Læsetid: 10 min.

I 2020 kan tvivlen måske være det, der får os til at løse klimakrisen

De australske brande har bragt klimakrisen helt tæt på og rejst spørgsmålet, om verden i tide evner at klare omstillingen væk fra en vækstfokuseret, fossilt baseret, ulighedsskabende økonomi. Tvivl kan lamme, men kan også være første skridt til opgør med et forældet paradigme
I en række byer langs den australske østkyst samledes omkring nytår rådvilde indbyggere og feriegæster på strandene i håb om at undslippe brandene. Her er det stranden ved byen Malua Bay med knap 2.000 indbyggere i delstaten New South Wales.

I en række byer langs den australske østkyst samledes omkring nytår rådvilde indbyggere og feriegæster på strandene i håb om at undslippe brandene. Her er det stranden ved byen Malua Bay med knap 2.000 indbyggere i delstaten New South Wales.

Alex Coppel

13. januar 2020

De stod der på stranden i Mallacoota. På den første dag i det nye år. Flere tusind mennesker under en blodrød australsk himmel. Mange uden ejendele, alle berøvet deres tryghed, deres styr på tilværelsen, deres fortrøstning om fremtiden.

På billederne fra stranden kigger de færreste ud mod havet og horisonten. Blikkene er vendt bagud, mod det, man hovedkuls er flygtet fra.

Sceneriet var »postapokalyptisk«, skriver efterfølgende en af de nødstedte, Mary O’Malley, Sydney-borger på ferie i den lille by.

»Hele gader fulde af huse er ødelagt. Campingvogne og deres gasflasker, som vi hørte eksplodere natten igennem, er brændt ned til grunden. Vandet er forgiftet. Strømmen er væk. Den tætte vegetation omkring Mallacootas brede strande er en skov af sorte grene, belyst af en spøgelsesagtig rød sol,« lyder Mary O’Malleys beskrivelse i Sydney Morning Herald.

Samme billeder og beretninger  fra Malua Bay, Batemans Bay, Nowa og andre byer langs den australske østkyst.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Ania Larsen
  • Britta Hansen
  • Christian Skoubye
  • Poul Erik Riis
  • Ejvind Larsen
  • Alvin Jensen
  • ingemaje lange
  • Christian Mondrup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • erik pedersen
  • Niels-Simon Larsen
  • Peter Knap
  • Lise Lotte Rahbek
  • Katrine Damm
  • Kurt Nielsen
Kim Øverup, Ania Larsen, Britta Hansen, Christian Skoubye, Poul Erik Riis, Ejvind Larsen, Alvin Jensen, ingemaje lange, Christian Mondrup, Bjarne Bisgaard Jensen, erik pedersen, Niels-Simon Larsen, Peter Knap, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

“Også prognosen for global vækst i 2020 blev nedskrevet, til 3,4 procent.”

En global vækst på 3,4 procent pr år er lig en fordobling på kun 20 år.
Samtidig skal den globale CO2-udledning halveres på kun 10 år.

Enhver kan se, at det ikke hænger sammen. Der må gøres noget drastisk. Og det har Danmark da også gjort. I stedet for at reducere udledningerne, er vi begyndt at snyde i opgørelsesmetoden af CO2-udledningen. Metoden hedder biomasse.

Danmarks samlede årlige energiforbrug (ikke kun elektricitet, men også transport, landbrug, boliger, industri mv) er på 800 petajoule. Heraf produceres hele 200 petajoule fra træ/biomasse. Dvs på ganske få år har vores kraftværker omlagt så enormt fra kul til træ, at hele 25 procent af Danmarks totale energiforbrug nu kommer fra træ.

Træ udleder lige så meget CO2 som kul pr produceret kwh. Dvs der kommer lige så meget CO2 ud af kraftværkernes skorstene som tidligere. Eneste grund til den kolossale omlægning fra kul til træ er bogholderi-snyd, idet CO2 fra træ ikke tæller med i Danmarks officielle CO2-regnskab.

