Baggrund
Læsetid: 4 min.

Gådefulde Suleimani prægede måske mere end nogen anden det mellemøstlige magtspil

Som leder af den iranske revolutionsgardes Quds-brigade var Qassem Suleimani mere magtfuld end Irans præsident. Det var reelt ham, der styrede Irans regionale magtpolitik – og dermed formede de vigtigste mellemøstlige udviklinger i næsten to årtier
Qassem Suleimani (i midten) under et møde med iransk militær. Qassem Suleimanis ry i Iran var i løbet af de seneste år vokset så meget, at han flere gange blev diskuteret som bud på en ny præsident.

Qassem Suleimani (i midten) under et møde med iransk militær. Qassem Suleimanis ry i Iran var i løbet af de seneste år vokset så meget, at han flere gange blev diskuteret som bud på en ny præsident.

Ritzau/Scanpix

Udland
4. januar 2020

Natten til fredag tog et amerikansk droneangreb i Bagdad livet af en 62-årig mand, der ikke blot i Iran, men også i Syrien, Libanon og Irak hørte blandt regionens absolut mest magtfulde.

Qassem Suleimanis ry i Iran var i løbet af de seneste år vokset så meget, at han flere gange blev diskuteret som et bud på en ny præsident. Alligevel forblev lederen af Den Iranske Revolutionsgardes Quds-brigade en ret diskret og gådefuld skikkelse, især uden for den region, hvis udvikling han måske mere nogen anden kom til at præge i det mellemøstlige magtspil.

»Han var mere væsentlig end Irans præsident. Han havde gode kontakter til alle magtfraktioner i Iran; han havde en direkte linje til den øverste leder og var den reelle leder af Irans politik i regionen,« siger Dina Esfandiary, fellow ved tænketanken Century Foundation.

»En mere betydningsfuld og indflydelsesrig position er det svært at forestille sig.«

Stedfortræderkrig

Den obskure hemmelige tjeneste, der kendes som Quds-brigaden, har til opgave at styrke og udbrede Irans indflydelse i udlandet, og i de to årtier, hvor Suleimani stod i spidsen for den, opnåede den en række spektakulære succeser. I de morderiske kaostilstande, som først blev udløst af den amerikanskledede invasion i Irak i 2003 og dernæst af Syriens revolution i 2011, øjnede Suleimani muligheder for at styrke Irans position i regionen.

Han kastede store ressourcer ind – menneskelige, militære som  økonomiske – for at etablere en ’halvmåne’ af proiranske stedfortræderstyrker, der strakte sig på tværs af regionen fra Libanon i vest til Yemen i syd.

Det er således hans fortjeneste, at den shiamuslimske militsgruppe Hizbollah kunne etablere sig som Libanons mest magtfulde væbnede styrke. Suleimanis intervention til fordel for Bashar al-Assad i Syriens borgerkrig blev afgørende for dennes overlevelse og magtfastholdelse, ligesom det var Suleimani, der stod bag de yemenitiske houthimilitsers vedvarende modstand imod saudiskledede styrker og de shiamulimske militsers tiltagende dominans i Irak.

Alle disse for regionen så væsentlige udviklinger kan i meget vidt omfang føres tilbage til beslutninger truffet af denne gråskæggede iranske kommandant af beskeden fysisk statur.

Der var intet i hans baggrund, der lod ane, at Qassem Suleimani en dag skulle blive sit lands mest magtfulde skikkelse. Han blev født i en fattig bondefamilie i 1957 i Rabor, en mindre by i det centrale Iran. I sin selvbiografi beretter Suleimani, at han som 13-årig blev tvunget til hver dag at arbejde i en naboby for at hjælpe faren med at betale af på familiens gæld til shahstaten.

I 1979, da shahdømmet faldt, var Suleimani med i forreste række i den massebevægelse, der bragte ayatollah Khomeini og hans præstestyre til magten, og også blandt de første til at slutte til Revolutionsgarden, en særlig paramilitær enhed, der blev dannet med henblik på at hindre forsøg på modkup mod den nye islamiske republik, i begyndelsen blot som menig revolutionsgardist.

Frontkæmper

Under to år senere blev han sendt til fronten for at kæmpe imod Saddam Husseins irakiske invasionshær. Her udmærkede han sig snart, især ved dristige rekognosceringsmissioner bag de irakiske linjer, og inden længe fik han kommandoen over sin egen brigade.

Mindst én gang blev han såret i kamp, og hans enhed led svære tab, men sin smag for at føre krig bevarede han. Under krigen knyttede han også de første kontakter til udenlandske militser, som han senere skulle forstå at udnytte med maksimalt ødelæggende effekt.

Da Saddam Husseins regime faldt i 2003, var Suleimani blevet chef for Quds-brigaden, der snart blev den stærkeste støtte for de shiamuslimske militser, som (side om side med deres sunnimuslimske militante modstykker) dræbte i tusindvis af civile irakere og koalitionssoldater. Mens kampene rasede i Iraks gader, udkæmpede Suleimani en parallel skyggekrig med USA om at øve stærkest indflydelse på den nye irakiske ledelse.

Berygtet var et budskab, han i 2007 lod formidle til den amerikanske øverstkommanderende, general David Petraeus: »General Petraeus. De skal vide, at jeg, Qassem Suleimani, bestemmer Irans politik med hensyn til Irak, Libanon, Gaza og Afghanistan. Vores ambassadør i Bagdad er medlem af vores Quds-brigade. Det samme vil gælde for den person, der overtager hans hverv.« (I et brev fra Petraeus til USA’s forsvarsminister i 2008 blev Suleimani beskrevet som en »i sandhed ondartet figur«.)

