhold, som særligt klimakrisen og udviklingen i teknologi har været med til at synliggøre.

Det slår UNDP, United Nations Development Programme, fast i sin seneste Human Development Report, som blev udgivet i midten af december. Her understreger UNDP, at den måde at forstå ulighed på kan være med til at forklare, hvorfor vi ser så mange massedemonstrationer.

»Det handler om, at folk føler, at deres forventninger ikke bliver mødt, og at det i mange tilfælde ikke er muligt for dem at gøre fremskridt,« siger Pedro Conceicao, som er hovedforfatter til rapporten.

Ofte er det ikke en type ulighed, man kan arbejde sig ud af eller gøre sig fortjent til at undslippe. Der er snarere tale om et grundvilkår, der bliver bestemt af, hvor et menneske bliver født, og hvem det fødes af. 

På globalt plan ser man dog også, at der er sket massive fremskridt i forhold til bekæmpelse af fattigdom. Det er eksempelvis tilfældet i Latinamerika. Men disse fremskridt har ikke været nok til at afholde folk fra at protestere i gaderne.

»Vi kalder det en ny generation af uligheder, som er en del af det 21. århundrede. Det er ikke nok at bekæmpe basale former for ulighed som ekstrem fattigdom og børnedødelighed,« siger Pedro Conceicao.

»De nye former for ulighed, folk reagerer imod, hænger i højere grad sammen med den fremtid, folk ser sig selv og deres børn i. Det handler ikke kun om at have et basalt fundament i forhold til at leve et værdigt liv. Det handler om at have noget mere end det.«

Det handler også om, at flere ønsker at have mere at skulle have sagt i forhold til politiske institutioner. Og om, at utilfredsheden med de eliter, som kontrollerer disse institutioner, er markant. Som Seva Gunitsky, forsker i oprørsbevægelser på Toronto University, siger:

»Flere vil gerne have mere kontrol over de ting, som er med til at forme deres liv i hverdagen.«

Låner fra hinanden

En af de ting, der går igen i samtlige af de mange oprør, er de sociale mediers rolle. Flere forskere foreslår, at internettets fremkomst kan være med til at forklare, hvorfor vi ser flere oprør rundt om i verden. Den nye teknologi gør organiseringen mere effektiv – og den gør, at de forskellige oprør kan finde inspiration hos hinanden.

»Det går meget, meget hurtigere, fordi man kan kommunikere med hinanden med det samme,« siger Seva Gunitsky.

Da protesterne tog til i Catalonien tilbage i oktober, begyndte hashtagget #BeWater at florere. Præcis samme hashtag, som var blevet brugt i Hongkong, og som refererer til, at demonstranterne skal arbejde og agere ekstremt hurtigt og fleksibelt. Men det var ikke det eneste, catalanerne kopierede fra Hongkong.

Ligesom i Hongkong benyttede catalanerne den krypterede app Telegram til at sende beskeder til hinanden og til at koordinere forskellige aktioner. Her arrangerede de eksempelvis en blokade i en lufthavn i Barcelona, hvor demonstranterne ifølge mediet Quartz tilmed råbte: »Vi laver en Hongkong!«. Referencen gik på, at man i Hongkong et par måneder tidligere havde tvunget en lufthavn til at lukke midlertidigt ned og dermed aflyse massevis af afgange.

Hongkong har også selv fundet inspiration i en helt anden del af verden, nemlig i Ukraine. Ifølge mediet Time er de særligt inspireret af den Oscar-nominerede dokumentarfilm Winter on Fire: Ukraine’s Fight for Freedom, som viser Maidan-oprøret i 2013 og 2014. De protester begyndte, efter daværende præsident Viktor Janukovitj trak sig ud af en handelsaftale med EU og i stedet takkede ja til et økonomisk tilbud fra den russiske præsident Vladimir Putin. Efter flere måneders protester i hovedstaden Kiev endte Janukovitj med at flygte ud af landet.

Om Hongkong opnår samme grandiose afslutning er svært at forudse, men de ser mange paralleller mellem de to oprør. Mens Ukraine følte sig domineret af Rusland, føler Hongkong sig styret af Kina. I dokumentarfilmen kan man høre kampråbet »Glory to Ukraine«, hvilket ifølge Time måske har været inspirationen til sangen »Glory to Hong Kong«, som er demonstranternes protestsang.

