Trods stigende folkelig modstand er verdens plastikforurening i kraftig vækst

Stranden ved Muncar på den indonesiske ø Java var et horribelt syn. Den 300 meter brede og kilometerlange sandbræmme var et dybt og stinkende søle af poser, bleer, flasker, sovsebøtter, brugt emballage og andet plastaffald.

For to år siden havde bulldozere fjernet og begravet et lignende ælte af plastik og sand. Men døgn for døgn havde tidevandet skyllet nyt plastaffald i land. Og hver eneste dag var endnu mere plastaffald blevet smidt i floder og vandløb fra byer og landsbyer og udledt i havet. Så meget plast flød nu rundt, at det var begyndt at sætte sig fast om fiskerbådenes skruer.

»Vi frygter fremtiden,« sagde en ældre kvinde fra Muncar. Hun huskede, hvordan hendes by for blot et årti siden var et af Indonesiens mest maleriske badesteder og et yndet turistmål. »Hvis det fortsætter sådan, bliver vi begravet i plastik. Vi har ikke andre muligheder for at skille os af med vores plastaffald end at kaste det i floden. Men vi er vrede nu,« sagde hun. »Der må gøres noget.«

Det var i januar 2019.

Et år senere flyder stranden stadig med plastaffald, men lokalstyret er gået sammen med internationale rådgivere, et genbrugsselskab og en hærskare af frivillige affaldssamlere i en koordineret indsats for at forhindre mere plast i at skylle i land på regionens kyster. Projektet kommer til at koste millioner af dollar og kan tage år at realisere, men håbet er, at Muncar med tiden kan få sine uspolerede sandstrande tilbage.

Krakning

2019 var i det meste af verden et år, hvor den petrokemiske industri og de globale fødevare-, læskedrik- og kosmetikgiganter gik sammen om at fremme stimulation af et øget forbrug af deres produkter. Og i den proces skabe nye bjerge af plastik, som lokalsamfund og fremtidige generationer må kæmpe med at befri sig for, alt imens de gennem fossile emissioner fra deres produktion bidrog til at skærpe klimakrisen yderligere.

Den ultrabillige skifergas fra USA’s ti år lange frackingboom giver fortsat næring til milliardstore dollarinvesteringer i nye petrokemiske såkaldt krakningsanlæg, der skiller ethan fra gas og derved producerer ethylen, propylen og ethen – de vigtigste komponenter i næsten al plastik. Siden 2010 har den petrokemiske industri investeret over 200 milliarder dollar og påtænker at investere yderligere 100 milliarder dollar i den globale plastproduktion, som frem til 2030 forventes at vokse med 40 procent.

Konsekvenserne for de lande, der kæmper for at sikre en levedygtig fremtid i et klima under forandring, og for de tusindvis af lokalsamfund, der lider under massiv plastforurening, er man knap nok begyndt at få overblik over. For tyve år siden satte produktion og bortskaffelse af plastik et beskedent aftryk på klimaet. Nu anslås begge dele at tegne sig for næsten 14 procent af det globale forbrug af olie og gas.

Ved en 20-procentsforøgelse af plastproduktionen frem til 2050 vil plastindustriens bidrag til klimaemissionerne være vokset til svimlende 2,75 milliarder ton om året. Plastikproduktionen vil til den tid kunne tegne sig for halvdelen af den fremtidige olieefterspørgsel.

Plastik, siger Det Internationale Energiagentur, vil kunne optage op til 15 procent af det resterende årlige kulstofbudget og dermed gøre den hurtigtvoksende plastindustri til ækvivalenten til verdens femtestørste klimaopvarmningsland. Det svarer til udsendelse af en større emissionsmængde end Tyskland eller Storbritannien; dobbelt så meget som alle afrikanske lande og næsten lige så meget som skibsfart og luftfart tilsammen.

Fossil ekspansion

Selv om vreden over de rige landes modvilje mod at handle tilstrækkeligt vidtgående imod klimaændringerne voksede i 2019, blev det uafviseligt, at plast nu er blevet oliegiganternes bedste håb om fortsat ekspansion og samtidig en af de nye væsentligste årsager til de globale klimaændringer.

Shells kæmpe ethankrakningsanlæg til seks milliarder dollar, der er under opførelse nær Pittsburgh, skal producere 1,6 millioner ton plast om året. Men det er kun et blandt snesevis af anlæg i lignende størrelse, der planlægges at blive taget i brug i USA, Indien, Kina og Mellemøsten.

