Nyhed
Læsetid: 8 min.

Khamenei vil slå tilbage. Spørgsmålet er hvor hårdt

Med likvideringen af Mellemøstens ultimative strateg, Qassem Suleimani, ser Iran ikke længere Donald Trump som en papirtiger, der ikke tør slå fra sig. Iran vil ikke nødvendigvis svare igen med åben krig, vurderer analytikere, men Trumps manøvre har presset Teheran til at genoverveje deres strategi
Demonstranter afbrænder det amerikanske og britske flag i protest mod likvideringen af Qassem Suleimani. Hele verden stiller sig i øjeblikket spørgsmålet om, hvad det næste bliver i konflikten mellem USA og Iran.

Demonstranter afbrænder det amerikanske og britske flag i protest mod likvideringen af Qassem Suleimani. Hele verden stiller sig i øjeblikket spørgsmålet om, hvad det næste bliver i konflikten mellem USA og Iran.

Ritzau Scanpix

Udland
4. januar 2020

Langt de fleste generaler i Mellemøsten er karrieregeneraler, der venter på en fed stilling i statsbureaukratiet, men sådan var det ikke med generalmajor Qassem Suleimani. Han var af en helt anden støbning; en mand der helt fra begyndelsen blev skabt af revolution og krig, og som inderligt troede på, at han kunne forme historien til sin fordel.

»I en verden fyldt med mennesker, der er angste over deres fremtidige karrieremuligheder, kan Suleimanis tankegang være svær at forstå i dag. Men han er fra en anden tid; en ægte revolutionær fra den gamle skole. En mand, der troede på, at han kunne omstyrte og omforme ordner, hvis blot man havde modet i sig,« siger Nibras Kazimi, der er mellemøstekspert og har nærstuderet den iranske general, som blev dræbt af et amerikansk droneangreb tidligt fredag ved Bagdads lufthavn.

I stedet for at lade sig pensionere og fortælle røverhistorier til børnebørnene om sin heroiske kamp bag fjendens linjer mod Saddam Husseins hær i 1980-88, valgte den 62-årige Suleimani indtil det sidste øjeblik revolution, krig, skyttegrave og baglokaler, hvor han planlagde det næste skridt mod sine fjender som sin levevej.

Og Sulemanis næste skridt har hele tiden været det samme: at komme nærmere sit ultimative mål, nemlig at smide amerikanerne ud af Mellemøsten og i særdeleshed ud af Irak en gang for alle.

»Jeg er villig til at dø i Syrien en enkel gang, men i Irak er jeg villig til at dø tusinde gange,« plejede generalmajoren at sige til irakiske embedsmænd i Bagdad for at understrege, hvor meget Irak og Iraks hellige shiabyer betød for ham og Den Islamiske Republik.

I øjeblikket stiller hele verden samme spørgsmål: Hvad bliver det næste i konflikten mellem USA og Iran?

Irans ledelse i Teheran har svoret at hævne Suleimani, men hvordan dette vil ske, kan man kun gisne om lige nu. Mellemøsten er fyldt med amerikanske mål, og iranerne kan vente til det rette mål er udpeget og slå til på det rette tidspunkt. Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, har på Twitter allerede advaret om, at Iran vil hævne sig brutalt på de ansvarlige for drabet. Samtidig erklærer han ifølge Reuters tre dages landesorg.

Irans svar

Generalmajor Qassem Suleimani var en paramilitær gambler. For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring gik han i sidste måned fra at angribe USA’s allierede i regionen til at chikanere og angribe amerikanske mål.

I sidste uge blev en amerikansk entreprenør dræbt efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak, og nytårsaften lod Suleimani irakiske shiakrigere storme USA’s største og mest befæstede ambassade i Bagdad.

Tidslinje: Den ekskalerende konflikt mellem USA og Iran

  • 8. maj 2018: USA’s præsident, Donald Trump, trækker USA ud af atomaftalen og genindfører sanktioner mod Iran.
  • 13. maj 2019: Fire olietankere bliver angrebet i Hormuzstrædet. USA mener, at Iran står bag, hvilket Iran benægter.
  • 14. september 2019: Iranskstøttede houthioprørere tager skylden for angreb på enorme olieanlæg i det østlige Saudi-Arabien.
  • 2.-8. December 2019: Iran angriber ifølge amerikanske embedsmænd baser med amerikansk personel i Bagdags lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.
  • 27. december 2019: Iran angriber ifølge amerikanske embedsmænd K1-basen i Kirkuk. På basen bliver en civil amerikansk entreprenør dræbt.
  • 29. December 2019: Det amerikanske luftvåben bomber og dræber 26 irakiske shiakrigere fra Hizbollah-brigaderne nær grænsebyen al-Qaim.
  • 1. januar 2020: Nytårsaften trænger ubevæbnede shiakrigere ind i USA’s ambassade i Bagdad og sætter ild til receptionen.
  • 3. januar 2020: USA dræber den højtstående generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde.

