Analyse
Læsetid: 3 min.

Macron er ved at vinde kampen om gaden og tæt på at kunne vedtage sin pensionsreform

Søndag kom der skub i forhandlingerne om en fransk pensionsreform. Regeringen har givet indrømmelser, og det ser ud til at have splittet fagbevægelserne. Det ligner et gennembrud, og nu er alles øjne rettet mod meningsmålingerne
Protestdemonstration mod præsident Macrons nye pensionsreform, Paris, d. 11. januar. Seneste meningsmålinger viser, at den folkelige støtte til strejkerne, der har varet i over 40 dage, er faldet til under 50 procent.

Protestdemonstration mod præsident Macrons nye pensionsreform, Paris, d. 11. januar. Seneste meningsmålinger viser, at den folkelige støtte til strejkerne, der har varet i over 40 dage, er faldet til under 50 procent.

Mustafa Sevgi/Anadolu Agency/Polfoto

Udland
14. januar 2020

Her er en fransk joke: Hvor mange spillere er der på et fodboldhold? Fire ifølge regeringen. 400 ifølge fagbevægelsen.

Efter sidste uges store demonstrationer mod Macrons pensionsreform hævdede den mest hardcore fagforening, CGT, at 370.000 mennesker havde været på gaden i Paris. Uafhængige medier kom frem til et noget andet tal: 44.000, hvilket er et fald i forhold til protesterne i december.

Med det semiautoritære politiske system i Frankrig foregår de store kampe sjældent i parlamentet, hvor præsidenten har godt styr på sagerne – de foregår på gaden. Og det er en kamp om nationens sympati.

Seneste meningsmålinger viser, at den folkelige støtte til strejkerne, der har varet i over 40 dage, er faldet til under 50 procent. Der er fortsat utilfredshed, men modstanden er vigende – uanset hvordan demonstranterne tæller.

Ét system

Det franske pensionssystem, som består af 42 forskellige ordninger, er ufleksibelt og dyrt. Det favoriserer nogle grupper og forfordeler andre. De offentlige pensioner udregnes på baggrund af lønnen i de sidste seks måneder før pensionering. Den regnemetode er god for embedsmænd med 25 år på bagen, men mindre god for arbejdsløse.

Princippet er, at de arbejdende betaler en skat direkte til pensionisterne, men systemet giver underskud. Det kunne løses ved at hæve pensionsbidraget, men medianindkomsten for pensionister er allerede højere end medianindkomsten for de arbejdende.

I stedet vil Macron lave ét system, der gælder for alle, hvor man optjener point hver måned, som kan indløses til pension, når man går fra. Det kombineret med en minimumspension på tusind euro netto om måneden samt en kompensation til kvinder på børneorlov.

Kritikere kalder det en spareøvelse, for man ved endnu ikke helt, hvad »et point« er. Desuden pointeres det – med rette – er de gunstige pensionsvilkår ofte en kompensation for dårlig løn og arbejdsvilkår.

Det ligner et gennembrud

Reformen skal indfases langsomt, så franskmænd født før 1975 er undtaget. Det skaber et problem på kort sigt, for hvad så med underskuddet? Jo, regeringen har opfundet et teknisk begreb, som de kalder l’age pivot, som reelt er en hævelse af pensionsalderen til 64 år.

Det er egentlig en underminering af princippet bag reformen – enten har man et fleksibelt pointsystem, eller også har man en skarp pensionsalder – »men hvordan skal vi ellers få balance?«, som premierminister Édouard Philippe har sagt.

I knap en uge har han forhandlet med Frankrigs største fagforening, CFDT. De støttede oprindeligt regeringens reform, men gik med i strejken, da de hørte om den højere pensionsalder.

Regeringen har brug for CFDT til at legitimere sin reform, men CFDT har også brug for regeringen til at vise sine medlemmer, at de får mere ud af forhandlinger end demonstrationer.

Søndag skete så det, mange havde forudset: Édouard Philippe droppede kravet om højere pensionsalder på den betingelse, at CFDT og de andre fagforbund finder en måde at lukke hullet i pensionssystemet på inden slutningen af april (læs: på den anden side af lokalvalgene i marts).

De hårdkogte fagforeningsfolk i forbund som CGT og Solidaires er imod alt, selv om de allerede har givet store indrømmelser til blandt andet togførerne (reformen gælder nu kun togførere født efter 1985). De vil give alle franskmænd ret til at kunne gå på pension, fra de er kommet midt i 50’erne, med tre fjerdedele af sin løn betalt af staten – uden at skele til, at den franske stat ikke har haft overskud siden 1973.

Den fløj i fagforeningerne ser nu ud til at miste opbakning, og således er det formentlig lykkedes regeringen at splitte fagbevægelserne. Det ligner et gennembrud. Og alles øjne er rettet mod meningsmålingerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Curt Sørensen

'United We stand , divided We fall' - Det er en århundredgammel erfaring i arbejderbevægelsens lange kamp. Og hvad er det for 'uafhængige medier' der omtales i artiklen? I Frankrig, som i den øvrige verden, er medierne 'blå'. Realiteten i dagens verden er den , at en overvældende velorganiseret og samspillende kapitalmagt, statsmagt og mediemagt står over for en underkuet , atomiseret befolkning. Frankrig var et af de få lande , hvor arbejderne stadig gjorde modstand. Nu er de åbenbart ved at tabe også her. Hurrah, hurrah, hurrah!

"kapitalmagt, statsmagt og mediemagt" Det er magtfordelingen i morgendagens plutokratiske fascisme. En modernisering af Mussolinis klassiske fascisme som sammensmeltning af "statsmagt, regering og virksomheder".