Landbrug i oprør: Mad er sindssygt politisk – og alt for billig

Fredag den 17. januar kl. 12

Vintervejret er strålende klart, så solen giver genskin i Guld-Else på toppen af Sejrssøjlen. Men på cykel føles det noget skrøbeligt at cykle mellem de mandshøje traktordæk, der som brutale fremmedlegemer ruller gennem den tyske hovedstad.

Det er fredag, og verdens største landbrugsmesse, Grüne Woche i Berlin, har netop slået dørene op for de omkring 400.000 besøgende, der forventes frem mod den 27. januar. De 500 traktorer er her ikke just for at besøge messen. De er her, fordi deres ejere – ligesom tusindvis af andre landmænd i andre tyske storbyer – vil vise deres stærke utilfredshed med de stramninger af miljø- og gødningsreglerne, som den tyske regering og EU vil tvinge dem til.

Med en mobil scene er landmændenes protester blevet professionaliseret, siden de i slutningen af 2019 samlede tusindvis af vrede bønder i byer som Hamborg og Berlin. Siden da har deres bevægelse, Land schafft Verbindung, stået mange interne stridigheder igennem. Men med 15.000 følgere på Facebook og næsten 100.000 landmænd på WhatsApp formår bevægelsen stadig at mobilisere tusindvis af demonstranter.

»Vi er presset i bund økonomisk. Og alligevel tvinges vi til at løse miljøproblemer, som ikke er vores skyld,« sammenfatter en kartoffel- og majsbonde fra Brandenburg sin personlige grund til at deltage.

»Vi elsker vores erhverv, men politikerne ødelægger vores fremtid med alle mulige paniktiltag,« supplerer landmanden Andreas Jung fra Rheinland-Pfalz.

»Men positivt betragtet: Vi landmænd er de seneste måneder rykket så tæt sammen, som vi ikke har været det i årtier.«

Der udbryder jubel, da en talsmand på scenen rapporter fra de andre tyske demonstrationer.

»4.000 traktorer i Bremen! Vanvittigt!«

De følgende taler kredser alle om det samme emne: at overdrevne miljøkrav ødelægger deres forretning, og at det er tvivlsomt, om de overhovedet kan videreføre deres gårde og erhverv til den kommende generation. Det ødelægger det tyske landbrugs konkurrenceevne, hvilket alle tyskere kommer til at fortryde bittert, når de en dag skal vænne sig til usikre og miljømæssigt langt værre fødevarer fra eksempelvis Rusland eller Sydamerika.

På traktorerne hænger der alskens slogans. Mange er rettet mod partiet De Grønne og ngo’er som Greenpeace, der »ødelægger vores landbrug med ideologi«. Som mange andre bærer den brandenburgske kartoffelavler en vest med påskriften ’Farmers for Future – not only on Fridays’.

»Det handler jo om landbrugets fremtid og alles mad,« siger han. »Men de store koncerner presser priserne ekstremt. Mad er for simpelthen alt for billigt.«

Lørdag den 18. januar kl. 13

Dagen efter stråler januarsolen og sejrssøjlen atter mod himlen over Berlin. Og der ruller atter et protestoptog mod den tyske fødevarepolitik. Denne lørdag er der ca. 200 traktorer, der følges af omkring 25.000 mennesker, alt sammen arrangeret af organisationen ’Vi har fået nok’.

En sammenslutning af over 50 landmands-, forbruger- og miljøorganisationer, der blev grundlagt i 2009 som »modspil til Grüne Woches grønvaskede skuespil for den globaliserede landbrugslobby«, som deres talskvinde Saskia Richartz formulerer det til Information.

Sammenlignet med fredagens demonstration er det som at være på en anden planet. Hvor der fredag stort set kun var mænd i arbejdstøj og påfaldende ens kæmpetraktorer, er der i dag flere kvinder end mænd.

I stedet for »plantebeskyttelsesmidler« tales der om »sprøjtegifte«, selv om der menes det samme. Og midt i den festivalagtige stemning kræver slogans på de brogede traktorer, at Tyskland og EU skal gøre op med den konventionelle »landbrugsindustri« og »massedyrehold«.

Altså groft sagt med de landmænd, der demonstrerede fredag, hvoraf alle – på nær én landmand – har nægtet at tage imod en invitation til at tale her ved lørdagens demonstration.

»Det har ulmet længe i det tyske landbrug. Men nu brænder det,« siger den økologiske landmand Hermann Dumbsky, da traktoroptoget holder en ufrivillig pause i shoppinggaden Friedrichstrasse. Han er kommet hele vejen fra det nordlige Bayern.

