Feature
Læsetid: 4 min.

Revolter er langsomme. Men sociale tabuer bliver nedbrudt i Mellemøsten i disse dage

På vej hjem til København fra to måneders rejse i regionen begynder Informations mellemøstkorrespondent at fundere over, hvorvidt man overhovedet kan give et bud på, hvor de seneste revolter bevæger sig hen. Læs sidste afsnit i Waleed Safis dagbog
2020’erne begyndte med likvideringen af Mellemøstens måske mest magtfulde mand, og hans død lader til at have udløst en kædereaktion af uoverskuelige scenarier. Hvem ved, hvad der venter i 2020, spørger skribent Waleed Safi. Her ses et billede fra Irak, hvor en protestbevægelse kræver mindre indblanding fra amerikanere og iranere.

2020’erne begyndte med likvideringen af Mellemøstens måske mest magtfulde mand, og hans død lader til at have udløst en kædereaktion af uoverskuelige scenarier. Hvem ved, hvad der venter i 2020, spørger skribent Waleed Safi. Her ses et billede fra Irak, hvor en protestbevægelse kræver mindre indblanding fra amerikanere og iranere.

Ahmad al-Rubaye

Udland
16. januar 2020

På vej til København efter to måneders rejse i Mellemøsten, skriver jeg en masse noter ned i et desperat forsøg på at nå frem til en konklusion. Jeg godt ved, at der ikke er noget at konkludere, når revolterne i regionen fortsætter med uformindsket styrke, men jeg forsøger alligevel.

»Konklusion:« skriver jeg i notesbogen og giver mig til at skrive stikord lige under:

»Sykes-Picot, korruption, religion, islamisme, olie, despoti, tribalisme, uvidenhed, overbefolkningen, inkompetence, Bush, polarisering, vestlige interventioner, terror, regionale magtkampe, ulighed, fattigdom, forældede bureaukratier, sekterisme og så videre og så videre.«

Større eller mindre problematikker, der gør Mellemøsten kaotisk.

Men én ting insisterer jeg på. Kaosset skyldes regimer, der svarer tilbage på folkets krav om mere indflydelse med kugler, intimidering, tortur eller bomber. Punktum.

Langsigtet proces

Det er selvfølgelig en meget forsimplet konklusion. Men indimellem er vi alle sammen nødt til at forsimple virkeligheden i et forsøg på at afgrænse og bevare fokus.

Det store spørgsmål i mine noter på vej til København drejer sig primært om, man overhovedet kan give et bud på, hvor de seneste revolter bevæger sig hen. Efterdønningerne af oprørene i 2011 fortsætter jo stadig. Syrien, Yemen og Libyen er klare vidnesbyrd.

»Mulige fremtidsscenarier,« skriver jeg et andet sted i noterne.

Der er selvfølgelig en mulighed for, at protestbevægelserne aldrig opnår de institutionelle forandringer, de drømmer om, og at de politiske systemer forbliver intakte og måske endda bliver langt mere repressive, end de var tidligere.

Der er også meget en stor sandsynlighed for, at protestbevægelserne ikke forstår at spille spillet kløgtigt mod de kyniske magthavere. Der er en fare for, at protestbevægelserne i Libanon og Irak, men også dem i Sudan og Algeriet, løber tør for revolutionær energi, pakker sammen og efterlader de store pladser som tomme museer over et fejlslagent forsøg på at ændre deres respektive samfund.

»Mellemøstlige revolter skal måske forstås som en langsigtet proces med mange økonomiske, sociale og politiske forandringer,« skriver jeg et sted.

Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at der formentlig vil være mange op- og nedture, inden et endeligt resultat bliver opnået – hvis det overhovedet sker. Det er dog tydeligt, at mange sociale tabuer bliver nedbrudt i disse dage. Jeg havde personligt ikke forestillet mig, at Irans præstestyre og ayatollaherne i Teheran en dag ville blive forbandet på gaden i Iraks hellige shiabyer Najaf og Karbala.

I de kommende år vil normer og værdier ændre sig. Protestbevægelser vil vokse og falde fra hinanden igen. Ideologier vil kollapse. Mennesker vil lide. Flere premierministre vil blive væltet. Byer vil blive lagt i ruiner. Og mange mellemøstkorrespondenter vil ende som drukkenbolte.

»Den franske revolution varede i 10 år, og siden den franske revolution i 1789 har der været 18 regimer med 18 forskellige forfatninger i Frankrig,« plejer en pessimistisk fransk kollega at sige med reference til Mellemøsten, når vi mødes i Istanbul over en øl.