Henry Rome, analytiker ved tænketanken Euroasia Group, mener, at det var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

»Mike Pompeo advarede gentagne gange iranerne mod at angribe amerikanske mål. Men Iran anså tydeligvis ikke truslen som troværdig, og det gjorde vi sådan set heller ikke. Men det lader til, at alle miskalkulerede fuldstændigt,« siger Henry Rome.

I øjeblikket svømmer medierne over med vurderinger og spekulationer om, hvordan situationen vil udvikle sig i den kommende tid. Nogle mener, at likvideringen af Suleimani åbner op for en åben krig mellem USA og Iran, som muligvis kommer til at udspille sig på en regional skala. Andre mener, at vi vil se en fortsættelse af de små sammenstød, der har præget regionen, inden likvideringen fandt sted fredag morgen.

»Vi forventer, at sammenstød vil fortsætte på lavt niveau, vare ved i mindst en måned og sandsynligvis være begrænset til Irak. Iranske ledere er risikovillige,« siger Henry Rome.

At det sandsynligvis ikke bryder ud i åben krig skyldes flere faktorer. En af dem er, at Teheran har stor respekt for amerikansk ildkraft og forstår, at en væbnet konflikt ikke gavner Iran. Især ikke når den indenrigspolitiske situation i landet er så skrøbelig efter et netop nedkæmpet folkeligt oprør, der muligvis har krævet op til 630 menneskeliv.

»Desuden har ayatollah Khamenei gentagne gange manet til besindighed og afvist tanken om krig,« siger Rome.

Siden Donald Trump blev præsident, har iranske ledere set den amerikanske præsident som en papirtiger, der ikke turde slå fra sig, men den vurdering har tydeligvis ændret sig efter likvideringen af Suleimani i Bagdad. Mange analytikere formoder, at Teheran lige nu genovervejer kalkulerne.

»Donald Trump ønsker ikke krig, og vi forventer som sagt heller ikke en åben krig, men sandsynligheden for krig er betydeligt øget efter likvideringen af Suleimani,« lyder vurderingen fra Henry Rome.

Mohamed al-Shabhani, ekspert i Irans udenrigspolitik fra SOAS University i London, har yderligere en pointe.

I Irak er der allerede massiv vrede over USA’s respektløshed overfor Iraks suverænitet, og mange irakere inklusive Iraks mest magtfulde shialeder Moqtada al-Sadr siger nu, at irakerne bør smide det amerikanske militær ud af landet via juridiske og politiske veje.

»Suleimani kan med sin død allerede have opnået den største hævn af alle uden at affyre en eneste kugle: nemlig at afslutte den amerikanske militære tilstedeværelse i Irak.

Mand med guddommelig mission

Qassem Suleimanis betydning for Mellemøsten kan umuligt overdrives. Mænd som Abu Bakr al-Baghdadi er ofte løbet med overskrifterne i vestlige medier, men Suleimani har sat dagsorden på både slagmarker og bonede gulve siden 2003, hvor han finansierede militante grupper for at underminere amerikanerne i Irak.

Shia-islamister fra Indus i det østlige Pakistan til Eufrat-floden i Irak bukker sig i respekt, når de hører hans navn. De mener, at han ikke har lavet andet end at kæmpe shia-islams sag i Irak, Yemen, Syrien, og Libanon.

De færreste er klar over det i dag, men da det så mørkest ud for Assad-regimet tilbage i 2015, og alle talte om Bashar al-Assad som en færdig mand, var det Qassem Suleimani, der rejste fra Teheran til Kreml i Moskva for at overbevise Vladimir Putin om at intervenere i Syrien for at vende krigens gang til fordel for Damaskus.

»Præsident Rouhanis regering nægtede i en periode at finansiere Suleimanis udenrigspolitiske projekter, og man bad ham finde på andre løsninger, så han gamblede og tog chancen i Moskva. Ingen andre i Iran ville have kunnet overbevise russerne,« siger mellemøstekspert Nibras Kazimi.

