Nyhed
Læsetid: 8 min.

»Vi kan vise, at det er muligt at besejre det højrenationale populistiske bæst«

I Italien kæmper sardin-bevægelsen for at forhindre højrepopulisten Matteo Salvini i at erobre en af de sidste røde højborge på hans tilsyneladende ustoppelige march mod magten. Italienerne forstår nu, at hvis populismen skal besejres, så kan de ikke længere forholde sig tavse, siger sardinernes ukronede konge, Mattia Santori, i et interview
»Vi har et ønske om at få en anden tone i italiensk politik, og vi vil kæmpe mod populisternes forsimplede retorik,« siger Mattia Santori fra sardin-bevægelsen, som er en folkelig bevægelse, der går imod den fremmedfjendske populisme, som højrefløjslederen Matteo Salvini står for.

»Vi har et ønske om at få en anden tone i italiensk politik, og vi vil kæmpe mod populisternes forsimplede retorik,« siger Mattia Santori fra sardin-bevægelsen, som er en folkelig bevægelse, der går imod den fremmedfjendske populisme, som højrefløjslederen Matteo Salvini står for.

Andreas Solaro

Udland
24. januar 2020

BOLOGNA – »For blot tre måneder siden forventede vi, at vi ville blive overrendt af højreekstreme, men nu har vi skabt håb,« siger Mattia Santori.

Det er ikke mere end få uger siden, at den 32-årige Santori var en ukendt deltidsansat researcher i et firma i energisektoren i hjembyen Bologna. Men nu er han en stemme, som hele Italien lytter til.

I midten af november var han med til at grundlægge sardin-bevægelsen, der har udviklet sig til den første reelle folkelige modstand mod den højtråbende, fremmedfjendske populisme, der har gjort den kontroversielle højrefløjsleder Matteo Salvini populær.

Og nu skal sardin-bevægelsen vise, om den blot har råbt tomme paroler, eller om bevægelsen rent faktisk kan være med til at levere det, som den oprindeligt blev født til, nemlig at mobilisere nok vælgere til at stoppe Salvini og hans parti Lega fra at trække sig sejrrigt ud af det skelsættende regionalvalg på søndag i Emilia-Romagna. Resultatet kan få overordentlig stor indflydelse på Italiens politiske fremtid.

»Det her kan blive et afgørende vendepunkt, hvor vi kan vise, at det er muligt at besejre det højrenationale populistiske bæst,« siger Santori, der de seneste uger har udviklet sig til den ukronede konge i en bevægelse, der ellers med stolthed erklærer sig uden leder.

Siden han sammen med tre venner grundlagde bevægelsen har titusindvis af italienere tætpakket som sardiner på dåse samlet sig på pladser i små og store byer fra nord til syd i Italien for at tale imod den racisme og hadefulde retorik, som de mener, Salvini er eksponent for – og de udfordrer dermed hans påstand om, at han er det italienske folks sande stemme.

Bologna er venstrefløjens kronjuvel og hovedstad i regionen Emilia-Romagna, som har været styret af venstrefløjen helt tilbage til Anden Verdenskrig.

Hvis Salvini vinder her, frygter sardinerne, så vil der ikke længere være nogen hindringer på hans vej mod magten og premierministerposten.

»Nu er vi vendt tilbage til Bologna med en helt anden energi, og folk har forstået, at de er nødt til selv at involvere sig med deres egne kroppe, fornuft og ånd, hvis de vil skabe forandring. Det er en sejr i sig selv,« siger Santori.

»Vi har et ønske om at få en anden tone i italiensk politik, og vi vil kæmpe mod populisternes forsimplede retorik,« fortsætter Santori, der gemmer sine halvlange krøller under en sort hue og har en hvid T-shirt ude på sin uldtrøje med en sirlig tegning af sardiner, der i kor råber, at Bologna aldrig vil blive overtaget af Lega.

Men Salvini er inde i en sejrsstime – Lega har vundet otte regionalvalg i streg siden parlamentsvalget i 2018 – og meningsmålinger viser, at der i Emilia-Romagna er noget nær dødt løb mellem Salvinis kandidat og venstrefløjens. Hvis den røde højborg falder, vil det være en yderst betydningsfuld sejr for Salvini, og den kan ende med at give dødsstødet til den blot fire måneder gamle regeringskoalition i Rom mellem centrum-venstre-partiet PD og Femstjernebevægelsen, som udelukkende gik sammen for at holde højrefløjens førstemand fra posten som premierminister.

