Interview
Læsetid: 4 min.

Ekspert: Iran er nødt til at hævne sig uden at eskalere konflikten eksplosivt

USA har bragt Iran i et dilemma. Landet er nødt til at hævne det amerikanske drab på en højtstående general, men samtidig skal det undgå at eskalere konflikten, så USA kan finde på at gengælde endnu hårdere. Det mener lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen
Iranere i tusindvis mødte op til optoget efter bilen, der førte Qassem Suleimanis kiste gennem byen Mashad 5. januar.

Iranere i tusindvis mødte op til optoget efter bilen, der førte Qassem Suleimanis kiste gennem byen Mashad 5. januar.

Mohammad Taghi

Udland
6. januar 2020

»Død over Amerika« er der i de seneste dage blevet råbt i gaderne i den iranske hovedstad, Teheran, hvor tusindvis af mennesker har været forsamlet. Også i den irakiske hovedstad, Bagdad, har demonstranter forsamlet sig og råbt: »Hævnen er på vej.«

På den anden side af Atlanten tweetede den amerikanske præsident Donald Trump sent lørdag aften dansk tid, at han er klar til at angribe 52 mål i Iran, hvis landet gengælder drabet på den højtstående general Qassem Suleimani.

Suleimani var leder af den iranske revolutionsgardes Quds-brigade og blev dræbt i et amerikansk droneangreb i den irakiske hovedstad Bagdad fredag morgen lokal tid.

Information har bedt Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet og professor ved Center for War Studies på Syddansk Universitet, forklare, hvilken situation angrebet efterlader USA og Iran i, og hvad det betyder for situationen i Mellemøsten.

– Hvilke overvejelser har USA lige nu efter drabet på generalen?
»Amerikanernes strategi er, at true iranerne til ikke at hævne sig særlig meget, så det ikke eskalerer ret meget ud over det, det allerede har gjort. Amerikanerne prøver at lægge maksimalt pres på iranerne, så de lader være med at bruge militærmagt: De truer med, at hvis iranerne gør det, så bliver de ramt ti gange hårdere end det, de selv kan forsøge.«

– Hvilken situation står iranerne i nu?
»Iranerne står i et dilemma. De har sagt til verden, at de vil hævne generalens død, og amerikanerne har sagt, at hvis de gør det, bliver det værst for dem selv. Det er iranerne, der har udspillet, og afhængig af det udspil får amerikanerne måske et dilemma. Hvis Iran ikke hævner sig ret meget, så behøver amerikanerne ikke rigtig gøre mere. Hvis de hævner sig så meget, at Trump føler, at hans røde linje er overskredet, så skal han til at overveje, hvor hårdt han vil slå tilbage på Iran. Det dilemma, begge lande står i, er selvfølgelig, at de ikke ønsker en total krig.«

– Så iranerne overvejer, i hvilken grad de kan angribe uden at eskalere?
»Ja, præcis. De skal finde en balance, hvor de på den ene side siger ’Nu har vi hævnet os nok, men vi har ikke hævnet os så meget, at amerikanerne nu begynder at angribe Iran’. Det handler om at prøve at begrænse den svarudveksling, der kommer. Spørgsmålet er, hvor mange amerikanere der skal dø, før iranerne synes, de har udlignet – for det var en meget højtstående iraner, der blev dræbt.«

– Hvad tror du der vil ske? Hvad er de mest sandsynlige scenarier?
»Hvis iranerne skal kunne sige, at de har hævnet generalen, så er de nødt til at slå igen og slå nogle amerikanerne ihjel. Det hjælper ikke bare at smadre nogle saudiske olieinstallationer, lave nogle raketangreb rundt omkring eller få Hizbollah til at angribe Israel. Det her er nødt til at have Iran som klar afsender og ramme amerikanske mål direkte, ellers kommer iranerne til at se svage ud. Efter angrebet må amerikanerne vurdere, om det var så kraftigt, at de tør risikere at eskalere en gang til og begynde at angribe mål i Iran. Hvis de gør det, åbner de også for, at iranerne kan begynde at ramme mål direkte i USA, og det er det, amerikanerne prøver at undgå.«