Vender vi blikket mod Mellemøsten, er der også utrolig meget kommunikation mellem oprørerne i Irak og Libanon, fordi de ifølge Sune Haugbølle »ser det som en del af et samlet oprør«. I Libanon deler de for eksempel videoer af, hvordan de har blokeret vejene ved at opføre en dagligstue midt på gaden, hvor de sidder og ryger vandpibe. Andre gange filmes overgreb fra staten som dokumentation, eller også deler man diverse slogans.

»De leder efter sammenhænge og eksempler på, at de kæmper den samme kamp,« siger Sune Haugbølle.

De lederløse protestbevægelser

Når de mange protestbevægelser primært kommunikerer via de sociale medier, gør det også, at deres organisationsstruktur ofte ser anderledes ud end tidligere: De fleste af dem har nemlig ikke nogen stærk, karismatisk leder.

Det kan både handle om, at nogle af protesterne er udtryk for spontanitet, men også om, at flere foretrækker ikke at lave traditionelle politiske partier eller bevægelser.

»Mange af oprørerne føler ikke, at de eksisterende ledere repræsenterer deres interesser, og derfor har de valgt at gøre det på en anden måde,« siger Toronto Universitys Seva Gunitsky.

Ifølge Sune Haugbølle fra Roskilde Universitet kan det også handle om, at man forsøger at gå uden om allerede velkendte strukturer, fordi det er den eneste måde, man kan undgå at blive korrumperet på. Desuden er det et forsøg på at undslippe, at regeringer åbenlyst kan slå ned på enkeltindivider. Som sloganet om ’at være som vand’ i både Hongkong og Catalonien også indikerer, handler det om ikke at kunne blive undertrykt.

I november bragte Information en reportage fra protesterne i Irak, hvor en af demonstranterne, 29-årige Karrar Adel, udtrykte det på følgende måde: »Vi ønsker ingen ledere. Vores oprørsleder er vores egen kollektive selvbevidsthed.« 

Udover den manglende leder har flere af protestbevægelserne heller ikke en ideologi, de definerer sig selv ud fra. Hvis man skal se sociologisk på det, kan man skelne mellem en positiv og en negativ frihed. Her kan man sige, at der i de nuværende demonstrationer er fokuseret en negativ frihed, det vil sige på det, der begrænser dem. Der handler altså mere om modstanden i sig selv end om nogle klart definerede ideer om, hvad der skal sættes i stedet.

»Det er for mig at se den helt store forskel i forhold til tidligere oprør,« siger Sune Haugbølle.

»Tidligere oprør var kendetegnet ved at være klart ideologisk definerede, de var styret af politiske ideer og af positiv frihed,« siger han og nævner kampen mod Vietnamkrigen i 1960’erne og de forskellige postkoloniale og antiimperialistiske oprør i Algeriet, Vietnam, Cuba og Afrika, som senere blev genstand for de vestlige studenteroprør.

»Der var en global enighed om revolutionær socialisme i mange oprørsbevægelser. Der var nogle ledende ideer og tekster, de alle sammen læste.«

Sådan ser det ikke ud i dag. Og når man desuden ikke har en ledelse, har det fået flere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor længe disse bevægelser egentlig kan holde, og hvad de i sidste ende kan føre til.

»Et af kritikpunkterne ved de arabiske opstande, vi så fra 2011 til 2013, var, at de var lederløse og derfor havde svært ved at transformere sig og gøre sig gældende i det etablerede politiske landskab,« siger Sune Haugbølle.

Seva Gunitsky kalder også de nuværende lederløse protester for et tveægget sværd.

»Det kan være svært at bevare en bevægelse uden en sammenhængende ledelsesstruktur,« siger han.

Mindre succes?

Et af de steder, hvor protesterne har ført til store omvæltninger, er i Sudan. For et år siden udbrød der masseprotester efter beskeden om, at prisen på statssubsidieret brød og brændstof ville stige. Relativt hurtigt udviklede situationen sig, og demonstranterne krævede, at daværende præsident Omar al-Bashir skulle gå af efter at have siddet hårdt på magten i 30 år. 