»Med klimakrisen og miljøproblemerne er det ved at gå op for de fleste, at vi må vende tilbage til mindre landbrug med økologiske kredsløb i stedet for agrarfabrikker, der udpiner jordene. I dag er alt optimeret ned i mindste detalje, og alt er blevet et spekulationsobjekt. Det kan ikke fortsætte ad den her vej: billigere, billigere, billigere.«

– Men der er millioner af fattige tyskere, der …

»Ja ja, jeg ved godt, at de findes, og det er også et politisk problem. Men for 25-30 år siden, da jeg var ung landmand, brugte folk over 25 procent af deres indkomst på mad. I dag er det ti procent. Det er helt skævt.«

Torsdag den 16. januar kl. 19

For få år siden var CDU-stjernen Julia Klöckner et realistisk bud på en efterfølger til Angela Merkel. I dag er hun tysk landbrugsminister i skarp krydsild. Alligevel virker hun afslappet og slagfærdig, da hun torsdag aften holder åbningstalen ved Grüne Woche, der med sine 1.800 stande fra 72 lande er verdens største landbrugsmesse. Som altid er det i år en handelsmesse for landbrugs- og levnedsmiddelindustrien, men der vil i den kommende uge også være rigeligt med smagsprøver, halmballer og kitschet landidyl for menigmand rundt i messens mange haller.

Klöckner har i dagene op til messen kritiseret dumpingpriser og kaldt kyllingelår til 15 kroner kiloet for »uanstændigt«. I sin åbningstale advarer hun mere forsigtigt mod en radikalisering af protesterne og opfordrer til kompromiser, der »atter kan bringe by og land sammen«. Hun kritiserer ngo’er og grønne demonstranter for at bruge begreber som »sprøjtegifte« og »agrarfabrikker«, og hun understreger, at genteknologi bliver en uundgåelig del af tacklingen af klimakrisen på en overbefolket klode.

»Jeg siger det ligeud: Vi kommer ikke til at vende tilbage til et præmoderne landbrug med romantiserende Bulderby-forestillinger,« siger Julia Klöckner. En klimabeskatning af kød afviser hun også blankt. Og hun appellerer til, at kunderne også løfter deres del af byrden.

»Jeg tror på, at forbrugerne kan håndtere friheden og tage medansvar.«

Den sætning er ugeavisen DIE ZEIT, som er udkommet samme torsdag, kommet i forkøbet. I en omfattende artikel forsøger avisen at give et svar på, hvorfor gennemsnitsprisen på en tysk kalv kan ligge på ca. 60 kroner. Hvorfor mælkebønder stadig får omkring 2,5 kroner for en liter mælk, som de gjorde i 1980. Og hvorfor de tyske mælkebønders forbund nu slår alarm over udviklingen i deres branche.

Et afgørende svar ligger i EU, der i 1990’erne slog ind på en stærkt eksportpræget strategi, som har skabt både overproduktion og et benhårdt globalt konkurrencekrav. Et andet svar er storkoncernernes prispres. Men i den nuværende konflikt vender avisen sig nådesløst mod Klöckner og den tyske regering.

»Protesterne ligner umiddelbart en konflikt mellem land og by, en kamp med masser af vrangbilleder og klicheer: om den uvidende bybo, der drømmer om at gøre landbruget til en økologisk hyggezone, og om den afstumpede landmand, der sprøjter gift og piner dyr,« mener DIE ZEIT.

»Op til Grüne Woche taler Julia Klöckner med perfekt timing mod kød til dumpingpriser. Men hun læsser problemet af på forbrugerne – de skal betale mere for deres kød, og så skal markedet ordne resten af sig selv. Det er en afpolitisering af et yderst politisk problem.«

Lørdag den 18. januar kl. 14

Karavanen af økolandmænd og forbrugere, der kræver en økologisk omstilling, triller videre mod Brandenburger Tor. En landmand fra Slesvig-Holsten fortæller i farten – mig på cykel og han bag på en traktor – om de ti år, hvor ’Vi har fået nok’ har eksisteret: Hvordan spekulation har fordoblet priserne på tysk landbrugsjord, mens fødevarepriserne stort set ikke er steget. Resultat: Kun de store kan overleve.

Senere bakkes han op af talskvinden Saskia Richartz.

»Jeg kan godt forstå, at landmændene fra Land schafft Verbindung er frustrerede, for de skal stå på mål for alle de reformer, som politikerne i årevis har udskudt. Men de trækker stadig i den forkerte retning,« siger hun til Information.

»Klimakrise, insektdød, nitratproblemer – vi er tvunget til at handle og omlægge støtten, så den kun går til dem, der producerer klima- og miljøvenligt. Men både den tyske og den europæiske landbrugspolitik satser stadig på strategien: Voks eller forsvind – større, billigere, mere effektivt – ellers har du ikke en chance på markedet.«

For Saskia Richartz er det afgørende, at den europæiske arealstøtte, som privilegerer de store og gennemindustrialiserede landbrug, omlægges radikalt. Da netop Tyskland sidder på EU-formandskabet fra juli, hvor det næste store rammebudget fra 2021-2027 skal i hus, skal der lægges maksimalt pres på den tyske regering netop nu.

»I dag får man arealstøtte, uanset om man udpiner jorden. I stedet skal støtten bruges som motor for en omstilling, så det igen kan betale sig at drive bæredygtigt landbrug – både i forhold til dyrevelfærd, miljø og klima.«

Her ser Saskia Richartz en kæmpe chance, om end hun med Julia Klöckner ved forhandlingsbordet ikke har store forventninger.

»Men man kan også vende det om og sige, at ingen andre industrisektorer har flere hundrede milliarder i baghånden til en økologisk transformation. Det har landbruget i EU-støtten, hvis den bruges rigtigt.«

Fredag den 17. januar kl. 15

Ved fredagens Land schafft Verbindung-demo er stemningen mat efter de mange taler. Bag scenen sidder bevægelsens talskvinde, Johanna Mandelkow, der driver et familielandbrug med 4.000 svin i Brandenburg. Hun tror ikke på »omstillingsfantasierne« fra ’Vi har fået nok’.

»De kræver radikale ændringer nu og her. Det kan ikke lade sig gøre. Vi kan ikke alle producere økologisk, for det kan ikke afsættes på markedet,« siger hun.

»Desuden ignorerer de fuldstændig, at vi skal forblive konkurrencedygtige i EU. Ellers vil forbrugerne bare købe udefra.«

Johanna Mandelkow vil ikke bruge ordet »støtte« om de midler, der kommer fra EU.

»Jeg ser det nærmere som en kompensation for, at vi på trods af de høje standarder i EU overhovedet kan følge med på det internationale marked. Hvis vi skaber en radikal omlægning, vil det europæiske landbrug falde sammen.«

Da scenen lukker, og landmændene trasker afsted mod deres traktorer, kommer Tilo von Donner forbi. Han driver et lille landbrug med 80 hektar, og han er den eneste fra Land schafft Verbindung, der vil tale ved lørdagens grønne demonstration.

»Vi bliver nødt til at snakke sammen,« siger han og nævner, at begge bevægelser eksempelvis er rørende enige om, at Mercosur-handelsaftalen mellem EU og Sydamerika skal skrottes.

»Landmændene må også bevæge sig, så vi kan lave en omstilling, men den skal både være økologisk fornuftig og økonomisk mulig. Hvis samfundet vil det her, må det også være klar til at betale. Men i dag er der allerede 1,3 millioner mennesker i Tyskland, der får udleveret fødevarer, fordi de ikke har råd til mad,« siger Tilo von Donner.

I baggrunden sætter karavanen af traktorer i bevægelse.

»Vi er enige om, at mange fødevarer er for billige. Men mad må ikke blive en luksusvare. Så opstår der for alvor social uro og ballade.«

Lørdag den 18. januar kl. 15

Solen skinner stadig, da halen af det grønne optog trækker forbi det tyske landbrugsministerium. Her optræder Greenpeace-aktivister med et sambaorkester – lige foran den trappe, hvor vrede biavlere få dage forinden har hældt spandevis af glyphosat-forurenet og dermed usælgelig honning ud på trappen.

»Selvfølgelig skal forbrugerne også oplyses og omstille sig, så de spiser mere regionalt, mere grønt og mindre kød,« medgiver talskvinden Saskia Richartz.

»Men den her omstilling er først og fremmest et politisk spørgsmål.«

– I er på gaden for tiende gang i år. Det virker begrænset, hvad I har opnået.

»Ja. For med hensyn til miljø og klima er landbruget kun blevet værre de seneste ti år. Men omvendt har vi i år oplevelsen af, at det er blevet åbenlyst for alle: at mad er sindssygt politisk, og at vi ikke kan fortsætte den nuværende landbrugspolitik. Landmændene er rådvilde, og stadig flere forbrugere er rådvilde. Det kan kun løses politisk.«