Læsetid: 8 min.

I Australien er himlen rød og undergrunden sort

Den katastrofehærgede nations premierminister Scott Morrison ser ekspansion af kulindustrien som nøglen til sikring af Australiens økonomi. Nye miner skal åbnes, og klimademonstranterne standses med lovindgreb
Med et afbrændt areal større end Danmark er denne sæsons brande således de alvorligste i de australske målingers historie.

Med et afbrændt areal større end Danmark er denne sæsons brande således de alvorligste i de australske målingers historie.

SAEED KHAN

6. januar 2020

Der ligger 147 milliarder ton kul under Australiens brændende jord. Mere end ti gange så meget kul som landet har gravet op, siden det hele begyndte i 1700-tallet. Og kulressourcer nok til at opretholde niveauet for dagens produktion af stenkul i 125 år og af brunkul i over 1.200 år.

Dermed også nok til, alt andet lige, at fastholde dagens 47.000 arbejdspladser i kulindustrien og de 120.000 ledsagejob samt dække 63 procent af Australiens aktuelle elforbrug og sikre årlige eksportindtægter på 325 milliarder kroner plus et skatte- og afgiftsprovenu på over 25 milliarder.

I den siddende australske regerings øjne frembyder de australske kulressourcer en så enorm rigdom, en så massiv økonomisk tillokkelse, at det synes ganske udelukket at holde fingrene fra dem.

Som premierminister Scott Morrison fra centrumhøjrepartiet Liberal Party sagde i en tale den 1. november 2019:

»En stærk og voksende råstofsektor er et essentielt element i min økonomiske plan for Australiens fremtid og for arbejdspladserne for de australiere, der er afhængige af den, i dag såvel som i fremtiden.«

Talen holdt regeringschefen ved den årlige frokost i mineindustriens interesseorganisation Queensland Ressources Council. Her påpegede han, at minedriften og den fossile energiindustri leverer hver femte dollar i delstatens økonomi og sikrer hver syvende arbejdsplads.

»Vi er ikke interesseret i at lukke mineindustrien ned, men i at udbygge den,« sagde Scott Morrison.

Med henvisning til sin egen overrumplende valgsejr ved parlamentsvalget i foråret understregede premierministeren, at regeringens satsning på fortsat vækst i mine- og råstofindustrien »bliver forstået og værdsat af flertallet af australiere«.

Brande længe endnu

Talen holdt Scott Morrison på en dag, hvor 2019-sæsonens første brande allerede havde været i gang i delstaten Queensland i to måneder, ligesom de på det tidspunkt var begyndt i delstaten syd for, New South Wales.

Siden har brandene spredt sig ukontrollabelt og banet vejen for det aktuelle mareridt, hvor New South Wales og den sydligste delstat Victoria er erklæret i henholdsvis undtagelses- og katastrofetilstand, og hvor titusinder af mennesker i weekenden søgte evakuering fra det truede område, hvor temperaturer op til 48,9 grader måltes lørdag, og hvor foreløbig 13 mennesker har mistet livet siden nytårsaften – i alt 23 siden brandenes start i september.

Lørdag eftermiddag havde den varme røg fra brandene dannet sine egne tordenskyer over dele af New South Wales med risiko for lokale storme og lynnedslag og dermed nye brande.

»Dette er en meget farlig situation,« advarede delstatens brandmyndighed RFS og trak af samme grund sine brandfolk væk fra området.

I en tv-transmitteret tale lørdag middag erkendte Scott Morrison, at nationen aldrig har oplevet noget lignende.

»Vi har set denne katastrofe eskalere til et helt nyt niveau. Længden af denne sæson er åbenlys og i mange henseender uden fortilfælde med en voldsomhed og med fraværet af den regn, der normalt ville bringe denne situation under kontrol – det er der ingen udsigt til,« sagde premierministeren.

Han meddelte, at det australske militær med en reservestyrke på 3.000 mand nu er indsat i større omfang end nogensinde før for at støtte de udmattede brandfolk, ligesom tre flådefartøjer bistår med den fortsatte evakuering af nødstedte i Victoria og New South Wales.