Fortsætter i 2020

I København sover jeg i to døgn. Da jeg vågner, går jeg i den nærmeste Netto efter sild, rejer, laks, Kærgaarden, remulade, rugbrød og lakridser. Jeg vil føle mig hjemme.

Nogle dage efter smutter jeg forbi Dagbladet Information i Store Kongensgade. Vi udenrigsjournalister har det med at tro, at den region, vi dækker, er den vigtigste i hele universet. En tur forbi avisen, hvor andre kolleger knokler med andre områder, plejer at gøre os ydmyge igen.

I kantinen mødes jeg med Mette-Line Thorup, vores nye udlandsredaktør. Med nye redaktører kommer der altid nye prioriteringer, satsninger, og fokusområder, og jeg skal vide om Mette-Line prioriterer Mellemøsten.

»Ja, er du sindssyg! Selvfølgelig prioriterer jeg Mellemøsten,« siger Mette-Line over frokosten.

Jeg bliver straks tryg. Efter frokosten går jeg en tur i Københavns gader. I hånden går jeg med telefonen ligesom resten af Danmark. De beskeder og tweets, jeg ser, er nok en smule anderledes end den gennemsnitlige danskers.

»Ukendte mænd likviderede en aktivist fra vores omgangskreds i går, så alle er lidt bange i dag. Men vi fortsætter!« skriver en kilde i Sydirak over WhatsApp.

De efterfølgende dage overvejer jeg at holde ferie, men jo mere jeg forsøger at komme væk fra nyhederne, desto større, voldsommere og intense bliver de. Hver gang jeg åbner en app i smartphonen, er det som at åbne Pandoras æske.

I slutningen af december øges lydstyrken i regionen gradvist ganske som et crescendo i et dramatisk musikstykke; Assad bomber Idlib, Erdogan sender soldater til Libyen, USA bomber baser med iranske militser, og iranske militser bomber baser med amerikanske tropper.

Nytårsaften stormer ubevæbnede iranskstøttede militskrigere den amerikanske ambassade i Bagdad og sætter ild til receptionsområdet. Dagen efter trækker de sig ud, og alle ånder lettet op. Den 2. januar lægger jeg telefonen fra mig. »Nu skal jeg holde ferie,« tænker jeg.

Men idet jeg er ved at lukke og slukke for telefonen, eksploderer det hele: Amerikanerne likviderer generalmajor Qassem Suleimani, leder af Irans magtfulde Jerusalem-styrke.

Efter tre dages landesorg gengælder ayatollah Khamenei likvideringen med ballistiske missiler. Iran rammer baser i Irak herunder Ain al-Asad-basen, der huser amerikanske og danske styrker. Ingen bliver dræbt. Til gengæld rammer Revolutionsgarden et ukrainsk fly over Teheran med 176 mennesker om bord hvoraf halvdelen er iranere.

Efter nedskydningen af flyet strømmer iranerne på gaden for at udtrykke deres utilfredshed med præstestyret. I Irak kræver protestbevægelsen mindre indblanding fra amerikanere og iranere. 2020’erne begyndte med likvideringen af Mellemøstens måske mest magtfulde mand, og hans død lader til at have udløst en kædereaktion af uoverskuelige scenarier. Hvem ved, hvad der venter i 2020?

Serie

Dagbog fra halve revolutioner

Få steder i verden har protester, opstande og demonstrationer været så hyppige som i Mellemøsten i 2019. I slutningen af året rejste Informations korrespondent Waleed Safi rundt i regionen. Læs hans personlige optegnelser fra Mellemøstens ufuldendte revolutioner, som slutter da USA overraskende likviderer en iransk general.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jamen billederne som der opremses er klare og tydelige for Mellemøsten og dele af Nordafrika.

Fællestrækkene er ledelsesdiktatorer, hvad enten de hedder Saddam Hussein, Gadaffi, Ayatollah Rohani, Hafsanyani eller noget helt tredje, - ledelserne betjener sig af vold mod borgerne, uden reelle retstilstande eller forhold.

Imidlertid er der så mange "underafsnit" i staten - ved og med lokale sheiker, der hver udgør en selvstændig "mafia familie" med egne lokale områderegler, som dem der bor i området skal efterleve, af den ene eller anden årsag, for at kunne "leve lidt fredeligt i det mindste", og som disse lokale sheiker vogter over ikke bliver overtrådt.

Vi ser det tydeligt i f.eks. Libyen, hvor kaos er til stede, i stedet for fred og demokrati, sådan som Vesten " solgte sin krigsindsats mod Gadaffi; "beskytte civilbefolkningen mod Gadaffi", men efter drabet på Gadaffi, skulle demokratiet så holde sit indtog, som blomsten af krigsindsatsen, men det var ikke sådan deltagerne havde tænkt sig det.

"Et demokrati i vestligt regi", hvor der skulle stemmes om pladserne i parlamentet, - ikke noget med forud tildelte pladser til dem, - de klaner, der gav broderblod til kampen mod Gadaffi, og så gik det hele i stedet op i klankrige om magten, - et gensyn med tilstandene i Irak.

Vesten har endnu ikke forstået hvad Mellemøsten politisk og klanmæssigt er for en størrelse, hvor staten er noget fjernt for borgerne, selv om de bekender sig til at være Irakere, af den ene eller anden religiøse overbevisning for Islam.

Islams rolle er en fastholdelse i menneskemasserne i et tusindårsreligiøst samfund, og hvor kun en svag udvikling sker over århundrederne, og religionens imamer ikke mister magt eller religiøs anseelse, og derfor er det vigtigt for ayatollaherne der ikke gives køb på "sandheden" i form af eftergivenhed overfor viden.

Torben Lindegaard, Carsten Hansen og Thomas Barfod anbefalede denne kommentar

@Esben Bøgh
Overordnet godt skrevet, tak for det.
Dog har jeg en kommentar til følgende:

"Islams rolle er en fastholdelse i menneskemasserne i et tusindårsreligiøst samfund, og hvor kun en svag udvikling sker over århundrederne, og religionens imamer ikke mister magt eller religiøs anseelse, og derfor er det vigtigt for ayatollaherne der ikke gives køb på "sandheden" i form af eftergivenhed overfor viden."

Det er ikke helt rigtigt i min optik. Islam har som sådan ikke nogen rolle, det er bare en samling tekst som du kan fortolke forskelligt. Den kan bruges progressivt eller regressivt, forstås bogstavligt, eller fortolkes frit, ligesom alt andet.
Hvis du kigger på Islams udvikling gennem tiden, så har den været dynamisk ikke statisk. Dette er et udtryk for at Islam underlægges historiske begivenheder og kulturel udvikling, og at den fortolkes i tidens kontekst og af tidens spillere. Islam har dermed ikke en større rolle, end man vil give den på et givent tidspunkt. Viden og videnskab gjorde den islamiske verden til den mest udviklede og rigeste dengang. Men siden ca. 1200 tallet har en gren af ekstreme lærde indenfor islam taget over og desværre er det gået den forkerte vej. Dette kan dog og vil ændre sig med tiden. Folk er ved at være trætte af de langskæggede, der ikke har bragt den muslimske verden andet end kaos og ødelæggelse. De Kristne lande er lidt foran den muslimske verden hvad angår reformation. Det tager tid men er allerede godt i gang.

Hanne Utoft, Espen Bøgh, Thorkel Hyllested, Dennis Tomsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Velkommen hjem, Waleed Safi, og endnu en gang tak for dine altid intense og levende reportager fra Mellemøsten :-)

Michael Kamp, 16. januar, 2020 - 12:28

Ja.., det er et spørgsmål og hvordan disse religiøse tekster fortolkes, og af hvem, og med hvilken hensigt, og langt ud i verden behøver vi da ikkekigge for at opdage forskellene.

"Jehovas vidner", "pinsebevægelsen" osv., de forskellige bevægelser i Amerika, hvor der dyrkes alt fra incest til, overlevelse ved leg med giftslanger, "Guyana Jones" og andre skøre påhit, samt dem der gerne vil være en religion Scientology", og afslutningsvis kan vi lige tage Amish, Menonitter osv. som også "pusler lidt med pædofilien" i religionens hellige navn - men dog kun for pigebørnenes vedkommende", hvorimod de unge drenges jomfruelighed bliver dog ikke undersøgt lige så grundigt af et kvindeligt hold af gejstlige.

- Jeg kan lige se og høre det for mig; "Jeg syntes Poul trods sin ungdom virker meget udvokset", eller "den pige der får Mads hun blive sikkert glad"!

Men sådan fingerér det jo ikke i de kredse - Amish og Menonitter.