Verden er i oprør. Hvorfor?

Vi har hørt historien flere gange i år.

Enorme menneskemængder har i store dele af verden udtrykt deres utilfredshed med en række forskellige ting ved at gå på gaden i protest.

I Libanon gjorde folk oprør efter en udmelding om, at man ville lægge afgift på beskedtjenesten Whatsapp. I Hongkong var det et lovforslag om, at mistænkte skulle kunne udleveres til fastlands-Kina og stilles for retten der fremfor i Hongkong. I Catalonien handlede det om fængslingen af ni separatistledere, som havde stået for en afstemning om uafhængighed. I Chile var det stigende priser på metrobilletter, i Iran var det prisen på brændstof.

Og listen er meget længere.

Det er ikke bare en fornemmelse, som mange af os går rundt med. Verden er i oprør. Og tilmed også i et omfang, som er taget til over de seneste mange år. Det er flere forskere enige om.

En af dem er Harvard-professor Erica Chenoweth, som i et studie har undersøgt protester i perioden 1900 til 2016. Konklusionen lyder her, at mængden af ikkevoldelige oprør siden 1960’erne er »øget dramatisk«, og at disse massebevægelser nu er blevet regeringers primære udfordrere.

På Vrije Universitet i Amsterdam forsker sociologiprofessor Jacquelien van Stekelenburg i protestbevægelser og har undersøgt data fra OECD-landene.

»Protester kommer i bølger – for eksempel som vi så det i slutningen af 1960’erne og 1980’erne – og siden 2009 har vi kunnet observere en stigning i protester,« siger hun.

I en artikel fra The New York Times bliver de mange protester også ligefrem kaldt »the new normal«, ligesom det bliver stadfæstet, at vi lever i »en æra af global uro«.

Det, mange forskere fortsat har sværere ved at svare på, er, hvorfor det sker i disse år? Er det den rene tilfældighed, at vi ser så mange på én gang? Og har protesterne overhovedet noget til fælles?

Ulighed – ikke kun i økonomisk forstand

Flere medier og forskere har forsøgt at finde fællesnævneren for de mange oprør, hvilket har vist sig at være en svær øvelse, fordi det er tæt på umuligt at skære alle over en kam – og fordi der ikke er tale om én samlet bevægelse. Dog har flere påpeget økonomisk ulighed som et fællestræk ved flere af oprørene.

Sune Haugbølle, som er professor i globale studier og forsker i Mellemøsten på Roskilde Universitet, understreger, at samtlige oprør har haft en særegen komponent – et triggerevent – som har været udslagsgivende. Det kunne være de stigende priser på metrobilletterne i Chile.

»Men det er alene sket, fordi folk i forvejen har været desperate, og fordi den økonomiske situation flere steder har været utålelig,« siger han og tilføjer, at det eksempelvis gør sig gældende for netop Chile, Libanon, Irak og Algeriet.

Men uligheden handler også om andet end økonomi og om, hvor mange penge hvert individ tjener. Det handler også i høj grad om forskellen i de muligheder, man har verden over. Et forhold, som særligt klimakrisen og udviklingen i teknologi har været med til at synliggøre.

Det slår UNDP, United Nations Development Programme, fast i sin seneste Human Development Report, som blev udgivet i midten af december. Her understreger UNDP, at den måde at forstå ulighed på kan være med til at forklare, hvorfor vi ser så mange massedemonstrationer.

»Det handler om, at folk føler, at deres forventninger ikke bliver mødt, og at det i mange tilfælde ikke er muligt for dem at gøre fremskridt,« siger Pedro Conceicao, som er hovedforfatter til rapporten.

Ofte er det ikke en type ulighed, man kan arbejde sig ud af eller gøre sig fortjent til at undslippe. Der er snarere tale om et grundvilkår, der bliver bestemt af, hvor et menneske bliver født, og hvem det fødes af. 

På globalt plan ser man dog også, at der er sket massive fremskridt i forhold til bekæmpelse af fattigdom. Det er eksempelvis tilfældet i Latinamerika. Men disse fremskridt har ikke været nok til at afholde folk fra at protestere i gaderne.

