Feature
Læsetid: 11 min.

Hvad har Donald Trump og Bernie Sanders til fælles? Mere end du tror

Både på højre- og venstrefløjen er populismen i fremgang i Amerika. Og det er på mange måder en god ting, vurderer eksperter. I Amerika er populisme nemlig ikke et abstrakt skældsord, men en konkret politisk tradition, som har ført til store sociale fremskridt
»Op til valget i 2016 blev Sanders og Trump hånet af deres partifæller. Lederne i Det Demokratiske Parti kaldte Sanders »ekstrem« og lavede vittigheder om hammer og segl.« skriver Mathias Sindberg.

»Op til valget i 2016 blev Sanders og Trump hånet af deres partifæller. Lederne i Det Demokratiske Parti kaldte Sanders »ekstrem« og lavede vittigheder om hammer og segl.« skriver Mathias Sindberg.

Brendan Smialowski

Udland
1. februar 2020

Det amerikanske præsidentvalg i november kan meget vel blive et valg mellem to populister. I hvert fald skal der ske noget dramatisk, hvis ikke Donald Trump ender på stemmesedlen for republikanerne. Og to af tre favoritter til at blive demokraternes kandidat, Elizabeth Warren og Bernie Sanders, bliver regelmæssigt betegnet som populister af amerikanske medier.

»Populisme er ikke en ideologi, men en politisk logik,« skriver John B. Judis i bogen The Populist Explosion.

I USA’s historie har populistiske bevægelser vokset sig stærke i perioder, »hvor der har spredt sig en opfattelse af, at systemet ikke fungerer længere«, forklarer han i en mail til Information.

De kan være højreorienterede, venstreorienterede eller midt imellem. Men de har det til fælles, at de fremmaner en konflikt mellem folket og eliten. Mellem det bestående og almindelige menneskers sande vilje.

Tom Watson fra det oprindelige amerikanske The Populist Party formulerede det sådan her i 1890’erne:

»Er du på folkets side? Står du arm i arm med dem, som egentlig producerer værdien i det her land, eller holder du med plutokraterne?«

Debatten om populisme har fyldt meget de senere år. Ordet er blevet påduttet så mange forskellige bevægelser, at det efterhånden betyder hvad som helst og ingenting. For kan man overhovedet bruge et begreb til noget, som favner både Marine Le Pen, Evo Morales og Uffe Elbæk?

Ja, mener to fremtrædende amerikanske populismeeksperter. I hvert fald i USA. Populisme er oprindeligt et særligt amerikansk fænomen og et fænomen, som har sat særligt markante aftryk i Amerikas historie.

»I det 20. århundrede har populistiske bevægelser været forudsætningen for et mere retfærdigt samfund. Uden populisme, ingen økonomisk omfordeling, ingen amerikansk velfærdsstat,« forklarer Michael Lind, der er professor ved University of Texas.

Populisme betyder noget forskelligt i Danmark, Bolivia og Italien. Information har kigget nærmere på, hvad det betyder i Amerika. For der blomstrer den.

Eliten under angreb

Donald Trump vil nok mene, at Elizabeth Warren er en del af eliten. Hun er veluddannet, mangeårig politiker og har alle de korrekte holdninger. Og i Bernie Sanders øjne er milliardæren Trump afgjort en del af eliten.

De tre politikere er ikke enige om, hvem eliten eller folket er. Men de er enige om, at folket bliver snydt, og at det er elitens skyld.

Donald Trump udpeger fjender på vegne af folket ved enhver lejlighed. Medierne, politikerne, Silicon Valley og de politisk korrekte æggehoveder på universiteterne. Sanders har harceleret mod »milliardærklassen« i årtier, og allerede 1996 formulerede han kampen mellem den ene procent og de 99 procent. Og motoren i Warrens kampagne har været angreb på de største virksomheder, og den »korrupte« finansoverklasse. Hun holder med almindelige mennesker mod dem, der »har Rembrandt-malerier og lystyacht«, som hun sagde for nylig.

Samtidig kan man anklage alle tre kandidater for at formulere krav, som de ved ikke vil blive indfriet. Mexico kommer ikke til at betale for en »stor, smuk mur«. Det ved Trump, og det ved vælgerne. På samme måde kommer Bernie Sanders og Elizabeth Warren heller ikke til at afskaffe milliardærer.

Men The Populist Party vidste nok også godt, at der ikke ville blive gratis sølv til alle, sådan som de krævede. Det er heller ikke pointen. Det er ikke sådan, amerikansk populisme fungerer, forklarer John B. Judis.

»Det er den slags krav, som gør det tydeligt, at der er et sammenstød mellem folket og det bestående,« skriver han.

