Feature
Læsetid: 5 min.

Jeg ledte efter en leder hos Iraks protestbevægelse – men de sagde, at de slet ikke ønskede en leder

Informations mellemøstkorrespondent begynder at spørge sig selv, hvorvidt protestbevægelserne i Libanon og Irak er radikale nok og har det intellektuelle fundament til at skabe forandring. Læs Waleed Safis fjerde dagbog fra en to måneders rejse i regionen. Vi er kommet til Erbil og Bagdad
Fortsatte irakiske protester i det centrale Bagdad, 10. januar 2020. 

Fortsatte irakiske protester i det centrale Bagdad, 10. januar 2020. 

AHMED JALIL

Udland
14. januar 2020

Jeg kan kun komme til Bagdad via Erbil, og i Erbil møder jeg min kurdiske kammerat, som er flygtet fra Qamishli med sin kone og nyfødte søn. Kammeraten havde allerede i slutningen af september fornemmet en tyrkisk invasion og ville bringe familien i sikkerhed.

Vi sidder på gulvet i deres umøblerede hjem, og taler om at nyde aftenen med de to flasker vin, jeg har medbragt fra Beirut.

»Vi har ikke drukket vin siden invasionen i oktober,« siger han.

Det er den 14. november. Jeg er kun i Erbil i nogle timer. Om aftenen skal jeg til Bagdad, og inden rejsen tilbereder vi maden sammen i køkkenet. Nogle af varerne har parret med fra det nordøstlige Syrien. De viser mig stolt nogle syltede auberginer, som de har fra Qamishli, Rojavas de facto-hovedstad.

»Ingen laver bedre auberginer end kurderne,« siger konen.

Vi dækker bord; en dug på gulvet midt i den umøblerede stue, og på dugen er der kylling, ris, kartofler, salat og syltede auberginer. Men lige da vi skal til at spise, ringer telefonen fra Rojava med en dårlig nyhed, der ødelægger alt.

»Din kusine, Nuvin, er død ved et tyrkisk luftangreb,« siger min kammerat til sin kone.

Der bliver stille i stuen. De holder om hinanden og siger ingenting, mens deres nyfødte søn ligger i vuggen og sutter på sine fingre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg lægger auberginen tilbage på tallerknen.

»Min kusine, Nuvin, er YPG,« siger hun.

»Hun valgte at dø i Rojava, jeg respekterer hendes valg. Lad os spise auberginerne og hylde hende, når vi nyder vinen,« siger hun og tørrer sine tårer elegant.

»Vores bevidsthed er oprørsleder«

Iraks fodboldlandshold har lige slået Iran 2-1 i overtiden, da jeg ankommer til Befrielsespladsen i Bagdads centrum. Der er fest. I de næste dage får oprøret et massivt boost af sejren.

Det er svært at finde de rette ord til at beskrive stedet, men hvis der er et musikalsk stykke, der kan udtrykke stemningen på Befrielsespladsen, er det sommeren i Vivaldis fire årstider. Overvældende, kraftfuld, selvsikker. Mængden af energi på pladsen er vild. Der er en følelse af uovervindelighed blandt demonstranterne.

Ligesom i Beirut er hele pladsen forvandlet til et folkemøde. Der bliver danset, sunget, lavet mad og graffiti. Nogle diskuterer politik, gør rent, ser film. Andre beder, holder taler, forbereder aktivisme. Det altafgørende krav på pladsen er et nyt ikkesekterisk og ikkekorrupt Irak.

Men ligesom i Libanon søgte jeg forgæves efter opstandens ledere.

Iraks demonstranter ønsker simpelthen ingen ledere, og de gør en dyd ud af at vise det. Hver gang regeringen beder om nogle navne på nogen, den kan forhandle med på vegne af protestbevægelsen, sender demonstranternes en opdateret liste over de døde under revolten.

»Disse er vores repræsentanter,« står der altid øverst på listen.

En af dagene mødes jeg med en irakisk journalist, der arbejder i Den Grønne Zone, hvor regeringen har base. Dét, journalisten kunne berette om fra de bonede gulve, var, at magthaverne overhovedet ikke kunne forstå, hvordan det var muligt for en protestbevægelse at operere uden ledere.

»Politikerne projicerede deres egne partihierarkier over på protestbevægelsen. De forstod ikke, hvordan en protestbevægelse kunne være så organisk, hurtig, effektiv. De var utrolig paranoide, fordi de tænkte, at der måtte være nogle, der stod bag opstanden,« forklarede journalisten.

