En af de mest hypede kritikere af mainstream økonomi er den italiensk-amerikanske økonom Mariana Mazzucato, der er professor på University College London. Hendes positive fortælling om statens produktive rolle i økonomien har særligt vakt genklang i centrum-venstre-kredse.
Det er interessant at læse hendes seneste bog, The Value of Everything, i lystet af Thomas Philippons bog The Great Reversal, der blev anmeldt her i avisen den 17. januar. Mazzucato påstår igen og igen, at moderne mainstream økonomi har glemt de klassiske økonomers indsigter om, at ikke al indkomst afspejler en produktiv indsats, som forøger samfundskagen.
Men samtidig refererer hun gentagne gange Philippons forskning i, hvordan de største virksomheder i USA over de seneste 20 år i stigende grad har tilranet sig monopolmagt og på den baggrund har tjent overnormale profitter grundet den kunstigt skabte knaphed, en såkaldt kunstig knaphedsrente.
Hun påstår samtidig, at moderne mainstream økonomi siger, at målet for en vares samfundsmæssige værdi er dens pris. I sin argumentation påpeger Mazzucato blandt andet, at en branches bidrag til BNP, målt som dens indtægter fratrukket dens omkostninger, kaldes bruttoværditilvæksten. Men ingen veluddannet økonom ville med god samvittighed sige, at en branches samfundsgavnlighed kan måles på dens bruttoværditilvækst. Værdi forstås her ikke normativt, men udelukkende som et monetært mål.
Anekdotiske analyser
Mazzucato påstår også, at statens produktive aktiviteter ifølge mainstream økonomiske modeller aldrig spiller en rolle for, hvor meget virksomhederne kan producere. Det er direkte forkert. Mange økonomiske modeller tager højde for, at staten producerer nye ideer, uddanner arbejdsstyrken, producerer serviceydelser (for eksempel sundhed) og stiller infrastruktur til rådighed for private aktører. Der kan måske argumenteres for, at statens produktive rolle underspilles, særligt i den politisk-økonomiske debat, men forskningen har ikke glemt den.
'The Value of Everything - Making and Taking in the Global Economy' af Mariana Mazzucato.
»Politik handler ikke bare om at ’intervenere’; det handler om at forme en anden fremtid: sam-skabe markeder og værdi, ikke bare ’fikse’ markeder eller omfordele værdi. Det handler om at tage risiko, ikke kun at fjerne den. Det handler ikke bare om at gøre spillebanen fair, men at få den til at hælde i retning af den økonomi, vi vil have.«
Mazzucatos empiriske analyser er dog relativt ustrukturerede og til tider nærmest anekdotiske. Hendes eksempler angående betydningen af offentlig forskning for udviklingen af velkendte produkter, som for eksempel iPhone og Tesla, er dog tankevækkende. Det er også bemærkelsesværdigt, når hun viser, at de største amerikanske medicinalvirksomheder bruger lige så mange penge på reklame og salg som på forskning og udvikling.
Ingen dogmer her
Mazzucato gentager flere gange, at hun er kritisk over for forestillingen om, at bedre konkurrence kan afhjælpe de problemer, hun beskriver. Hun siger, det er forkert, når mainstream økonomer forklarer de overnormale profitter ud fra forskellige såkaldte ’markedsfejl’.
Hendes teoretiske alternativ står dog yderst uklart. Og mainstream økonomisk teori tilsiger ikke, at mere konkurrence altid er godt. Markedsfejl kan være fundamentale i den forstand, at målet ikke kan være et fejlfrit marked. I teorien om »det andetbedste« pointeres det sågar, at det kan være samfundsgavnligt at introducere flere markedsfejl, hvis der først er én.
I visse tilfælde er det bedste, at staten påtager sig aktiviteten selv. Andre gange kan staten med fordel i stedet for at skabe konkurrence på markedet skabe konkurrence om adgangen til et marked ved for eksempel at bortauktionere licenser. Der er ingen dogmer i mainstream økonomisk teori her.
Fordelene og ulemperne ved medarbejderejede virksomheder, hvor virksomhedens beslutninger træffes med blik for en lange række aktørers interesser, og ikke bare aktionærernes interesser, kan også analyseres. Skabelsen af gode, stabile, meningsfyldte job kan have betydelige samfundsgavnlige effekter, da det giver helstøbte og demokratisk aktive borgere. Profitmaksimerende virksomheder vil ikke nødvendigvis skabe sådanne job af sig selv.
