Læsetid: 21 min.

Er Trump hævet over loven? Her er de konsekvenser, som rigsretssagen kan få for præsidenten og USA

Lørdag er det forsvarets tur til at fremlægge deres argumenter i rigsretssagen mod Donald Trump. Den fremtrædende forfatningsekspert Noah Feldman gennemgår her, hvilke konsekvenser en rigsretssag, der næppe fører til Trumps afsættelse, kan tænkes at få – dels for Trumps præsidentskab, dels for det amerikanske demokratis fremtid
Hvis offentligheden skulle finde, at beviserne mod Trump har vist sig utilstrækkelige, vil dette nok vidne om et sammenbrud for vores kollektive evne til at vurdere fakta nøgternt og drage konklusioner ud fra disse, skriver professor Noah Feldman.

Hvis offentligheden skulle finde, at beviserne mod Trump har vist sig utilstrækkelige, vil dette nok vidne om et sammenbrud for vores kollektive evne til at vurdere fakta nøgternt og drage konklusioner ud fra disse, skriver professor Noah Feldman.

Brendan Smialowski

25. januar 2020

Med rigsretssagen imod Donald Trump står en amerikansk præsident for kun tredje gang i historien over for en retsproces i det amerikanske senat. Anklagepunkterne i sagen, som disse er formuleret af retsudvalget i Repræsentanternes Hus, er imidlertid væsensforskellige fra dem, som præsidenterne Andrew Johnson og Bill Clinton fik imod sig i deres rigsretssager. Og de er værd at analysere nærmere.

De republikanske senatorer står klar til at forsvare Donald Trump. To tredjedele af det republikanske senat skal være enige, hvis Trump skal kendes skyldig. Men selv om dette næsten helt sikkert ikke kommer til ske, er det stadig værd at se på, hvilke konsekvenser en rigsretssag, der ikke fører til Trumps afsættelse, kan tænkes at få – dels for Trumps præsidentskab, dels for det amerikanske konstitutionelle demokratis fremtid.

I det første afsnit af rigsretssagens anklageskrift mod Trump påstås det, at han »har misbrugt præsidentembedets magtbeføjelser« ved at »tilskynde en udenlandsk regering, Ukraine, til at blande sig i USA’s præsidentvalg i 2020«. Herefter opregnes der tre tilfælde af Trumps påståede magtmisbrug.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Jane Jensen
  • Hanne Ribens
Olaf Tehrani, Jane Jensen og Hanne Ribens anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tusind tak for en saglig og grundig redegørelse for rigsretssagens forfatningsretdlige konsekvenser, skrevet så selv en juridisk lægmand kan forstå det.

Karsten Lundsby, Niels Ivar Larsen og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Det 'amerikanske demokrati' har intet at gøre med et folkestyre; det er et plutokratisk arrangement - en mafiøs konstruktion, som domineres og styres af the corporate America og the permanent state. Referencen, som Feldman anvender, er derfor invalid; at Trump næppe bliver dømt er bestemt ikke noget større problem - hans forgængere er sluppet afsted med langt større forbrydelser, såvel iht. konstitutionen som iht. international lov, uden at nogen i det politiske establishment har løftet noget øjenbryn. Historieløsheden er enorm, og helt nødvendig for forargelsen mod Trump, som på sin side naturligvis er komplet uegnet til at indgå i demokratisk proces (hvilket heller ikke er nogen nyhed, når det kommer til højt betroede politikere i USA).

Olaf Tehrani, Martin Rønnow Klarlund, Mikael Velschow-Rasmussen, Søren Dahl, Karsten Lundsby, Peter Knap, Erik Winberg og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

som vi også så herhjemme uløkken, dog i langt mindre skala, kan man som politiker slippe for straf, bare man har et flertal. Nu ser vi, in absurdum, hvordan det går, når en helt samvittighedsløs mand kommer til magten: de sædvanlige værktøjer til at tøjle embedet er jo sat helt ud af kraft, og desværre viser det så andre fremtidige autokrater, at dette er en farbar vej.