Et eller andet sted var jeg lige så forundret. De unge irakere på pladsen var som stimefisk. Om de sloges mod sikkerhedsstyrker, kørte i tuktuk eller ryddede op på pladsen. De arbejdede i flok og gjorde tingene spontant, hurtigt, effektivt og synkront, som om deres hjerner var forbundet via bluetooth.

»Vores kollektive bevidsthed er vores oprørsleder,« sagde de hele tiden.

Det gav mening.

Hvis nogen forsøgte at sætte en scene op på pladsen for at holde en tale, blev vedkommende smidt ud. Der herskede en slags jantelov. Ingen var mere værd end andre. Ingen skulle forsøge at stjæle showet. Ingen skulle prøve at være leder.

Det var fascinerende.

Halv revolution uden halve revolutionære

Men et eller andet sted begyndte libanesiske Abu Mazens pessimisme at dukke op i mit baghoved. Abu Mazen, som jeg havde boet hos i Beirut, troede ikke på, at protestbevægelsen i Libanon havde, hvad der skulle til for at skabe de store forandringer, og jeg begyndte at få samme tanker om Iraks protestbevægelse.

Er de radikale nok?

I 1970’erne blev revolter til revolutioner, fordi de havde utrolig stærke socialistiske narrativer, hvor antiimperialisme og antikapitalisme fyldte en del.

På Befrielsespladsen ønsker de et nyt ikkesekterisk og ikkekorrupt Irak. De ønsker, at smide den politiske elite, der er kommet til efter invasionen i 2003, på porten.

Men hvordan har de tænkt sig at gøre det? Har de en politisk og økonomisk dagsorden?

Hvad er mekanismerne for forandring? De er kompromisløse i deres krav, men har kompromisløshed nogensinde ført til noget? Vil de transformere pladsen til en permanent protestenklave? Er det en strategi? Er det overhovedet en taktik? Hvordan kan millioner af menneskers krav blive til virkelighed, hvis de millioner ikke har en repræsentant til at føre politik?

En ting, der blev klart for mig, var fraværet af det intellektuelle fundament for protestbevægelsen. Kollektivismen på pladsen var fascinerende, men ligesom under Det Arabiske Forår i 2011 byggede bevægelsen ikke på klare filosofier eller principper.

I nogle akademiske kredse bliver John Milton og Thomas Hobbes koblet til den engelske revolution; Thomas Paine med den amerikanske revolution, Montesquieu, Rousseau og Voltaire med den franske, Havel med de østeuropæiske revolutioner, mens egyptiske Sayyid Qutb og marxistisk litteratur dannede fundamentet for den iranske revolution i 1979.

Efter en uge i Bagdad blev alt værre. Ukendte gerningsmænd begyndte at likvidere aktivister med lyddæmpere, når de forlod pladsen. Andre blev kidnappet. Hver dag forsvandt en enkelt eller to. På pladsen var der sorg, vrede og paranoia. Jeg blev også paranoid. Tænk, hvis de forvekslede mig med en aktivist?

Den 25. november – efter næsten to måneders rejse i Egypten, Libanon, Kurdistan, og Irak – hoppede jeg på et fly til Istanbul, hvorfra jeg kunne komme til København. Om bord tog jeg dagbogen frem og skrev nogle noter.

»Halve revolutioner uden halve revolutionære,« skrev jeg øverst.

Serie

Dagbog fra halve revolutioner

Få steder i verden har protester, opstande og demonstrationer været så hyppige som i Mellemøsten i 2019. I slutningen af året rejste Informations korrespondent Waleed Safi rundt i regionen. Læs hans personlige optegnelser fra Mellemøstens ufuldendte revolutioner, som slutter da USA overraskende likviderer en iransk general.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der skal være en leder, og han skal følges af en hob grebet af massepsykose. De skal kæmpe for et mål, der i bedste fald kun ønskes af halvdelen af befolkningen. Blodet skal rense samfundet. Og dog ender det statistisk set med en tyrannisk despot.
Revolutioner er som industrilandbruget, der erstatter mangfoldighed med ensartethedens ørken. Blot er det ikke afgrøder, men tanker, der bliver golde i modspillets tomrum.
Hvorfor vil ledere altid forhandle? Kan de ikke blot lytte og prøve at forstå. Så kan de tag det med sig, de finder væsentligt. Denne "bytte købmand" tjener først og fremmest til at hævde lederens selvværd.