Det betyder imidlertid ikke, at den type krav ikke fører til forandring.

’Seks tommer fra helvede’

I Europa har vi en tendens til at opfatte populisme som noget entydigt negativt. Den er en mærkat, vi klistrer på politiske ideer og bevægelser, vi ikke bryder os om. Sådan er det ikke i USA. Populisme er ikke på samme måde et belastet ord.

Ifølge John B. Judis er de populistiske bevægelser historisk set opstået i takt med, at »folk har mistet troen på, at de kan indfri deres håb og drømme inden for de eksisterende rammer«.

Den originale populistiske bevægelse, The Populist Party, blev i 1890’erne dannet oven på på det, forfatteren Mark Twain kaldte »den forgyldte tid«.

Den industrielle revolution buldrede derudad, jernbanen bandt landet sammen, og økonomien voksede. Men man skulle ikke kradse meget i den gyldne overflade, før det væltede ud med fattigdom, korruption og uretfærdighed. Formuerne koncentrerede sig hos relativt få familier i de store byer på østkysten.

Fremskridtet var kommet til Amerika, men det var ikke nået til Kansas. En bonde fra The Populist Party forklarede, at hans gård lå »250 miles fra postkontoret, 100 miles fra træ, 20 miles fra vand og seks tommer fra helvede«.

Det er ikke svært at se parallellerne til dagens Amerika. I 40 år har der været pæne vækstrater, globaliseringen har åbnet nye markeder, med internettet har amerikanske virksomheder koloniseret en ny verden, og de rige er blevet meget rigere. Men almindelige menneskers lønninger har stået stille, uligheden er eksploderet, og kløften mellem land og by er vokset. Fremskridtet er igen ikke nået til Kansas.

The Populist Party var en alliance mellem bønder og industriarbejdere, som samlede sig omkring nogle ret enkle krav. Både demokraterne og republikanerne havde gjort det til deres økonomiske politik ikke at have en økonomisk politik. Markedet skulle bare passe sig selv. Populisterne ville have staten til at gribe ind, regulere og omfordele.

De krævede de store monopoler brudt op, jernbanen nationaliseret, progressiv beskatning, og at penges indflydelse i politik skulle begrænses. Som mange senere populistiske bevægelser havde de også en snuptagsløsning, der ville løse det hele. Den gik ud på at trykke penge på baggrund af sølv.

»The Populist Party var den første alvorlige salve mod laissez faire-kapitalismen i Amerika,« skriver John B. Judis.

Igen behøver man ikke grave længe for at finde forbindelsen til den nuværende, amerikanske venstrefløj.

Share our Wealth

Ved valget i 1892 vandt The Populist Party fem stater. Fire år senere havde demokraterne opstillet en kandidat, William Bryan Jennings, som kaldte sig selv den store menigmand og havde overtaget ideen om sølvpenge. Folket havde samlet sig og formuleret krav. Systemet lyttede og reagerede. Bevægelsen faldt fra hinanden. Det er sådan populisme historisk set har fungeret i Amerika.

Partiet forsvandt hurtigt, men ideen om en mere retfærdig kapitalisme levede videre. Ikke mindst i Sydstaterne, hvor uligheden var størst.

I 1928 blev Huey Long guvernør i Louisiana. Han var kendt som The Kingfish, slang for en omrejsende, hutigttalende krejler.

»Hver mand er konge, men ingen bør bære krone,« lød hans slogan. Angiveligt finansierede han sin kampagne ved at drive enarmede tyveknægte med gangstere fra nordøstkysten. Ikke helt ulig en vis kasinoejer i Atlantic City.

Ved valget i 1932 stillede Huey Long sig bag Franklin D. Roosevelt, men trak støtten kort efter. Roosevelt gjorde ikke nok for de fattige. Hans økonomiske politik var formuleret af »mr. Rockefeller«, mente Long.

I stedet stiftede han Share our Wealth-bevægelsen, som på bare ét år fik 27.000 afdelinger i Amerika. Dens politik var, at ingen måtte tjene mere end en million dollar om året. Ligesom Bernie Sanders mente Huey Long ikke, at milliardærer burde findes.

Huey Long og hans bevægelse pressede amerikansk politik mod venstre og støbte fundamentet for det, der skulle blive den grundlæggende søjle i amerikansk politik de næste 40 år, vurderer John B. Judis. New Deal Liberalism. Den amerikanske velfærdsstat.

Ifølge Judis var Share Our Wealth en forudsætning for, at anden del af The New Deal i 1935 blev så radikalt omfordelende, som det var tilfældet. For første gang gik den amerikanske stat ind og sikrede pension til de gamle, understøttelse til de arbejdsløse og dramatiske skattestigninger til de rige.