Hanne Ribens, Benjamin Bjerre, Søren Dahl, Karsten Lundsby og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Søren Bro, 'de sædvanlige værktøjer' til at 'tøjle embedet' har længe været sat ud af kraft ... og det har længe været sådan at magtmisbrug og korruption er integreret i amerikansk politik. Du får det til at lyde som om at dette er helt nyt og at 'fremtiden' er truet. Dette er komplet historieløst.

Hanne Utoft, jeg ved, at det ikke er nyt, men det er helt ekstremt nu med Trump og hans støtter, magten er nu i endnu højere grad koncentreret på ganske få i det amerikanske samfund, hvor man jo køber sig til politiske embeder, og dette forstærkes så hvergang en af banditterne bliver valgt, for han sørger jo for at støtte sine støtter, der derved bliver endnu rigere og derfor endnu bedre til at sikre, at magten bliver i hænderne på de, der ikke vil lave systemet mere retfærdigt.

Søren Bro, tak for din dialogiske facon - men kan du fortælle mig hvem der, blandt de som fører sagen mod Trump, ønsker at systemet bliver 'mere retfærdigt'? Eksempelvis har vi for ganske nyligt set at hovedparten af Demokraterne, herunder særligt de DNC-loyale, har stemt for at fastholde præsidentembedets eksklusive magt ift. terrorbekæmpelse og krigsførsel.

Karsten Lundsby og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Hanne, det er nok ikke mange, da de fleste jo er ultra rige, men måske Bernie og i mindre grad, Warren. Den form for økonomi USA bedriver, er jo som et spil matador, hvor færre og færre ejer mere og mere, og til sidst er vi nødt til at stoppe spillet og fordele midlerne igen ;-)

Søren Bro, hvis vi tager udgangspunkt i at ganske, ganske få amerikanske politikere måske ønsker et 'mere retfærdigt system', hvordan kan det så give mening og føre en god udvikling med sig at Trump udskriges som en afviger? Du understreger jo hér, ligesom de realpolitiske processer og samarbejdet mellem Republikanerne og Demokraterne gør, at vi har at gøre med en større kreds af afvigere, som lyver og fordrejer og i stigende grad korrumperer amerikansk politik. Vi har for nyligt se Warren lyve groft om Sanders, foruden de mange andre løgne hun er afsløret i, vi har set Sanders bøje nakken og ekskludere medlemmer af hans kampagne, alene fordi de af the establishment og mainstreampressen defameres - så selv de få, der måtte kunne trækkes op af en pænere og mindre korrupt hat, har problemer med integriteten.

Karsten Lundsby, jens christian jacobsen, Emil Davidsen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Chris Ru Brix

Hvad vil konsekvenserne være ved en frifindelse? Ja, drømmescenariet vil jo være at man hører Præsident Sanders sige det følgende ved sin indsættelsestale: “And when we enact the Green New Deal with funds appropriated from Wall Steet, and all the naysayers will be screaming ‘Hey, you can’t do that! The federal government does not have that kind of power!’ we will tell them two words: EXECUTIVE PRIVILEGE! Get used to it!

Chris Ru Brix

I tilfælde af at nogen ikke fangede ironien, så var det sagt som en joke. Ikke desto mindre er det hvad republikanerne principielt åbner op for ved at frikende Trump, som Feldman også bemærker. Forfatningsmæssigt ville det være et mareridt.

Chris R. B.; er du bekendt med at frikendelsen af Bill Clintons løgne for offentligheden og den amerikanske kongres legitimerede at dén slags kan finde sted fremover? Eller er du også bare tåbeligt fokuseret på at Trump er det første tilfælde af en manipulerende løgner på den amerikanske præsidentpost?