Trods hændervriden i FN og tilsagn fra virksomheder om større klimahensyn steg efterspørgslen efter plast i 2019 med yderligere 3,5 procent og i store dele af Asien med op til 16 procent. Ifølge de senest tilgængelige data blev der produceret 359 millioner ton i 2018. Næsten en tredjedel gik til engangsemballage, og under ti procent blev genanvendt. Resten røg på lossepladser eller blev brændt i forbrændingsanlæg, hvilket bidrog til yderligere emissioner og øget luftforurening, hvis det da ikke blot blev efterladt uindsamlet som de ca. 0tte millioner ton, der endte i have via floder.

Men 2019 blev også året, hvor et verdensomspændende oprør mod plastforurening blev omsat til politisk handling og trods alt fik mange virksomheder til at love at søge alternativer. Plastikfri produktion blev trendy i Europa, og store mad-, drikkevare- og medicinproducenter blev udskammet. Det blev året, hvor regeringer (herunder Danmark, red.) bebudede nye love, og hvor hundredvis af mulige alternativer og initiativer blev gransket.

Markante skridt blev taget af offentligheden for at rydde op i strande og have, men i Storbritannien blev opgavens uhyre omfang understreget i november, da en kaskelothval blev fundet på en skotsk strand. En undersøgelse af dens mave afslørede en 100 kg tung kugle af plastik, fiskenet, papbægre, indkøbsposer, handsker, plastbånd, rør, poser, flasker og alt muligt andet affald fra det globale forbrugersamfund. Sådanne strandinger blev almindeligt forekommende i 2019, hvor plastfyldte hvaler skyllede op i Wales, Filippinerne, Indonesien, Italien og USA.

Offentlig afsky

Presset af den voldsomme offentlige afsky over synet af de strandede dyr kvalt i plastik og forurenede kystlinjer blev emballageindustrien tvunget til at reagere. Mad- og læskedrikproducenter som Unilever, Mars, Danone, Pepsico og Coca-Cola har lovet at reducere mængden af ​​’jomfruplast’ frem til 2025 og i stedet øge brugen af ​​genanvendt plast. De globale forpligtende mål for reduceret plastbrug, der blev formuleret sidst i ​​2018 for at få virksomheder til at give tilsagn om at bruge mindre og genbruge mere, fik tilslutning fra 400 af verdens største virksomheder, der tilsammen er ansvarlige for over 20 procent af al den producerede plastemballage.

Supermarkedskæder som britiske Tesco, Sainsbury’s, Asda, Morrisons og Waitrose kappedes om at nedbringe mængden af ’sort’ plastik fra deres butikker og skrue op for mængden af ​​genanvendt materiale. Asda oplyser, at næsten en tredjedel af kædens plastemballage vil komme fra genanvendte kilder i slutningen af ​​2020, og at en total overgang til genbrugsplast vil være gennemført i 2025. Tesco lovede at fjerne én milliard stykker plast fra de produkter, der bliver solgt i kædens britiske butikker ved udgangen af ​​2020.

Sir David Attenborough har noteret, at en kulturændring er undervejs og erklærede over for de tusindtallige publikummer ved Glastonbury-festivalen, at verden nu er ved at bryde med sine gamle plastikuvaner. Den prognose kan dog vise sig for optimistisk. Ifølge ngo’erne Greenpeace og Environmental Investigations Agency havnede mere plast end nogensinde på butikshylderne i 2019, og kun Waitrose, Tesco og Sainsbury’s af Storbritanniens ti største butikskæder kunne påvise marginale reduktioner af den mængde plast, de brugte. Samtidig gik salget af plastikflasker kraftigt i vejret.

Akademisk forskning bekræftede også, at forureningen i 2019 blev værre end nogensinde, og at fiskerisektoren var blandt de hovedansvarlige. Det hollandske Ocean Cleanup-projekt, der arbejder på at gøre indhug på Great Pacific Garbage Patch – den gigantiske plastikø, der flyder rundt i Stillehavet mellem Californien og Hawaii – konstaterede, at over halvdelen af plastaffaldet her stammede fra kasserede plastnet og reb, not-net eller såkaldte fiskeaggregeringsenheder (FAD’er), bøjer, lange linjer, kasser og pontoner. Franske forskere viste, hvordan mængden af plastaffald på bunden af ​​Middelhavet siden 1990’er er blevet tredoblet, og Ellen MacArthur Foundation vurderede, at der i 2050 vil være mere plastik end fisk i verdenshavene, hvis produktionen og forbruget af plast får lov at udvikle sig som hidtil.