Danmark står desværre ikke alene med dette CO2-snyderi. Mange andre lande er i fuld gang med disse fup-omlægninger til gavn for landenes CO2-regnskab. Men til skade for klima, skove og biodiversitet

Curt Sørensen, Britta Hansen, Per Torbensen, Emil Davidsen, Flemming Berger, Ejvind Larsen, Nils Lauritzen, Mikkel Zess, Philip B. Johnsen, Kim Houmøller, Carsten Munk, Knud Chr. Pedersen, Kim Andersen, Steen Obel, Bent Gregersen, Bjarne Bisgaard Jensen, erik pedersen, René Arestrup, John Andersen, Estermarie Mandelquist, Peter Knap og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tak for artiklen.
Man kan spørge, hvor det er mest galt, og hvor vi skal begynde tilbagerulningen. Lad mig tage et eksempel: I tresserne kom de fodformede sko frem. I dag er fx kondisko blevet en ren videnskab, så det er vel ikke dem, vi først skal skære ned på. Hvor så?
Hver gang et forslag kommer frem, bliver det torpederet, men ned i forbrug skal vi jo. Man mærker sneskredseffekten inden i sig, når der siges: Forbrugsnedgang! Men ned skal vi jo.
Måske er det ordet ‘ned’, der er noget i vejen med? Det kunne vel lige så godt hedde ‘op’? Altså op i medfølelse med mennesker, dyrs og planters lidelse pga klimakatastrofen. Hvorfor hedder det ikke det? I øjeblikket hedder det bare ligegyldighed over for andres lidelse. Bag selve lidelsen ligger årsagen til lidelsen, og hvis den er ligegyldighed, så er det der, vi må tage fat.

Kim Øverup, Torben Vous, Britta Hansen, Torsten Jacobsen, Ejvind Larsen, Alvin Jensen, Philip B. Johnsen, ingemaje lange, Maria Høher-Larsen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar

En (som sædvanlig!) velskrevet artikel af Jørgen Steen Nielsen - tak for det. Jeg bliver dog provokeret af skribentens berøringsangst i sin betegnelse for miserens fundament, som benævnes 'den herskende økonomiske model' (tre gange). Hvorfor ikke kalde det 'kapitalismen' eller 'den kapitalistiske markedsøkonomi'?

Kim Øverup, Christel Gruner-Olesen, Curt Sørensen, Torben Vous, Anna Regine Irgens Bromann, Britta Hansen, Jørgen Larsen, Flemming Berger, Niels-Simon Larsen, Torsten Jacobsen, Ejvind Larsen, Alvin Jensen, Mikkel Zess, Philip B. Johnsen, ingemaje lange, Christian Mondrup, Knud Chr. Pedersen og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det er interessant at Jørgen Steen Nielsen i sin underrubrik taler om et (nødvendigt?) opgør med et 'forældet paradigme'.

Paradigmer forældes i og for sig ikke, og da slet ikke med ynde. Paradigmer kæmper for livet til det sidste, klamrer sig som et digt af Thomas Dylan til eksistensen (her i uddrag):

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning they
Do not go gentle into that good night.

[..]

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless, me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

Heltemodige paradigme!

Og dog er Dylans digt ikke blot berusende stålsættende, i dets besyngelse af den menneskelige ånds enestående - omend ultimativt kraftesløse - arrogance: Oprøret mod mørket - mod døden selv!
Nej, det rummer tillige en sort og melankolsk kerne, i bevidstheden om det uafværgelige nederlag.

Paradigmer går ikke stille ind i den gode nat.

Som gengangere vandrer de blandt de levende, i en trods mod al rationalitet og snusfornuft.

En vampyr kan efter sigende kun dræbes med en pæl gennem hjertet. Måske det samme gør sig gældende for paradigmer, som for længst har overskredet deres velkomst, og som følgelig burde ligge helt stille i graven?

I så fald er Jørgen Steen Nielsens artikel ikke meget bevendt, hvor beundringsværdig en vedvarende indsats, den end måtte være rundet af. For den sigter for mig at se ikke efter hjertet, stiller sig tilfreds med at liste, liste rundt om obduktionsbordet, i en angstfyldt respekt for den (måske?) afdøde..