Marx vs. moderne pristeori
Mazzucato begræder også, at Karl Marx’ begreb om udbytning ikke er at finde i moderne økonomisk teori. Karl Marx tog udgangspunkt i arbejdsværditeorien, hvor en vares værdi, og i sidste ende dens pris, er bestemt ud fra, hvor meget arbejdskraft, målt i timer, der kræves for at producere den.
Da arbejdskraften selv er en vare, som kan produceres, er dens værdi, lønnen, bestemt ud fra de samfundsmæssigt bestemte nødvendigheder, som opretholdelsen af arbejderens liv kræver. Forskellen på den værdi, arbejdet skaber, og selve arbejdskraftens værdi, kaldte Marx for merværdien. Kapitalisten tilegner sig merværdien som profit.
I moderne økonomisk pristeori er udgangspunktet i stedet de økonomiske agenters præferencer, de fysisk-teknologiske muligheder, hvilken information de forskellige agenter har adgang til, og gennem hvilke institutioner, herunder markeder, de interagerer.
Sigtet er en ren positiv, og empirisk testbar, teori om, hvordan priserne og indkomstfordelingen dannes, og hvilke effekter forskellige policy-tiltag vil have. Afkastet på kapital bestemmes eksempelvis af en kombination af, hvor profitable de tilgængelige investeringer er, og hvor mange der har mulighed for og ønsker at investere.
Kunstigt skabte knaphedsrenter og afkast på kapital akkumuleret på baggrund heraf er et godt bud på noget, som kunne kaldes udbytning. Der kan så derudover naturligvis argumenteres for, at omfordelende skatter er retfærdige selv i fraværet af overnormale afkast, fordi det omfordeler til dem, som i livets eller naturens lotteri har været uheldige med hensyn til medfødte evner eller udfaldet af deres investeringer. Men det er et normativt spørgsmål, hvor økonomer som økonomer ikke har noget særligt at bidrage med.
Mainstream økonomisk teori kan bruges til at lave nuancerede analyser af både statens produktive rolle i økonomien og graden af udbytning. Hvis Mazzucato og hendes støtter fraskriver sig at bruge de teoretiske og empiriske redskaber, som mainstream økonomi har udviklet, gør de det sværere for sig selv at udvikle konkrete forslag. Det vil mindske muligheden for, at deres drømme bliver til virkelighed.
Jeppe Druedahl er adjunkt på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information.
Det her er vist skavet af nogen med en hvis politisk bias...
Alvin Jensen. Al økonomisk teori er skrevet ud fra en politisk bias, al den stund økonomi er en social adfærds videnskab. De grundlæggende enhed i økonomi er dine og mine behov, ønsker og drømme, og det kan ikke sættes på formler.
Blot et eksempel på en eklatant misforståelse: "Der kan så derudover naturligvis argumenteres for, at omfordelende skatter er retfærdige selv i fraværet af overnormale afkast, fordi det omfordeler til dem, som i livets eller naturens lotteri har været uheldige med hensyn til medfødte evner eller udfaldet af deres investeringer."
I langt de fleste tilfælde sker omfordelingen fra den begrænsede del af det menneskelige aktivitetsfelt, der lader sig handle på et marked, til det langt større område, hvor ønskværdige og nødvendige aktiviteter, der ikke lader sig prissætte, finder sted.
@Peter Knap
"Al økonomisk teori er skrevet ud fra en politisk bias, al den stund økonomi er en social adfærds videnskab. De grundlæggende enhed i økonomi er dine og mine behov, ønsker og drømme, og det kan ikke sættes på formler."
Det er lige præcis dér økonomerne går galt i byen. Prøv at gå tilbage til start. Økonomi drejer sig om handel, og alt andet er bare garniture beregnet til at skille de "mere kloge" fra "de mindre kloge". De grundlæggende enheder i økonomi er individer med ressourcer de ønsker at udveksle.
Man kan ikke handle sig til flere ressourcer i et lukket system, og man kan ikke tale om værdi uden ressourcer.
Morten Balling. Økonomi drejer sig ikke kun om handel. Der er rigtig mange behov, der er værdifulde uden materielle ressourcer så æsom helbred, tryghed, ly, sex og mange flere og de kan alle være basis for økonomisk tilgang.