– Hvad er det mest sandsynlige scenarie lige nu for amerikanerne?
»USA afventer. De ved, de vil blive angrebet, så de beskytter alle de installationer, som de regner med, at iranerne kunne finde på at angribe. NATO har lukket ned for træningsmissioner, og danske soldater bliver i lejrene. Alle er i dækning.«

– Hvad kan det her komme til at betyde for regionen?
»Det kommer an på, hvor galt det kommer til at gå. Hvis der ikke sker ret meget mere, så betyder det ikke noget. De har sloges i Mellemøsten hele min levetid, og de kommer også til at slås i Mellemøsten hele dine børns levetid. På den måde har det ikke store konsekvenser.«

– Hvad kan det komme til at betyde for USA og deres allieredes tilstedeværelse i regionen?
»Det kommer an på, hvor hårdt iranerne vælger at slå tilbage. Hvis det udvikler sig grimt, så tror jeg, at danske soldater og NATO’s soldater bliver trukket ud af regionen, men indtil videre afventer man. Hvis det ikke får de store konsekvenser, så kan de blive og udføre det arbejde, de er der for at udføre.«

Søndag vedtog det irakiske parlament en resolution, der skal sende de udenlandske styrker ud af landet. Det er ikke obligatorisk for regeringen at følge resolutionen. Jens Stoltenberg, generelsekretær i NATO, har indkaldt NATO’s medlemslande til hastemøde mandag for at diskutere situationen i Mellemøsten efter drabet på Qassem Suleimani.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Drabet på denne general Qassem Suleimani viser at en dronenedskydning blot og bare er, hvad man også kalder et attentat. Som vi kender fra Kennedy-brødrene, Palme, Benazir Bhutto og utallige andre mindre fremtrædende personer.

Derfor kan man overraskes over, hvor lidt militære genier rejser øjenbrynet, når vores største allierede udfører et attentat i et andet land. No problemo. Udpegning af kulturskatte i Iran som bombemål? Nåh ja, man skal jo vise man man mener business! I disse GrønlandGate tider skulle Wonderful Copenhagen måske tale Tivoli og Amalienborg ned og Peberholm op i det mindste i de brochure, de bruger i Washington.

NATO's Stoltenberg, som er gået fra at være mild statsmand til krigsmaniac, kommer i hvert fald ikke til at løse problemerne.

Jakob Trägårdh, Michael Waterstradt, Hanne Utoft, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Anders Graae, Arne Albatros Olsen, Mads Kjærgård, Espen Bøgh, Lars Løfgren, Ghita Bohn og Lene Krathmann Pedersen anbefalede denne kommentar

Attentatet på Qassem Suleimani kan paradoksalt nok vise sig at facilitere Irans fremmeste udenrigspolitiske mål, nemlig at få fjernet amerikansk militær fra Mellemøsten.

Michael Waterstradt, Hanne Utoft, Anders Reinholdt, Hanne Ribens, Jakob Trägårdh, Anders Graae, Arne Albatros Olsen, jens christian jacobsen, Ghita Bohn, Gert Romme, Frederik Groth Nordstrøm og Michael Kamp anbefalede denne kommentar

"Attentatet på Qassem Suleimani kan paradoksalt nok vise sig at facilitere Irans fremmeste udenrigspolitiske mål, nemlig at få fjernet amerikansk militær fra Mellemøsten."

Det må vi håbe sker snarest muligt.

Torben Lindegaard

@Solveig Helles Eriksen

Det ville bare være så fint, hvis det irakiske Parlament kunne få sig samlet sammen til at vedtage en lov, der beordrede alle fremmede styrker ud af landet.

Så kunne vi få vore halvandethundrede soldater trukket hjem fra Irak.

Vore soldater uddanner irakiske soldater.
jeg læste et sted, at det næsten udelukkende var shia-muslimer, som vi lærte at betjene moderne våben .... og det kan vi jo alle sammen være helt trygge ved ??

Michael Waterstradt og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Jeg forstår ikke hvorfor flere medier går ud fra at det må blive amerikanske "installationer", der bliver iranernes mål? Suleimans stilling svarede vel snarere til at være chef for det amerikanske CIA eller chef for deres specialstyrker, så er det ikke snarere specifikke enkeltindivider de vil gå efter?

Bjørn Pedersen

@Torben Lindegaard
I betragtning af hvor få (hvis nogen overhovedet) terrorangreb, der er blevet begået af shiamuslimer mod europæiske mål, så kan vi være allesammen vist være ganske trygge.

En amerikansk præsident der står overfor en rigsretssag og tillige hermed også et kommende valg / genbalg til præsident for Amerika, - så noget måtte der ske for at få den folkelige opbakning til det grandiose projekt; "Make America Great Again"!

Hertil skal lægges nylige rapporter om Amerikas krige i såvel Irak, Afghanistan og Libyen, der afslører at krigene ingen som helst effekt har haft på stabilitet, demokratiudvikling i disse lande, således som lovet og brugt som argumentation for krigene.

En statslikvidation af et andet lands leder blev det til, der samtidig skulle afprøve om den amerikanske exceptionalisme fortsat er gangbar og gældende, - ikke mindst som en fortsættelse af tidligere præsidenters militære magtpolitik ikke mindst i Mellemøsten, hvor en løgn om "masseødelæggelsesvåben" blev indgangsbønnen til invasionen af Irak, og den påfølgende smadring af landet tilbage til stenalderen, og hvor over 1 - 1,5 mio. mennesker mistede livet og mindst lige så mange mistede nogle af deres kære familie.

Det afslører Vestens ligegyldighed overfor disse folkeslag og deres lande, som andenrangs mennesker man kan undertrykke med militær magt uden respekt for deres liv, og helt uden anger følelse.

Ofte hører man militærfruer og militærfolk udtrykke sig således; "Så vi kan leve i fred herhjemme" om krigens og krigenes berettigelse, - men udsagnet dækker over den syge og falske opfattelse, at Amerikas omverden er fjendtligt stemt overfor Amerika.

Den eneste krig der har fundet sted i og på amerikansk jord, er borgerkrigen, alle andrekrige er blevet afholdt på fremmed jord, og i mange lande der overhovedet ingen som helst kapacitet havde til at bringe krigen på amerikansk jord.

Vietnam, Irak, Afghanistan og Libyen for blot at nævne nogle lande hvor Amerika har ført krige.

- Var det så krige hvor Amerika var truet af nogle af disse lande, og risikerede de angreb Amerika,
-NEJ, overhovedet ikke, så de amerikanske militærfruer og militærfolk havde altså intet at frygte i deres elskede Amerika fra disse landes side.

selvbedragets løgne som Amerika omgiver sig med har rodfæstet sig godt og grundigt, og noget stammer tilbage fra McCarthy perioden med kommunistpsykosen som Amerika led under i 1950erne, og hvor tidligere præsident Nixon også var en del af, og som han skabte sin politiske karriere på.

Europa og herunder ikkemindst NATO, skal passe på med at lade sig inddrage i flere krigsprojekter fra amerikansk side, og slet ikke i den nuværende eskalering i Mellemøsten - Iran og Irak sådan som Trump og den yderste og ekstreme højrefløj ønsker det.

Det er på tide at vise Amerika at de ikke skal misbruge alliancen i deres krigsprojekter, - det er og har aldrig været formålet med alliancen, og efter Ruslands sammenbrug - herunder også Warszawa-pagtens opløsning, blev krigsbilledet forandret, og den kolde krigs retorik forsvandt.

Den har dog fået en opblomstring igen, og igen er det ud fra amerikanske teser imod kommunismen, den amerikanske traume og psykose fra McCharthy tiden.

Anders Reinholdt, Hanne Ribens, Carsten Svendsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hørte i P1, at Iran vil berige uran efter EGET valg og ikke længere efter de forhandlede aftaler. Måske har Trump skabt en situation , hvor Iran vil stå stærkere i fremtiden - med atomvåben på linje med Israel - og med Vestlige styrker smidt ud af Irak.
Var det mon det Trump havde i tankerne, da han gav ordre til at overtræde gældende regler og dræbe en højtstående person fra en fremmed magt.

Hanne Utoft, Anders Reinholdt, Hanne Ribens og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

For det har USA med dette move lige skabt den allerstørste martyr i Iran og store dele af Mellemøsten.
Hvad fanden tænker de på. For det andet viser det sig at være kontraproduktivt, og for det tredje ved de endnu ikke hvad alle konsekvenserne vil være.

Den officielle amerikanske selvopfattelse spærrer i den grad udsynet for at forstå den verden som de lever , og det bliver deres nederlag på sigt, fordi de laver den ene fejlkalkulation efter den anden, og med Dump er raten gået voldsomt op.

Om det tager resten af verden med i faldet står åbent indtil videre.

Jakob Trägårdh

"En Bombe af fakta blev leveret af den irakiske vicepremierminister Adil Abdul-Mahdi under en ekstraordinær, historisk parlamentarisk samling i Bagdad søndag.

Generalmajor Qasem Soleimani var fløjet ind i Bagdad på en normal luftfartsselskabsflyvning med et diplomatisk pas. Han var blevet sendt af Teheran for personligt at aflevere et svar på en besked fra Riyadh om nedtrapping over hele Mellemøsten. Disse forhandlinger var blevet anmodet om af Trump-administrationen.

Så Bagdad mæglede officielt mellem Teheran og Riyadh efter anmodning fra Trump. Og Soleimani var en messenger. Adil Abdul-Mahdi skulle møde Soleimani kl. 8:30, Bagdad-tid, sidste fredag. Men få timer før den fastsatte tid døde Soleimani som genstand for en målrettet attentat i Baghdad lufthavn."

Det fremgår i en analyse skrevet af Pepe Escobar/Asia Times, hvor det også ses som en mulig hævn for mordet, at lukke af for skibstrafik igennem Hormuzstrædet, med kæmpe konsekvenser for verdensøkonomien.

Mere her (på engelsk): https://www.asiatimes.com/2020/01/article/financial-n-option-will-settle...

Hanne Utoft, Arne Albatros Olsen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jakob Trägårdh
06. januar, 2020 - 15:07

"Og Soleimani var en messenger. "
citat fra læserbrev

Du taler forhåbentlig imod bedre vidende for at narre os alle sammen.

Hvis du selv tror på, at Solaimani var en messenger, så ....

Jakob Trägårdh

@Torben Lindegaard

Soleimani var på en officiel diplomatisk mission udsendt af Teheran til Bagdad for at aflevere regimets svar (altså meddeler) til Riyadh med Bagdad som formidlere på Washingtons opfordring.

Carsten Svendsen

@Torben Lindegaard
Soleimani var på en diplomatisk mission, med henblik på at nedtrappe spændingerne i området.
Der var aftalt et møde med Iraks Premierminister i forbindelse med mægling mellem Iran og Saudi-Arabien.
Det er i hvert tilfælde, hvad BBC lige har oplyst.

Hanne Utoft, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

"I was scheduled to meet martyr Soleimani at 08:30 in the morning," the prime minister said on Sunday.

"He was killed because he was set to deliver a response from Iranians to a Saudi message, which we delivered to the Iranians to reach an important breakthrough in the situation in Iraq and the region."

Mere her: https://www.bbc.com/news/world-middle-east-50998065?intlink_from_url=htt...

Hanne Utoft, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jakob Trägårdh 06. januar, 2020 - 15:07

"Generalmajor Qasem Soleimani var fløjet ind i Bagdad på en normal luftfartsselskabsflyvning med et diplomatisk pas."
citat fra læserbrev

Hvordan Dælen kan du skrive dét ??

Qassem Suleimani fløj ind i Bagdad i privatfly fra Damaskus.