Tre dage i træk har præsidentens forsvarsadvokater siddet og lyttet andægtigt i USA’s senat til de demokratiske anklageres glødende argumenter for at dømme Donald Trump skyldig i embedsmisbrug og afsætte ham – uden at kunne ytre en eneste indvending.
I al den tid har senatets tv-kameraer ensidigt været rettet mod de syv anklagere, der skiftedes til at stå foran mikrofonen. I baggrunden højesteretspræsident John Roberts. En sjælden gang et skarpt fokuseret billede af den republikanske flertalsleder Mitch McConnell eller den demokratiske mindretalsleder Chuck Schumer, når de løftede deres stemmekort.
Men ingen tv-billeder til at granske senatorers og forsvarsadvokaters sindstilstand. Det ville være i strid med Senatets strenge adfærdskodeks under denne tredje rigsretssag i amerikansk historie.
Lørdag morgen kl. 10 i Washington, D.C., vender billedet. Nu er det forsvarets tur til at føre sag for præsidenten og prøve at skyde huller i anklagernes fremstilling. De har maksimum 24 timer, spredt ud over tre dage, til at udføre opgaven. Deres vigtigste tilhører bliver utvivlsomt manden i Det Hvide Hus med twitterkontoen @realDonaldTrump.
Enhver kapabel forsvarsadvokat, der står over for et »overvældende bevismateriale« mod den tiltalte, vil tage udfordringen op ved at slå små sprækker i anklagemyndighedens argumenter og så tvivl om vidnernes troværdighed. Det er, fordi den mindste tvivl om en tiltaltes skyld bør komme ham til gode.
I sagen mod præsidenten kan man derfor forvente at høre forsvaret pege på, at der hverken foreligger et skriftligt dokument, en båndoptagelse eller et vidnesbyrd fra en af hans rådgivere, der uimodsigeligt beviser Trumps skyld i det første anklagepunkt.
Heri er han blandt andet tiltalt for at have beordret tilbageholdelsen af militærhjælp på 391 mio. dollar til Ukraine for at presse præsident Volodimir Zelenskij til at bekendtgøre indledningen af en retlig undersøgelse af tidligere vicepræsident Joe Bidens rolle i afskedigelsen af Ukraines rigsadvokat i 2015.
Denne rigsadvokat var ifølge Trump på nippet til at indlede en korruptionsundersøgelse af det ukrainske energiselskab Burisma, hvori Bidens søn, Hunter, bestred en bestyrelsespost. Trump beskylder altså sin politiske rival Biden for korruption.
EU-ambassadør Gordon Sondland er det eneste vidne fra kongreshøringerne, der har talt personligt med præsidenten om hans betingelser for et møde i Det Ovale Kontor med Zelenskij. Men Sondlands hukommelse om disse samtaler er langtfra perfekt. Faktisk har han fremlagt skiftende versioner.
Fordi Sondland er demokraternes kronvidne, vil Trumps sagførere have relativt let ved at så tvivl om hans troværdighed og skyde et pænt lille hul i bevismaterialet.
Forbrydelse mod staten
Forsvarerne vil endvidere fremlægge argumenter, der omhandler præsidentens privilegium til at føre amerikansk udenrigspolitik uden om Kongressen. De kan påpege, at det er almindeligt for præsidenter at stille betingelser for at give et andet statsoverhoved audiens i Det Hvide Hus, eller at tilbageholdelse af bistand til et andet land er et hyppigt anvendt pressionsmiddel.
Eksempelvis truede vicepræsident Joe Biden Ukraines præsident Petro Porosjenko i 2015 med at indstille bistand til en værdi af 1 mia. dollar, med mindre han opfyldte USA’s krav om at fyre nævnte rigsadvokat, der var stærkt mistænkt for korruption. Porosjenko bøjede sig.
På det overordnede plan forventes Trumps forsvarere at fremføre, at forfatningens definition af forbrydelser og forseelser (high crimes and misdemeanors), der berettiger afsættelse af en præsident, er noget af en gummiparagraf. Hermed antydes det, at formuleringen kan benyttes til at opfylde en bestemt politisk målsætning.
De demokratiske anklagere brugte en del af deres tid på at gøre rede for forfatningsfædrenes hensigt med high crimes and misdemeanors, der kan oversættes til »højtstående politikeres og embedsmænds forbrydelser og forseelser mod statens interesser«.
Ifølge anklagerne skal betydningen sættes i en historisk sammenhæng. Forfatningsfædrene, sagde formanden for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, Jerold Nadler, tænkte specifikt på en præsidents benyttelse af sit embede til at opnå en personlig gevinst i strid med statens interesser.
Grundlæggerne skal ifølge Nadlers indlæg i Senatet især have frygtet udenlandske magters forsøg på at bestikke en præsident og manipulere demokratiske valg til deres fordel.
Over for dette argument forventes Trumps advokater at påpege, at ingen tidligere præsident er blevet tiltalt for embedsmisbrug. I 1868 var Andrew Johnson anklaget for at have overtrådt en kongreslov. I 1998 blev præsident Bill Clinton beskyldt for at have begået mened, hvilket er en strafferetlig forbrydelse.
I deres skriftlige oplæg til rigsretssagen hævder Trumps to juridiske rådgivere, Pat Cipollone og Jay Sekulow, at demokraternes beslutning om at rejse tiltale mod præsidenten ene og alene har til formål »at annullere valgresultatet fra 2016 og påvirke udfaldet i 2020«.