Der er et alternativ

Sardinerne gør derfor en sidste stor indsats for at animere folk til at stemme imod populismen på søndag. »Vores bevægelse har fået aktiveret folk, der ellers aldrig har ladet deres stemme høre,« siger Mattia Santori inden han få timer senere søndag aften stiller sig op på en scene foran op mod 40.000 sardiner på hans hjembys største plads, Piazza Otto Agosto.

»Vi er her i Bologna for at sige, at der findes et alternativ,« råber han i en mikrofon.

»Velkommen til det åbne hav,« står der på storskærme på hver side af scenen, der bliver centrum for en seks-syv timer lang politisk manifestation og koncert. Publikum har klistret sardiner af pap på deres tøj og huer. De hænger sardiner på lange tørresnore. Og de flagrer med sardiner på lange tynde pinde.

»Vi er et hav af sardiner,« siger den universitetsstuderende Antonia begejstret, mens hun har fat i hjørnet af et kæmpe EU-flag på nok 6x6 meter, som en større gruppe holder svævende over pladsens fliser. »Vi er sammen om at genfinde vores integritet som samfund. Vi plejede at sige, at italienerne er et godt folk, men med sin demagogi har Salvini gjort os til mindre, end det vi virkelig er,« siger hun.

I et andet hjørne af pladsen siger butiksassistenten Vera: »Vi håber, vi er med til at skabe et mere inkluderende, civiliseret sprog, som kan bringe Salvinis hadtale og dem mod os-retorik i defensiven.«

Men lige meget hvad de siger her på pladsen, så er Salvini den ubestridte leder af Italiens mest populære parti – cirka en tredjedel af Italiens vælgere bakker ifølge meningsmålinger op om Lega.

Salvini lader til at nyde at være blevet budt op til kamp af sardinerne.

»De kan bare komme an,« sagde han på et vælgermøde i Bologna i sidste måned. Og han har angrebet dem med overbærende sarkasme, blandt andet ved at slå fotos op på sociale medier, hvor han med glæde fortærer stegte sardiner.

Salvini har især bygget sin popularitet op omkring en indvandrerfjendsk retorik. Blandt andet har han påstået, at Italien er offer for en ukontrolleret indvandring af »en hær af tyve og kriminelle«, og desuden mål for et planlagt forsøg på at gennemføre en »etnisk udskiftning«, som kan føre til udryddelsen af etniske italienere.

Da han i sommeren 2018 blev indenrigsminister i en koalitionsregering bestående af Lega og Femstjernebevægelsen, gennemførte han en stram politik på udlændingeområdet, og han lukkede italienske havne for ngo-skibe, der reddede nødstedte migranter i Middelhavet.

I august trak Salvini imidlertid tæppet væk under regeringen. Hans mål var et nyvalg, hvor han ville kunne udnytte sin eksplosive popularitet til at sikre Lega stor fremgang og sig selv posten som premierminister.

Men hans planer blev forpurret af Femstjernebevægelsen og PD, der lagde deres normale giftige rivalisering til side og dannede en regering, der kunne holde Salvini fra fadet – men spørgsmålet er, om det blot er en stakket frist.

Opgør i Den Røde

Det kan regionalvalget på søndag i Emilia-Romagna være med til at svare på.

Emilia-Romagna er en af Italiens rigeste regioner, og hovedstaden Bologna i det centrale Italien kaldes for La Grassa, La Dotta, La Rossa – eller den fede, den lærde og den røde – på grund af områdets berømmede køkken, et af verdens ældste universiteter og byens venstredrejede vælgere (og også farven på byens tagsten).

De sidste 70 år har byen været styret af kommunister, socialister og centrum-venstre.

Men ved søndagens valg, der er blevet kaldt slaget over alle slag, og som er en afgørende styrkeprøve mellem højre og venstre i italiensk politik, kan Bologna og Emilia-Romagna blive den sidste af de røde mure, som Salvini har fået til at falde som dominobrikker over hele Italien. Senest i regionen Umbrien, hvor Lega efter en jordskredssejr ved et valg i oktober sammen med allierede på højrefløjen satte sig på den trone, som ellers havde tilhørt venstrefløjen i årtier.

Salvini brugte den sejr til at understrege, at den nationale regering med PD og Femstjernebevægelsen »ikke repræsenterer det italienske folk«. Og han opfordrede premierminister Giuseppe Conte til at udskrive det nyvalg, som næsten med sikkerhed vil give Salvini hans ønskede sejr.

Nu siger Salvini, at Lega også vil »befri« Emilia-Romagna fra det røde styre. De sidste meningsmålinger viser, at Legas kandidat, Lucia Borgonzoni, står næsten lige med PD’s siddende guvernør, Stefano Bonaccini.