Ligesom med flere andre protester, startede det i Sudan fredeligt, men endte i voldsomme sammenstød, som førte til flere dødsfald. Alligevel fik demonstranterne deres krav om præsidentens afgang opfyldt, og for nylig fik Omar al-Bashir sågar en dom for korruption.

»Det er virkelig opsigtsvækkende i forhold til, hvad der rent faktisk kan lykkes,« siger Sune Haugbølle.

Dog går det langtfra altid sådan. Går vi tilbage til det studie, der blev introduceret i indledningen til denne artikel, drager Erica Chenoweth en anden interessant konklusion: Inden for de seneste år er det nemlig også blevet mere sandsynligt, at protesterne fejler.

Indtil 2010 gik det godt, rigtig godt, for de ikkevoldelige bevægelser. Mellem 1940 og 2010 var der faktisk tale om en samlet succesrate på over 50 procent – omkring år 2000 var den helt oppe på 70 procent. De var for eksempel succesfulde i forhold til at fjerne siddende ledere fra magten. Det skyldes blandt andet, at flere begyndte at anerkende potentialet i protesterne, og derfor ville flere også gerne være med. Men det handler også om en større opmærksomhed på menneskerettigheder og om internettets fremkomst.

Efter 2010 begyndte det at gå ned ad bakke, og succesraten er faldet til 30 procent, hvilket Chenoweth vurderer er et »dramatisk« fald. En del af forklaringen er, at regimerne er blevet bedre til at undertrykke dem og slå hårdt ned på dem.

Hvordan succesraten vil udvikle sig i lyset af de seneste protester er fortsat uvist. Indtil videre fortsætter mange, og rigtig mange unge, med at gå på gaden med håbet om en bedre fremtid.

Oprør i 2019

Zimbabwe

I januar udbrød der voldsomme protester i Zimbabwe.

Den umiddelbare årsag var en markant stigning i benzinpriser, men i det større billede handler det om den økonomiske krise, landet befinder sig i, og som fører til frustration og desperation i befolkningen.

Aaron Ufumeli

Hongkong

Protesterne i Hongkong har stået på siden begyndelsen af juni.

Det udslagsgivende punkt for demonstrationerne drejede sig om et nu tilbagetrukket lovforslag om, at Hongkong skulle kunne udlevere mistænkte til fastlandskina, så de skulle stilles for retten der og ikke i Hongkong.

Senere har demonstranterne rejst flere krav.

Manan Vatsyayana

Chile

I Chile protesterede en række studenter i oktober mod stigende priser på metrobilletter.

De fik dog hurtigt opbakning fra flere andre i befolkningen, som var utilfredse med ulighed, stigende leveomkostninger og stagnerede lønninger.

De vil have strukturelle ændringer og kæmper derfor for en ændring af forfatningen.

Ritzau Scanpix

Ecuador

Et regeringsforslag om at droppe subsidierne til benzin udløste i oktober oprør i Ecuador, som er blevet kaldt en latinamerikansk version af De Gule Veste i Frankrig.

Forslaget skulle være godt for klimaet, men ifølge kritikere ramte det de fattigste.

Det blev senere trukket tilbage.

Ivan Alvarado

Catalonien

Konflikten om Cataloniens løsrivelse fra Spanien førte i oktober til store demonstrationer i gaderne.

Det skete, efter at den spanske højesteret havde idømt ni catalanske politikere fængsel for at have arrangeret et valg om uafhængighed i 2017.

Ritzau Scanpix

Libanon

I Libanon gik mere end en million i oktober på gaderne og krævede regeringens afgang og et opgør med strukturel korruption.

Den udslagsgivende faktor var af noget mindre karakter. Det drejede sig nemlig om en beslutning om at beskatte mobiltelefonernes Whatsapp-net.

Efter massedemonstrationerne trådte premierminister Saad Hariri tilbage.

Lewis Joly

Irak

Den populære generalløjtnant Abdel Wahab al-Saadi blev fyret i oktober, hvilket førte til flere sporadiske protester i Irak.

