Labours lange vej mod magten begynder nu: »Hvis vi ikke ændrer kurs, risikerer vi, at partiet dør«

Det er en ordentlig opgave, der venter Labours kommende leder, hvem det så end bliver. Ikke nok med, at arbejderpartiet led et historisk stort nederlag til Boris Johnsons konservative ved parlamentsvalget den 12. december. Man er internt rygende uenige om, hvorfor man tabte, og i øvrigt også om, hvorfor man ikke har vundet et valg, siden Tony Blair var premierminister – og det vel at mærke efter fire forsøg.

Endnu mere forstemmende for Labour er bevidstheden om, at den politiske rival, Det Konservative Parti, siden Brexit-folkeafstemningen i 2016 har været splittet i en fløjkrig, der har truet selve partiets eksistens, men alligevel to gange er løbet med valgsejren.

Samt at premierminister Boris Johnson i dag står med et massivt flertal på firs mandater, hvilket vil give ham politisk arbejdsro og samtidig gøre opgaven med at blive folkekær endnu sværere for den kommende Labour-leder. For det er forbandet svært at trænge igennem i den britiske presse med ideer og visioner, hvis udsigten til, at de bliver til virkelighed, ikke forekommer realistisk.

Ikke desto mindre er det, hvad der venter Labours næste leder, når Jeremy Corbyn den 4. april forlader rorpinden efter fire stormfulde og resultatmæssigt frugtesløse år.

Det store spørgsmål, som de næsten 500.000 Labour-medlemmer nu får chancen for at besvare, er, om det var personen Jeremy Corbyn, den politik han stod for, eller en kombination af begge, der stod i vejen for Labours vej tilbage til magten.

Favoritten vinder sjældent

Det er langt fra givet, hvem der vinder. Jeremy Corbyns egen vej til magten er et godt eksempel på, at det ofte ikke er favoritten, der vinder dette politiske væddeløb.

Det samme var tilfældet, da Ed Miliband slog sin storebror David og dermed igangsatte vejen væk fra den politiske midte, som siden blev cementeret, da Corbyn ved hjælp af dygtigt og disciplineret græsrodsarbejde fra den nu magtfulde venstrefløjsgruppe Momentum sikrede sig magten i Labour i 2015.

Bookmakernes nuværende favorit er sir Keir Starmer. Han er det mest kendte offentlige ansigt og har positioneret sig som en moderat venstrefløjskandidat. Han har kun givet udtryk for en mild kritik af Corbyns politiske linje og håber at kunne appellere til partiets nuværende stærke venstrefløj samt mere moderate kræfter.

Han er jurist og var ikke en del af det såkaldte New Labour under Tony Blair og Gordons Browns lederskab. Han var til gengæld Brexit-modstander og fortaler for, at Labour meldte klart ud om ønsket om en ny folkeafstemning – selv om han i dag siger, at han allermest bare ønskede en klar holdning til Brexit.

Med sine 57 år er han yngre end Corbyn, men noget ældre end sine konkurrenter. Han er også fra London, opstillet i Holborn, hvilket i denne forbindelse ikke nødvendigvis er en fordel.

Et frisk pust

Sir Keir Starmers umiddelbart største konkurrent er den 40-årige Rebecca Long Bailey. Hun er fra Salford i Manchester og er Corbyn-fløjens favorit. Som en – i politisk sammenhæng – ung kvinde er hun alt det, Corbyn ikke var. Et frisk pust. Og repræsentant for en ny klimaorienteret tid – hun er ophavskvinde til en ambitiøs, langsigtet klimaomstillingsplan udviklet i Labour. Hun er også garant for en videreførelse af Corbyns politiske linje og tvetydighed omkring Brexit.

Tirsdag fortalte hun til ITV:

»Jeremy Corbyn er en af de mest principfaste politikere, jeg har mødt … Jeg ville give ham ti ud af ti, fordi jeg respekterer ham, og jeg har støttet ham hele vejen.«

Ifølge bookmakerne er der et stykke vej ned til de næste kandidater, som er to andre yngre kvinder, Lisa Nandy og Jess Phillips. Begge er klare fortalere for at fremtvinge en ny folkeafstemning om EU-tilhørsforholdet og kritiske over for Jeremy Corbyn og hans politiske linje.