»Herved forvandler de Kongressens ret til at stille en præsident for en rigsret til et partipolitisk pressionsmiddel. Det vil svække den udøvende magt varigt og ændre magtbalancen til fordel for Kongressen,« hedder det.
Den til dato mest nuancerede fremstilling af rigsretssagen på Information.dk; naturligvis vil Demokraterne ikke kunne vinde denne rigsretssag, i og med at man ingen egentlige beviser har; blot spekulationer og politiserende anklager. Hovedvidnet Sondland's særdeles utroværdige optræden er illustrativ - og dét forhold at enhver kritiker af Demokraternes opportunistiske stunts omgående udpeges som Trumpist demonstrerer usagligheden til fulde.
nu kan jeg ikke læse informations nuancerede fremstilling, men ud fra Hannes kommentar vil jeg gætte på det er den første fremstilling set med republikanske briller,
og jeg kan konstatere at bias betyder mere end fakta, hvilket jeg jo godt vidste,
jeg er så af den modsatte overbevisning nemlig at trump er skyldig til langt over begge ører, men ved også at sagen ikke vil blive behandlet på basis af fakta, sagen ender med at falde af den simple grund at magt i USA er det samme som ret, stort set.
USA mener jo også de har "ret til" at bruge deres uovertrufne militære magt til at tryne resten af verden.
Er Fritsbøgers antagelse ikke rammende for lige præcis hvad jeg beskrev? Artiklen skildrer blot at sagens bevis står vanskeligt, hvorfor det sandsynlige udfald er at Trump ikke bliver dømt - og straks er den biased. Forstemmende.
Hanne, du ser tilsyneladende bort fra de fakta vi faktisk har, at sagens stilling er at det er svært at bevise noget betyder jo ikke at trump så er uskyldig,
og at trump har et noget alternativt forhold til virkeligheden er vist et konstateret faktum, og når Trump har så travlt med at kalde det en heksejagt ser jeg det som et stærkt indicium for skyld,
og jeg mener derfor at trump faktisk er skyldig,
og når du viser tegn på at du tror på trumps snak om heksejagt og politisk sag uden juridisk indhold, kunne det da tyde på at artiklen har mere bias i retning af uskyld end det modsatte, muligvis på trods af fakta, og da alt som skrives altid har en bias da ingen kan tillægge sig 100% objektivitet, er det synspunkt da ikke udtryk for ensidig bias fra min side, når du skriver at : "naturligvis vil Demokraterne ikke kunne vinde denne rigsretssag, i og med at man ingen egentlige beviser har", kan jeg da godt tillade mig at konkludere som jeg gør, for den konklusion er jo noget prematur eftersom der måske dukker beviser op.
Jeg mener, demokraterne gjorde det godt og grundigt ifht at forklare og bevise, at Trump er skyldig i at misbruge sin magt til at forsøge at få en anden statsleder til at annoncere 2 undersøgelser, hvis annonceringer kun ville gavne Trump selv i dennes kamp for genvalg, subsidiært præsident Putin. Derudover redegjorde de for, igen på baggrund af bevisførelse, hvordan Trump og hans administration både før, under og efter rigsretsundersøgelserne fandt sted, blokerede for vidner og dokumenter.
Artiklen her peger på, hvad republikanerne kunne gøre for at svare igen, og Team Trump benyttede sig da også af de nævnte taktikker gennem deres fremlæggelser i Senatet i dag. Selvom meget af det virkede famlende og søvndyssende, ville næsten hvad som helst kunne udgøre det for knager, de republikanske senatorer kan hænge deres hatte på ... hvad de formentligt ender med at gøre, ja. Sad, but true.
En person kan dømmes i en rigsret uden at have begået noget kriminelt i traditionel forstand, og at ingen præsident før Trump er blevet dømt for embedsmisbrug er ikke noget gyldigt argument for, at det er præcist det, han bør dømmes for.
"Hanne, du ser tilsyneladende bort fra de fakta vi faktisk har, at sagens stilling er at det er svært at bevise noget betyder jo ikke at trump så er uskyldig,"
Nej, men i et (amerikansk) retssystem skal den anklagedes skyld være bevist 'beyond reasonable doubt', ellers er dens juridiske indhold ikke tilstrækkeligt. Naturligvis har Trump forsøgt sig med masser af svinestreger og kneb mhp. at kunne føre informationskrig mod Demokraterne - og det samme har Demokraterne gjort mod Trump. Sig til, hvis du vil have dokumenterede eksempler ... og bemærk i øvrigt, hvordan DNC og førende Demokrater ikke er for fine til at føre direkte underlødige og injurierende smædekampagner mod politikere som Sanders, Tulsi Gabbard og Jill Stein.
Det er ret ærgerligt gentagne gange at skulle anføre at man ikke støtter Trump, blot fordi man heller ikke kan støtte DNC og en række af de førende Demokratiske politikeres korrupte og komplet utroværdige måder at begå sig på politisk - men det er illustrativt for vilkårene for de offentlige debatter. Hvis man ikke er imod Trump, er man med ham. Det minder en hel del om retorikken, som bar den kriminelle krig mod terror på benene, da Bush jr.-administrationen regerede i USA ... så velkommen i børnehaven. Her råder fingermalingen og pastabogstaverne; alt er sort og/eller hvidt.