Det har senere udviklet sig til en decideret opstand, som irakerne selv kalder ’Oktoberrevolutionen’.

De protesterer mod korruption, arbejdsløshed og mangel på vand og elektricitet.

Ritzau Scanpix

Iran

I november udbrød der uroligheder i Iran, efter at præstestyret havde meddelt, at man ville hæve prisen på brændstof med helt op til tre gange.

Utilfredsheden handler også om håndteringen af den økonomiske krise i landet, som er fulgt af amerikanske sanktioner.

Ritzau Scanpix

Kilder: Ritzau, DR, The Guardian, BBC, Al-Jazeera, The Economist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"... som viser Maidan-oprøret i 2013 og 2014. De protester begyndte, efter daværende præsident Viktor Janukovitj trak sig ud af en handelsaftale med EU og i stedet takkede ja til et økonomisk tilbud fra den russiske præsident Vladimir Putin. Efter flere måneders protester i hovedstaden Kiev endte Janukovitj med at flygte ud af landet."

Janukovitj trak sig ikke ud af en handelsaftale med EU; den ukrainske regering afbrød forhandlinger med EU, som stillede voldsomme krav om neoliberalisering af den ukrainske samfundsstruktur til gengæld for handelsfordele. Og der var ikke blot tale om protester på Maidan-pladsen; der var tale om en væbnet opstand, som var organiseret og finansieret af højreradikale grupperinger og oligarker med forbindelser til Vesten; ligeledes er det offentligt kendt at amerikanerne anvendte mere end 6 mia. dollars på at skabe grobund for statskuppet i Kiev (som tilmed gennemførte afsættelsen af Janukovitj på et iht. den ukrainske forfatning ulovligt grundlag).

Bemærkelsesværdigt, som historieskrivningen i (også) ovenstående artikel forsyner os med et absolut kontroversielt og vildledende narrativ. Båt dytår.

Mads Ibsen, Kjeld Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Ole Arne Sejersen, Mogens Holme, Søren Dahl, Henrik Peter Bentzen, Michael Gudnæs, Sus johnsen, Flemming Berger, ingemaje lange, Curt Sørensen, Lasse Glavind, Lars Løfgren, Karsten Nielsen, Niels Borre, Anders Graae og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

Det kan undre mig, at nogen på Information undrer sig over uro i verden. Har I ikke læst jeres egen avis?

Jens Flø, Ole Schwander, Morten Balling, Gert Romme, Lasse Glavind, Marie Jensen og Niels østergård anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Er der ikke noget der taler for at det vil fortsætte, måske forstærkes og i endnu højere grad overskride grænser?
Når alle dele af jorden bindes mere sammen virker det indlysende at oprør eller blot protester også gør det.
Især hvis chancerne for succes er mindre for isolerede bevægelser og større for grænseoverskridende.

Philip B. Johnsen

Verden er i oprør.
Hvorfor?

Det må være det dummeste spørgsmål stillet i 2019.
Det ved alle!

Energi fra olie, gas og kul afbrænding, er konstateret en økonomiske vildfarelse, kapitalisme og bl.a. ‘frihandel’, er af de nuværende ledende politikere globalt, helt ‘fejlagtigt’ er påstået, skabende mindre fattigdom i verden generelt, værende til glæde og fremgang for befolkningerne.

Løgnerne skaber i virkeligheden, som den samlede brede videnskablige konsensus om den bedste forhåndenværende videnskablige evidens, er enige om, ekstremt accelerede klimakatastrofer, fattigdom og sult.

Der tages klart afstand fra kortsigtede ‘ikke’ bæredygtige økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og samtidig økonomiske interessenter, efterfølgende sender den brede befolkning i ‘evig’ fattigdom.

Vores økomisk velbeslåede politikere, vil ikke bekæmpe det selv samme økonomiske system, de på egen hånd har opbygget til primært, at komme dem selv økonomisk til gode.

Verden er i oprør!

Arne Albatros Olsen, Jens Flø, Lasse Glavind og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Men ingen benævnelse af Frankrig, som har haft Uafbrudte protester i over et år, og som har haft uafbrudte strejker i bl.a. sygehusvæsnet i snart et år.
Strejkerne og utilfredsheden handler, som overalt, om uretfærdighed.