Hverken The Populist Party i 1890’erne eller Huey Long var socialister. De krævede reform, ikke revolution, og delte ikke samfundet op i økonomiske klasser med objektive og modstridende interesser.

Da Huey Longs forgænger som guvernør i Louisiana beskrev ham som »ultrasocialist, hvis synspunkter mindede om Marx, Lenin og Trotskij«, svarede The Kingfish: »Kommunisme? Hell no. Min plan er det eneste forsvar, dette land har imod kommunisme.«

Middle American Radicals

Ikke desto mindre har amerikansk populisme historisk set været et udpræget venstreorienteret fænomen. Populisterne har imidlertid altid haft en tendens til at udpege en tredje gruppe som syndebuk. Til ikke kun at sparke opad, men også nedad. I 1890’erne var det kinesiske migranter, der underbød amerikanske arbejdere og byggede jernbanerne til sulteløn.

»Kineserne er moralsk og socialt spedalske,« mente Tom Watson.

Og mens Huey Long bestemt ikke var den mest racistiske af 1920’erne og 30’ernes sydsstatspopulister, ville han heller ikke vedkende sig at være de sortes allierede.

»I skal ikke sige, at jeg arbejder for niggere. Det gør jeg ikke. Jeg arbejder for den fattige mand. Alle fattige mænd,« har han sagt.

Men racismen var altid sekundær og underordnet det overordnede mål om økonomisk omfordeling, vurderer John B. Judis.

Det ændrede sig med George Wallace i 1960’erne. Han var demokrat og økonomisk venstreorienteret, men imod Det Demokratiske Partis venstredrejning i kulturelle spørgsmål som kvindefrigørelse, abort, homorettigheder og ikke mindst racelighed.

»Raceadskillelse i dag, raceadskillelse i morgen, raceadskillelse for evigt,« er han berygtet for at have sagt.

Wallace fik 13,5 procent af stemmerne ved det amerikanske præsidentvalg i 1968. Han mobiliserede en gruppe i befolkningen, som sociologer siden hen har kaldt middle american radicals. Hvide arbejder- og middelklassevælgere, som mente, at staten arbejdede for alle andre end dem. Den gav skattelettelser og privilegier til de rige, mens minoriteter og udskud i bunden fik velfærdsgoder og positiv særbehandling. Den hvide middelklasse betalte bare regningen, men fik aldrig noget igen.

The middle american radicals var – og er – for universelle velfærdsydelser som pension og sundhedssikring, men imod handouts til udsatte grupper, og inderligt imod ungdomsoprørets kulturelle revolution. Og det var ved at appellere til dem, at republikanerne vandt store dele af de amerikanske arbejdervælgere.

Indvandring er økonomi

George Wallaces spøgelse huserer stadig i amerikansk politik. Undersøgelser viser, at amerikanerne i dag er relativ venstreorienterede i økonomiske spørgsmål. Generelt er det populært at foreslå stærkere velfærdsydelser, mindre ulighed, sundhedssikring og skrappere regulering af de store virksomheder.

Til gengæld er amerikanerne ikke det, man i USA kalder kulturelt progressive, forklarer Michael Lind. Og her er også en afgørende forskel på Sanders og Trump: spørgsmålet om indvandring.

Michael Lind frygter, at den tragedie, som har udspillet sig for den europæiske venstrefløj i spørgsmålet om indvandring, er ved at gentage sig i USA.

»Trump siger grundlæggende, at vi ikke kan have en omfordelende stat, hvis vi ikke har kontrol med indvandringen,« siger han.

»Det sagde Bernie Sanders faktisk også selv i 2016, hvorefter mange progressive langede ud efter ham. Han sagde bare, at man ikke både kan have åbne grænser og en velfærdsstat, hvilket i mine øjne er åbenlyst rigtigt.

Det giver lavere lønninger og en stat, som går bankerot. Men venstrefløjen lader til at have knæsat et moralsk princip om, at enhver form for håndhævelse af grænsen er forkert, og det bliver selvmord for demokraterne.«

John B. Judis er ikke uenig. Den moderne populisme er også folkets opgør med elitens globalisering. Det er ikke kun handelsaftalerne, som først og fremmest er kommet de store virksomheder til gode, mener han. Det gælder også indvandringen. Det er i hvert fald sådan, mange amerikanere ser på det.

For 30 år siden, skriver han i sin bog, var stort set alle slagteriansatte i USA dækket af en overenskomst og tjente 18 dollar i timen. I dag er slagterierne enten flyttet til Mexico, eller også er de bemandet af illegale indvandrere, som tjener seks dollar i timen. Det er til gavn for industrien, men ikke for amerikanske arbejdere.

