Essay
Læsetid: 21 min.

Er Trump hævet over loven? Her er de konsekvenser, som rigsretssagen kan få for præsidenten og USA

Lørdag er det forsvarets tur til at fremlægge deres argumenter i rigsretssagen mod Donald Trump. Den fremtrædende forfatningsekspert Noah Feldman gennemgår her, hvilke konsekvenser en rigsretssag, der næppe fører til Trumps afsættelse, kan tænkes at få – dels for Trumps præsidentskab, dels for det amerikanske demokratis fremtid
Hvis offentligheden skulle finde, at beviserne mod Trump har vist sig utilstrækkelige, vil dette nok vidne om et sammenbrud for vores kollektive evne til at vurdere fakta nøgternt og drage konklusioner ud fra disse, skriver professor Noah Feldman.

Hvis offentligheden skulle finde, at beviserne mod Trump har vist sig utilstrækkelige, vil dette nok vidne om et sammenbrud for vores kollektive evne til at vurdere fakta nøgternt og drage konklusioner ud fra disse, skriver professor Noah Feldman.

Brendan Smialowski

Udland
25. januar 2020

Med rigsretssagen imod Donald Trump står en amerikansk præsident for kun tredje gang i historien over for en retsproces i det amerikanske senat. Anklagepunkterne i sagen, som disse er formuleret af retsudvalget i Repræsentanternes Hus, er imidlertid væsensforskellige fra dem, som præsidenterne Andrew Johnson og Bill Clinton fik imod sig i deres rigsretssager. Og de er værd at analysere nærmere.

De republikanske senatorer står klar til at forsvare Donald Trump. To tredjedele af det republikanske senat skal være enige, hvis Trump skal kendes skyldig. Men selv om dette næsten helt sikkert ikke kommer til ske, er det stadig værd at se på, hvilke konsekvenser en rigsretssag, der ikke fører til Trumps afsættelse, kan tænkes at få – dels for Trumps præsidentskab, dels for det amerikanske konstitutionelle demokratis fremtid.

I det første afsnit af rigsretssagens anklageskrift mod Trump påstås det, at han »har misbrugt præsidentembedets magtbeføjelser« ved at »tilskynde en udenlandsk regering, Ukraine, til at blande sig i USA’s præsidentvalg i 2020«. Herefter opregnes der tre tilfælde af Trumps påståede magtmisbrug.

Korrupte motiver

Det hævdes for det første, at Trump »på korrupt vis har tilskyndet« til undersøgelser, »der ville fremme hans chancer for genvalg«, dels af den tidligere vicepræsident Joe Bidens forhold, dels af »den miskrediterede teori, at det var Ukraine – snarere end Rusland – som blandede sig i USA’s præsidentvalg i 2016«.

For det andet hævdes det, at Trump »ud fra de samme korrupte motiver« skal have betinget sig, at Ukraine offentligt skulle erklære den undersøgelse, han ønskede sig, sat i værk, før han ville give grønt lys for en tidligere lovet militærbistand på 391 millioner dollars til Ukraine – og før han ville acceptere at tage imod Ukraines præsident ved et møde i Det Hvide Hus.

For det tredje hævdes det, at selv om Trump efterfølgende godkendte overførslen af denne militærbistand, da det var blevet offentligt kendt, at han stillede betingelser, så »vedblev han fortsat på åben og korrupt vis med at tilskynde Ukraine til at gennemføre undersøgelserne med henblik på derved at skabe sig personlige og politiske fordele«.

Endelig hedder det i en sætning, der indledes med den tungtvejende juridiske term ’følgelig’: »Følgelig vil Trump forblive en trussel imod den nationale sikkerhed og forfatningen, såfremt han tillades at blive siddende på præsidentposten«.

Trump »har handlet på en måde, som er i grov modstrid med god regeringsskik og retsstatsprincipper«, hedder det videre, og anklageskriftet konkluderer: »Der er således hjemmel for, at der rejses og gennemføres en rigsretssag imod Trump, at han afsættes fra embedet og diskvalificeres fra at bestride fremtidige regeringsposter.«

Anklagen for magt- og embedsmisbrug for egen personlig vinding falder således fint inden for den amerikanske forfatnings bestemmelser om ’forbrydelser mod staten’, som i forfatningens særlige terminologi benævnes high crimes and misdemeanors. Et begreb, som blev udmøntet af de amerikanske forfatningsfædre, der hermed især tænkte på situationer, hvor en siddende præsident misbruger sin magtposition til at fremme eller sikre sine genvalgschancer.

’Quid pro quo’

For at forsvare sig imod disse anklager kan Trump og hans forsvarere eller stedfortrædende støtter slå ind på forskellige strategier (forsvaret begynder fremlæggelsen af deres argumenter lørdag, red.).

En af disse kan tage afsæt i en problematisering af de foreliggende kendsgerninger. Præsidentens støtter kan hævde, hvilket nogle republikanere også gjorde under debatterne i Repræsentanternes Hus, at Trump aldrig har fastsat eksplicitte betingelser for at overføre militærbistand eller gå med til et møde i Det Hvide Hus – det vil sige, at der med andre ord ikke kan dokumenteres at have foreligget en såkaldt quid pro quo-situation (noget for noget, red.).

Problemet med den strategi er imidlertid, at efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus har indsamlet materiale, der tværtimod peger i retning af, at der ganske klart forelå en quid pro quo-situation. Således har den amerikanske EU-ambassadør Gordon Sondland under vidneafhøring udtrykkeligt fastslået, at det gjorde der.

I sin vidneforklaring sagde han ganske vist, at Trump på et tidspunkt havde sagt til ham, at der ikke skulle være nogen quid pro quo. Men desuagtet fik Sondland – ifølge hvad han selv forklarer – et umisforståeligt indtryk af, at Trump havde gjort det til en ufravigelig betingelse for at give militærhjælp og tage imod Ukraines præsident i Det Hvide Hus, at Ukraine forinden havde meddelt, at undersøgelser af Biden og hans søns ukrainske relationer var sat i gang. Der forelå med andre ord et oplagt tilfælde af quid pro quo.

Synderligt overbevisende virker det ikke, når Trumps støtter herimod indvender, at Sondland må have misforstået præsidentens bemærkninger. På dette tidspunkt havde EU-ambassadøren i flere måneder været en central aktør i udformningen af Trumps Ukraine-politik.