Karsten Lundsby og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Trump er helt indlysende skyldig i de fremførte anklager plus adskilligt mere. Det afspejler sig også i resten af verdens leders forhold til ham.
Han bliver ikke dømt, hvilket ikke er så interessant som spørgsmålet om republikanske politikeres ageren. Der er fornuftige og rimelig lovlydige og modige personer i det republikanske parti. Hvad er det, der får dem til at opgive al værdighed og forhindre retfærdigheden i at ske fyldest?

Jeppe Lindholm

Donald Trump er valgt af det amerikanske folk. Han bliver ikke væltet af en rigsretsag. Og d. 03. november i år bliver han stensikkert genvalgt.

Jeanette Vindbjerg Nissen

Citat fra tråden her: "... er du også bare tåbeligt fokuseret på at Trump er det første tilfælde af en manipulerende løgner på den amerikanske præsidentpost?" Nedladende eller manipulerende, måske begge dele, at stille det op på den måde, tænker jeg. Hvorfor overhovedet interessere sig for en rigsretssag i et land, hvis politiske system og politikere man ikke har fidus til?

USA er ekstremernes land, men med Trump bliver det for meget, er min holdning; set fra vores lille land behøver vi beskyttelse mod regimer som Putins, og som Ukraine-/rigsretssagen har vist, fatter Trump ikke, hvor farligt det er at flirte med den russiske præsident. Får Trump lov at fortsætte ud ad den tangent, kan man snakke om en 'mafiøs konstruktion', men det er altså ikke det samme som et 'plutokratisk arrangement', vil jeg mene. (Ingen af delene er selvfølgelig ønskværdige, men at skære tingene over en kam, som dem der i valgkampe herhjemme mener, det er hip som hap om det rød eller blå blok, der regerer, virker så opgivende og demotiverende.)

Det har relevans at erhverve sig viden om, og indsigt i, mekanismerne i USA, og at Jeanette Vindbjerg Nissen mener at USA før Trump ikke var 'for meget', til trods for utallige årtiers talrige kup og angrebskrige i fremmede lande, som på ingen måde truede amerikansk sikkerhed, men derimod det amerikanske erhvervslivs økonomiske interesser, taler vist for sig selv. Det taler også for sig selv at Danmarks højest uhensigtsmæssige afhængighed af, følgagtighed overfor, USA, - herunder vores følgeskab i flere ulovlige og katastrofale krige, foruden i destruktive embargoer som har ramt civilbefolkningerne i de embargoramte lande voldsomt, søges begrundet i et fjendebillede om Rusland, hvis imperialistiske og krigsaggressive historie slet ikke tåler sammenligning med den amerikanske.

Som tidligere nævnt; der skal en pæn portion historieløshed til, før man kan slutte op bag koldkrigsretorikken, som Jeanette Vindbjerg Nissen hér, på linje med Hillary Clinton og andre Demokrater og Republikanere, til stadighed fremfører ... bl.a. skal det glemmes at Rusland under Putin ret hurtigt søgte optagelse i NATO, men blev afvist. Glemmes skal det også at det officielle USA har informeret offentligheden om at man med Demokraterne ved præsidentmagten investerede mere end 6 milliarder dollars på at skabe et såkaldt regimeskifte i Ukraine, hvorefter man forsøgte at fremstille Rusland som aggressoren og bl.a. - uden at kunne fremlægge de beviser, man ellers hævdede at have - skyldig i nedskydningen af et civilt passagerfly. Tilmed findes der telefonoptagelser, hvor det tydeligt fremgår at amerikanske politikere blandede sig dominerende i etableringen af den ukrainske kup-regering, som overtog magten via vold og forfatningsstridige handlinger.

Jeanette Vindbjerg Nissen og andre vil gerne fortælle historien om et 'ekstremernes land', fordi denne forklaringsmodel gør det muligt at tro på at tilfældigheder får amerikanerne rodet ud i det ene voldsomme overgreb efter det andet ... og at den ekstreme ulighed i USA ikke er politisk intenderet og understøttet af både Demokraterne og Republikanerne, som i praksis udgør ét parti. Et parti, som i republikansk og demokratisk enighed for ganske nyligt bl.a. har vedtaget en voldsom øgning af det amerikanske militærbudget, fastholdelse af eksklusive præsidentbeføjelser iht. terrorbekæmpelse og krig samt tiltrådt en NAFTA-erstattende frihandelsaftale, som fuldstændigt ignorerer klimatruslerne og forcerer storkapitalens magt over det såkaldte demokrati i USA.

Det er naturligvis særdeles ærgerligt for Jeanette Vindbjerg Nissen at hun demotiveres og bliver opgivende af at huske på historiens vidnesbyrd og andre menneskers relevante iagttagelse af den neoliberale udvikling, som både i USA og mange andre steder har ført til enorme højreskred for den tidligere moderate venstrefløj (i UK så vi fornyligt hvordan Labour, via bl.a. en voldsom smædekampagne mod Corbyn, led nederlag på en tilbagevenden til hovedsageligt socialdemokratiske principper) ... og som i Danmark gav os Thorning-regeringens topstyrede morads af løftebrud samt Mette Frederiksen-regeringens igangværende, totalitære tomgangssnak. Men det bliver det altså hverken mindre sandt eller nødvendigt at erkende af. Uanset hvor meget man 'mener' eller 'har holdning' om noget andet.

hannah bro, Lars Løfgren, Tonny Helleskov, Martin Rønnow Klarlund og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Hanne Utoft. Men hvad er det der gør, at mine rare hjælpsomme naboer, at indsigtsfulde folk som informations læsere og alle andre ordentlige gode mennesker verden rundt igen og igen vælger disse galninge til magten og lader dem beholde den? Det er for mig det stor gåde efter 150 års europæisk/amerikansk demokrati.
Det kan ikke være de forholdsvis få besynderlige personager i regeringerne, der konstant er hoved problemet. Der må være noget, som er grundlæggende og gældende for samtlige demokratiske valg, der befordre folkeforfører har gode vilkår.

Udfaldet af retssagen bør i hvert fald få konsekvenser for forholdet mellem EU og USA.

Benjamin Bjerre, Ole Frank og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Peter Knap, lad mig gerne læse dine egne bud på besvarelse af dit spørgsmål?

Og kunne der mon være en sammenhæng mellem de europæiske og amerikanske demokratiers fundering på en borgerligt-liberal demokratimodel, som i store træk skaber konkurrence- og tilskuerdemokratiske tilstande, mens den hylder governance-filosofien? Kunne der ligge nogle svar i det forgangne århundredes forcering af globaliseringens øgede magtdistancer? Generelt er det ofte sådan at afmagt ofte avler primitiv modmagt. Læs f.eks. Vaclav Havel's ''De magtesløses magt', eller Baumans 'Globalization. The Human Consequences' samt 'Work, Consumerism and the New Poor'.

Chris Ru Brix

Hanne, som Jeanette vil jeg stille mig undrende over hvad attituden skal til for. Sammenligningen til Clinton holder ikke. Ikke at jeg føler et behov for at forsvare Clinton, men teknisk set løj han ikke under afhøringen, men var “blot” bevidst vildledende. Trump har nægtet ethvert samarbejde med congressen under henvisning til executive privilege. Alle hans forsvar, som argumenteret under de igangværende retsager, er allerede dømt ulovlige af højesteretten under Nixon. Så det minder slet ikke om Clintons rigsretssag.

Chris R. B., min sammenligning gik på dannelsen af præcedens; hvis en præsident med henvisning til executive privilege kan unddrage sig retsforfølgelse, vil dette danne en særdeles problematisk præcedens. Og hvis en præsident kan vildlede offentligheden og myndighederne bevidst (hvilket, i lighed med at lyve, er kriminelt), uden at dette får konsekvenser, vil dette ligeledes danne en særdeles problematisk præcedens.