Ved et valgmøde i Westminster tirsdag aften, hvor de seks kandidater talte til partimedlemmerne, sagde Lisa Nandy, at det bør være slut med politiske fraktioners kontrol over partiets ressourcer:

»Hvis vi ikke ændrer kurs, risikerer vi, at partiet dør,« sagde hun.

Her stod det klart, at det ikke bare er en ny leder, men partiets politiske kurs i fremtiden, der er på spil.

Tidligere udenrigsminister Jack Straw støttede op om de moderate kandidater med en advarsel om, at en fortsættelse af Corbyns politiske tanker vil være politisk selvmord:

»Kontinuitet er det sidste, Labour har brug for, og jeg frygter et kollaps for partiet, skulle det ske. Jeg søger den kandidat, der bedst vil kunne række ud til folk, der ikke er en del af Westminster og storbyboblen,« sagde Jack Straw til Sky News.

Det er dog fortsat usikkert, om det er muligt for Lisa Nandy, Jess Phillips og også andre reformkandidater som Emily Thornberry og den venstreorienterede reformator Clive Lewis at sikre sig tilstrækkelig støtte til at klare kravene til næste runde.

Brexit spøger

Partiets holdning til Brexit fylder naturligt nok fortsat meget i partidebatten. Et klart flertal af Labourvælgere ønskede at forblive i EU. Men man står nu i en anden virkelighed. Boris Johnson har frit løb mod Brexitmålet.

Udmeldelsen af EU bliver om få uger til virkelighed. Så på det tidspunkt, hvor en kommende Labour-leder vil kunne få politisk indflydelse, vil Storbritannien formodentlig for længst have forladt EU. På hvilke vilkår vides ikke. Men Boris Johnson har besluttet, at ordet ’Brexit’ efter den 31. januar ikke længere bruges i regeringssammenhæng. Det er ikke længere et politisk projekt. Det er virkelighed, og i denne virkelighed bliver Labour nødt til at langtidsplanlægge.

Boris Johnsons flertal er så stort, at en ny Labour-leder vil få svært ved at skaffe ørenlyd for egne politiske projekter inden for en overskuelig fremtid. Derfor er det Storbritannien i 2024, der bør være omdrejningspunktet for den nye Labour-ledelse, snarere end Storbritannien i 2020.

I det perspektiv er der ingen af Labour-kandidaterne, der fremstår som lysende stjerner. Keir Starmer er lige nu den stærkeste kandidat, men han vil være over 60 år ved næste valg.

Labours politiske hovedpine ligner på flere måder de konservatives, dengang Tony Blair vandt tre valg i træk. Dengang var der også dommedagsstemning hos toryerne, der flere gange skiftede politisk linje og leder, før det lykkedes en ung David Cameron at finde en formel, der sikrede et politisk flertal (om end i en koalitionsregering med Liberaldemokraterne).

Mod midten eller mod radikale horisonter?

Hvad man end måtte mene om Jeremy Corbyn, så kan man ikke beskylde Labour for at have fedtspillet under hans ledelse. Partiprogrammet, han fremlagde før det katastrofale valg i 2019, var det mest vidtrækkende i generationer.

Det store og svære spørgsmål, som Labours halve million medlemmer nu skal forsøge at besvare, er, om en videreudvikling af de radikale tanker om renationalisering og omfordeling skal og kan forfines og gøres salgbare i forhold til den politiske virkelighed. Eller om den eneste vej tilbage til magten er igen at tale til det Middle England, som Blair havde som sit omdrejningspunkt.

Resultatmæssigt er det svært at argumentere imod, at indføreslen af blandt andet mindsteløn og støtte til mindre privilegerede børn og unge i uddannelsessystemet, som blev virkelighed under Blairs Labour-lederskab, har haft større effekt end de store planer, der på grund af manglende tilslutning ikke blev til virkelighed under Corbyn.

Omvendt kan man argumentere for, at en verden i hastig forandring har brug for ægte visionære tanker, og at en videreførelse af corbynismen tilbyder netop dette.

Kampvalget vil blive udslagsgivende for Labours rolle i Storbritannien mange år frem. Ingen af kandidaterne fremstår som oplagte vindere, men de får, om ikke andet, god tid til at opbygge deres politiske kunnen i Boris Johnsons skygge.