»Vi kalder det en ny generation af uligheder, som er en del af det 21. århundrede. Det er ikke nok at bekæmpe basale former for ulighed som ekstrem fattigdom og børnedødelighed,« siger Pedro Conceicao.

»De nye former for ulighed, folk reagerer imod, hænger i højere grad sammen med den fremtid, folk ser sig selv og deres børn i. Det handler ikke kun om at have et basalt fundament i forhold til at leve et værdigt liv. Det handler om at have noget mere end det.«

Det handler også om, at flere ønsker at have mere at skulle have sagt i forhold til politiske institutioner. Og om, at utilfredsheden med de eliter, som kontrollerer disse institutioner, er markant. Som Seva Gunitsky, forsker i oprørsbevægelser på Toronto University, siger:

»Flere vil gerne have mere kontrol over de ting, som er med til at forme deres liv i hverdagen.«

Låner fra hinanden

En af de ting, der går igen i samtlige af de mange oprør, er de sociale mediers rolle. Flere forskere foreslår, at internettets fremkomst kan være med til at forklare, hvorfor vi ser flere oprør rundt om i verden. Den nye teknologi gør organiseringen mere effektiv – og den gør, at de forskellige oprør kan finde inspiration hos hinanden.

»Det går meget, meget hurtigere, fordi man kan kommunikere med hinanden med det samme,« siger Seva Gunitsky.

Da protesterne tog til i Catalonien tilbage i oktober, begyndte hashtagget #BeWater at florere. Præcis samme hashtag, som var blevet brugt i Hongkong, og som refererer til, at demonstranterne skal arbejde og agere ekstremt hurtigt og fleksibelt. Men det var ikke det eneste, catalanerne kopierede fra Hongkong.

Ligesom i Hongkong benyttede catalanerne den krypterede app Telegram til at sende beskeder til hinanden og til at koordinere forskellige aktioner. Her arrangerede de eksempelvis en blokade i en lufthavn i Barcelona, hvor demonstranterne ifølge mediet Quartz tilmed råbte: »Vi laver en Hongkong!«. Referencen gik på, at man i Hongkong et par måneder tidligere havde tvunget en lufthavn til at lukke midlertidigt ned og dermed aflyse massevis af afgange.

Hongkong har også selv fundet inspiration i en helt anden del af verden, nemlig i Ukraine. Ifølge mediet Time er de særligt inspireret af den Oscar-nominerede dokumentarfilm Winter on Fire: Ukraine’s Fight for Freedom, som viser Maidan-oprøret i 2013 og 2014. De protester begyndte, efter daværende præsident Viktor Janukovitj trak sig ud af en handelsaftale med EU og i stedet takkede ja til et økonomisk tilbud fra den russiske præsident Vladimir Putin. Efter flere måneders protester i hovedstaden Kiev endte Janukovitj med at flygte ud af landet.

Om Hongkong opnår samme grandiose afslutning er svært at forudse, men de ser mange paralleller mellem de to oprør. Mens Ukraine følte sig domineret af Rusland, føler Hongkong sig styret af Kina. I dokumentarfilmen kan man høre kampråbet »Glory to Ukraine«, hvilket ifølge Time måske har været inspirationen til sangen »Glory to Hong Kong«, som er demonstranternes protestsang.

Vender vi blikket mod Mellemøsten, er der også utrolig meget kommunikation mellem oprørerne i Irak og Libanon, fordi de ifølge Sune Haugbølle »ser det som en del af et samlet oprør«. I Libanon deler de for eksempel videoer af, hvordan de har blokeret vejene ved at opføre en dagligstue midt på gaden, hvor de sidder og ryger vandpibe. Andre gange filmes overgreb fra staten som dokumentation, eller også deler man diverse slogans.

»De leder efter sammenhænge og eksempler på, at de kæmper den samme kamp,« siger Sune Haugbølle.