Et yderligere problem for en sådan forsvarsstrategi vil være, at anklagen for magtmisbrug på ingen måde står og falder med, om der kan føres beviser for quid pro quo. I sig selv udgør den utvetydige anmodning, som Trump fremkom med over for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, i sin telefonsamtale den 25. juli 2019, nemlig et fuldt tilstrækkeligt belæg for den ’tilskyndelse’, som rigsretssagen handler om. Trump har altså alene ved at bede om »en tjeneste« i denne telefonsamtale misbrugt sit embede.

Det er ikke en forudsætning for, at Senatet kan dømme Trump, at han skal kendes skyldig i alle anklageskriftets anklagepunkter. Et enkelt er nok.

Motivgranskning

En anden type ’faktuelt’ baseret forsvar vil lægge vægt på Trumps motiver snarere end på hans handlinger. Præsidentens forsvarere kan hævde – som de også gjorde i Repræsentanternes Hus – at han ikke søgte nogen personlig vinding, da han tilskyndede til efterforskningerne.

Snarere – vil de kunne hævde – var Trump oprigtigt optaget af at bruge amerikansk indflydelse til at sætte ind mod Ukraines omfattende korruption. Han tilbageholdt dermed kun militærhjælp og mødeaftale for at gøre Ukraines regering det klart, at den var nødt til at yde en mere seriøs indsats for korruptionsbekæmpelse.

Men umiddelbart rummer heller ikke dette forsvar nogen stor overbevisningskraft. Trump havde ikke udtrykt den mindste interesse for korruptionsbekæmpelse – hverken i almindelighed eller i Ukraine i særdeleshed – på det tidspunkt, da han tilskyndede Ukraines regering til at indlede undersøgelser.

Ydermere er det umuligt at benægte, at en ukrainsk melding om igangsatte undersøgelser så åbenlyst ville gavne Trumps genvalgschancer ved at svække Bidens kandidatur og skade demokraterne. Ja, faktisk har den blotte mistanke og den offentlige debat om hans søns bestyrelsespost i det ukrainske energiselskab Burisma allerede i nogen grad skadet Biden, hvis tilslutning i nomineringsvalgkampen forekommer vigende.

En mere sofistikeret variant af et forsvar ud fra Trumps intentioner kunne imidlertid tage afsæt i, at han kan have handlet med blandede motiver. Det er meget muligt, at han også ventede sig personlige fordele af undersøgelserne, men dette anfægter ikke, at han havde en absolut legitim interesse i at forfølge en politik for aktiv korruptionsbekæmpelse i Ukraine.

I sin stærkeste form vil dette argument insistere på, at det i praksis er umuligt at skille legitime fra illegitime motiver, og at Trump ikke bør afsættes for en handling, der kan gives en legitim begrundelse.

Første afsnit i rigsretssagens anklageskrift tager dog implicit højde for denne forsvarsstrategi med sin gentagne brug af vendingen ’på korrupt vis’ i beskrivelserne af Trumps tilskyndelse af Zelenskij til at efterforske. Som anklagerne er formuleret, er det netop Trumps motiv til personlig vinding, der gør hans adfærd ’korrupt’ – og uden at dette kan opvejes af nogen national interesse.

Erin Scott

Personlige fordele

Fra Trumps støtter vil modsvaret antageligt være, at det er ikke er muligt at påvise nogen klar tilstedeværelse af korrupte motiver inden for en politik, for hvilken der kan anføres fuldkommen gyldige motiver.

Den bedste imødegåelse af et sådant forsvar vil omvendt være at gøre gældende, at mulige ikkekorrupte motiver bag Trumps handling aldrig vil kunne udrydde tilstedeværelsen af et korrupt motiv. Hvis det var Trumps mål at sikre sig en personlig fordel, kan det i forhold til den amerikanske forfatnings bestemmelser om high crimes and misdemeanor (forbrydelser mod staten, red.) ikke have nogen relevans, om han så også samtidig ønskede at udrette gode ting. Princippet er her, at det ikke må kunne være en formildende omstændighed ved et magtmisbrug, at dette også kan få positive effekter.

Lad os tage et klassisk tilfælde af et misbrug af magt og embede for personlig vinding, der ville kunne udløse en rigsretssag: En embedsperson tager imod penge udefra for at udføre en opgave, han i forvejen skulle have udført for den løn, han modtager fra staten. Vi kan for eksempel tænke os en justitsminister, der tager imod en gave fra en gangsterboss, der gerne vil have ham til at bruge sine statsanklagere til at forfølge en rivaliserende gangsterboss.

Hele den efterfølgende retsforfølgelse kan udmærket ske helt efter bogen og i fuld overensstemmelse med offentlighedens bedste interesse, men alene ved at have taget imod gaven har justitsministeren begået en lovovertrædelse, der kan udløse en rigsretssag.

At justitsministeren kan glæde sig over at have fået en gangsterboss dømt, eller at samfundet kan glæde sig over at være befriet for en mængde kriminalitet, er sagen uvedkommende. Justitsministeren gør sig skyldig i embedsmisbrug alene ved at have taget imod gaven, fordi han dermed har misbrugt sin magt til at vinde en personlig fordel.

Rigsretssager af denne type var ganske almindelige i 1700-tallets England, hvilket de amerikanske forfatningsfædre meget vel kendte til. Rigsretssager kunne typisk rejses i forbindelse med bestikkelse og/eller ventede gentjenester, når en person i et højt embede tog imod værdifulde gaver for blot at gøre sit arbejde.

Det følger heraf, at hvis Trump gik efter den personlige fordel, som bekendtgørelse af en ukrainsk Biden-undersøgelse kunne føre med sig, så var hans tilskyndelse til sidstnævnte alene derved udtryk for magt- og embedsmisbrug. Det spiller ingen rolle, om han også kan have haft en bredere offentlig interesse i at bekæmpe korruption. Embedsmisbruget skete præcis dér, hvor han brugte den magt, som er nedlagt i præsidentembedet, til at søge en personlig fordel.

Ifølge denne forståelse af begrebet om embedsmisbrug er det ikke påkrævet at kunne påvise, at Trumps motiver var primært eller overvejende korrupte. Alene den blotte tilstedeværelse af et korrupt motiv om personlig vinding er tilstrækkeligt.

Strafferet

Men selv om der således er betydelige begrænsninger i det faktuelle grundlag for et forsvar for Trump, er der stadig muligheder for at føre forsvaret på et juridisk-teknisk grundlag.