Scott Morrison advarede om, at brandsæsonen i det sydøstlige Australien normalt først kulminerer i februar. Der er altså langt igen, sagde han.

Søndag var der alene i New South Wales 150 aktive brande.

Kulindustrien skal ekspandere

Med et afbrændt areal større end Danmark er denne sæsons brande således de alvorligste i de australske målingers historie. Men forværringen har været på vej i flere år i takt med den globale opvarmning, de lokale hedebølger og den ekstreme tørke, der nu jævnligt plager Australien. Brandsæsonerne starter tidligere, varer længere og er mere intense, siger klimaforskere ifølge videnskabs- og teknologinyhedssitet phys.org.

Derfor har der også længe været vrede over den fortsatte satsning på kulminerne og de klimabelastende kul i dele af den australske befolkning.

Nationale og lokale miljøgrupper har i årevis kæmpet mod kulindustrien, og den 20. september sidste år deltog for eksempel 300.000 australiere, ifølge Business Insider, i en række byer i den globale fredagsstrejke for klimaet med krav om stop for nye kulminer samt olie- og gasprojekter og et mål om 100 procent vedvarende energiforsyning i 2030.

I dag er over 30 kulminekomplekser i drift i Australien. Én ny mine – delvist japansk ejet – blev indviet i 2019 i Queensland, og dertil er der ifølge regeringen to sikre mineprojekter på vej, 13 annoncerede samt 46 mulige.

For den australske regering er drivkraften bag ekspansionen det dilemma, at verdensmarkedsprisen på kul er faldende – fordi mange lande er på vej væk fra kul – hvorfor indtægterne til nationen kun kan opretholdes ved at øge det volumen af kul, der brydes og eksporteres.

For 2021 kalkulerer regeringen således med en vækst i den australske kuleksport på 20 millioner ton.

Gautam Adanis mine

Det største og mest kontroversielle projekt undervejs er den såkaldte Carmichael-mine i Queensland. Projektet, planlagt som en af verdens største kulminer, omtales også som Adani-minen efter den indisk baserede, multinationale koncern Adani Group, der står for projektet og investerer i blandt andet kulbrydning i flere lande under sloganet ’Vækst med godhed’.

Adanis mål er i år at nå op på at sælge 100 millioner ton kul på det globale marked. I Indien er datterselskabet Adani Power nationens største elproducent, 85 procent baseret på kulkraft.

Koncernen er stiftet og ledet af milliardæren Gautam Adani, der med en personlig formue på 15,7 milliarder dollar betegnes af avisen India Today som den tredje mest magtfulde person i Indien.

Adanis mineprojekt i Queensland har været undervejs siden 2010. Det beskrives som en kombination af seks åbne og fem underjordiske miner med sammenlagt 45 kilometer minegange og med en nyanlagt, 190 kilometer lang jernbaneforbindelse til en udskibningshavn på den australske østkyst.

Projektet til en oprindelig pris af godt 26 milliarder dollar skulle producere 60 millioner ton kul årligt – primært til det indiske marked – gennem en planlagt driftsperiode på 150 år. Det ville ifølge Adani Group sikre Queensland arbejde til 4.000 personer i anlægsfasen plus 5.000 permanente job i driftsfasen. Driften skulle indledes i 2014 og nå maksimumkapaciteten i 2022. Ifølge Adani havde 14.500 personer frem til januar sidste år indsendt jobansøgninger til selskabet.

Forsinket og beskåret

Endnu er der imidlertid ikke udvundet kul på stedet. Carmichael-minen blev fra start mødt med indsigelser fra miljøfolk, grønne organisationer og dele af offentligheden. Kritikerne pegede på risikoen for forurening af vandmiljøet, luftforurening, skader på biodiversiteten samt øget klimabelastning ved brugen af de udvundne kul.