De lederløse protestbevægelser

Når de mange protestbevægelser primært kommunikerer via de sociale medier, gør det også, at deres organisationsstruktur ofte ser anderledes ud end tidligere: De fleste af dem har nemlig ikke nogen stærk, karismatisk leder.

Det kan både handle om, at nogle af protesterne er udtryk for spontanitet, men også om, at flere foretrækker ikke at lave traditionelle politiske partier eller bevægelser.

»Mange af oprørerne føler ikke, at de eksisterende ledere repræsenterer deres interesser, og derfor har de valgt at gøre det på en anden måde,« siger Toronto Universitys Seva Gunitsky.

Ifølge Sune Haugbølle fra Roskilde Universitet kan det også handle om, at man forsøger at gå uden om allerede velkendte strukturer, fordi det er den eneste måde, man kan undgå at blive korrumperet på. Desuden er det et forsøg på at undslippe, at regeringer åbenlyst kan slå ned på enkeltindivider. Som sloganet om ’at være som vand’ i både Hongkong og Catalonien også indikerer, handler det om ikke at kunne blive undertrykt.

I november bragte Information en reportage fra protesterne i Irak, hvor en af demonstranterne, 29-årige Karrar Adel, udtrykte det på følgende måde: »Vi ønsker ingen ledere. Vores oprørsleder er vores egen kollektive selvbevidsthed.« 

Udover den manglende leder har flere af protestbevægelserne heller ikke en ideologi, de definerer sig selv ud fra. Hvis man skal se sociologisk på det, kan man skelne mellem en positiv og en negativ frihed. Her kan man sige, at der i de nuværende demonstrationer er fokuseret en negativ frihed, det vil sige på det, der begrænser dem. Der handler altså mere om modstanden i sig selv end om nogle klart definerede ideer om, hvad der skal sættes i stedet.

»Det er for mig at se den helt store forskel i forhold til tidligere oprør,« siger Sune Haugbølle.

»Tidligere oprør var kendetegnet ved at være klart ideologisk definerede, de var styret af politiske ideer og af positiv frihed,« siger han og nævner kampen mod Vietnamkrigen i 1960’erne og de forskellige postkoloniale og antiimperialistiske oprør i Algeriet, Vietnam, Cuba og Afrika, som senere blev genstand for de vestlige studenteroprør.

»Der var en global enighed om revolutionær socialisme i mange oprørsbevægelser. Der var nogle ledende ideer og tekster, de alle sammen læste.«

Sådan ser det ikke ud i dag. Og når man desuden ikke har en ledelse, har det fået flere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor længe disse bevægelser egentlig kan holde, og hvad de i sidste ende kan føre til.

»Et af kritikpunkterne ved de arabiske opstande, vi så fra 2011 til 2013, var, at de var lederløse og derfor havde svært ved at transformere sig og gøre sig gældende i det etablerede politiske landskab,« siger Sune Haugbølle.

Seva Gunitsky kalder også de nuværende lederløse protester for et tveægget sværd.

»Det kan være svært at bevare en bevægelse uden en sammenhængende ledelsesstruktur,« siger han.

Mindre succes?

Et af de steder, hvor protesterne har ført til store omvæltninger, er i Sudan. For et år siden udbrød der masseprotester efter beskeden om, at prisen på statssubsidieret brød og brændstof ville stige. Relativt hurtigt udviklede situationen sig, og demonstranterne krævede, at daværende præsident Omar al-Bashir skulle gå af efter at have siddet hårdt på magten i 30 år. 

Ligesom med flere andre protester, startede det i Sudan fredeligt, men endte i voldsomme sammenstød, som førte til flere dødsfald. Alligevel fik demonstranterne deres krav om præsidentens afgang opfyldt, og for nylig fik Omar al-Bashir sågar en dom for korruption.

»Det er virkelig opsigtsvækkende i forhold til, hvad der rent faktisk kan lykkes,« siger Sune Haugbølle.

Dog går det langtfra altid sådan. Går vi tilbage til det studie, der blev introduceret i indledningen til denne artikel, drager Erica Chenoweth en anden interessant konklusion: Inden for de seneste år er det nemlig også blevet mere sandsynligt, at protesterne fejler.

