Feature
Læsetid: 6 min.

Frankrigs længste strejke siden 1968 er ikke en kamp om politik, men om den offentlige mening

Torsdag kulminerede den længste strejke i Frankrig siden 1968 med omfattende protester mod præsident Macrons pensionsreform. På gaden i Paris var meldingen klar: Det er statens opgave at skabe vækst og lighed, ikke borgernes, og de fordelagtige pensioner skal ses som kompensation for dårlig løn og ringe arbejdsvilkår. I sidste ende handler det ikke så meget om politik – Macron har absolut flertal og kunne vedtage sin reform når som helst. Det er en kamp om den offentlige mening
Protesterne er en kamp om den paradoksale offentlige mening: I den seneste meningsmåling støttede 61 procent af franskmændene strejkerne. Men samtidig håbede 57 procent, at strejken stoppede, og flere målinger har tidligere vist, at et flertal gerne vil have reformeret pensionssystemet.

Protesterne er en kamp om den paradoksale offentlige mening: I den seneste meningsmåling støttede 61 procent af franskmændene strejkerne. Men samtidig håbede 57 procent, at strejken stoppede, og flere målinger har tidligere vist, at et flertal gerne vil have reformeret pensionssystemet.

Bertrand Guay

Udland
10. januar 2020

Jeg er heldig. Da vi ruller ind på Gare du Nord i Paris til en regnvåd januarmorgen, er vi kun en halv time forsinket, og når man ved, at det franske togselskab, SNCF, den seneste måned har refunderede 1,4 millioner billetter på grund af strejke, er det billigt sluppet.

Det er store demo-dag i Frankrig, og det er vind eller forsvind for de otte fagforeninger, som siden 5. december har strejket og demonstreret imod præsident Emmanuel Macrons store reform af pensionssystemet – den længste strejke siden maj 1968.

Denne gang er de ikke spontane protester organiseret på de sociale medier, det er old school fransk politik: fagforeningerne mod regeringen. Og det er en konflikt, som har været nedfrosset siden 1995, hvor Jacques Chirac blev tvunget til at droppe sin pensionsreform. Nu er den tilbage.

Og selv om fagbevægelsen er svagere end i 1990’erne, er der alligevel lange bilkøer og næsten ingen metrotrafik i Paris, en tredjedel af de franske skoler er lukket, sygeplejersker og advokater strejker, og 67 procent af togførerne har nedlagt arbejdet.

Jeg går ned til Place de la Rebublique, hvor demonstranterne begynder at samle sig. Her er refleksveste, stegte pølser, romerlys og koldt blæst. Nogle har klædt sig ud som sorte gribbe og skrevet »BLACK ROCK« med hvide blokbogstaver. Højttalerne spiller »Internationale« og »Survivor« med Destiny’s Child. Imens venter kampklædt politi i de afspærrede sidegader med knipler og tåregas.

Bedre for kvinderne – og Frankrig

Et andet sted i byen sidder premierminister Édouard Philippe og forhandler med landets største og mest moderate fagforening, CFDT. Håbet er at lave ét pensionssystem for alle franskmænd, modsat i dag, hvor der findes en hel masse særsystemer med forskellige pensionsaldre og forskellige udbetalinger. Ét system, hvor man optjener ’point’ hver måned alt efter løn og arbejdstid – og hvor man efter godt og vel 43 år så kan gå på pension. Det vil især gavne »kvinderne, håndværkerne, erhvervsdrivende og landmænd«, sagde Macron i sin nytårstale og tilføjede:

»Jeg er klar over, at forandringer kan være skræmmende. Men det må ikke føre til passivitet.«

Jeg går ned ad en sidegade, sætter mig på en café og ringer til Philippe Aghion, der er økonomiprofessor på College de France og rådgiver for Macron.

Han forklarer, at kampen om pensionsreformen har to komponenter:

Dels giver det nuværende system underskud. Det bygger på »solidaritet«, altså på at dem, der arbejder, betaler en særlig skat, der går direkte til pensioner. Men det løber ikke rundt.

Frankrig har en af de højeste levealdre i Europa, men den gennemsnitlige franskmand forlader arbejdsmarkedet som 60-årig. Derfor er Frankrig det land i OECD med den højest forventede levetid efter pensionering, 23 år for mænd og 27 år for kvinder i 2018 – i Danmark er den henholdsvis 18 og 23 år.

Den anden komponent handler om arbejdsmarkedet, siger Aghion i telefonen, mens en flok politibetjente går forbi mig i fuldt kampudstyr. De stabile ansættelsers tid er fordi.

»Flere skifter job, nogle har mange job på en gang, der er afbrudte karrierer, især for kvinder,« siger han.

Men de offentlige pensioner udregnes stadig på baggrund af lønnen de sidste seks måneder af ens karriere. I det private beregnes pensionen typisk som et gennemsnit af lønnen i de 25 år bedste karriereår.