Deutsche Welle skriver, at en afbrænding af minens planlagte kulproduktion ifølge nogle beregninger vil tilføre atmosfæren 128 millioner ton CO2 årligt eller sammenlagt 7,7 milliarder ton over de første 60 års drift, svarende til godt 20 procent af de nuværende årlige CO2-udledninger på globalt plan.

De miljø- og klimamæssige konsekvenser samt usikkerheden om det globale kulmarkeds fremtid har gradvist givet flere af projektets bankforbindelser kolde fødder. I august 2015 trak Commonwealth Bank sig som den første, og siden har tre andre storbanker meddelt, at de ikke længere vil være del af projektet.

Overordnet har globale finansinstitutioner som Morgan Stanley, Citigroup, Barclays, HSBC, Crédit Agricole, BNP Paribas og Société Generale meddelt, at de ikke vil investere i kulminer i det såkaldte Galilee Basin i Queensland, som Adanis kulforekomst er del af.

Facit er netop nu, at Adani Group i løbet af 2019 har opnået stort set alle nødvendige tilladelser fra myndighederne, men samtidig har skåret sit Carmichael-projekt ned til en startproduktion på 10 millioner ton kul årligt, stigende til et maksimum på 27,5 millioner ton – dvs. cirka halvdelen af det oprindeligt planlagte.

Samtidig vil den lovede beskæftigelseseffekt skrumpe til »mere end 1.500 direkte job i minen og ved jernbaneprojekterne i opstarts- og konstruktionsfasen«, skriver Adani Mining selv i en pressemeddelelse.

Tvunget af bankforbindelsernes tilbagetog har Adani desuden erklæret sig klar til selv at finansiere hele projektet.

»Vi vil nu levere de arbejdspladser og forretningsmuligheder, vi har lovet det nordlige og centrale Queensland, alt sammen uden at behøve én cent af australske skatteyderes dollar,« sagde Adanis projektchef Lucas Dow i november 2018.

Dog har regeringen i Queensland meddelt, at Adani kan få udskudt sin betaling af royalties til delstaten i syv år, ifølge kritikerne svarende til et skatteyderbetalt subsidie til kulminen på godt fire milliarder kroner.

Den australske økonomiske tænketank IEEFA vurderer, at Adani dertil har udsigt til en samlet støtte på godt 20 milliarder kroner over de kommende 30 år i form af nationale og delstatslige skattelettelser, offentlig finansiering af dele af den nødvendige infrastruktur m.m.

Adani Group meddelte i november 2019, at de forventer jernbaneforbindelsen fra minen til kysten klar i maj 2021 og de første kulleverancer undervejs i august samme år.

I klimakultens magt

Om det kommer så vidt, og om Australien kommer til at fortsætte og udvide sin kulproduktion som ønsket af regeringen, afhænger formentlig af, om protesterne fra dele af det australske civilsamfund i kølvandet på den aktuelle brandkatastrofe når et omfang, der kan presse Scott Morrison og hans centrumhøjre-regering til at ændre kurs.

Som det er nu, er Australien på kollisionskurs med de moderate CO2-mål, regeringen har defineret: 26-28 procent reduktion i 2030, målt i forhold til 2005-niveauet.

»Der er ikke sket nogen forbedring af Australiens klimapolitik siden 2017, og udledningsniveauerne for 2030 vurderes at blive et godt stykke over målet,« skriver FN’s Miljøprogram UNEP i sin Emission Gap Report.

Premierministerens bånd til kulindustrien er tætte med blandt andre en stabschef, en privatsekretær, en kampagnechef og en seniorrådgiver, der alle er hentet fra enten kulmineselskaber eller lobbyfirmaer med kulindustrien som kunde. Og ingen af premierministerens udtalelser de seneste døgn tyder på, at hans og regeringens opbakning til kulindustrien som fundament for Australiens økonomi er svækket.

Da han den 1. november holdt sin frokosttale for mineindustriens organisation i Queensland, var Morrisons holdning til de folkelige protester ikke til at tage fejl af.