Indtil 2010 gik det godt, rigtig godt, for de ikkevoldelige bevægelser. Mellem 1940 og 2010 var der faktisk tale om en samlet succesrate på over 50 procent – omkring år 2000 var den helt oppe på 70 procent. De var for eksempel succesfulde i forhold til at fjerne siddende ledere fra magten. Det skyldes blandt andet, at flere begyndte at anerkende potentialet i protesterne, og derfor ville flere også gerne være med. Men det handler også om en større opmærksomhed på menneskerettigheder og om internettets fremkomst.

Efter 2010 begyndte det at gå ned ad bakke, og succesraten er faldet til 30 procent, hvilket Chenoweth vurderer er et »dramatisk« fald. En del af forklaringen er, at regimerne er blevet bedre til at undertrykke dem og slå hårdt ned på dem.

Hvordan succesraten vil udvikle sig i lyset af de seneste protester er fortsat uvist. Indtil videre fortsætter mange, og rigtig mange unge, med at gå på gaden med håbet om en bedre fremtid.

Oprør i 2019

Zimbabwe

I januar udbrød der voldsomme protester i Zimbabwe.

Den umiddelbare årsag var en markant stigning i benzinpriser, men i det større billede handler det om den økonomiske krise, landet befinder sig i, og som fører til frustration og desperation i befolkningen.

Aaron Ufumeli

Hongkong

Protesterne i Hongkong har stået på siden begyndelsen af juni.

Det udslagsgivende punkt for demonstrationerne drejede sig om et nu tilbagetrukket lovforslag om, at Hongkong skulle kunne udlevere mistænkte til fastlandskina, så de skulle stilles for retten der og ikke i Hongkong.

Senere har demonstranterne rejst flere krav.

Manan Vatsyayana

Chile

I Chile protesterede en række studenter i oktober mod stigende priser på metrobilletter.

De fik dog hurtigt opbakning fra flere andre i befolkningen, som var utilfredse med ulighed, stigende leveomkostninger og stagnerede lønninger.

De vil have strukturelle ændringer og kæmper derfor for en ændring af forfatningen.

Ritzau Scanpix

Ecuador

Et regeringsforslag om at droppe subsidierne til benzin udløste i oktober oprør i Ecuador, som er blevet kaldt en latinamerikansk version af De Gule Veste i Frankrig.

Forslaget skulle være godt for klimaet, men ifølge kritikere ramte det de fattigste.

Det blev senere trukket tilbage.

Ivan Alvarado

Catalonien

Konflikten om Cataloniens løsrivelse fra Spanien førte i oktober til store demonstrationer i gaderne.

Det skete, efter at den spanske højesteret havde idømt ni catalanske politikere fængsel for at have arrangeret et valg om uafhængighed i 2017.

Ritzau Scanpix

Libanon

I Libanon gik mere end en million i oktober på gaderne og krævede regeringens afgang og et opgør med strukturel korruption.

Den udslagsgivende faktor var af noget mindre karakter. Det drejede sig nemlig om en beslutning om at beskatte mobiltelefonernes Whatsapp-net.

Efter massedemonstrationerne trådte premierminister Saad Hariri tilbage.

Lewis Joly

Irak

Den populære generalløjtnant Abdel Wahab al-Saadi blev fyret i oktober, hvilket førte til flere sporadiske protester i Irak.

Det har senere udviklet sig til en decideret opstand, som irakerne selv kalder ’Oktoberrevolutionen’.

De protesterer mod korruption, arbejdsløshed og mangel på vand og elektricitet.

Ritzau Scanpix

Iran

I november udbrød der uroligheder i Iran, efter at præstestyret havde meddelt, at man ville hæve prisen på brændstof med helt op til tre gange.

Utilfredsheden handler også om håndteringen af den økonomiske krise i landet, som er fulgt af amerikanske sanktioner.

Ritzau Scanpix

Kilder: Ritzau, DR, The Guardian, BBC, Al-Jazeera, The Economist