Uretfærdighed er et meget overset begreb som er roden til alle oprør.
Araberne kaldte ikke deres oprør for ‘det arabiske forår’. Det er en betegnelse vesten har opfundet. De kaldte ikke på demokrati i vestlig forstand, men på retfærdighed. I Chile og andre lande med autoritære styrer vil folk have retfærdighed.

Det indebære naturligvis at man skal kunne leve af sit lønarbejde, at multinationale ikke udplyndrer og forurener andres landområder, at domstolene er upartiske, at ledere er ærlige mm.

Magter benytter I større grad ‘Lawfare’ (udmanøvrere modstandere via indflydelse på domstole).
Lula blev afsat på beskyldninger før efterforskning,
i Katalonien blev politikere med folkelig opbakning sat i fængsel.
Flere verdensledere presser på for at lukke alternative medier over en kam, uden skelen til Om indholdet er valid kritik eller ulødig propaganda.
Verdenspressen er i høj grad ejet at få billionærer med særinteresser.
Alle store slyngler som snyder for hundrede af milliarder i skat, får ikke rigtig nogen domstol på nakken, mens Demonstranter og småkriminelle nemt får lange straffe.

Det meste Af verdens elite er klistret ind i en stank af dyb uretfærdighed. Den er Ikke specifik økonomisk, men den manifesterer sig gennem sin økonomi, og hvordan penge, og dermed magt, kan undergrave hele lande og samfunds tillid til staten.

Mikael Velschow-Rasmussen, Mads Ibsen, Kjeld Jensen, Arne Albatros Olsen, Jens Flø, Mogens Holme, Morten Balling, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Curt Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Lasse Glavind, Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, Henrik Günther, Karsten Nielsen, Hanne Utoft og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Årsag??? Internettet og de riges grænseløse grådighed på bekostning og udbytning af de mindre bemidlede.

jeg tror, at vi alle er ved at være r*vtrætte af 1%'erne og deres betalte politikere.

Mads Ibsen, Jens Flø, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Verden er i oprør, fordi det eksisterende paradigme ikke længere meningsfuldt kan besvare tidens spørgsmål.

Dette forhold er betydningsfuldt, fordi alle eksisterende hierarkier - sociale, økonomiske, politiske - har det eksisterende paradigme som fundament. Disse hierarkier er møjsommeligt opbygget, i en sædvanlig, alt for menneskelig forventning om, at fundamentet er eviggyldigt.

Kongernes og kirkens magt blev ikke nedbrudt af folkets utilfredshed. Denne utilfredshed var blot en konsekvens af et paradigmes mere grundlæggende forlis: Troen på en guddommelig orden. Da først gud forlod ligningen, stod konger og paver afklædt tilbage. Udstillet i al deres magtesløshed.

Således er situationen nu igen: Hierarkierne består, men deres fundament er nedbrudt. Et forhold, som synes uafviseligt, for alle andre end de, som nyder godt af deres placering i selvsamme hierarkier. Ikke overraskende søger de at forsvare deres privilegier, og dermed de sammenstyrtende hierarkier.

Et nyt paradigme, et nyt fundament, har endnu ikke manifesteret sig. Indtil videre er der kun konkurrerende skitser. Vi lever med andre ord i interessante tider..

Mads Ibsen, Arne Albatros Olsen, Martin Andersen, Sus johnsen, Flemming Berger, Tor Brandt, Lise Lotte Rahbek, Lasse Glavind, Karsten Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Der er nu, trods nogle af kommentarerne her, masser af spørgsmål at stille. Når de drejer sig om oprør, protester, og lignende, er der spørgsmål om hvem, hvornår, for og mod hvad og om de er lokale, nationale, eller nærmer sig det globale.
Ord som "oprør" eller "revolution" er jo blevet hæftet på så mange forskellige begivenheder. Hvad med "Reagan revolutionen" det nye "konservative/populistiske oprør" og "Trump for folket".