Det første angrebspunkt, som også blev taget op i debatterne i Repræsentanternes Hus, henviser til, at en rigsretssag for high crimes and misdemeanors må forudsætte, at der er begået en strafferetlig forbrydelse, som sådanne er defineret i loven og den almindelige strafferet. Og ingen steder refererer anklageskriftet til noget sådant.

Dog kan dette argument i dets mest enkle form umiddelbart gendrives ved at henvise til den retlige præcedens i den engelske 1700-talstradition, der kender til flere rigsretssager for handlinger, som ikke var forbudt i almindelig strafferet, men alligevel førte til afsættelser fra embedet. USA’s forfatningsfædre ville altså næppe have anerkendt en sådan begrænsning.

USA har desuden selv haft rigsretssager, der førte til afsættelser – ikke af præsidenter, men af dommere – på grundlag af handlinger, der ikke var strafferetlige forbrydelser.

Det findes dog to mere avancerede udgaver af dette forsvarsargument: en historisk og en filosofisk.

Den historiske henviser til, at retssagerne mod både Johnson og Clinton de facto omhandlede handlinger, der var kriminelle, og at det samme var tilfældet for anklagepunkterne i den rigsretssag, der var under forberedelse mod Nixon.

Men selv om disse præciseringer kan lyde besnærende, redder de næppe argumentet hjem, hvis man ser nærmere på konkreterne.

Rigsretssagen mod Andrew Johnson blev rejst, fordi han havde overtrådt en forfatningsmæssigt tvivlsom lov mod afskedigelser af ministre, som Kongressen havde vedtaget i den hensigt at lægge en rigsretsfælde for præsidenten. Ifølge Tenure of Office-loven skulle præsidenten ikke længere kunne afskedige en minister uden om Senatets godkendelse. At gå imod denne bestemmelse blev på forhånd erklæret for at være a high misdemeanor.

Denne særlige sprogbrug var altså lagt an på at kunne imødegå Johnsons forventelige modstand mod at acceptere en rigsretssag. Men a high misdemeanor er ikke en strafferetlig kategori. Udtrykket kommer fra den amerikanske forfatning og findes ikke i den almindelige forbundsstatslige straffelov.

Loven foreskrev ganske vist, at »efter retssag og domfældelse« kan enhver, der har forbrudt sig imod den, »straffes« med en bøde på op til 10.000 dollar eller fængselsstraf på op til ti år eller begge.

Det står dog klart, at Kongressen ikke på noget tidspunkt havde tænkt sig at lade sagen føre i almindelige føderale domstole, men fra begyndelsen gik efter at føre den som en rigsretssag i Senatet. Anklagen i rigsretssagen mod Johnson lød da heller ikke på overtrædelse af almindelige strafferetlige bestemmelser, men netop på at han havde gjort sig skyld i high misdemeanor ved at fyre sin krigsminister.

Følgelig er det misvisende at hævde, at alle tidligere rigsretssager mod amerikanske præsidenter har omhandlet strafferetlige forbrydelser.

Legalitetsprincippet

Det filosofiske forsvar for, at en rigsretssag mod præsidenten nødvendigvis må forudsætte en veldefineret lovovertrædelse er formentlig det stærkeste, som Trumps forsvarere har til deres rådighed.

Det bygger på et princip, som nogle gange kaldes legalitetsprincippet og gør gældende, at ingen bør kunne straffes, uden at det på forhånd udtrykkeligt er fastslået præcis for hvilken forbrydelse. Som det højest rangerende republikanske medlem af retsudvalget i Repræsentanternes Hus, Doug Collins formulerer det, kan demokraterne ikke bare rejse en rigsretssag ved at påkalde sig ’magtmisbrug’ og så efterfølgende lægge den betydning, de ønsker, i dette ord.

Styrken i dette forsvarsargument bygger på den intuitive urimelighed i at straffe en person, der ikke kan have vidst, at han med sin handling ville gøre sig skyld i noget strafbart.

Herimod kan man dog indvende, at en rigsretssag og en afsættelse fra embedet ikke er straf i bogstavelig forstand. Enhver strafferetlig straf for præsidentens handlinger vil nødvendigvis skulle være resultatet af en separat retssag ved almindelige domstole, og her ville legalitetsprincippet være gældende.

På et mere grundlæggende niveau er det ofte fuldkommen legitimt at indføre straffesanktioner mod personer, som har gjort sig skyld i noget, som er indlysende moralsk forkert, også selv om dette ikke er blevet klart og skriftligt adviseret forinden. Dette er forklaringen på, at dommere i lande med common law-retssystemer historisk til tider har straffet adfærd, som ikke på forhånd var defineret som kriminel, men som de ikke desto mindre anså for at være moralsk forkastelig i sig selv.

Dette er givetvis også grunden til, at retstænkere som Joseph Story, der var amerikansk højesteretsdommer fra 1812-45, slog fast, at termen high crimes and misdemeanors ikke skulle defineres udtømmende. Han anså det for fuldkommen legitimt, at den kunne være åben for fortolkning.

En præsident kan nogle gange opføre sig så indlysende forkert, at dette ikke behøver på forhånd at være defineret som embedsmisbrug. Som alle præsidenter før ham burde Trump have vidst, at det ville være moralsk forkert at bruge præsidentiel magt til at tilskynde en udenlandsk regering til at efterforske en mulig kommende rivals forhold for egen vindings skyld.

Obstruktion

Det andet afsnit i anklageskriftet anklager Trump for at have obstrueret Kongressens opklarende og forberedende arbejde og hævder, at han har »stået i spidsen for en aldrig tidligere set, kategorisk og vilkårlig afvisning af de stævninger, som Repræsentanternes Hus har udstedt i kraft af sin eksklusive beføjelse til at rejse en rigsretssag«.

Derpå nævnes tre specifikke handlinger, som er omfattet af denne karakteristik: For det første har Trump selv afvist en begæring om at udlevere relevante dokumenter, for det andet har han givet alle sine regeringsinstanser ordre til at gøre det samme, og for det tredje har han instrueret »nuværende og tidligere« embedsmænd i ikke at gå ind på specifikke stævninger, hvilket ni navngivne personer i overensstemmelse med præsidentens ordre da også har afstået fra.