Suleimani viste sig sjældent offentligt, medmindre der var brug for pr-stunt. Selv om han indtil fredag morgen var frygtet, respekteret, hadet og elsket for sin kynisme og evne til at udmanøvrere sine fjender, har kun meget få mennesker mødt den reserverede general.

Men måske kan Suleimanis egne ord ved frontlinjen i byen Albu Kamal nær den syrisk-irakiske grænse sige noget om, hvad han var for et menneske.

En efterårsdag i november 2017 holdt han en peptalk til en gruppe shiakrigere kort efter nedkæmpelsen af Islamisk Stats sidste demoraliserede jihadister. Hvis man sætter sin lid til hans retorik, tyder han på at være en mand, der inderligt troede på, at hans mission var guddommelig:

»Hvorfor skænker Gud iranerne sejr? Hvorfor skænker Gud sejr til den Islamiske Republik? Jeg tror på, at disse sejre forøges dag for dag. Og hverken De Forenede Stater eller Saudi-Arabien kan skade vores nation. Der er en guddommelig vilje, som vil opretholde denne nation, og vores fjender kan intet gøre ved det. Det er fordi, denne nation er parat til martyrium. Det er derfor, nationen fortjener sejr. Guddommelig assistance skal man gøre sig fortjent til. I dag, med vores leder Khamenei, har vi gjort os fortjent til den i Den Islamiske Republik. I dag er I bannerførere for vores bevægelse. I er blevet valgt af Gud til denne mægtige opgave.«

Suleimani erstattet

Det spørgsmål, som dominerer nu, er hvorvidt Qassem Suleimanis efterfølger Esmail Ghaani kan leve op til opgaven. Suleimani var en af Ayatollah Khamenei mest betroede mænd, håndhæveren, der fik tingene til at ske, og et symbol på Irans magt i regionen.

Som øverstkommanderende for Revolutionsgardens Jerusalem-styrke var Qassem Suleimani den mand, der stod for Irans asymmetriske krigs- eller sikkerhedsstrategi, som Teheran altid tog i brug, når man følte sig isoleret og sårbar i regionen.

»Dette er helt klart et kæmpe tab for iranerne. Symbolsk såvel som strategisk,« siger Naysan Rafati, senioranalytiker ved International Crisis Group.

»Der har ikke været nogen person i Teheran, der er så dybt forbundet med Irans regionale netværk af klienter og stedfortrædere som Suleimani. Det gjorde ham til en helt for Teherans allierede og en skurk for rivalerne,« tilføjer Rafati.

Men den velinformerede Iran-ekspert Ali Alfoneh forventer dog ikke et større skift i Jerusalem-styrkens organisation og operationelle opgaver. Når alt kommer til alt, er magten meget institutionaliseret i Jerusalem-styrken. Allerede i 2013 gjorde Alfoneh opmærksom på, at Ghaani en dag kunne blive afløser for Suleimani.

»Esmail Ghaani har ikke Suleimanis karisma, men han har stor indflydelse i både Iran og i udlandet takket være Jerusalem-styrkens massive magt som institution. Han har desuden erfaring fra slagmarken, et godt netværk i Revolutionsgarden og et tæt forhold til den øverste leder,« siger Alfoneh.

Sagt på en anden måde er Qassem Suleimani erstattelig. Men han bliver nok aldrig glemt. I Suleimanis hjemby Kerman gik tusinder på gaden for at hylde og sørge over generalen. Selv om Irans udenrigspolitiske aktiviteter har været upopulære i Iran over de senere år, vil likvideringen give Teheran mulighed for at samle Iran efter en tumultarisk periode.

»Regimet vil gøre en del ud af at bruge Suleimanis død til propaganda. Man vil sandsynligvis samle store dele af offentligheden rundt om flaget. Jeg tror ikke, at hans død vil splitte de politiske fraktioner i Iran,« lyder vurderingen fra Alfoneh.

Rettelse: Det fremgår ikke af denne artikel, at flere af citaterne ikke er indhentet gennem mundtlige interview. Det skyldes, at artiklen primært er baseret på ekspertudtalelser og analyser fra tænketanke, som deles via email med andre internationale journalister.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Jensen

Så må vi hellere skynde os at slå til mod Khamenei først. Det vil være godt for os, godt for det iranske folk og godt for resten af mellemøsten.