»Et pointsystem er bedre og mere fleksibelt,« mener Philippe Aghion.

Macron sælger Frankrig

Jeg går tilbage til demonstrationen, som nu for alvor er kommet i gang, maser mig gennem en flok syngende sygeplejersker og finder 30-årige Alex Perrson, som jeg har en aftale med. Han er metrofører og tillidsrepræsentant for 6.000 togfolk i det sydvestlige Paris (og i øvrigt halvt svensk).

»Det her er en helt klassisk klassekamp,« siger han og retter på sin sixpence. »Det er simpelt: Hvem skal betale? Os eller dem?«

Vi går ned ad gaden, mens folk synger, fløjter og råber.

Alex Perrson tror ikke en skid på regeringens ord om, at det her ikke er en spareøvelse, siger han.

»Hvad er ’et point’? Det er et parameter, de kan skrue op og ned for i fremtiden, som det passer med økonomien.«

Han tjener selv cirka 2.200 euro om måneden efter skat, og som reglerne er nu, kan han gå på pension som 52-årig – han får dog først fuld pension, når han har arbejdet 43 år.

Er det virkelig arbejdere som ham, der skal lukke hullerne i statskassen, spørger han? Hvorfor er det ikke virksomhederne, bankerne og investorerne …

»Alle dem, regeringen er allieret med,« som han siger.

Sådan er det i Frankrig: Folk stoler ikke på politikerne – kun 14 procent mener, at politikerne lytter til dem. Og mange ser sort på fremtiden – kun 13 procent er optimistiske i forhold til fremtiden. Pensionsreformen kombinerer begge ting.

»Selv hvis den her reform havde været meget generøs og givet mere til alle, ville den være blevet mødt med skepsis,« sagde Jørn Boisen, der er leder på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, til mig for nogle dage siden.

Det er blevet en kamp om Frankrigs fremtid.

Reformen er en central del af Macrons politiske mission: Staten har ikke haft overskud siden 1973, og det må der gøres noget ved, mener Macron. Han har allerede reformeret arbejdsmarkedet, og nu gælder det pensionerne. Landet skal være dynamisk og innovativt. Ikke være så bange for »forandringer«.

Men mange deler ikke hans vision.

I sommer, da præsidenten ville privatisere dele af Paris’ lufthavn, stod alle – fra kommunisterne til de konservative og Le Pen – skulder ved skulder imod ham. Så ensom en post er det at være en liberal centrist i Frankrig.

»Macron sælger Frankrig,« som der faretruende står på bannerne i demonstrationen.

Det er kampen.

»Vi forsvarer bare vores kollektive rettigheder, som de vil ødelægge,« siger Alex Perrson, der beskriver sig selv som »marxist«.

Det er statens opgave at skabe vækst og lighed, ikke borgernes, og i øvrigt skal de fordelagtige pensioner ses i et større perspektiv, siger han: De er tilkæmpet gennem historiske magtkampe som kompensation for dårlig løn og ringe arbejdsvilkår.

(Det spurgte jeg i øvrigt Philippe Aghion om, og han sagde: »Det er rigtigt! Skolelærere er for eksempel forfærdeligt lønnet i Frankrig, derfor er der brug for en lang indfasningsperiode af reformen.«)

–Men er det fair, at I togførere skal have bedre pensionsvilkår end alle mulige andre?

»Jeg er enig!«, råber han for at overdøve larmen. »Alle burde havde de forhold, vi har.«

Hader status quo, men forandringer …?

Lederen af CGT, Philippe Martinez, har sagt, at han kun forhandler med regeringen, hvis hele reformen droppes, og i øvrigt vil CGT nu til at blokere landets otte olieraffinaderier, tilføjede han i denne uge.

Men paradokset med de franske fagforeninger er, at de ikke laver strejker og blokader, fordi de er stærke, men fordi de er svage.

Kun 11 procent af franskmændene er organiseret, så fagbevægelsen er ikke en troværdig forhandlingspartner. Og bag overskrifterne om ’massestrejke i Frankrig’ gemmer sig en lidt tynd statistik: Kun cirka 0,5 procent af den franske arbejdsstyrke strejker, ifølge The Independents korrespondent. Landet er ikke lukket ned, som dengang i 1990’erne.

I sidste ende handler det ikke så meget om politik – Macron har absolut flertal og kunne vedtage sin reform når som helst. Det er en kamp om den offentlige mening. Og i den seneste måling fra målingsinstituttet Odoxa støttede 61 procent af franskmændene strejkerne. Men samtidig håbede 57 procent, at strejken stoppede, og flere målinger har tidligere vist, at et flertal gerne vil have reformeret pensionssystemet. Det er paradoksalt.

Da jeg trasker væk fra demonstrationen, kommer jeg til at tænke på noget, Jørn Boisen sagde til mig forleden dag.