Hvis Trumps misbrug af sit embede for personlig vindings skyld er indbegrebet af den adfærd, som forfatningsfædrene frygtede, vil hans direkte afvisning af at samarbejde med den forberedende rigsretsundersøgelse i Repræsentanternes Hus til gengæld være kommet bag på dem.

Intet i diskussionerne omkring den forfatningsgivende forsamling eller de ratificerende konventer, som siden fulgte, tyder på, at nogen dengang kunne forestille sig, at der en dag ville komme en præsident, der nægtede, at Repræsentanternes Hus havde ret til at rejse rigsretssag imod ham. Jeg har heller ikke kunnet finde eksempler på, at kongelige embedsmænd i England skulle have trodset eller afvist, at det britiske underhus havde beføjelser til at rejse rigsretssag imod dem.

Dog stillede forfatningsfædrene et instrument til rådighed over for enhver præsident, der ikke ville samarbejde med en rigsretsundersøgelse – nemlig en rigsretssag på præcis dette grundlag. I medfør af forfatningens grundlæggende logik er det eneste, som Repræsentanternes Hus kan gøre, når det står over for en præsident, som nægter at samarbejde med en rigsretsundersøgelse, at rejse en ny rigsretssag mod præsidenten begrundet i en anklage om den selv samme obstruerende handling.

Forfatningen muliggør dette, fordi den ikke foreskriver, at Repræsentanternes Hus skal følge en bestemt procedure for at rejse rigsretssag, herunder heller ikke at en undersøgelse først skal være gennemført, før en rigsretssag kan rejses. Repræsentanternes Hus’ beføjelser til at rejse rigsretssag er absolutte. Alt hvad det kræver er simpelt stemmeflertal.

Brendan Smialowski

Forfatningsstridig

Hvis Repræsentanternes Hus ikke havde beføjelser til at rejse en rigsretssag på grundlag af en obstruktion af dets opklarende arbejde, er det let at se, hvad konsekvenserne ville blive. Præsidenten ville da kunne hindre enhver undersøgelse af sin adfærd som udøvende magtinstans, hvorved denne magtinstans i praksis alene ville skulle stå til ansvar for ham.

Justitsministeriets opfattelse er, at præsidenten ikke kan retsforfølges ved en almindelig domstol, så længe han er siddende præsident. Men selv hvis denne vurdering, som er gentaget i memoranda fra flere amerikanske regeringer, skulle være konstitutionelt forkert, gør den ingen praktisk forskel – alle forbundsstatslige retsforfølgelser skal iværksættes af den udøvende magtinstans.

En præsident, der imidlertid hverken efterforskes strafferetligt ved de almindelige domstole og heller ikke kan efterforskes af Kongressen, vil i praksis være hævet over loven. Og derfor er det af rent forfatningsretlige grunde indlysende, at en obstruktion af Kongressens opklarende og forberedende arbejde må anses for at være et klart tilfælde af high crimes and misdemeanor. At nægte Kongressen beføjelser til at gennemføre undersøgelser af forhold, der kan føre til, at der rejses en rigsretssag, er at undergrave selve fundamentet for en demokratisk stat.

Trumps første offentlige markering af sin modstand mod at samarbejde med Kongressen kom i et brev dateret 8. oktober 2019 fra Pat Cipollone, rådgiver i Det Hvide Hus, til Kongressens ledere. Brevet afviste ikke blot ethvert samarbejde, men gik også så langt som til at fordømme den forberedende rigsretsundersøgelse i Repræsentanternes Hus som forfatningsstridig.

Det turde her være overflødigt at bemærke, at præsidenten ikke selv er i nogen position til at dømme, om bestræbelser på at rejse rigsretssag imod sig skulle være i strid med forfatningen.

Det vigtigste forsvar, som Trump har til rådighed over for denne anklage, er, at Højesteret i sagen om Nixons båndoptagelser omtalte en særlig fortrolighedssfære som henhørende under ’den udøvende magts privilegium’ (executive privilege), det vil sige at ledende embedsmænd under visse omstændigheder måske ikke kunne pålægges at besvare spørgsmål.

Den sag vedrørte en retlig stævning snarere end en kongresforsamling, men princippet kunne i teorien være det samme. Trumps forsvarere vil måske sige, at præsidenten må have en legitim ret til at gå til domstolene for at udfordre stævninger og begæringer mod den udøvende magtinstans, og at dette ikke bør tælle som en lovovertrædelse, der kan udløse en rigsretssag.

I henhold til denne opfattelse er Trumps direktiv til den udøvende magtinstans og dets embedsmænd ikke at opfatte som en obstruktion af Kongressens arbejde, men snarere en velbegrundet påstand om executive privilege, altså om præsidentens ret til fortrolighed i samtaler med sine rådgivere. Og vil man udfordre dette, kan det kun ske igennem domstolene.

Højesterets formulering af doktrinen om et privilegium til fortrolighed giver uden tvivl en præsident et vist råderum til at udfordre begæringer fra Kongressen, der retter sig imod at få aktindsigt i hans personlige kommunikation med sine højtstående rådgivere. Derimod giver den ikke noget holdepunkt over for en fuldstændig afvisning af enhver begæring og stævning fra Kongressen, endsige for at nægte at efterkomme alle begæringer og stævninger overhovedet.

Desuden er kun de færreste embedsmænd inden for den udøvende magtinstans i tæt personlig kontakt med præsidenten, hvorfor det påberåbte privilegium ikke kan gælde for dem alle. Og med hensyn til dem, som det måtte gælde for, ville den korrekte fremgangsmåde i givet fald være at møde op i Kongressen og først her nægte at besvare spørgsmål, som han eller hun (eller præsidenten) måtte finde i strid med den udøvende magts privilegium.

Som den føderale distriktsdommer Ketanji Brown Jackson for nylig har pointeret, findes der ikke nogen »absolut immunitet« for højtstående præsidentrådgivere, der giver disse en ret til at nægte at afgive møde for Kongressen, uanset at justitsministeriets memorandaer påstår det modsatte.

Sagens kerne er, at selv om det ikke behøver at være en obstruktion af Kongressens arbejde, hvis Trump søger domstolskontrol for bestemte begæringer og stævninger – eller endda påberåber sig »absolut immunitet« for sine højtstående embedsmænd – så er det ubetinget et udtryk for obstruktion, når hans afvisning af at samarbejde med den forberedende rigsretsundersøgelse i Repræsentanternes Hus er total.

