Et bogmanuskript og Mitt Romney indfører pludselig et usikkert moment i rigsretssagen mod Trump

Tidligere sikkerhedsrådgiver John Boltons belastende referat i en kommende bog af et møde med præsident Trump kan sandsynligvis overbevise flere senatorer om at støtte demokraternes krav om indkaldelse af nye vidner. Det tydede meget på mandag aften
Den tidligere præsidentkandidat, senator Mitt Romney fra Utah, var den første republikaner, der mandag amerikansk tid viste tegn på at være villig til at indkalde flere vidner til rigsretssagen i Senatet.  

Den tidligere præsidentkandidat, senator Mitt Romney fra Utah, var den første republikaner, der mandag amerikansk tid viste tegn på at være villig til at indkalde flere vidner til rigsretssagen i Senatet.  

Michael Brochstein

Udland
28. januar 2020

Et manuskript til en endnu ikke udgivet af bog skrevet af præsident Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, John Bolton, vendte mandag op og ned på rigsretssagen i USA’s senat.

Inden The New York Times offentliggjorde et referat søndag aften af Boltons beskrivelse af et møde med Trump i Det Ovale Kontor i august sidste år, hvor han forgæves prøvede at overtale præsidenten til at frigive en tilbageholdt militærhjælp til Ukraine, var der ikke et flertal i Senatet for at indkalde Bolton som vidne.

Meget lidt tydede på, at det demokratiske mindretal i Senatet kunne mobilisere de nødvendige fire republikanske stemmer til at støtte et forslag om at stævne vidner og begære relevante dokumenter fra Det Hvide Hus.

Den situation ændrede sig natten mellem søndag og mandag. Allerede inden Trumps hold af sagførere stillede op i Senatet mandag for at fremlægge deres argumenter imod en afsættelse af præsidenten, var det indlysende, at flere republikanske senatorer end tidligere ikke længere kunne modstå presset fra demokraterne og den offentlige opinion.

Det har desuden vakt irritation blandt republikanske senatorer, at Det Hvide Hus ikke har orienteret dem om eksistensen af Boltons bogmanuskript. Sikkerhedsrådgiveren skal have sendt teksten til godkendelse til Det Hvide Hus 30. december.

Meningsmålinger har konsekvent vist, at 70 pct. af de amerikanske vælgere, herunder en god bid republikanere, støtter demokraternes krav om stævning af vidner og udlevering af noter og memoer.

Det første tegn på et gennembrud for demokraterne kom, da senator og tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney fra Utah kaldte det for »mere og mere sandsynligt«, at mindst fire republikanere vil stemme ja til indkaldelse af Bolton og andre vidner.

Senere forlød det, at den republikanske senator fra Pennsylvania, Pat Toomey, under en frokost med de 53 republikanske senatorer mandag fremførte, at det efter afsløringen i The New York Times af Boltons manuskript ikke længere giver mening at afvise Boltons vidnesbyrd.

Som modydelse, fremførte senator Toomey, kan republikanerne forlange stævning af et vidne, der angiveligt vil styrke præsident Trumps sag – eksempelvis Joe Biden eller hans søn Hunter Biden.

Selv præsident Trumps tro støtte, senator Lindsay Graham, syntes at erkende, at jorden er ved at skride under republikanerne. I en udtalelse til journalister i en pause i rigsretssagen mandag sagde Graham, at han ville tage stilling til, hvorvidt Bolton skal indkaldes efter at have læst de 14 sider i hans bog, der omhandler Ukraine-sagen. Også den republikanske senator Susan Collins har udtalt, at nyheden om bogen »styrker argumentet for at indkalde vidner. Flere af mine kolleger har drøftet den mulighed.«

I bogen, hvis titel er »The Room Where It Happened: A White House Memoir«, fremlægger Bolton ifølge The New York Times nye detaljer om Ukraine-sagen.

Vigtigst af alt belaster han Trump ved at citere ham for – på et møde under fire øjne med Bolton – at have insisteret på at tilbageholde militærhjælpen til Ukraine. Det skulle ske indtil præsident Volodimir Zelenskij gik med til offentligt at bebude starten på en retlig undersøgelse af den førende demokratiske præsidentkandidat Joe Bidens rolle i afskedigelsen af en ukrainsk rigsadvokat, der var beskyldt for korruption.

Bolton fortæller om hans egne og andre rådgiveres talrige og forgæves forsøg på at få Trump til at frigive den militære bistand til Ukraine. Hver gang skal præsidenten stædigt have fremlagt en konspirationsteori om, at myndighedspersoner i Ukraine – ikke i Rusland – skulle være ansvarlige for at have hacket det demokratiske partis server under valgkampen i 2016.

Både forsvarsminister Mark Esper og udenrigsminister Mike Pompeo skal have stillet sig på Boltons side.

På Twitter har Donald Trump til gengæld afvist, at han skulle have sagt til Bolton, at støtten til Ukraine var bundet til undersøgelse demokraterne.

'Ingen beviser'

Efter afslutningen på forsvarets indlæg sent mandag aften i Senatet pegede alt i retning af, at en afstemning om indkaldelse af vidner og begæring om dokumenter vil blive holdt fredag i denne uge. Inden da vil præsidentens advokater afslutte deres indlæg tirsdag. Onsdag og torsdag vil de 100 senatorer have lejlighed til at stille skriftlige spørgsmål til anklagere og forsvarere.

Hvis Bolton og andre vidner bliver stævnet, vil rigsretssagen fortsætte ind i næste uge og måske længere. Det er f.eks. ikke svært at forestille sig, at Bolton vil henvise til andre rådgivere omkring præsidenten, der har førstehåndsviden om Ukraine-sagen. Det vil berettige stævning af dem, og således kan en Pandoras æske af nye detaljer og måske nye afsløringer åbne sig.

Det er præcist, hvad præsidentens forsvarer og de republikanske senatorer har frygtet, og som de demokratiske anklagere har næret ønske om.

Under høringen i Senatet mandag lod præsidentens advokater som om Boltons manuskript ikke eksisterede og fortsatte med at insistere på, at der ikke findes beviser for præsidentens skyld.

»Alle og enhver, der talte med præsidenten (i den periode, red.) har sagt, at præsidenten gjorde det klart, at han ikke kædede militærhjælpen sammen med en retlig undersøgelse,« hævdede Trump-advokaten Michael Purpura.

Den eneste, der nævnte Boltons afsløring, var den berømte jurist og Harvard-professor Alan Dershowitz. I sit meget akademiske indlæg argumenterede Dershowitz for, at der ikke er belæg i forfatningen for at afsætte en præsident for at have misbrugt sit embede og sin magt. Det kan senatet kun gøre, hvis hans brøde er »kriminel adfærd«, sagde han.

Dershowitz fortsatte: »Boltons beskrivelse af præsidentens handlinger i manuskriptet ville under ingen omstændigheder være embedsmisbrug eller en forseelse, der kan berettige domfældelse og afsættelse.«

Det er en udlægning, meget få forfatningseksperter i USA deler.

Rigsretssagen mod Donald Trump

Donald J. Trump bliver som kun den tredje præsident i USA’s historie stillet for en rigsret. En proces, der i yderste konsekvens kan fjerne ham fra magten. Udfaldet er ikke garanteret på forhånd, og uforudsete ting kan ske. Følg slagets gang i Information.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her