»Franskmændene hader status quo,« sagde han. »Og så er de imod forandringer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er virkelig nogle ting som burde tilføjes her.
Det handler om politik:
1. underskud eller ej startede Macron med at give mia. i skattelettelser til de rigeste. Og det har han Siden hen løbende gjort.
2. de små skattelettelserne til arbejderne er indbetaling til velfærd (arbejdsløshedkasse, sundhed mm) og derfor en del af Lønne som han fjerner.
3. Selv om få strejker er mange millioner i teknisk strejke, og har været det i snart et år, mens de arbejder(som hospitalssektoren, lærerne, togfører mm)
4. Kvinderne taber også, da den nuværende pension bliver udregnet efter de bedste 25 år på arbejdsmarkedet. Fremover bliver det hele arbejdslivet. Derudover rører Macron ikke ved den store ulighed i aflønninger for samme job mellem kvinder og mænd.
5. Franskmændene er ikke bange for forandringer. Det er blot magtens sprog. franskmændene vil ikke have konstante forringelser.
6. I netop disse år hvor Den udbetalte dividente i Frankrig slår Verdensrekorder i mia. af €, og ikke skaber aktivitet i samfundet, forarmes de lavtlønnede. I 80´’erne arbejdedes der gennemsnitligt 7 dage/år for at betale investorer. I dag går de første 38 arbejdsdage til dividender.
7.macron, som er støttet og valgt af 1/4 af befolkningen, har ingen demokratisk hjemmel til sin politik der mest ligner liberal alliance på speed.
8. Macron privatiserer og sælger ud af frankrigs infrastruktur, imod befolkningen vilje, og der er masser af korruptionssager i kølvandet på disse overtagelser.
9. Med eller uden fagforeninger støtter et flertal strejken som vokser, og nu inkluderer advokatstanden, kunstnere(som operaen) privatansatte, stewardesser psykologer og mange flere
10. De eneste som får lov at beholde deres pension og tidlige tilbagetrækning er politi, militær og brandfolk. Alle de som regeringen har brug for, for at overleve.
11. Pointsystemer er før indført i Sverige, som har set deres folkepension udhulet.
12. Over halvdelen af de over 50 årlige er arbejdsløse, og ingen vil ansætte dem. Skal de blot leve som fattige i 6 år før de får pension? Er det en politik?
13. Franskmændene higer efter forandringer. Valget var formet af private medier til at blive et valg mellem pest eller kolera. Det ser man de igen prøver at fremme, ved at latterliggøre alle andre partier, mens Macron giver ekstra penge til kommuner hvor borgmesteren er fra En Marche,(ingen hemmelighed)
De sidste mange franske regninger har mange korruptionssager kørende(vennetjenester, offentlige midler) med top placerede politikere og forretningsmænd at de slår alle i Europa i langsomhed i et retssystem for knyttet til regeringen. Oveni må en EN Marche i Elyseet tage sin afsked for korruption næsten hver måned (de mellemste fisk, ikke de store som er godt beskyttet)
14. Ja, de fleste vil gerne have en reform af pensionen, men ikke Macrons reform. Ved at skabe ligeløn mellem kønnene vil indbetalingerne stige med flere mia. Ved en forhøjelse af mindstelønnen, som er meget lav, kan folk indbetale mere. Der er alternative løsninger til Macrons reform som er skabt i en symbiose med Black Rock(en amerikanske pensionsivesteringsgigant) han tidligt har haft flere møder med. Ja, Franskmændene har ingen tillid til de riges President som han klades, og som gang på gang viser sin arrogance og foragt for de lavere klasser. Nu er han oven i købet begyndt at lave Trumpisme - sige det modsatte af det han gør.

Årsagen til denne, den længst varende strejke siden 68, har Macron og de private medier skabt. Løgnene er for store, Macron betjening af de rigeste for åbenlys, den systematiserede vold fra politiet som forbliver ustraffet og helt ude af proportioner af hvad der hidtil er set i et europæisk land.

Bennalla(Macrons private sikkerhedsorganisator) er stadig ustraffet og hygger sig, selv om han ulovligt havde våben, ulovligt klædte sig som politi og slog på demonstranter, ulovligt fjernede en bankbog fra sit hjem da politiet ville ransage og fik besked på at komme igen i morgen. En skjulte lydoptagelse af Bennalla som læser op af Macrons sms hvor han siger til den sigtede Bennalla : “ du er stærkere end dem, du flår dem, jeg ved det, det er derfor jeg ansatte dig”. Det var ordlyden dagen før bennalla skulle afhøres i det franske senat.

Frankrig er led og træt af deres system. Ingen gider stemme mere. De er disillusioneret. Kun ideen om en revolution i det politiske system kan ændre de hierarkiske Korrupte strukturer som gennemsyre toppen af Frankrig.
S