Et af de tiltænkte anklagepunkter i den optrækkende rigsretssag mod Nixon var da netop også en anklage om om at obstruere Kongressens udredning. Men Nixons forsøg på obstruktion var langt mindre omfattende end Trumps. Trods førstnævntes modstand mod at udlevere båndene fra Det Hvide Hus, indtil domstolene tvang ham til det, tillod Nixon således nogle af sine embedsmænd inden for den udøvende magtinstans at afgive vidneforklaring, og han fremlagde også nogle af de dokumenter, som Kongressen havde anmodet om.

Den stærkeste sanktion

Hvad vil det betyde for Trumps præsidentskab og for rigsretsinstitutionen i sig selv, hvis Senatet som ventet afstår fra at afsætte ham?

Selv om ordet ’frifindelse’ ofte bruges om en manglende opnåelse af det totredjedelsflertal af stemmer, der kræves for at afsætte præsidenten, er der ikke tale om en strafferetlig frifindelse, da en sådan ville kræve enstemmighed i en jury.

En ikkeafsættelse er således ikke et udtryk for, at Trump har fået et retligt medhold.

Denne skelnen er vigtig, fordi den viser, at når Repræsentanternes Hus rejser en rigsretssag, er dette i sig selv en stærk forfatningsmæssig handling. En præsident, mod hvem der er rejst rigsretssag, skal møde op til en retsproces i Senatet. Og et senat, der nægter at afholde en rigsretssag, vil dermed handle i modstrid med forfatningen.

Symbolsk er en rigsretssag rejst af Repræsentanternes Hus den stærkeste sanktion, der er til rådighed mod en præsident, som stadig sidder i sit embede. Det er meget stærkere end en strafferesolution (censure) fra Kongressen, både fordi rigsretssagen kan få reelle konsekvenser i den virkelige verden, og fordi den i modsætning til straffresolutioner er specifikt er nævnt i forfatningen.

Rigsretssagens selvstændige betydning – selv i fravær af afsættelse fra embedet – understreges også af det faktum, at netop afsættelsen er så vanskelig. Ved at gøre det muligt at rejse rigsretssag med et simpelt flertal i Repræsentanternes Hus, men stille krav om et totredjedelsflertal i Senatet, forventede forfatningsfædrene sandsynligvis, at rigsretssager ikke typisk ville resultere i en afsættelse.

Denne struktur giver således bedst mening, hvis de betragtede en rigsretssag i sig selv som allerede en alvorlig sanktion. Havde de på den anden side også krævet et totredjedelsflertal i Repræsentanternes Hus, ville sandsynligheden for, at det overhovedet kom til rigsretssager have været meget ringe.

Asymmetri

Historiens erfaring vidner om konsekvenserne af denne asymmetriske struktur. Johnson og Clinton overlevede begge deres senatsprocesser. Og dog betalte de begge en høj pris for blot at være blevet sagsøgt i en rigsretssag.

Johnson, der akkurat undgik afsættelse med en enkelt stemme i sit favør, forsøgte at genvinde den demokratiske nominering i 1868, men uden held. Og hans historiske eftermæle, der allerede var pauvert, blev yderligere forringet af rigsretssagen imod ham.

Clinton befandt sig i sin anden periode, og genvalg kom derfor ikke på tale for ham. Rigsretssagen imod ham kom dog til at skade Al Gore, hans vicepræsident, der forsøgte at gøre sig fri af sin tilknytning til Clinton, men alligevel tabte et tæt valg i 2000.

Rigsretssagen mod Bill Clinton har sandsynligvis også i nogen grad skadet Hillary Clintons chancer i 2016: Trump bestræbte sig i al fald på at aflede opmærksomheden fra beskyldninger om sexovergreb mod ham ved at invitere nogle af de kvinder, der havde anklaget Bill Clinton for sexovergreb, med i en præsidentvalgkampsdebat.

Trumps tilhængere har gjort meget ud af den aktuelle rigsretssags påståede ensidige og partiske karakter. Trump, der har vist sig at være immun over for megen kritik, som ville have rystet tidligere præsidenter, vil også kunne føle sig opmuntret af en beslutning om ikkeafsættelse. Det er endda muligt, at en senatsafgørelse, hvor et stort flertal stemmer til hans fordel, ville kunne fremme hans udsigter til genvalg.

Hvis dette sker, og Trump bliver genvalgt efter at have været igennem en rigsretssag, kan han ræsonnere, at så er han vitterligt hævet over loven – et scenarie, der mildest talt må vække bekymring.

Af hensyn til forfatningens og den amerikanske retsstats styrke på længere sigt vil meget afhænge af begrundelserne for, hvorfor senatet sandsynligvis beslutter sig for ikke at afsætte Trump. Hvis offentligheden ser en ikkeafsættelse som ensidig og partisk, vil dette signalere, at forfatningen er åben for misbrug, når et parti er mere loyalt over for en præsident end over for landet. Men det vil ikke nødvendigvis ændre på offentlighedens opfattelser af en rigsretssag som en alvorlig sanktion for en moralsk forkastelig og uretmæssig adfærd.

Hvis offentligheden skulle finde, at beviserne mod Trump har vist sig utilstrækkelige, vil dette nok vidne om et sammenbrud for vores kollektive evne til at vurdere fakta nøgternt og drage konklusioner ud fra disse. Det vil dog ikke i sig selv udhule de forfatningsmæssige normer, for så vidt at offentligheden stadig anser high crimes and misdemeanors for at være en alvorlig sag. Set fra et forfatningsretligt synspunkt vil dette sandt at sige være den begrundelse for en ikkeafsættelse, som det er lettest at leve med.

Et langt farligere resultat – set fra et forfatningsretligt synspunkt – vil det derimod være, hvis offentligheden accepterer de fremlagte kendsgerninger om Trumps adfærd som bevislige, men konkluderer, at de ikke af den grund kan retfærdiggøre, at der blev rejst en rigsretssag imod ham, fordi hans adfærd var fuldstændig i orden og en forventelig og almindelig praksis.

Hvis det amerikanske folk skulle »se at komme videre i deres liv«, som Trumps fungerende stabschef, Mick Mulvaney, talte for på en pressekonference, ville det være ensbetydende med, at amerikanerne havde accepteret tanken om, at en præsident konstitutionelt kan misbruge sit embede til personlig politisk gevinst.

Ved ratificeringskonventet i Virginia forklarede James Maddison, at ingen regering kan »sikre frihed eller lykke uden dyder i folket«. Hvis den politiske dyd, der er nødvendig for det konstitutionelle demokrati, skulle gå til grunde, rejser det forfærdende perspektiver.