Ny ’forgyldt tid’

Grundlæggende er der flere ting, som forener Trump med Sanders, end der adskiller dem, mener Michael Lind. Ja, Trump er en opportunist, som konstant siger grænseoverskridende, vulgære og vanvittige ting. Ja, han mangler respekt for loven og demokratiets rammer. Og nej, alt det kan man på ingen måde sige om Sanders eller Warren.

Men i den politiske substans er de ikke så forskellige.

Når populismen er tilbage i USA, er det et varsel om, at den nyliberale konsensus’ tid er ved at være forbi. Det er et opgør, som både Trump, Warren og Sanders repræsenterer.

Siden 1970’erne er både demokraterne og republikanerne rykket til højre i den økonomiske politik. Groft skåret har alle præsidenter fra Carter til Obama grundlæggende støttet skattelettelser, deregulering, frihandel og globalisering.

Nyliberalismens løfter er ikke blevet indfriet. Frihandelsaftalerne har ikke skabt flere, men færre gode job i USA. Særligt højtlønnede industrijob er forsvundet. Og skattelettelserne blev begrundet med, at vækst og velstand for virksomhederne og de rige ville betyde vækst og velstand for alle. Sådan er det ikke gået.

Ligesom i Mark Twains »forgyldte tid« buldrer det derudad, men store dele af folket er ikke med på toget.

»Det handler om magt, penge og respekt. I moderne vestlige samfund har man tre sfærer. Den politiske, den økonomisk og den kulturelle. På alle tre områder har arbejderklassen fået langt mindre indflydelse,« siger Michael Lind.

Ligesom Warren og Sanders mener Trump, at globaliseringen er sket på elitens præmisser. Det kommer ikke mindst til udtryk i deres fælles modstand mod frihandelsaftalerne. Men mens Warren og Sanders reducerer det til et rent økonomisk anliggende, har Trump gjort det til en national kamp for at sætte »Amerika først«.

»Og så har Trump faktisk også trukket Det Republikanske Parti til venstre i økonomiske spørgsmål. Han har ret konsekvent forsvaret grundlæggende velfærdsydelser, argumenteret for store, nye, offentlige anlægsprojekter. Han arbejder for lønnet barsel og under valget argumenterede han endda for en form for universel sygesikring,« siger Michael Lind.

Skattereformen fra 2017 gav godt nok massive skattelettelser til de rige, men den blev »trukket ned over hovedet« på Trump af den republikanske kongres, mener professoren.

’Rigged’

Selv hvis Joe Biden eller en anden ikkepopulistisk, såkaldt moderat, demokratisk kandidat ender som præsident i 2020, har de seneste års populistiske opblomstring allerede efterladt sig afgørende aftryk.

Op til valget i 2016 blev Sanders og Trump hånet af deres partifæller. Lederne i Det Demokratiske Parti kaldte Sanders »ekstrem« og lavede vittigheder om hammer og segl.

Men som mediet VOX for nylig påpegede, er alle demokratiske kandidater i dag til venstre for Obama på stort set alle politikområder lige fra klima og sundhed til studiegæld. Også Joe Biden. Oven på Jeremy Corbyns valgnederlag i Storbritannien forsøger han dog på linje med andre demokrater for eksempel Barack Obama at advare mod, at demokraterne trækker for langt til venstre.

I dag tør de færreste republikanere at lægge sig ud med Trumps linje i handelspolitikken, som de ellers kaldte »virksomhedsfjendsk« og »uansvarlig« for få år siden.

For første gang i 40 år er der en reel mulighed for, at ingen af præsidentkandidaterne i 2020 vil tale om frihandel, budgetunderskud, skattelettelser eller velfærdsnedskæringer. Den nyliberale konsensus er til debat, og noget tyder på, at den populistiske logik er blevet den politiske logik i Amerika.

Og her til sidst: Hvis du insisterer på, at ingen kunne være mere forskellige i amerikansk politik end Bernie Sanders og Donald Trump, så svar på, hvem af dem, der har sagt det her:

»Det er ikke bare det politiske system, der er rigged. Det er hele økonomien. Det er partiernes store donorer, som bare vil holde lønningerne nede. Det er rigged af big business. Og det rigged imod jer, det amerikanske folk.«

Nej, vel? Det er ikke så nemt. Svaret er Donald Trump.

Serie

Demokraternes primærvalg i USA: Hvem kan slå Trump?