Man ser for sig den aldrende patriark, som gennem et helt liv har tyranniseret sin familie med lige dele krav om passende dekorum og trusler om pludselig arveløshed. Endelig ligger han for døden i sit sovekammer, der i halvmørket, bag tunge gardiner og omgivet af plys og mørke paneler. Familiemedlemmer kommer og går, alle på én og samme tid opmuntret og skræmt til døde ved tanken om den kommende frihed, bevidstheden om, at selv den mindste forkerte bevægelse her til allersidst kan komme til at koste det hele: Et forkert ord, et tilfældigt nys, og man stryges fra testamentet..

Hvor sidder hjertet i det døde paradigme? Hvor må pælen stødes ind?

Jørgen Steen Nielsen benævner såmænd ondet i sin artikel:

Dette partikulære paradigmes hjerte har to kamre: Kravet om økonomisk vækst og nødvendigheden af at beskytte konkurrenceevnen. Koger vi disse to udsagn lidt ned, står vi tilbage med mørket i hjertet, det mørke, som nu endegyldigt må dø:

Behovet for mere
Konkurrence

Et nyt paradigme - tør man sige Det nye paradigme? - består altså af et manifest opgør med behovet for mere og konkurrencen. Er behovet for mere og konkurrencen 'det døende mørke', er dets negation lyset, hvilket i praksis vil sige et krav om mindre, og et fravær af konkurrence:

Nøjsomhed
Solidaritet

Hvordan vil et økonomisk system - en samfundsmodel - se ud, hvis nøjsomhed og solidaritet udgør pumpen, der driver blodet rundt? Hvilke forestillinger - helt konkrete, daglige og hverdagspraktiske forestillinger - må dø sammen med det gamle paradigme, hvis lyset endelig skal bryde frem?

Det kommer næppe til at ske foreløbig, selvsagt. Det er ikke nogen tilfældighed, at den vestlige kulturkreds i disse år oversvømmes af kulturprodukter, hvor enten zombier eller superhelte spiller en afgørende rolle. Noget i os vil tilsyneladende ikke dø, og i afmagt drømmer vi så om guddommelige skabninger - fantomer - som i vores sted kan forsøge at rage kastanjerne ud af ilden. Men ganske som de gamle grækere, erkender vi ubevidst vores forestillingers implicitte barnagtighed, og selv vores guder tillægges alt for menneskelige egenskaber, deres almagt besmittet med afmagt.

Hvordan vil en verden, hvor materiel nøjsomhed og solidaritet har erstattet merforbrug og konkurrence tage sig ud? Så længe alene en sådan forestilling er hinsides de fleste, ja så er der formentlig ikke rigtig nogen udvej.. Andet end da Thomas Dylans besyngelse af altings tragikomiske undergang:

Rage, rage against the dying of the light..

Ania Larsen, Marie Louise Wammen, Erik Winberg, Emil Davidsen, Flemming Berger, Thomas Barfod og Nils Lauritzen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvad nu hvis vi ikke kan lade være med at, som PH siger det, Gribe efter blanke ting? Hvis vi ikke kan lade sukkeret stå, fordi det smager sødt? Så er det jo nærmest evolutionen, vi skal til at ændre. Vi skal lade være med at vende os om og glo efter store, flotte biler.

En af de største kulturproblemer hedder afhængighed. Der er ikke den ting, man ikke kan blive afhængig af. Tænk på den personlige udvikling, der skal til, før man kan sige nej. Hele vores nuværende kultur går på, at vi siger ja til alt muligt, der skader os, og nu er det kommet op på verdensscenen. Man skal fx sige nej til chokoladestykke nummer 2 - af hensyn til de kommende generationer. Snup lige den!

Torsten Jacobsen

He, Niels-Simon Larsen..

Du har uden tvivl ret i, at der er tale om en 'afhængighed'. Og at det eneste virksomme svar på udfordringen dermed er en 'personlig udvikling': Det vi i de mere spirituelt - snarere end praktisk - orienterede afkroge af eksistensen omtaler som behovet for at 'blive dybere', snarere end blot at måle sin eksistens i 'udbredelse'.

Der er noget dybt forunderligt ved at stille sig selv nøgen foran et spejl: At se og erkende, at alt hvad jeg nogensinde har været og er, er indeholdt i denne i sidste ende trøstesløse klump kød..

Således må man formode, at også historiens store skikkelser på et eller andet tidspunkt har betragtet sig selv. At også de, på et eller andet tidspunkt er kommet i øjenhøjde med universet, så at sige:

Hitler, Napoleon, Jeanne d'Arc. Alexander Den Store, Prince, Jesus af Nazareth, Mette fucking Frederiksen..

Alle som en må de på et eller tidspunkt have stået der - som opbundet kød - og alligevel have truffet det valg, at se hinsides horisonten for det menneskeligt mulige..Bildt sig selv ind, at ånden skam rækker ud over materien..

Hvilket den beviseligt gør..

Blot opstår problemet, når der ikke er mere materie at give af..Når brønden løber tør..

Hvad stiller vi så op, med alle disse overskridende mennesker? Hylder vi dem fortsat som ikoner? Eksempler til efterfølgelse? Som vi gør!

Hvad er det i sidste ende, som vi er afhængige af? Hvilken forestilling er det, der vækker størst begejstring? Hvad driver mennesket? Og hvorfor?

Er civilisation et værn mod vores laveste instinkter, så er det måske på tide med en nyfortolkning - en re-evaluering af i det mindste visse af disse instinkter? Måske den tvivl, som Jørgen Steen Nielsen sætter sin lid til, bør bore lidt dybere end til blot og bar overflade? En sentimental og vildledende diskussion af brande i Australien..?

Nils Lauritzen

Vi kan jo starte med at erkende, at vi er børn. Af vores forældre og deres podninger. Af vores Gud og gudens befalinger. Styret af vores behov, lyster, længsler, indskydelser, frygt og selvovervurdering.
Måske mangler vi virkelig Den Alvidende, der kan skue ind i vores hjerter og sind og retlede vores vej gennem tilværelsen. Måske skal dødssynderne vækkes af dvalen og give os lidt perspektiv på egen utilstrækkelighed.
Oldschool, det tror jeg nok. Men måske bedre end new world order.

Torsten Jacobsen

Men vi er ikke børn, Nils Lauritzen. Vi har ikke længere krav på den 'alvidende' til at begrænse os.

Blot har vi behov for at begrænse os selv..

En svær øvelse, bevares. Lettere er det at begrænse andre. Som det da med al sandsynlighed kommer til at udfolde sig..Godt at det nogenlunde er til at kende forskel på dem og os..

Heldigvis er det menneskelige sind således indrettet, at man uden videre anstrengelser kan finde moralsk grund til at benægte andre de selvsamme privilegier, som man selv bilder sig ind ikke at kunne leve foruden.. Om vi så taler om frihed, lighed eller retfærdighed..Der gives altid et påskud, ikke sandt?..

Til illustration en lille morsomhed, (gen)fortalt af Albert Camus i hans indsigtstfulde roman, 'Faldet':

"Det naturligste for et menneske, det der ganske barnligt stiger op til ham, som fra dybet af hans natur, er troen på, at han er uskyldig. I den henseende er vi alle som hin lille franskmand i Buchenwald, der stædigt holdt fast på, at han ville indgive klage. Klage? Blokformanden, der selv var fange og som indregistrerede hans ankomst, blokformanden og hans kammerater lo: "Det er ingen nytte til du gamle. Her klager man ikke." "Jamen forstår De, Monsieur, ", sagde den lille franskmand, "det er noget særligt med mig. Jeg er uskyldig!"´

Det er noget særligt med os allesammen. Vi vil alle sammen appellere, klage over et eller andet. Hvert eneske menneske gør fordring på at være uskyldig, vil for enhver pris være det, om så hele menneskeheden og himlen med af den grund må anklages.

Nils Lauritzen

Og netop det, du beskriver, finder jeg ganske barnligt. Ansvarsforskydning, troen på egen særstatus, manglende evne til at sætte grænser for os selv. Og en jubeloptimistisk tro på, at nogen, noget, nok skal frelse os fra monsteret under sengen.
Vi farer sammen over skygger, men bilder os ind at virkeligheden er underlagt vores luner.

Torsten Jacobsen

Du må have læst forkert, min ven. .