Men det ville ikke være første gang i verdenshistorien.

Noah R. Feldman er professor ved Harvard Law School og en fremtrædende amerikansk ekspert i forfatningsret. Denne tekst er en let redigeret udgave af en artikel, der blev bragt første gang i New York Review of Books den 16. januar 2020.

© New York Review of Books og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Rigsretssagen mod Donald Trump

Donald J. Trump bliver som kun den tredje præsident i USA’s historie stillet for en rigsret. En proces, der i yderste konsekvens kan fjerne ham fra magten. Udfaldet er ikke garanteret på forhånd, og uforudsete ting kan ske. Følg slagets gang i Information.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tusind tak for en saglig og grundig redegørelse for rigsretssagens forfatningsretdlige konsekvenser, skrevet så selv en juridisk lægmand kan forstå det.

Karsten Lundsby, Niels Ivar Larsen og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Det 'amerikanske demokrati' har intet at gøre med et folkestyre; det er et plutokratisk arrangement - en mafiøs konstruktion, som domineres og styres af the corporate America og the permanent state. Referencen, som Feldman anvender, er derfor invalid; at Trump næppe bliver dømt er bestemt ikke noget større problem - hans forgængere er sluppet afsted med langt større forbrydelser, såvel iht. konstitutionen som iht. international lov, uden at nogen i det politiske establishment har løftet noget øjenbryn. Historieløsheden er enorm, og helt nødvendig for forargelsen mod Trump, som på sin side naturligvis er komplet uegnet til at indgå i demokratisk proces (hvilket heller ikke er nogen nyhed, når det kommer til højt betroede politikere i USA).

Olaf Tehrani, Martin Rønnow Klarlund, Mikael Velschow-Rasmussen, Søren Dahl, Karsten Lundsby, Peter Knap, Erik Winberg og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

som vi også så herhjemme uløkken, dog i langt mindre skala, kan man som politiker slippe for straf, bare man har et flertal. Nu ser vi, in absurdum, hvordan det går, når en helt samvittighedsløs mand kommer til magten: de sædvanlige værktøjer til at tøjle embedet er jo sat helt ud af kraft, og desværre viser det så andre fremtidige autokrater, at dette er en farbar vej.

Hanne Ribens, Benjamin Bjerre, Søren Dahl, Karsten Lundsby og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Søren Bro, 'de sædvanlige værktøjer' til at 'tøjle embedet' har længe været sat ud af kraft ... og det har længe været sådan at magtmisbrug og korruption er integreret i amerikansk politik. Du får det til at lyde som om at dette er helt nyt og at 'fremtiden' er truet. Dette er komplet historieløst.

Hanne Utoft, jeg ved, at det ikke er nyt, men det er helt ekstremt nu med Trump og hans støtter, magten er nu i endnu højere grad koncentreret på ganske få i det amerikanske samfund, hvor man jo køber sig til politiske embeder, og dette forstærkes så hvergang en af banditterne bliver valgt, for han sørger jo for at støtte sine støtter, der derved bliver endnu rigere og derfor endnu bedre til at sikre, at magten bliver i hænderne på de, der ikke vil lave systemet mere retfærdigt.

Søren Bro, tak for din dialogiske facon - men kan du fortælle mig hvem der, blandt de som fører sagen mod Trump, ønsker at systemet bliver 'mere retfærdigt'? Eksempelvis har vi for ganske nyligt set at hovedparten af Demokraterne, herunder særligt de DNC-loyale, har stemt for at fastholde præsidentembedets eksklusive magt ift. terrorbekæmpelse og krigsførsel.

Karsten Lundsby og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Hanne, det er nok ikke mange, da de fleste jo er ultra rige, men måske Bernie og i mindre grad, Warren. Den form for økonomi USA bedriver, er jo som et spil matador, hvor færre og færre ejer mere og mere, og til sidst er vi nødt til at stoppe spillet og fordele midlerne igen ;-)

Søren Bro, hvis vi tager udgangspunkt i at ganske, ganske få amerikanske politikere måske ønsker et 'mere retfærdigt system', hvordan kan det så give mening og føre en god udvikling med sig at Trump udskriges som en afviger? Du understreger jo hér, ligesom de realpolitiske processer og samarbejdet mellem Republikanerne og Demokraterne gør, at vi har at gøre med en større kreds af afvigere, som lyver og fordrejer og i stigende grad korrumperer amerikansk politik. Vi har for nyligt se Warren lyve groft om Sanders, foruden de mange andre løgne hun er afsløret i, vi har set Sanders bøje nakken og ekskludere medlemmer af hans kampagne, alene fordi de af the establishment og mainstreampressen defameres - så selv de få, der måtte kunne trækkes op af en pænere og mindre korrupt hat, har problemer med integriteten.

Karsten Lundsby, jens christian jacobsen, Emil Davidsen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Chris Ru Brix

Hvad vil konsekvenserne være ved en frifindelse? Ja, drømmescenariet vil jo være at man hører Præsident Sanders sige det følgende ved sin indsættelsestale: “And when we enact the Green New Deal with funds appropriated from Wall Steet, and all the naysayers will be screaming ‘Hey, you can’t do that! The federal government does not have that kind of power!’ we will tell them two words: EXECUTIVE PRIVILEGE! Get used to it!

Chris Ru Brix

I tilfælde af at nogen ikke fangede ironien, så var det sagt som en joke. Ikke desto mindre er det hvad republikanerne principielt åbner op for ved at frikende Trump, som Feldman også bemærker. Forfatningsmæssigt ville det være et mareridt.

Chris R. B.; er du bekendt med at frikendelsen af Bill Clintons løgne for offentligheden og den amerikanske kongres legitimerede at dén slags kan finde sted fremover? Eller er du også bare tåbeligt fokuseret på at Trump er det første tilfælde af en manipulerende løgner på den amerikanske præsidentpost?

Karsten Lundsby og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Trump er helt indlysende skyldig i de fremførte anklager plus adskilligt mere. Det afspejler sig også i resten af verdens leders forhold til ham.
Han bliver ikke dømt, hvilket ikke er så interessant som spørgsmålet om republikanske politikeres ageren. Der er fornuftige og rimelig lovlydige og modige personer i det republikanske parti. Hvad er det, der får dem til at opgive al værdighed og forhindre retfærdigheden i at ske fyldest?