Demokraterne ved, at de hader Donald Trump. Men hvem elsker de? Joe Biden er for pinlig, og Pete Buttigieg er for ung. Elizabeth Warren og Bernie Sanders er for venstreorienterede. Og kan nogen af dem overhovedet slå Trump? Det er det, der på spil, når demokraterne skal finde deres næste præsidentkandidat ved primærvalget 2020.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg kan sagtens forstå begrebet populisme i amerikansk tænkning. Vi mangler et tilsvarende begreb i Europa.
Men jeg er ikke sikker på analysen af Trump holder. Han virker mere som personen, der intuitivt aflæser andre for groft at udnytte dem til egen fordel.

Michael Friis, Jonna Jensen, Pia Nielsen, Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, John Andersen, Hanne Utoft, Jan Fritsbøger, Astrid Goplen, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Der bør også være forskel på, om man bruger bevidste løgne og sviner alle andre til, der er uenige med én for at opnå sine mål, eller om man så vidt muligt holder sig til sandheden.

Desuden er der vist ikke længere nogen tvivl om at den Orange er bimlende narcissist, og kun er populist på egne vegne.

Morten Lind, Torben Bruhn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Knap, Estermarie Mandelquist, Torben K L Jensen, Jesper Sano Højdal, Mogens Holme, Marie Jensen, Pia Nielsen, Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Jan Fritsbøger, Astrid Goplen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Og derudover er DT megaloman, patologisk løgner, og formodentlig også psykopat. Hans empatiske sider kan ligge på et meget lille sted

Morten Lind, Estermarie Mandelquist, Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Moussolini og Hitler var også populister. Trump er det samme. Det endte i Fascisme men det var nu nok mest fordi folk ikke kunne gennemskue hvem de i virkeligheden var. Det de banede vejen for var koraportisme .

Fascisme burde omdøbes til korporatisme som er en sammensmeltning af statsmagt og store selskabers interesser. Historien viser ifølge Michael Parenti, - som har brugt en menneskealder på at studere fænomenet, at alle fascistiske samfund - italiensk, tysk, japansk, spansk og op til i dag - alle er startet med at give øgede beføjelser og magt til store selskaber. Det er sket i form af skattelettelser, deregulering, subsidier til f.eks udvinding af olie og mineraler og har samtidig betydet et tab af rettigheder, miljø- og arbejderbeskyttelse og lønstigninger for almindelige arbejdere.
Måske ser billedet lidt anderledes ud i vor tid hvor ikke kun lønningerne for en stor del af befolkningen er stagneret, her er det formodentlig de samme grupper der påvinges gæld, og vi kan derfor tilføje at for hver krone der bliver givet i lønforhøjelse er der en krone mere til kuponklipperne og udlejerne. Det er ikke kun selskaberne der har nydt godt af de sidste 40 års økonomiske politik. Finanssektoren er også blevet dereguleret og direktørlønningerne er steget til himmelråbende højder.

Der er de første 30 sec. af dette klip med Michael Parenti megt støj men har det interesse er han værd at lytte til synes jeg.

Michael Parenti Fascism, The False Revolution Part 1
https://archive.org/details/MichaelParentiFascismTheFalseRevolutionPart1

En velfærdsstat kan ikke opretholdes med åbne grænser. Men problemet er vel også at virksomhederne i stor stil er flyttet ud. Ja det er ligefrem noget man har støttet med offentlige midler. Det har selvfølgelig ført til at mange har mistet deres job og man har ført spot til skade ved at vælge at forgylde toppen, banker og multinationale selskaber- man har dereguleret, subsideret og givet skattelettelser ( helt i korporatismens ånd) i stedet for at skabe nye job og sikre velfærden.
Samtidig går det lidt trægt med at forbedre forholdene i de lande hvortil produktionen er flyttet. Det bliver modarbejdet med næb og klør,- forbud mod fagforeninger m.v. og et rask lille kup er heller ikke af vejen. Same old story.

Trump kan derfor snarere karakteriseres som korporatist - tag ikke fejl af det.

Morten Lind, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Jan Damskier, Flemming Berger, Hans Larsen, Hanne Utoft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Altså korporatisme og der er forskellige udlægninger af det men summasumarum er klassekampen afblæst
https://da.wikipedia.org/wiki/Korporatisme

Begrebet synes at blive udvandet hvilket nok er fordi man helst så det begravet. Kan det ikke lade sig gøre kan man jo altid vende det på hovedet a la de orwellske eksempler "krig er fred", "slaveri er frihed" o.s.v.

Morten Lind, Hanne Utoft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Frihed er overvågning..
(Vores egen justitsminister Montanus)

Kenneth Krabat, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Flemming Berger og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar