Feature
Læsetid: 5 min.

Jeg har skrevet den ene depressive artikel efter den anden om Mellemøsten. Nu sker der endelig noget opløftende

Stik imod alle forventninger har arabiske befolkninger nu, efter de senere års kaos, rejst sig, skriver Informations Mellemøstkorrespondent Waleed Safi i tredje afsnit af sin dagbog fra to måneders rejse i Mellemøsten. Han er kommet til Beirut
Civil ulydighed i Beirut. Opstanden i Libanon begyndte, da regeringen forsøgte at indføre en særlig afgift på sms-tjenesten WhatsApp. Det fik tålmodigheden blandt landets unge til at briste. Nu er de på barrikaderne.

Civil ulydighed i Beirut. Opstanden i Libanon begyndte, da regeringen forsøgte at indføre en særlig afgift på sms-tjenesten WhatsApp. Det fik tålmodigheden blandt landets unge til at briste. Nu er de på barrikaderne.

Ammar Abd Rabbo

Udland
2. januar 2020

Da jeg ankommer til Libanons hovedstad Beirut, drøner jeg mod Martyrernes Plads i byens centrum, som demonstranterne har forvandlet til et folkemøde, hvor der diskuteres politik, samfund, og protesttaktikker.

Opstanden i Libanon begyndte, da regeringen forsøgte at indføre en særlig afgift på sms-tjenesten WhatsApp. Det fik tålmodigheden blandt landets unge til at briste. Nu er de på barrikaderne.

Sammenlignet med sørgelige Kairo er stemningen i Beirut festlig. Mænd og kvinder stråler af glæde. De udtrykker sig frit. De taler om deres håb og drømme. Gnisten i de unge libaneseres øjne minder mig om den gnist, jeg så i egypternes øjne på Tahrirpladsen i Kairo tilbage i 2011.

Det hele bliver endnu vildere, da jeg kigger på min telefon.

»Der er ingen vej tilbage nu,« står der.

Mens jeg går på Martyrernes Plads gløder telefonen med beskeder fra Iraks hovedstad, Bagdad. De venner, jeg tilbragte et par år med i Irak, da jeg dækkede krigen mod Islamisk Stat i 2015-2017, siger, at protesterne nu er blevet til en regulær opstand. Irakiske unge vil dø for forandring. De vil vælte de »gamle korrupte svin«, som blandt andet Danmark var med til at bringe til magten i 2003.

Jeg har svært ved at få armene ned. Over de senere år har jeg skrevet den ene depressive artikel efter den anden, men nu er jeg endelig vidne til en opløftende udvikling. Stik imod alle forventninger har arabiske befolkninger nu, efter de senere års kaos, rejst sig.

Jeg kan ikke styre min begejstring, så jeg logger på Facebook og skriver en opdatering, der opsummerer mine tanker efter turen på Martyrernes Plads:

»Mine damer og herrer Det Arabiske Forår er tilsyneladende tilbage. Vi er i gang med anden runde, og status er lige nu følgende: Kairo, Damaskus, Tripoli og Sanaa er nede efter kontrarevolutioner. Til gengæld har Beirut, Bagdad, Khartoum og Algier rejst sig. Tunis er allerede trængt halvvejs gennem citadellets port. 2-1 til folket!«

Revolution?

Efter nogle dage i Beirut går det op for mig, at demonstranterne konsekvent omtaler deres protestmarcher som revolution. Det har jeg lidt svært ved at forstå.

En revolution – det vil sige en pludselig, gennemgribende omvæltning af et samfund og dets styreform og institutioner til fordel for et komplet nyt system – har på ingen måde fundet sted i Libanon, hvor hele systemet stadig er intakt.

Af samtlige omvæltninger i Mellemøsten efter 2011 er Tunesien i dag det eneste sted, som har oplevet en ægte revolution, fordi landet er gået fra at være et autokrati til et demokrati.

»Men en revolution kan også være intellektuel,« indskyder en kvindelig demonstrant.

Den forklaring har jeg ikke hørt før, siger jeg og beder hende uddybe.

»Når et folk pludselig bliver i stand til at forestille sig en ny samfundsorden, der er anderledes end den nuværende, er det jo også en form for revolution. Det er en kollektiv aha-oplevelse. Når folket får en evne til at forestille sig, at samfundet kan være anderledes, at vejen er åben for noget nyt, og at alt kan lade sig gøre. Dét magiske øjeblik er revolution i sig selv.«

Jeg er paf. I litteraturen defineres revolution som en gennemgribende omvæltning af en styreform. Men kvinden på Martyrernes Plads har en pointe. Og hvem er jeg egentlig til at sige hende imod? Hun er jo på barrikaderne, og jeg kommer flyvende fra Kairo for at sende en reportage til Store Kongensgade 40C.