Uhyret har allerede taget næsten os allesammen. Blot er sandheden endnu ikke helt synket ind. Tør jeg foreslå, at du forskyder lidt indad?

Det sværeste her i livet er såmænd at indse, at man tager fejl, og dermed handler 'forkert'. Og selv hvis man handler 'ret', hvad er det dog så i sidste ende værd? Ihukommende at flertallet fortaber sig? Hvorfor dog ikke blot følge flokken, pøbelen? Giv mig én eneste grund! Hvorfor dog ikke blot fortsætte præcist som før, mens man afventer 'strukturelle forbedringer'?

Afventer du 'strukturelle forbedringer', Nils Lauritzen? Eller har du modsat frivilligt givet slip på én eneste ting, du har eller kunne have vundet? Ejendom? Kapitalpension? En Løn over middel? Jeg ved det naturligvis ikke. Jeg spørger blot interesseret...Som hin lille franskmand i Buchenwald.. ;)

René Arestrup

@Niels-Simon Larsen
'Hvad nu hvis vi ikke kan lade være med at, som PH siger det, Gribe efter blanke ting? Hvis vi ikke kan lade sukkeret stå, fordi det smager sødt? Så er det jo nærmest evolutionen, vi skal til at ændre. Vi skal lade være med at vende os om og glo efter store, flotte biler.'

Du er helt inde ved kernen. Jeg er bange for, at vi taler om et evolutionært grundvilkår. 'At gribe efter det blanke' er jo dybest set det, der har bragt os til hvor vi er i dag. På godt og på ondt. Alt det andet - næstekærlighed, altruisme, solidaritet - er konstruktioner, som vi nok kan lutre os ved og bruge, om ikke andet så i et forsøg på at gøre tilværelsen tålelig - også for os selv, men reelt er det kun nødvendig staffage, der skal afbøde følgerne af selve eksistensens brutalitet.

Illusionen om, at vi, som Torsten skriver, vil være i stand til at opfinde et nyt hjerte til at pumpe blodet rundt i kroppen, er det halmstrå, vi er nødt til at klamre os til, når vi er konfronteret med vores egen undergang.

Kald det skæbne. Eller universel logik.

Jeg fremstår muligvis som dommedags-profet, men alt peger på, at vi nærmer os en udløbsdato. Vores endeligt. Og vi kan ikke stille noget som helst op.

Kim Øverup, Niels-Simon Larsen og Niels Østergård anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der kommer ingen anklager herfra. Det drejer sig om at se klart på tingene. Forskellen fra vores generation og alle de andre er, at vi kan se ned gennem de andre generationer.
Jeg synes, man har ret til at stille det spørgsmål, om evolutionen fører til kollektivt selvmord. Det ser sådan ud. Lige fra livet i ursuppen har det heddet: Fremad! Nu er vi billedligt talt så langt fremme, at vi er helt ude ved kysten, og det brænder bag os, og så kan det ikke hedde fremad længere. Tilbage heller ikke. Det er lærestykker på den helt store scene, vi er midt i. Hvad er det, der har drevet os af sted? Den enkeltes ego har været begrænset af andres egoer, men den fælles fjende var naturen. Dyr og planter var ikke vores venner, men vores mad. Naturfolks skånsomme omgang med madkilderne var båret af sund fornuft.
Jeg er begyndt at få et andet forhold til evolutionen, da den ser ud til at lede os ind i en blindgyde. Vi bliver nødt til selv at agere fortrop og finde ud af, hvordan kloden skal fungere.

René Arestrup

' Vi bliver nødt til selv at agere fortrop og finde ud af, hvordan kloden skal fungere.'

Men det forudsætter, at vi vil være i stand til så at sige, at omprogrammere os selv. Og det er nok en opgave der, uanset al vores snilde i øvrigt, forekommer helt umulig. Og måske end ikke ønskværdig.