Personlig netværk

For nylig gav lækkede diplomatiske telegrammer et indblik i omfanget af Suleimanis indflydelse i Irak. Af disse fremgik blandt andet, at han havde presset den irakiske transportminister til at lade iranske fly overflyve irakisk luftrum med våben til de iranske støtter i Syrien og i øvrigt deltog i jævnlige møder mellem irakiske regeringsembedsmænd.

Det var hans evne til at skabe disse personlige relationer, der gjorde ham så effektiv, siger Dina Esfandiary.

»Han knyttede netværk til alle, både i og uden for Iran, både i og uden for regeringen,« siger hun.

Suleimani spillede også en vigtig rolle for nedkæmpelsen af den iranske ’grønne’ oppositionsbevægelses mislykkede gadeprotester i 2009. I de sidste måneder var udbrud af nye folkeopstande i Libanon, Irak og Iran igen ved at true den halvmåne af iransk indflydelse, han havde bygget op over to årtier. Den voldelige undertrykkelse af protester i Bagdad blev tilskrevet militser under hans indflydelse. Han opererede i meget mindre grad fra skyggerne.

18 måneder før sin død havde Suleimani offentligt givet Donald Trump en advarsel, der kan vise sig forudanende, skønt måske ikke på den måde, han tilsigtede:

»Mr. Trump, du kan lide at gamble, og jeg vil sige, at her er vi tættere på dig, end du tror. Du vil starte krigen, men vi kommer til at afslutte den.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

det kan gerne være, at han var en bandit, men at USA myrder andre landes statsborgere på den måde er i sig selv banditadfærd, den eneste grund til, at verden finder sig i deres ulovligheder er, at deres militære og deres økonmiske magt er så stor. Vi ville stå os godt ved at vikle os ud af deres klør, selv om det bliver dyrt på den korte bane.

Jens Bryndum, Claus Nielsen, Daniel Joelsen, Jesper Bak, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, René Hansen, Gert Romme, Carsten Wienholtz, John Andersen, Torben Arendal, Jesper Sano Højdal, Thomas Tanghus, jens rasmussen, Michael Rosenkilde, Flemming Berger og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Om fem minutter holder præsident Trump et møde med og for ‘evangelicals’ på Maralago Club, det er præsidentens golf ressort i Florida, hvor Trump er på ferie lige nu.

Evangelicals er en vigtig vælgergruppe for genvalg til Trump i 2020 valget, men Evangelicals har ikke været glade for den ulovlige afpresning af Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij præsidenten Trump, med tilbageholdelse af militærstøtte til Ukraine forsøgte, at afpresse Ukraines præsident til, at indlede en offentligt undersøgelse af modkandidaten fra demokraterne i USA 2020 valget med.

Beviset for dette, er nu i dag, med offentliggjorte e-mails, der viser, at det var præsidenten Trump, der i egen person beordrede afpresningen.

Evangelicals har et lidt anderledes syn på Israel, hvorfor landområder omkring Israel bør indrages under Israel, hvilket formodentlig er hoved årsagen til, det for de fleste, noget overraskende angreb på Iran og lederskabet i Iran, Trump håber på dette angreb vil genvinde evangelicals vælgere som et led i kampen for Storisrael.

Ezekiel 47,13–20 og fjerde Mosebog 34, ‘løftet om Storisrael.’
Storisrael nutidens Libanon, Vestbredden, Gazastriben, Israel og dele af Syrien.

God will enter in judgment “on behalf of My people and My inheritance, Israel” with those who “have divided up My land.” (Joel 3:2)

“For 45% of US evangelicals, the Bible is the biggest influence on their view of Israel.”
Link: https://edition.cnn.com/2017/12/06/politics/american-evangelicals-jerusa...

Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

@Philip, og på et tidspunkt var de gale overtroiske mennesker overbevist om (måske stadig?), at Trumps handlinger i områder ville sætte gang i deres længe ventede Armageddon.

Philip B. Johnsen

@Søren Bro
Der er ‘ingen’ plan i USA til, at håndtere konsekvenserne.

"Philip Johnsen, enig, ganske som med de andre krige, USA har startet.

Philip B. Johnsen

@Søren Bro
Krig er Guds måde, at lære amerikanerne geografi på.

Anders Graae, Torben Arendal og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Når man sætter kikkerten for det blinde øje for man at Suleimani måske mere end nogen anden prægede det mellemøstlige magtspil.

Så ser man nemlig ikke at landet på begge sider af Suleimani's Iran er okkuperet af en fremmed magt på snart 20. år. Denne magt har i øvrigt direkte indsat en diktator i Suleimani's eget land, hvor denne sad i 26 år. Hvorfor revolutionen og Suleimani's virke direkte er en konsekvens af amerikanernes 1953-kup.

Så prøv lige igen. Hvilken magt præger det mellemøstlige magtspil?

Anders Graae, Lene Krathmann Pedersen, Eva Schwanenflügel og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Amerikansk støtte til Shah'en væltede et spirende demokrati i Iran.

Alt handler om olie.

Jens Bryndum, Espen Bøgh og Jan Jensen anbefalede denne kommentar