Philip B. Johnsen

Der er ingen plan i USA til at håndtere konsekvenserne, hvilket er årsagen til ingen tidligere, har udført et lignende snigmord på ledelsen af styret i Iran.

Rettelse.
Præsident Donald Trump og alene Donald Trump, har muligvis en plan i stil med planen for Afghanistan.

Citat af Præsident Donald Trump
“I don’t want to kill 10 million people, I have plans on Afghanistan that if I wanted to win that war, Afghanistan would be wiped off the face of the earth, it would be gone, it would be over in literally 10 days.”

Citat slut Præsident Donald Trump 23 juli 2019

Link: https://www.google.com/amp/s/www.independent.co.uk/news/world/asia/trump...

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

U.S.A. har da allerede håndteret konsekvenserne. Trump administrationen er næppe gået "go happy, go lucky!" Så aktionen er da på forhånd aftalt med Teheran, det Iranske præstestyre har i lang tid været under pres for at give folket reformer. Dem bliver der "luft" til nu, og magtbalancen er ændret i favør af en mere U.S.A. imødekommende politik. Der vil for folkets skyld komme en begrænset modaktion, og noget fjendtlig snak og råben frem og tilbage. Men så kommer der nogle forhandlinger og alle er glade! Det Iranske præstestyre skal så håndtere kritikken internt, men den slags plejer at kunne bliver fixet i løbet af en nat. Men bare min holdning og analyse, men det er stort på tv, men læg mærke til, at de stort set intet har at tale om.

Philip B. Johnsen

@ Mads Kjærgård
Problemet med din analyse er indlysende, hvis det hele er aftalt, hvorfor skulle USA så bede alle statsborgere i Irak, hvor snigmordere blev udført om, at rejse hjem ASAP.

Mads Kjærgård

Småting i forhold til det man har at vinde, det skal jo se ægte ud! Man har set administrationer gøre mere ud af det end det. Og desuden så skulle amerikanske statsborgere nødigt komme i vejen for en Iransk gengældelse.! Det skal jo ikke gå ud af gevind! Hvis for mange amerikanere kommer til skade, så vil der komme et krav om yderligere gengældelse. Men vi får se!

Mads Kjærgård

Man kunne jo fx. også undre sig over, at Statministeren er så hurtigt til at trække danske soldater ud. På en lørdag beslutningen bliver taget! Altså....! Men jeg medgiver ubehagelig tanke på et eller andet plan!

Mads Kjærgård

@Philip B. Johnsen
Men tak for at forholde dig til det skrevne. Jeg siger jo også, at jeg kunne tage fejl, men tiden vil jo vise det. Kan også være, at Iran ikke har den kapacitet jeg har troet til Krigsførelse og at de vil tænke længe over deres counter move. Men Folket kræver jo handling straks, men jeg tvivler på, at vi ser noget stort. De australske katastrofer vil dominere medie biledet!

Så forsvandt fokus fra rigsretssagen mod Trump.

Ole Frank, Arne Albatros Olsen, Flemming Berger og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

En eller anden dag bliver resten af verden, det store flertal, godt træt af det her cirkus og sætter en stopper for det.

slettet profil

De danske soldater er ikke trukket ud. Træning af irakiske soldater er midlertidigt indstillet, men danskerne deltog ikke i træningsperioden i forvejen men i andre opgaver.

Vores klode og sikkerhed bæres af et tragisk system uanset tro m.v.
USA havde ingen legitim ret til drabet,men til gengæld havde denne general vel heller ikke legitime rettigheder til si planer og militære tiltag..
Men det ligger lidt i luften at amerikanske soldaters liv er mere værd en iranske og andre mellemøst beboeres liv
Desværre kan deres handlinger og magtspil i den grad sætte dagsordenen for vores liv og beslutninger uanset hvor ikke voldelige vi er.

Mads Kjærgård

Træning whatever, sådan en beslutning kræver, at Forsvarsministeren kommer i kontakt med Udenrigsministeren, der skal kontakte U.S.A, og spørge, om det er et forkert signal. Hænder næppe på en lørdag. Der er jo heller ikke sket noget! No breaking news, det er allerede glemt. U.S.A. har skaffet Iran af med et ubehageligt problem, og så er den vist ikke meget længere. Revolutionsgarden vil uden ledelse ikke kunne modstå befolkningens krav om reformer, som præstestyret giver dem. Vejen er banet for nye forhandlinger med U.S.A. ikk? Ny Situation! Kommer nok et mindre bash men næppe noget alvorligt!