Italienske regeringer er tidligere kollapset efter nederlag i regionalvalg – og et nederlag til PD på søndag vil være et så voldsomt jordskælv, at det for alvor kan true den allerede yderst skrøbelige regeringskonstruktion med PD og Femstjernebevægelsen.

»Regionalvalget i Emilia-Romagna den 26. januar er klart den vigtigste politiske begivenhed, som kan afgøre, hvor lang tid regeringen kan holde,« lyder det i en analyse fra Wolfango Piccoli, der leder researchfirmaet Teneo. »Salvini har været i valgkamp i regionen siden november og har lovet at ’befri’ den fra venstrefløjen. Hvis PD taber til Salvinis Lega, så vil centrum-venstre-partiet miste sit symbolske hjerte, og det vil sandsynligvis føre til interne kampe.«

Femstjerne-PD-regeringen har allerede nok at slås med. Det umage par er uenige om meget – økonomien, eurozonen, migration, globalisering. Samtidig er der stor intern uro i Femstjernebevægelsen, som er i frit fald i meningsmålingerne. Adskillige medlemmer af parlamentet har vendt partiet ryggen – tre er ovenikøbet hoppet over til Lega, tilsyneladende da de er klar over, hvilken vej vinden blæser.

Og onsdag trak partiformanden, Luigi Di Maio, sig så tilbage som leder af Femstjernebevægelsen, efter opbakningen til partiet er blevet mere end halveret – og kampen om at finde en erstatning vil yderligere ryste fundamentet under regeringen.

Premierminister Giuseppe Conte forsøger dog at overbevise om, at valget i Emilia-Romagna ikke er en trussel mod regeringen. »Valget er vigtigt, men udfaldet vil blot være en afspejling af regionale ønsker og vil ikke være afgørende for hele landets regerings skæbne,« siger han til avisen Corriere della Sera.

Bittert nederlag

Under alle omstændigheder vil en valgsejr til Legas kandidat være et bittert nederlag for sardinernes forsøg på at mobilisere befolkningen mod Salvini.

Sardin-bevægelsen så dagens lys, da Mattia Santori i november sendte en besked til tre venner om, at der var brug for handling.

Salvini og hans koalitionspartnere havde indkaldt til vælgermøde i Bologna i en indendørs sportsarena med plads til lige under 6.000 tilhængere. Som modsvar ville Santori og hans venner vise, at Salvini, der lader til at være på en uendelig og ustoppelig valgkampagne rundt om i landet – ikke er den eneste, som kan samle store menneskemængder.

På Facebook opfordrede de folk til at samle sig den 14. november på Piazza Maggiore i Bologna. Målet var 6.000 deltagere, men næsten 15.000 mødte op.

Sardin-bevægelsen var født. Og derfra svømmede de i stadig større stimer ud til alle hjørner af Italien med et budskab om at genintroducere tolerance og en civil diskurs i det offentlige. »Ingen fornærmelser, ingen symboler, intet parti,« lyder et af bevægelsens ledende slogans.

Selv om de ikke har allieret sig med politiske partier, så har de tydeligvis klare venstrefløjssympatier. Vil de ende med at gøre en forskel, når de ikke står på stemmesedlen? Og hvad skal der ske med dem efter valget? Det virker ikke umiddelbart, som om sardinerne lige med det samme skal udvikle sig til et politisk parti.

»Det er for tidligt for os. Vi har ingen struktur. Vi er uorganiserede. Vi har ingen penge,« siger Mattia Santori. »Men vi har skabt en bølge, som ingen kontrollerer, men som har en meget klar retning imod et opgør med populismens forsimplede løsninger. Når man ser på, hvor pessimistisk folk så på situationen for blot tre måneder siden, så er det resultat ikke så lidt endda.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til Martin Gøttske for den gode artikel. Men tillad mig en lille rettelse:
Bologna er ikke kun La Grassa,La Dotta, La Rossa. Byen har også været et af de vigtigste centre i kampen mod nazi-fascismen. Knap 30 km syd for den ligger Marzabotto, hvor nazifascisterne i perioden september-oktober 1944 og under ledelsen af den tyske officer von Kesselring, gjorde sig skyldige i en massakre på civilbefolkningen, der kostede over 700 (skriver syvhundrede) menneskeliv: kvinder, gamle og børn.
Mattia Sartori og sardinbevægelsen holder liv i erindringen om denne skændsel. Og advarer med rette mod Salvini og hans talrige støtter inden for Italiens ekstreme højrefløj.
NB! Marzabotto-massakren nævnes ikke med ét eneste ord i Gyldendals Leksikon fra 2002.
Interessant nok er Salvinis nyeste parole: Børnene først.