Jeppe Lindholm

Donald Trump er valgt af det amerikanske folk. Han bliver ikke væltet af en rigsretsag. Og d. 03. november i år bliver han stensikkert genvalgt.

Jeanette Vindbjerg Nissen

Citat fra tråden her: "... er du også bare tåbeligt fokuseret på at Trump er det første tilfælde af en manipulerende løgner på den amerikanske præsidentpost?" Nedladende eller manipulerende, måske begge dele, at stille det op på den måde, tænker jeg. Hvorfor overhovedet interessere sig for en rigsretssag i et land, hvis politiske system og politikere man ikke har fidus til?

USA er ekstremernes land, men med Trump bliver det for meget, er min holdning; set fra vores lille land behøver vi beskyttelse mod regimer som Putins, og som Ukraine-/rigsretssagen har vist, fatter Trump ikke, hvor farligt det er at flirte med den russiske præsident. Får Trump lov at fortsætte ud ad den tangent, kan man snakke om en 'mafiøs konstruktion', men det er altså ikke det samme som et 'plutokratisk arrangement', vil jeg mene. (Ingen af delene er selvfølgelig ønskværdige, men at skære tingene over en kam, som dem der i valgkampe herhjemme mener, det er hip som hap om det rød eller blå blok, der regerer, virker så opgivende og demotiverende.)

Det har relevans at erhverve sig viden om, og indsigt i, mekanismerne i USA, og at Jeanette Vindbjerg Nissen mener at USA før Trump ikke var 'for meget', til trods for utallige årtiers talrige kup og angrebskrige i fremmede lande, som på ingen måde truede amerikansk sikkerhed, men derimod det amerikanske erhvervslivs økonomiske interesser, taler vist for sig selv. Det taler også for sig selv at Danmarks højest uhensigtsmæssige afhængighed af, følgagtighed overfor, USA, - herunder vores følgeskab i flere ulovlige og katastrofale krige, foruden i destruktive embargoer som har ramt civilbefolkningerne i de embargoramte lande voldsomt, søges begrundet i et fjendebillede om Rusland, hvis imperialistiske og krigsaggressive historie slet ikke tåler sammenligning med den amerikanske.

Som tidligere nævnt; der skal en pæn portion historieløshed til, før man kan slutte op bag koldkrigsretorikken, som Jeanette Vindbjerg Nissen hér, på linje med Hillary Clinton og andre Demokrater og Republikanere, til stadighed fremfører ... bl.a. skal det glemmes at Rusland under Putin ret hurtigt søgte optagelse i NATO, men blev afvist. Glemmes skal det også at det officielle USA har informeret offentligheden om at man med Demokraterne ved præsidentmagten investerede mere end 6 milliarder dollars på at skabe et såkaldt regimeskifte i Ukraine, hvorefter man forsøgte at fremstille Rusland som aggressoren og bl.a. - uden at kunne fremlægge de beviser, man ellers hævdede at have - skyldig i nedskydningen af et civilt passagerfly. Tilmed findes der telefonoptagelser, hvor det tydeligt fremgår at amerikanske politikere blandede sig dominerende i etableringen af den ukrainske kup-regering, som overtog magten via vold og forfatningsstridige handlinger.

Jeanette Vindbjerg Nissen og andre vil gerne fortælle historien om et 'ekstremernes land', fordi denne forklaringsmodel gør det muligt at tro på at tilfældigheder får amerikanerne rodet ud i det ene voldsomme overgreb efter det andet ... og at den ekstreme ulighed i USA ikke er politisk intenderet og understøttet af både Demokraterne og Republikanerne, som i praksis udgør ét parti. Et parti, som i republikansk og demokratisk enighed for ganske nyligt bl.a. har vedtaget en voldsom øgning af det amerikanske militærbudget, fastholdelse af eksklusive præsidentbeføjelser iht. terrorbekæmpelse og krig samt tiltrådt en NAFTA-erstattende frihandelsaftale, som fuldstændigt ignorerer klimatruslerne og forcerer storkapitalens magt over det såkaldte demokrati i USA.

Det er naturligvis særdeles ærgerligt for Jeanette Vindbjerg Nissen at hun demotiveres og bliver opgivende af at huske på historiens vidnesbyrd og andre menneskers relevante iagttagelse af den neoliberale udvikling, som både i USA og mange andre steder har ført til enorme højreskred for den tidligere moderate venstrefløj (i UK så vi fornyligt hvordan Labour, via bl.a. en voldsom smædekampagne mod Corbyn, led nederlag på en tilbagevenden til hovedsageligt socialdemokratiske principper) ... og som i Danmark gav os Thorning-regeringens topstyrede morads af løftebrud samt Mette Frederiksen-regeringens igangværende, totalitære tomgangssnak. Men det bliver det altså hverken mindre sandt eller nødvendigt at erkende af. Uanset hvor meget man 'mener' eller 'har holdning' om noget andet.

hannah bro, Lars Løfgren, Tonny Helleskov, Martin Rønnow Klarlund og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Hanne Utoft. Men hvad er det der gør, at mine rare hjælpsomme naboer, at indsigtsfulde folk som informations læsere og alle andre ordentlige gode mennesker verden rundt igen og igen vælger disse galninge til magten og lader dem beholde den? Det er for mig det stor gåde efter 150 års europæisk/amerikansk demokrati.
Det kan ikke være de forholdsvis få besynderlige personager i regeringerne, der konstant er hoved problemet. Der må være noget, som er grundlæggende og gældende for samtlige demokratiske valg, der befordre folkeforfører har gode vilkår.

Udfaldet af retssagen bør i hvert fald få konsekvenser for forholdet mellem EU og USA.

Benjamin Bjerre, Ole Frank og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Udfaldet af retssagen bør i hvert fald få konsekvenser for forholdet mellem EU og USA.

Peter Knap, lad mig gerne læse dine egne bud på besvarelse af dit spørgsmål?

Og kunne der mon være en sammenhæng mellem de europæiske og amerikanske demokratiers fundering på en borgerligt-liberal demokratimodel, som i store træk skaber konkurrence- og tilskuerdemokratiske tilstande, mens den hylder governance-filosofien? Kunne der ligge nogle svar i det forgangne århundredes forcering af globaliseringens øgede magtdistancer? Generelt er det ofte sådan at afmagt ofte avler primitiv modmagt. Læs f.eks. Vaclav Havel's ''De magtesløses magt', eller Baumans 'Globalization. The Human Consequences' samt 'Work, Consumerism and the New Poor'.

Chris Ru Brix

Hanne, som Jeanette vil jeg stille mig undrende over hvad attituden skal til for. Sammenligningen til Clinton holder ikke. Ikke at jeg føler et behov for at forsvare Clinton, men teknisk set løj han ikke under afhøringen, men var “blot” bevidst vildledende. Trump har nægtet ethvert samarbejde med congressen under henvisning til executive privilege. Alle hans forsvar, som argumenteret under de igangværende retsager, er allerede dømt ulovlige af højesteretten under Nixon. Så det minder slet ikke om Clintons rigsretssag.

Chris R. B., min sammenligning gik på dannelsen af præcedens; hvis en præsident med henvisning til executive privilege kan unddrage sig retsforfølgelse, vil dette danne en særdeles problematisk præcedens. Og hvis en præsident kan vildlede offentligheden og myndighederne bevidst (hvilket, i lighed med at lyve, er kriminelt), uden at dette får konsekvenser, vil dette ligeledes danne en særdeles problematisk præcedens.

Illustrativt for at Bill Clinton og Trump taler det samme magtautoritære og korrumperende sprog, blot med hver sin dialekt, er deres respektive reaktioner på deres stævninger. Clinton lagde sig fladt ned og løj på en diskret og glat måde ... mens hans administration udenfor offentlighedens søgelys misbrugte magt og afpressede de personer, som truede hans præsidentskab. Trump stiller sig op som en åbenlys oprører, løgner og magtmisbruger, og derfor er det meget let at udvikle både antipati og mistillid til ham. Så jeg forstår til fulde hvorfor så mange er ude efter Trump's person og sociopatiske regeren, mens langt færre husker Clinton som en ryggesløs og manipulerende præsident, som udøvede mere eller mindre psykopatisk governance. Men begge dele er fakta. Og Clinton's legaliserede kriminalitet dannede præcedens for den ligeledes legaliserede kriminalitet, som Bush jr.-administrationen stod for (nemlig glat undgåelse, løgne og intelligent propaganda) og somer ganske ubestridelig. En kriminalitet, som både Republikanerne og Demokraternes ledende kræfter ikke fandt nødvendige at retsforfølge (note til endnu en væsentlig, historisk kontekst).

Hanne Utoft. Hvis jeg havde svaret, havde jeg ikke behøvet at rejse spørgsmålet. Det undre mig oprigtigt, at så mange blakkede personer kan opnå ledelsesposter i de demokratiske lande. Det er folket der vælger, men hvis ikke folket bevidst ønsker disse ledere, må der være problemer med valgformerne.
Jeg prøver at sige, at jeg tror det grundlæggende ikke er Trump, polske Duda eller andre af vestens besynderlige ledertyper, der er det egentlige problem. Det er heller ikke befolkningerne. Til bage er så, at vore besværligheder skyldes den metode, vi anvender til at udpege folk til ledende politiske poster.

Peter Knap, Havel kredser også en del om netop de konkurrencedemokratiske tilstande ved de vestlige demokratiers valghandlinger, som levner mindre og mindre plads til at reelle, folkelige interesser repræsenteres i de politisk besluttende organer - men selvom det næppe er de synligt 'besynderlige ledertyper' der i sig selv skaber problemerne, er det nok for snævert et perspektiv alene at fokusere på valgmetodikken ... hvilket Havel da også langtfra blot gør (han er også stærkt optaget af de magtesløses aktivistiske og deltagende modmagtsmuligheder, som defineres af både kultur og systemstrukturer).

Bauman peger på at segregeringen og ulighedsforceringen, som bl.a. følger af globaliseringen, hvor især fattige befolkningsdele konkurrenceudsættes mod hinanden tværs over grænser, virker eroderende og forarmende på såvel nationale som regionale fællesskabsbånd og tolerance, og dermed for den mellemfolkelige, demokratiske samtale. De nedre samfundsklasser (herunder dele af middelklasserne) udvikler sig i en retning, som af sociologer betegnes som bl.a. et prekariat; Bauman kalder dem vagabonder, som ikke har adgang til globaliseringens gevinster, men tværtom bliver udbyttet som billig arbejdskraft og overladt til stedse ringere, lokale vilkår. Globaliseringens vindere kalder han turister; samfundsklasser der oplever sig som internationalister/kosmopolitter med adgang til globale ressourcer og uden nogen særlig nødvendig/tvungen tilknytning til deres (oprindelige) lokalsamfund og nationalgruppe ... og som derfor har overmåde vanskeligt ved at relatere til de fattiggørelser, som nedre samfundklasser oplever i de(res) lokale livsverdener.

På visse måder deler Haves og Bauman synspunktet om at det er afmagt, altså den manglende mægtiggørelse af de brede befolkninger i demokratiudviklingen, som afstedkommer at især under- og nedre middelklasser i stort tal stemmer på 'besynderlige ledertyper' ved valghandlinger. Primært fordi de (ofte med absolut rette) ikke har tillid til de etablerede og (jvf. din retorik) ikke-besynderlige politikere vil arbejde for almene, folkelige interessers varetagelse; sekundært fordi de er frustrerede og derfor ser proteststemmer som en passende måde at afreagere og synliggøre deres frustrationer på - og/eller fordi de, i mangel af en bredere og dybere analyse, forfalder til forestillinger om at bestemte andre befolkningsgrupper (typisk fra nogenlunde tilsvarende klasser) udgør deres egentlige fjender (f.eks. flygtninge/givne etniciteter eller kriminelle samt diverse former for kulturelle afvigere). I denne sammenhæng er synligt aparte og radikalt funderede 'ledertyper', aka stærke mænd og kvinder, lette at knytte an til, så længe at de protesterer og vikarierer for trangen til umiddelbar afreageren.

Men der er naturligvis andre perspektiver som kan bidrage til afklaring af dit spørgsmål - det er næppe simpelt gjort med metodevalgsdiskussioner eller sociologiske overviews.

Hanne Utoft. Ikke let at forstå, men gav dog mening. Jeg beklager min retorik, men jeg er ikke særlig belæst, og må ofte derfor ofte forstå verden ud fra mit eget sprog og egne tanker.
Men du skal have mange tak, og jeg er utrolig glad for at du ofrede så meget tid på et svar.