Set fra Bruxelles: Briterne må gerne købe og sælge på EU’s marked, men på lige konkurrencevilkår
I disse uger løber embedsmænd fra 27 lande fra møde til møde for at diskutere de kommende forhandlinger med briterne om en frihandelsaftale. EU er ved at blive enig med sig selv, så unionen kan tale med én stemme via chefforhandler Michel Barnier. Efter planen skal der være enighed den 25. februar, og så kan forhandlingerne begynde den 1. marts.
Men allerede tidligere på måneden fastslog EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, EU’s forhandlingsprincipper i en tale på London School of Economics:
»Vi vil være bedste venner og partnere,« sagde hun om briterne. Men »uden den frie bevægelighed for borgere, kan man ikke havde den frie bevægelighed for varer, kapital og serviceydelser.«
Det er ikke ligefrem nyt. Sådan sagde EU også under skilsmisseforhandlingerne. Der er forskel på at være med og ikke være med i EU, og det er briternes egne valg, der sætter grænserne for, hvor meget adgang de kan få til EU’s marked. Noget for noget, ret og pligt, sådan er det.
Ingen told og ingen kvoter på varer
Der er et underligt paradoks i de kommende forhandlinger: Jo mere briterne vil adskille sig fra EU – altså, jo flere regler, de selv vil lave – jo længere og mere detaljeret skal en frihandelsaftale være.
For det ville være let nok at lave en aftale, som den Norge har. Så skulle briterne bare sige ja til fri bevægelighed, til EU’s regler og til EU’s domstol. Og så kunne man nøjes med en tekst på cirka 30 sider, ligesom Norge.
Men hvis briterne vil helt ud af EU; hvis de vil starte forfra og ikke være bundet af nogen love, så skal EU og Storbritannien blive enige om nye regler på alle områder: om kemikalier i sæbe, derivater, kammuslingfiskeri, advokatlicenser, tykkelsen på møtrikker … Og så kan det ende med en aftale på over 2.000 sider, ligesom EU’s aftale med Canada.
Boris Johnson har sagt, at han vil lave et pointsystem for indvandring, der ikke skelner mellem borgere fra EU og alle andre. Det ville være en opsigelse af den fri bevægelighed. Farvel til Norge-modellen.
Samtidig har briterne valgt en stram deadline. De vil ikke udsætte ’transitionsperioden’ ud over december i år, og fordi den endelige aftale skal ratificeres i alle 27 EU-lande, er der altså næppe mere end ni måneder at forhandle i.
Derfor sigter de fleste i Bruxelles efter en simpel handelsaftale uden told og kvoter på varer (Hvilket ville være godt for EU selv, som sælger en masse industrivarer til briterne – biler og mad. Briterne derimod sælger mest serviceydelser til EU: bankdrift, konsulenter, undervisning og design).
Lige konkurrencevilkår
Men selv sådan en aftale om nultold ville kræve håndfaste forsikringer fra briternes, mener EU. Det mest benyttede begreb i Bruxelles lige nu er »lige konkurrencevilkår«.
»Uden lige konkurrencevilkår på miljø, arbejdskraft, skat og statsstøtte kan man ikke have den bedste adgang til verdens største marked,« sagde Ursula von der Leyen i sin tale.
Hvis briterne vil købe og sælger varer på EU’s marked, skal de leve op til en masse krav om alt fra vandforurening over kemikalier i produktionen til arbejdstid. Det skyldes ikke ønske om samfundssind fra EU’s side, det handler om konkurrence.
Hvis britiske virksomheder i fremtiden kunne fylde billige kemikalier i deres produkter og klemme en masse underbetalte arbejdere sammen i store dunkle fabrikshaller, kunne de producere billigere end EU's egne virksomheder, som jo er underlagt EU-regler. Og hvis briterne samtidig fik lov til at handle på EU’s marked, kunne de udkonkurrere de europæiske virksomheder.
EU’s største bekymring lige nu er statsstøtte, altså at briterne kunne finde på at pumpe penge ind i virksomheder, der er i direkte konkurrence med EU-virksomheder. Det kunne være bilproducenter eller skibsværfter. Det skal der være regler for.
Det vigtigste for EU er nemlig at sikre »det indre markeds integritet«, som man siger i Bruxelles.
Intern splid?
De fleste i Bruxelles taler pænt om briterne, de er »vores venner«, lyder det, men de fleste mener også, at EU står stærkest i forhandlingerne. EU er verdens største marked, og der er trods alt 450 millioner EU-borgere mod kun 66 millioner briter. EU kunne bare lade tiden løbe ud og efterlade briterne med to dårlige valgmuligheder: en aftale på EU’s præmisser eller ingen aftale.
Men sådan kommer det ikke til at gå.
Ingen i Bruxelles er interesserede i at have et dårligt forhold til briterne, og ingen er interesserede i, at EU og Storbritannien ikke har en frihandelsaftale – så kunne de jo for alvor underbyde EU. Desuden er briterne stadig EU’s allervigtigste sikkerhedsallierede.
Endelig skal det nævnes, at der lurer en stor bekymring i Bruxelles: Indtil nu har de 27 lande stort set holdt sammen, fordi de stort set har haft samme interesser. Men snart bliver det mere kompliceret. Nogle lande vil gå op i landbrugsvarer, andre i fri bevægelighed og atter andre – blandt andet Danmark – i fiskeri. Kan der laves kompromisser, så EU forbliver samlet? Eller vil forhandlingerne blotlægge unionens mange uenigheder.
Der er derfor embedsmændene farer rundt til møder. Det er ikke kun det indre markeds integritet, man er nervøs for i Bruxelles. Det er også sammenholdet.
Set fra London: Briterne er klar til at spille hardball, når det gælder lige konkurrenceforhold
Det er fristende at se de kommende forhandlinger om frihandelsaftaler mellem EU og Storbritannien som en fortsættelse af de tre foregående års ditto. På EU’s side står Michel Barnier igen i spidsen for delegationen, mens Boris Johnson har valgt at sætte sin lid til manden, for hvem det endelig lykkedes at få landet en skilsmisseaftale, som vil medføre Storbritanniens uigenkaldelige farvel til EU den 31. januar.
Men set fra briternes ende af bordet er det dog en helt ny forhandlingsvirkelighed, man befinder sig i. Boris Johnson har bevidst valgt en chefforhandler, der er erklæret Brexit-tilhænger. Mark Frost (med kælenavnet ’Frosty’) står, i modsætning til hvad der var tilfældet under alle tidligere forhandlinger, nu i spidsen for en britisk delegation med et klart mandat, som ikke umiddelbart behøver at frygte at komme i mindretal på hjemmefronten.
Selv om en nylig meningsmåling i The Independent viser, at et flertal af briterne faktisk fortsat helst ville forblive medlem af EU, så var det ikke sådan, de stemte ved parlamentsvalget den 12. december. Boris’ kabinet har sværget deres leder en Brexit-ed. Førhen var en stor del af holdet, der forhandlede på briternes side, i virkeligheden EU-tilhængere og havde en tilgang til forhandlingerne, der handlede om at begrænse skadesvirkningerne. Sådan er det ikke mere.
Det er bedre at stikke ud
Læg for eksempel mærke til udmeldingen forleden fra Bank of Englands afgående direktør, Mark Carney, som tilbage i 2016 advarede om de katastrofale konsekvenser af Brexit på den for Storbritannien altafgørende finanssektor. Nu siger han:
»Det er ikke tilrådeligt at harmonisere vores tilgang og dermed binde vores hænder og outsource lovgivning og kontrol med verdens førende finanssystem til udlandet.«
En klar tilkendegivelse om, at Storbritanniens forhandlere ikke skal søge kompromis, når det gælder de love, City of London (Londons finanscentrum) skal arbejde under. Nu mener Mark Carney altså, at Storbritannien står til at vinde ved divergens, altså at have anderledes regler end resten af EU, i hvert fald på sigt.
Noget tilsvarende hører man flere andre steder. Storbritannien søger at blive verdensførende med hensyn til udvikling af blandt andet kunstig intelligens, og her giver det ikke nødvendigvis mening at underkaste sig EU’s regulativer i en global kappestrid. I det hele taget er der markante røster, som taler for, at Storbritanniens positionering i den nye grønne økonomi opnås bedst uden for mange snærende EU-bånd.
2020-benspændet
Boris Johnson har ved lov fået fastsat, at den næste fase i forhandlingerne skal være afsluttet ved udgangen af 2020. Umiddelbart et benspænd for briterne selv, fordi det vil vanskeliggøre detaljerede forhandlinger og peger mod en smal, principiel aftale med EU.
Det er muligt, at Boris Johnson bluffer, og at denne lov (der i øvrigt sagtens kan ændres) er populistisk spil for Brexit-galleriet, men udmeldingen sender igen et no deal-scenarie på banen – noget, ingen af parterne er interesserede i. Selv om det skal nævnes, at der stadig er ikke så få i Boris Johnsons omgangskreds, der hellere vil have no deal end en dårlig aftale for briterne.
Den uvisse faktor er, hvor radikal (i den britiske forståelse) Boris Johnsons nye regering egentlig er, og hvor højt spil den tør spille. Vi ved det ikke, og det bliver den helt store joker i forhandlingerne.
Storbritannien står ikke med et særligt gunstigt udgangspunkt. Nye afgifter på handel med fødevarer, biler og medicin vil ramme de områder i Midt- og Nordengland, som Johnson lige har erobret.
Indenrigspolitisk realisme kan komme til at sætte grænser for planerne om en ny storhedstid for et EU-frit Storbritannien. Men finansminister Sajid Javids udmeldinger før starten på forhanlingerne med EU peger på et stridslystent Storbritannen:
»Der bliver ikke tale om at rette ind, vi vil ikke tage imod diktat fra EU. Vi forbliver hverken i det indre marked eller i toldunionen, og vi sikrer en aftale før årets udgang,« sagde Javid til Financial Times forrige uge.
Nyt superministerium på vej
Storbritannien søger en frihandelsaftale uden tariffer og afgifter, og forventer til gengæld krav fra EU om adgang til britiske fiskefarvande og om, at Storbritannien ikke underbyder EU’s regler for arbejdskraftens frie bevægelighed og klimahensyn. Det er muligt, at briterne vil give sig på disse områder, hvis man til gengæld kan få frie hænder i forhold til finanssektorens globale særposition.
Det er værd at bide mærke i, at briterne er ved at oprette et super-ministerium, der sideløbende med forhandlingerne med EU skal gennemføre bilaterale forhandlinger med lande som Japan, Australien og ikke mindst USA. Briterne forventer, at EU vil trække tiden for at kalde Boris Johnsons mulige bluff med en hård bagkant imod slutningen af året. Briterne vil formodentlig spille hardball den anden vej ved at forsøge at forberede alternativer til gnidningsløse aftaler med EU.
Nu eller aldrig
Meget lidt omkring Brexit har handlet om fornuft, og derfor må der påregnes en god portion følelse fra britisk side under de kommende forhandlinger. For den konservative højrefløj, der nu sidder tungt på partiet, er Brexit den foreløbige kulmination på årtiers kamp for løsrivelse.
Det er nu, frugterne af denne sejr skal høstes, og der vil være internt pres på Boris Johnson for at sikre et Brexit i andet end ord. Hvorfor gå så grueligt meget igennem, hvis man ikke vil gå hele vejen, lyder argumentet fra denne fløj.
De næste måneder vil vise, hvorvidt vanlig britisk pragmatisme vil indfinde sig, når stormen rammer, eller om de kræfter, der imod alle odds først vandt Brexit-afstemningen og efterfølgende magten hos De Konservative samt mandatet til at gøre Brexit til virkelighed, vil få det sidste ord. London forventer høj og langvarig søgang og mener, at man er mere risikovillig end modparten. Derfor er udfaldet ganske åbent. Fra en begrænset aftale til udskydelse og langvarige forhandlinger – ja sågar et no deal-resultat.