Uanset hvor forskerne kiggede hen, blev de forfærdede. En undersøgelse fandt anslået 1,8 millioner stykker plast, gamle dæk og fiskeredskaber på havbunden i Bay of Fundy mellem Nova Scotia og New Brunswick i Canada. WWF Verdensnaturfonden har beregnet, at 570.000 tons plastik ender i Middelhavet hvert år (svarende til 33.800 plastflasker hvert minut), og at plastrester kan spores hele vejen op i fødekæden til menneskers kroppe.

Falske alternativer

Under pres fra regeringer, men uvillige til at producere mindre, satte plastindustrien i 2019 et øget fokus på bioplast, som omdanner sukker i planter og afgrøderester til plast. Store producenter som BASF, Dow, Huhtamaki, Plantic, Mondi og Amcor øgede forskningen i plast fra majs, hvede, kartofler, sojabønner og bomuld. Markedet er stadig lille, men det forventes at vokse med 20 procent årligt til at omsætte for 70 milliarder dollar i 2024.

Bioplast er dog ikke svaret, siger kritikere. Ikke blot optager produktionen arealer, der er nødvendige til fødevareproduktion, men det meste bioplastik behøver høje temperaturer til industriel kompostering, hvis det skal nedbrydes. Da kun få lokale myndigheder råder over sådanne faciliteter, ender det meste bioplast på lossepladser, hvorfra de frigiver metan, en drivhusgas, der er 23 gange mere potent end kuldioxid.

Industriens forsøg på at tage sig mere grøn ud endte i 2019 for det meste i forvirring. Produkter klassificeres i stigende grad som komposterbare, bionedbrydelige, genanvendelige eller biobaserede. Men de fleste af disse udtryk gav ikke mening. Biologisk nedbrydelig plast har vist sig at være intakt efter år på havet. Det har vist sig, at ikke alle komposterbare materialer kan komposteres lokalt hos forbrugeren, og genbrugsplastens genanvendelighed er afhængig af kvaliteten af den lokale affaldshåndtering. Med få etablerede standarder og ingen tidsskala knyttet til bioplasts nedbrydning blev de af mange betegnet som falske løsninger.

Handlingsplaner

Konfronteret med stærkt forurenede kyster, en fjendtlig mediedækning og vrede turister lancerede EU i 2019 sin egen plaststrategi. Denne skal sikre, at al plastemballage i EU skal kunne genanvendes i 2030. Den påbyder også, at 90 procent af alle plastflasker skal kunne genanvendes inden 2025. Den nye britiske regering har lovet at forbyde eksport af plastaffald til fattige lande og at indføre en skat på plastemballage med mindre end 30 procent genanvendeligt indhold fra 2022. Også asiatiske lande, som står over for massivt forurenede kystlinjer og et hastigt voksende plastmarked, lovede at handle.

Plastindustrien kæmpede dog energisk tilbage. Nok lovede nogle plastproducenter, at de vil stoppe med at bruge visse typer plast, men deres brancheorganisationer lobbyede i 2019 kraftigt mod nye love og førte kampagner for at få lov til at fortsætte med at producere mere. Industri- og supermarkedshandelsgrupper lobbyede mod foreslåede obligatoriske genbrugsordninger, forbud og nye genbrugsmål. Den amerikanske plastindustri svarede igen med truende retssager mod lokale myndigheder og byer, der forsøgte at indføre poseforbud.

Til gengæld har koalitioner af globale og lokale ngo’er, internationale banker, naturbevaringsgrupper og enkelte plastproducenter meldt sig frivilligt til at rydde op i floder og strande og hjælpe myndigheder med at indsamle og genbruge affald.

Det ændrer dog ikke ved, at den petrokemiske industri ved indgangen til 2020 indtil videre har det klare overtag. Men 2020 kan også blive skelsættende. I juni afholder FN en havkonference i Portugal, hvor de globale fremskridt for et bedre havmiljø skal vurderes, og her vendtes flere lande at give nye tilsagn om forhindring og bekæmpelse af plastforurening. Mange bebudede regeringsforbud forventes også at træde i kraft, hvortil kommer hundredvis af mindre lokale initiativer til at genbruge mere og reducere forureningen, der samlet set kan vinde yderligere momentum og i bedste fald begynde at gøre en forskel til det bedre.

Kravene om reduktion af plastbrugen vil utvivlsomt blive højere, ligesom plastindustrien vil intensivere sine bestræbelser på at stå imod. Men finder vi ikke nye måder at bruge mindre på, vil de fleste af tiltagene for at dæmme op for plastoversvømmelsen af miljø og natur sandsynligvis vise sig midlertidige og utilstrækkelige.

John Vidal er tidligere miljøredaktør for The Guardian

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen