Læsetid: 5 min.

Jeg ledte efter en leder hos Iraks protestbevægelse – men de sagde, at de slet ikke ønskede en leder

Informations mellemøstkorrespondent begynder at spørge sig selv, hvorvidt protestbevægelserne i Libanon og Irak er radikale nok og har det intellektuelle fundament til at skabe forandring. Læs Waleed Safis fjerde dagbog fra en to måneders rejse i regionen. Vi er kommet til Erbil og Bagdad
Fortsatte irakiske protester i det centrale Bagdad, 10. januar 2020. 

Fortsatte irakiske protester i det centrale Bagdad, 10. januar 2020. 

AHMED JALIL

14. januar 2020

Jeg kan kun komme til Bagdad via Erbil, og i Erbil møder jeg min kurdiske kammerat, som er flygtet fra Qamishli med sin kone og nyfødte søn. Kammeraten havde allerede i slutningen af september fornemmet en tyrkisk invasion og ville bringe familien i sikkerhed.

Vi sidder på gulvet i deres umøblerede hjem, og taler om at nyde aftenen med de to flasker vin, jeg har medbragt fra Beirut.

»Vi har ikke drukket vin siden invasionen i oktober,« siger han.

Det er den 14. november. Jeg er kun i Erbil i nogle timer. Om aftenen skal jeg til Bagdad, og inden rejsen tilbereder vi maden sammen i køkkenet. Nogle af varerne har parret med fra det nordøstlige Syrien. De viser mig stolt nogle syltede auberginer, som de har fra Qamishli, Rojavas de facto-hovedstad.

»Ingen laver bedre auberginer end kurderne,« siger konen.

Vi dækker bord; en dug på gulvet midt i den umøblerede stue, og på dugen er der kylling, ris, kartofler, salat og syltede auberginer. Men lige da vi skal til at spise, ringer telefonen fra Rojava med en dårlig nyhed, der ødelægger alt.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Veje
  • Petter A. Urkedal
  • Christian Skoubye
  • David Zennaro
  • Jørn Vilvig
  • Anker Heegaard
  • Erik Karlsen
Søren Veje, Petter A. Urkedal, Christian Skoubye, David Zennaro, Jørn Vilvig, Anker Heegaard og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der skal være en leder, og han skal følges af en hob grebet af massepsykose. De skal kæmpe for et mål, der i bedste fald kun ønskes af halvdelen af befolkningen. Blodet skal rense samfundet. Og dog ender det statistisk set med en tyrannisk despot.
Revolutioner er som industrilandbruget, der erstatter mangfoldighed med ensartethedens ørken. Blot er det ikke afgrøder, men tanker, der bliver golde i modspillets tomrum.
Hvorfor vil ledere altid forhandle? Kan de ikke blot lytte og prøve at forstå. Så kan de tag det med sig, de finder væsentligt. Denne "bytte købmand" tjener først og fremmest til at hævde lederens selvværd.