Hvordan handel og pengesystemer er opstået, hvad der er først og mest grundlæggende og hvad der er sekundært kan vi ikke på nogen måde skaffe os viden om. Vi kan vel ikke engang eksakt afgøre, om der overhovedet findes grundlæggende enheder i økonomisk teori.
Jorden er et lukket system. Der er det der er, og der kommer ikke mere til bortset fra solenergi.
Eller er jeg enig med dig.
Adam Smith, 1723 - 1790 var vel den første, der leverede en "rigtig" teoretisk opfattelse af de økonomiske teorier. Det skete i hans bog, "An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations". Han argumenterede bl.a. for, at de frie markedskræfter var selvregulerende, og enhver som handlede i strid med markedets interesser og ønsker, blev økonomisk straffet.
I korthed, for den er omfattende, bygger den på teorien om udbud og efterspørgsel samt teorien om fri konkurrence og selvfølgelig under indtryk af egoistisk (ønske)tænkning.
Egentlig mente Adam Smith, at politikerne skal holde sig langt væk fra den økonomiske udvikling. Og meget kan genses i USA´s politiske udvikling, hvor den amerikanske drøm faktisk er den egoistiske ønsketænkning, hvor borgerne bl.a. driver økonomien.
Andre, med andre økonomiske (og moralske) opfattelser er kommet efter Adam Smith, og mener noget helt andet. Men sagen er jo, at den frie konkurrence, skabt af udbud og efterspørgsel, både har billiggjort mange produkter, og har givet højere levestandard og teknologisk udvikling. Men samtidig har det også givet en over- og underklasse - altså accepterede klasser af udbyttere og udbyttede.
Og i nutidens globale samfund er det ganske tydeligt, at fri konkurrence kun giver lavere priser på kort sigt. For når konkurrencen har fjernet konkurrenterne, kan det overlevende firma blot fastsætte det prisniveau, de ønsker.
@Peter Knap
"Hvordan handel og pengesystemer er opstået, hvad der er først og mest grundlæggende og hvad der er sekundært kan vi ikke på nogen måde skaffe os viden om."
Kan vi nu ikke det? Økonomi eksisterede lang tid før Adam Smith og penge. Både som bytteøkonomi, men også før den i form af symbiose i naturen. Et eksempel er planter og mikroorganismer i jord. Planterne leverer sukker (energi) til mikroorganismerne, som bytter med næringsstoffer som er vitale for planten. Specialisering og handel. Det var ikke noget Adam Smith opfandt. Han opdagede bare sammenhængen.
Jeg er med på at økonomien ikke rigtigt kan blive enige om "værdi", hvilket havde lukket enhver anden videnskab ned. Man kan ikke opbygge en videnskab omkring økonomi hvis noget så basalt som værdi ikke kan defineres. Derudover har man en del andre aksiomer som ikke er helt på plads.
Økonomi i dag fungerer, ligesom et pyramidespil også fungerer i starten. Vi bilder os ind at penge repræsenterer værdi, men det gør de ikke. Hvis jeg køber en liter mælk for 5 kr og sælger den for 10 kr, så er mælken ikke blevet mere værd.
Udbud og efterspørgsels modellen fungerer, men de færreste kan huske hvor idéen stammer fra. Den afbildes ofte som lineære funktioner, men det er modellen kun lokalt. Den tog udgangspunkt i noget ala: Du har 10 mennesker med 10 kr hver, som vil købe dine 10 æbler. Hvad er det maksimale du kan få for dine æbler, og hvad sker der, hvis din nabo sælger pærer?
Når det kommer til vitale ressourcer såsom mad, vand og energi, så er der ingen priselasticitet. Værdi kan defineres på mange måder, men jeg vil tillade mig at postulere at den grundlæggende værdi for alle er at holde sig i live (ressourcers "nytteværdi"), og at alt hvad der hedder herlighedsværdi fordamper, hvis ikke de vitale behov kan tilfredsstilles. Sæt et menneske midt i en ørken i 3 dage uden vand. Så løser man paradokset med at diamanter er "mere værd" end vand. Det er de ikke, selvom vi bilder os ind at de er.
Jeg er også med på marginalteorien omkring værdi, men den kan kun have betydning så længe man har overflod af ressourcer. Har vi det?
@Peter Knap "økonomisk teori"er en temmelig overdraven betrangese for hvad der er i dag. Det er politik smiket som videnskab. Og når der endelig kommer en der prøver af gå videnskabligt til værsk bliver der gjort alt for af de skal blive glæmt igen.