Niels-Simon Larsen

Der er ikke andet at gøre. Vi er tvunget til det, og dermed er vi også ude over det ønskværdige, for det kan ikke blive værre end nu. Den gamle sætning, Vi ved hvad vi har, men ikke hvad vi får, er brudt sammen, for vi har ikke noget, men vi har en mikroskopisk chance for at få noget, der er bedre end nu, hvis vi kan lave det tigerspring, der er nødvendigt.
Ang. omprogrammering, så kan man ikke sige, at vi har ligget på den lade side. Religioner, ideer, ideologier m.m. har gjort deres. Nu har vi brug for simpel overlevelse i bæredygtighedens tegn. Vi får det sandsynligvis i form af undertrykkelse. Da europæerne kom til Påskeøerne var der kun et lille slavesamfund tilbage efter en stor kultur. Det kan man godt bruge som billede på vores fremtid. Mayaerne, Ankor Wat m.fl. er monumenter over kulturer, der udpinte deres levemuligheder. Vi burde have en chance for at bevæge os op på et højere bevidsthedsniveau i form af global ansvarlighed. I telefonen ville det lyde: De har nu én valgmulighed.

René Arestrup

Ét er hvad vi er i stand til at gennemskue med vores forstand, vores intellekt, noget helt andet er hvordan vi rent faktisk agerer.

Først når pistolen er rettet mod baghovedet, forstår vi alvoren. Men så er det selvsagt for sent.

Evald Mehlsen

Pandoras æske eller Kassandras profeti.

Vi troede ikke forskerne i 60'erne. Nu er der så kun håbet tilbage efter at vi har sluppet gækken løs.

Uligheden vokser og vil fortsat øges. I Storbritanien ejer 10% 50% af værdierne. Det bliver svært at gennemtvinge politisk de nødvendige forandringer, når 10% har magten og 50% allerede har for lidt og dårligt kan undvære mere. I Tyskland får lønnede familier med job socialhjælp.

Tyskerne vil ikke have vindmøller, der nu skal stå mindst 1 km fra beboelse. Her gør protester udslaget i et land, hvor SUV'er er i høj kurs. Der blev næsten ingen vindmøller opført i 2019. Deres manglende transmissionsnet gør at vinden blæser forgæves og vindmøller i Vestjylland står stille, fordi tyske medejere betaler for det. Afgifter i Tyskland gør det billigere og Sydtyskland, der har store industrier, kører derfor fortsat på kul.

EU vil øge det fælles budget for bl.a. at finansiere forskning. Regeringen herhjemme siger nej.

Hvis de enkelte lande ikke selv magter opgaven, er der så meget mere grund til at bruge EU. Skal Polen med, er der vist ingen vej uden om Unionen.

Klimaprocessen er der allerede. Kun helt gemen foretagsomhed løser noget som helst. Men hvor meget ved jo ingen. Man kan kun frygte borgerskabet som sømanden havet. Fremskrivninger lægger Florida og Danmark under vand. Et eller andet sted undervejs vender udviklingen måske. Havet stiger vist noget med 3 mm årligt i gennemsnit, hvortil kommer virkningen af bølger fra et højere niveau, når det udvider sig pga klimaet.

Svenskerne derimod går tørskoet fremtiden i møde, fordi landet hæver sig. I dele af Danmark skal der lægges landsætninger oveni som i Aarhus.

Verden bliver meget anderledes men ikke anderledes på samme måde overalt. Vil de begunstigede betale til de klimaudsatte? Uligheden vil nok tale sit ejet sprog. En modstander i ledtog med klimaet. Det er som med pesticider. Ingen kender cocktaileffekten.

Evald Mehlsen

Paradokset: en strid om kejseren af Kinas skæg

Færre lever under fattigdomsgrænsen globalt, men samtidig øges uligheden nationalt. Een ville fremhæve det første, andre (bl.a. Oxfam/Ibis) det sidste.

Hvad bliver resultatet på længere sigt? Mere eller mindre fælles ansvar?

Hvis tvivlen skal drive værket (og ikke lysten) kræver det vel et fælles udgangspunkt.

Henrik Madsen

Vi her behøver nok ikke just mere - men det er der så mange andre der mener de gør: Mindre vækst kommer IKKE til at ske! Så er man bange for CO2 må man satse energikilder der ikke udleder CO2 (fusion, fission, vind, vand, jordvarme og sol), og supplere med at opfinde metoder til at fjerne CO2 fra atmosfæren. Det er spild af tid at diskutere nedsat forbrug - vi skal diskutere klimavenlig energiproduktion!