Han talte vredt om en ny »radikal« aktivisme og anarkisme med en »apokalyptisk tone« og nultolerance over for andre synspunkter. En aktivisme der »vrænger på næsen af velstands- og jobskabende industrier og levebrødet for australiere i regionerne« og »nægter australierne deres frihed«.

En aktivisme som »tester grænserne for retten til at protestere« ved blandt andre at »vandalisere« mineselskabernes ejendom og ved at lægge pres på investorer og andre virksomheder for at få dem til at holde sig fra kulindustrien, og som måske vil fortsætte med boykot af olie- og gasselskaber, flyselskaber m.m.

»Lad mig forsikre jer om, at dette ikke er noget, min regering vil tillade at passere uhindret,« sagde Scott Morrison til mineindustriens folk og bebudede »en serie mekanismer, der succesfuldt kan gøre disse forkælede og selviske praksisser ulovlige«.

I skrivende stund har over 172.000 australiere skrevet under på et krav om Scott Morrison-regeringens afgang.

Regeringenschefens partifælle og forgænger som premierminister, Tony Abbott, kom kort før jul Morrison til undsætning, da han i et interview på israelsk radio ifølge The Guardian sagde, at »vi stadig synes at være i klimakultens magt«.

»Det sidste vi bør gøre, er at tvinge vore industrier ud af landet, sætte husholdningernes budgetter under øget pres og risikere blackouts som i tredjeverdenslande, alt sammen i klimaændringernes navn,« advarede Abbott.

Når røgen fra brandene på et tidspunkt har lagt sig, starter for alvor den ophedede strid om, hvorvidt fremtiden i nationen down under skal være sort eller grøn.

Amy og Ben Spencer er blevet evakueret til byen Bega i New South Wales.
Læs også
De australske klimabrande peaker lørdag, anslår myndighederne. Men hvornår er de massive nok til for alvor at anspore til handling? Det spørger vi blandt andet om i denne årets første Radio Information
Hør mere i podcasten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • John Fredsted
  • Tommy Clausen
  • Flemming Berger
  • Hanne Utoft
  • Thomas Tanghus
  • Arne Albatros Olsen
  • Ejvind Larsen
  • Steen K Petersen
  • Christian Mondrup
  • Bent Gregersen
  • Morten Lind
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
Kurt Nielsen, John Fredsted, Tommy Clausen, Flemming Berger, Hanne Utoft, Thomas Tanghus, Arne Albatros Olsen, Ejvind Larsen, Steen K Petersen, Christian Mondrup, Bent Gregersen, Morten Lind, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og - så kan jeg kun anbefale jer at se den mest ædende onde og vildt morsomme kritik af en regering, jeg har set længe...

Og australierne kan bande...

https://www.youtube.com/watch?v=OJrXI3rBbSA

John Fredsted, René Arestrup, Søren Kramer, jens rasmussen, Søs Jensen, Morten Balling, Arne Albatros Olsen, Ejvind Larsen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Bent Gregersen

Vi savner en international lovgivning hvor det er strafbart at nedgøre videnskabelige indsigt. Videnskab er altid åben for vurdering af deres udsagn, men kun ved anvendelse af videnskabelig praksis. Videnskaben er åben og altid underkastet en statistisk sandsynlig.Det er enhver form for "tro" ikke. "Tro" undskylder intet.
Her er et eksempel på krænkelse af menneskerettighederne som antager format af folkedrab og nedbrydning af bioesphæren.

Nanna Kinch, Miklôs Tōtfalusi, Johannes Astrup, Ejvind Larsen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

36% af Tysklands elektricitet kommer fra kulkraft.

RWE søger om tilladelse til et nyt 1,100 MW lignite kraftværk.
Uniper har bygget et 1,100 MW kul kraftværk i Datteln, der ikke er startet op endnu at tekniske årsager.
I Stade, Dow Deutschland en underafdeling af Dow Chemicals planlægger et 920 MW kraftværk primært til kul fyring.

Gennemsnit levetiden for et kulkraftværk er 30-40 år.