Gad vide, hvordan sådan et magisk øjeblik ville se ud i Danmark? Er danskerne overhovedet i stand til at forestille sig et andet Danmark end det nuværende, eller er danskerne for lykkelige til det? Hvordan vil en revolutionær tanke lyde eller se ud i Danmark? Og hvem i det danske samfund bliver den første til at tænke revolutionære ideer en dag?

Jeg aner det ikke.

»Den neoliberale imperialisme har vundet«

I Beirut bor jeg hos Abu Mazen; en 60-årig desillusioneret, venstreorienteret libaneser, der hader menneskehedens knæfald for markedskræfterne lige så meget, som han hader arabiske ledere, der logrer med halen for Israel.

»De gamle heroiske dage med ægte revolutioner er ovre, habibi. Den neoliberale imperialisme har vundet. Ingen kan tænke i alternativer,« siger han og tager en slurk af morgenkaffen.

Abu Mazen – der sover med tændt fjernsyn og lys iført jakkesæt – påstår, at han kæmpet mod Israel i 1982, skrevet om imperialismen som journalist og været rådgiver for Amine Gemayel – Libanons præsident fra 1982-1988 – indtil han opgav alt og holdt sig til kaffe og kvinder; »de to eneste ting i livet, der er begribelige alligevel«.

»Den sidste ægte revolution var den iranske i 1979. Den havde en karismatisk leder, der tænkte strategisk og kontrollerede parallelle institutioner, der kunne overtage statsbureaukratiet, så snart shahen stak af, og hans regime kollapsede. Dem på Martyrernes Plads kan ikke tænke så stort. De er alle sammen neoliberalister uden at vide det,« siger Abu Mazen knastørt.

Jeg er ikke sikker på, om jeg forstår Abu Mazen.

Ingen revolutionære i Mellemøsten

Ifølge Abu Mazen har kvinden på Martyrernes Plads heller ikke ret. Det at forestille sig et alternativt samfund til det nuværende er ikke i sig selv revolutionært. Man skal have redskaberne til at implementere utopier i virkeligheden. Det vil sige, at man skal turde lede forandringen. Protestbevægelsen i Libanon har ikke andet end protesttaktikker. Demonstranterne vil ikke lede staten, de vil protestere mod den.

»De store revolutioner fra sidste århundrede var drevet af antikolonialismen. I dag har ingen store ideer længere. Demonstranterne dernede vil presse eliterne til at opføre sig ordentligt, men eliterne giver ikke en fuck,« siger Abu Mazen.

Han fortsætter:

»Der er ingen revolutionære længere. Den eneste rigtige revolutionære i Mellemøsten er Islamisk Stat. Jihadisterne har vision, ideologi og strategi, og de forsøger at skabe et kalifat. Alle de andre i regionen er ikke i stand til at tænke i alternativer. Kurderne har lidt af det, men de er kurdere, og dem lytter ingen til. Alle de andre står bare nede på pladserne i storbyerne og råber klicheer. De evner ikke mere end det.«

– Så du mener, at de nuværende revolter ikke engang er halve revolutioner?

»De er ikke engang halve revolter!« siger han.

Jeg skriver en masse noter ned og kontakter en kammerat i Erbil, Kurdistans regionale hovedstad i Nordirak. Derfra kan jeg rejse til Bagdad, som er ved at eksplodere. Gad vide, om Iraks såkaldte ’Oktoberrevolution’ bare er en halv revolte?

Serie

Dagbog fra halve revolutioner

Få steder i verden har protester, opstande og demonstrationer været så hyppige som i Mellemøsten i 2019. I slutningen af året rejste Informations korrespondent Waleed Safi rundt i regionen. Læs hans personlige optegnelser fra Mellemøstens ufuldendte revolutioner, som slutter da USA overraskende likviderer en iransk general.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mange danskere kan forestille sig et andet Danmark, vi har også brug for en revolution, tænke anderledes i helheder, have et andet økonomisk system, leve mere klimavenligt mm og den revolution er i fuld gang men folks tankegang tager tid at ændre. Både hos os og andre holder man sig helst til det vanlige indtil man er nødt til at ændre tingene og vi er tvingende nødt til at ændre verden