Torsten Jacobsen

Jan Henrik Wegener,

Er det ikke i sig selv interessant, at de eksisterende hierarkiers talerør - her eksemplificeret ved Dagbladet Infomation - nu er så optaget af den manglende grad af respekt for selvsamme hierarkiers rimelighed, at det ligefrem føler sig kaldet til at behandle diverse opbrud og 'oprør' som ét samlet fænomen?

Dumme er de ikke, derinde på Den Mindst Ringe. Døve heller ikke..

Blot kan det naturligvis være lidt svært for alvor at høre, hvem klokkerne i sidste ende ringer for..

Især hvis man ikke har ører at høre med, så at sige..

https://www.youtube.com/watch?v=etAIpkdhU9Q

Torsten Jacobsen

P.S. Læs lidt Thomas Kuhn. Det er såmænd ikke mere kompliceret..

Fy, Torsten, Information er da ikke et talerør for de eksisterendes hierarkier - det er jo en frihedsavis - har du glemt det?

jan henrik wegener

Torsten Jacobsen.
Jeg er mindre optaget af Informations tanker og motiver end af spørgsmålet om oprør eller blot globale bevægelser.
Selvom svarende for mange her måske forekommer (for?) indlysende er der stadig spørgsmål.

Henrik Brøndum

Vrøvl. Check statistikken, der er historisk få krige, borgerkrige, revolutioner og borgerlige oprør målt på tab af menneskeliv.

Torsten Jacobsen

jan henrik wegener,

Selvfølgelig er der spørgsmål.

Min pointe er blot denne:

Man kan vælge at se alle disse 'oprør' som partikulære fænomener, uden egentlig sammenhæng:

Alle blot en konsekvens af lokale forhold, som de er, og dermed uden sammenhængende betydning.

Det er bestemt et værdigt synspunkt, og man kan så - som en Henrik Brøndum - tillade sig at nyde champagneudsigten fra terrassen, velvidende at statistikkerne skam blot bekræfter rimeligheden af egen egoisme. Alt er i skønneste orden, ikke sandt, og ellers har vi jo heldigvis et politi..

I sidste ende er det vel i og for sig uinteressant hvorfor fundamentet skrider sammen, hvis man på forhånd har besluttet sig for, at det ikke vil ske. Blot er man så dømt til at stå måbende tilbage - et ansigtsudtryk, der ikke er døden værdig - når lortet ramler sammen om ørerne på én..

Well, måske lever vi på lidt mere usikker grund, end de vellevende fantaster forestiller sig? Måske er revnerne i fundamentet mere betydningsfulde, end husejeren vil være ved? Måske selv politibetjente har et liv hinsides beskyttelsen af farisæere?

Spørgsmål nok, som sagt.

I sidste ende kan jeg kun tale for mig selv:

Jeg er 45 år gammel. Midt i livet. Jeg har ingen tiltro til mit omgivende samfund tilbage: Vores politiske institutioner. Vores økonomiske institutioner. Vores civile institutioner.

For mig er det evident, at konkurrencestaten har taget de fleste. At al 'anstændig' opmærksomhed synes rettet evigt opad og fremad. Jeg lever i et samfund, hvor det betragtes som normalt at ofre sig for karrierens skyld. Hvor det betragtes som normalt at indrette krop og sjæl efter en forestilling om, hvad der tager sig bedst ud på Instagram. Et samfund, hvor man selv i salonerne diskuterer 'Kagedysten'..

Jeg lever i et samfund, hvor jeg aldrig før har oplevet så stor en afstand mellem mit daglige liv, og så det, der tales om. En så stor afstand mellem hvad jeg finder grundlæggende betydningsfuldt, og hvad mediemaskinen hævder, at jeg bør finde betydningsfuldt.

Jeg lever i et samfund, hvor det siges åbent, at politik er en blot og bar kamp om massernes gunst, og dermed ikke en arena for udvikling af forestillinger om, hvordan et bedre samfund kan tage sig ud. Og alligevel mindes jeg dagligt om, at jeg skam aldrig har haft det bedre! Og hvis jeg finder anledning til klage, jamen så kan jeg jo bare istemme kakofonien, ikke sandt?