Hanne Utoft, Thomas Tanghus, Ejvind Larsen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Det er det hel arketypiske og klassiske dilemma i klimasammenhæng.

Intet mindre. Og så med den himmel som baggrund, så kan dilemmaet næsten ikke trækkes længere op.

Jeg undrer over, at den endnu ikke er fiset ind down under.

Christian Engelbrecht

>> En aktivisme der »vrænger på næsen af velstands- og jobskabende industrier og levebrødet for australiere i regionerne« og »nægter australierne deres frihed«.

Så de kan betale afdragene på deres nedbrænde huse og holde kæft for resten.

Morten Balling

@niels astrup

Tak for link. Den kanal er godt nok skarpe i spyttet. Sjove og informative. Det plejer ellers primært at være John Oliver som står for den skalgs.

Musikken minder ovenikøbet om den om den kampagnevideo Morrison smækkede på Twitter forleden, hvor han mens folk bogstavelig talt brændte ihjel, roste ham selv og hans regering. Så kan man vist ikke blive mere tonedøv.

Her er en anden video fra "The Government", som både forudsagde Australien i flammer, samt hvad der ellers er i vente (We're fucked):

https://www.youtube.com/watch?v=cOmdkN6MOwU

Christian Engelbrecht

Der er sgu en del verdensledere, der hører til på anklagebænken i Haag. For de ved udmærket godt, hvad der foregår.

Arne Albatros Olsen, Liselotte Paulsen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Christian Engelbrecht

Der er efterhånden færre og færre som ikke ved, hvad der foregår. Alligevel blev en åbenlys tåbe som Morrison valgt.

En af grundene er at meget få mennesker ønsker at gå ned i levestandard, samt at det også så småt begynder at dæmre, at der måske ikke er nogen god løsning på de problemer vi står med.

Jeg er imod at vi bruger fossil energi, men jeg er også imod vindmøller, solpaneler, biobrændsel og atomkraft.

Vi kan ikke dække vores energibehov med vindmøller og solceller, og selv hvis vi kunne, har vi ikke nogen måde at lagre energien på:

https://www.youtube.com/watch?v=N-yALPEpV4w

Jeg tror heller ikke på Michael Shellenberger, når han kalder atomkraft "clean energy". Vi ved stadig ikke hvor mange liv Chernobyl kostede, og vi har officielt haft fire nedsmeltede kerner på 50 år, mens atomkraft kun har dækket få procent af det globale energiforbrug. Prøv at gange de tal op til 100% og sig at atomkraft er sikker.

Vi har ikke mulighed for at dække vores energibehov med biobrændsel. Vi kommer til at mangle mad, så landbrugsjorden skal bruges til at producere fødevarer. Vi har heller ikke mulighed for at skaffe mere jord. Se på Brasilien.

Vi kan ikke bruge vindmøller eller solpaneler. Ud over at de ikke altid leverer energi når vi skal bruge den, så mangler vi grundstoffer til en sådan løsning. Bla. kobber til alle de ledninger en elektrificeret Verden ville skulle bruge. Vi kan måske bygge ca. en millard el-biler, men så er der ikke mere litium tilbage, og en el-bil holder ti år. Hvad med lastbiler, mejetærskere og traktorer?

Brint kan være en løsning på lagring af energi til f.eks. en traktor, men brint er absolut ikke uproblematisk. Det brænder, og det nedbryder ozonlaget. Man kan heller ikke lave en beholder som er tæt nok, så en brintbil står og mister trykket, og dermed ville vi lukke store mængder brint ud i atmosfæren.

Tilbage er fusion, men det er som altid 30 år ude i tiden. Måske skulle man investere noget mere i dén forskning, og fortælle forskerne at hvis de fik alt hvad de havde brug for, og ikke diskede op med en løsning indenfor 10 år, så blev de sendt ud i rummet uden mad. Og selv med fusion ville vi mangle kobber, litium. kobolt, mm.

Måske er det ikke så underligt at politikerne og alle os andre er handlingslammet.