Well, jeg er i og for sig blot en dum abe: Udløsning tre gange om ugen og så ellers lidt musik at fordrive tiden med...så lidt dumt arbejde som muligt...Jeg forlanger vitterligt ikke meget mere end det..

Jeg er derfor fuldt ud omstillingsparat, i paradigmatisk forstand. Tror du et eneste menneske i de øvre dele af hierarkierne kan sige det samme?

Mads Ibsen, Lasse Glavind, Martin Andersen, Thomas Faber, Morten Balling, Emil Davidsen, Lars Jørgensen, Hanne Utoft, Anders Reinholdt, René Arestrup, Sus johnsen, Flemming Berger, Niels østergård, Tom Bratzen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Hvorfor bides grisene? Fordi truget er ved at være tomt.

Hvis man tager en flyvende tallerken og flyver op og betragter Jorden ude fra rummet, så vil man se hvor meget menneskeheden efterhånden fylder. Halvdelen af alt landjorden er nu brugt til landbrug. Ca. 95% af den biomasse, som består af pattedyr er nu under menneskeligt opdræt, og ender som mad i maven på et menneske. Energimæssigt har vi brugt halvdelen af den olie (tilgængelige energi) vi havde til at begynde med, og det vil sige at energi mere og mere bliver en mangelvare med mindre vi finder et alternativ til olie. Det har vi endnu ikke reelt fundet, og det store spørgsmål er om det overhovedet er muligt.

Menneskeheden begynder at knage i sammenføjningerne fordi der bliver færre og færre ressourcer per menneske. Selvom vi oplever stigende ulighed, så er ulighed langt fra noget nyt. Derimod er den situation vi haster ind i noget nyt. Aldrig før har så mange skulle dele så lidt, og ingen har lyst til at dele det der er. Vi har oplevet økologiske katastrofer tidligere i historien, men de har været lokale. Aldrig før har vi stået overfor det kollaps som udryddede f.eks. civilisationen på Påskeøen i global målestok.

Det vil kun blive værre og værre. Det lyder håbløst pessimistisk at sige sådan, men sandheden er ilde hørt. Vi står overfor en ændring af vores allesammens levevis, som ingen har lyst til at se i øjnene eller tale om "lige nu".

Derfor er "Verden i oprør". Det kan godt være det ser slemt ud her i 2019, men med mindre vi alle vågner op og indser at vi kun kan redde os selv ved at arbejde sammen, så er 2019 nærmere stilhed før stormen. Nyd det mens det varer, for det er tydeligt at det er det vi alle "vælger" at gøre. Tage en dag af gangen, og krydse fingre for at i morgen bliver nogenlunde som i dag, indtil morgendagen en dag ændrer alt.

Godt nytår!

@Morgana Albrechtsen

Tror du sådan helt alvorligt på at "Hillary Clinton er pædofil"?!? Tror du at det hele er et spørgsmål om satanistiske loger?!?

https://www.information.dk/moti/2018/01/mads-palsvig-partiet-jfk21-hilla...

Jeg skal ikke afvise at Dan "The Man" har en fortid som "sadomasochistisk stripper", men helt ærligt, who gives a shit?

Derudover er frygten for GMO stærkt overdrevet. Der foregår GMO i naturen hele tiden. Du kan stort set ikke lægge to mikroorganismer tæt på hinanden uden at de bytter gener, ligesom vi bytter glansbilleder.

jan henrik wegener

Der skal lige nogle tilføjelser til.
De seneste årtiers begivenheder og aktuelle problemer kan næppe ses som universelle forklaringer på oprør. Især fordi oprør som sådan ikke er noget nyt, men givetvis kan findes i omtrent alle historiske perioder og alle beboede dele af jorden. Tænk blot på det langt fra fredelige Europa for 100 år siden.
Så det der kan blive af nyt kan være forskydninger i den måde tingene foregår på.
Det kan være mere udbredte og måske endda på en eller anden måde koordinerede bevægelse i jordens forskellige egne.

‘Verden’ har altid været i oprør. I skal ikke tro, at de Gule Veste er marxistiske revolutionære, som vil omstyrte det kapitalistiske samfund. De er desværre nærmere DF ...