Illustrativt for at Bill Clinton og Trump taler det samme magtautoritære og korrumperende sprog, blot med hver sin dialekt, er deres respektive reaktioner på deres stævninger. Clinton lagde sig fladt ned og løj på en diskret og glat måde ... mens hans administration udenfor offentlighedens søgelys misbrugte magt og afpressede de personer, som truede hans præsidentskab. Trump stiller sig op som en åbenlys oprører, løgner og magtmisbruger, og derfor er det meget let at udvikle både antipati og mistillid til ham. Så jeg forstår til fulde hvorfor så mange er ude efter Trump's person og sociopatiske regeren, mens langt færre husker Clinton som en ryggesløs og manipulerende præsident, som udøvede mere eller mindre psykopatisk governance. Men begge dele er fakta. Og Clinton's legaliserede kriminalitet dannede præcedens for den ligeledes legaliserede kriminalitet, som Bush jr.-administrationen stod for (nemlig glat undgåelse, løgne og intelligent propaganda) og somer ganske ubestridelig. En kriminalitet, som både Republikanerne og Demokraternes ledende kræfter ikke fandt nødvendige at retsforfølge (note til endnu en væsentlig, historisk kontekst).

Hanne Utoft. Hvis jeg havde svaret, havde jeg ikke behøvet at rejse spørgsmålet. Det undre mig oprigtigt, at så mange blakkede personer kan opnå ledelsesposter i de demokratiske lande. Det er folket der vælger, men hvis ikke folket bevidst ønsker disse ledere, må der være problemer med valgformerne.
Jeg prøver at sige, at jeg tror det grundlæggende ikke er Trump, polske Duda eller andre af vestens besynderlige ledertyper, der er det egentlige problem. Det er heller ikke befolkningerne. Til bage er så, at vore besværligheder skyldes den metode, vi anvender til at udpege folk til ledende politiske poster.

Peter Knap, Havel kredser også en del om netop de konkurrencedemokratiske tilstande ved de vestlige demokratiers valghandlinger, som levner mindre og mindre plads til at reelle, folkelige interesser repræsenteres i de politisk besluttende organer - men selvom det næppe er de synligt 'besynderlige ledertyper' der i sig selv skaber problemerne, er det nok for snævert et perspektiv alene at fokusere på valgmetodikken ... hvilket Havel da også langtfra blot gør (han er også stærkt optaget af de magtesløses aktivistiske og deltagende modmagtsmuligheder, som defineres af både kultur og systemstrukturer).

Bauman peger på at segregeringen og ulighedsforceringen, som bl.a. følger af globaliseringen, hvor især fattige befolkningsdele konkurrenceudsættes mod hinanden tværs over grænser, virker eroderende og forarmende på såvel nationale som regionale fællesskabsbånd og tolerance, og dermed for den mellemfolkelige, demokratiske samtale. De nedre samfundsklasser (herunder dele af middelklasserne) udvikler sig i en retning, som af sociologer betegnes som bl.a. et prekariat; Bauman kalder dem vagabonder, som ikke har adgang til globaliseringens gevinster, men tværtom bliver udbyttet som billig arbejdskraft og overladt til stedse ringere, lokale vilkår. Globaliseringens vindere kalder han turister; samfundsklasser der oplever sig som internationalister/kosmopolitter med adgang til globale ressourcer og uden nogen særlig nødvendig/tvungen tilknytning til deres (oprindelige) lokalsamfund og nationalgruppe ... og som derfor har overmåde vanskeligt ved at relatere til de fattiggørelser, som nedre samfundklasser oplever i de(res) lokale livsverdener.

På visse måder deler Haves og Bauman synspunktet om at det er afmagt, altså den manglende mægtiggørelse af de brede befolkninger i demokratiudviklingen, som afstedkommer at især under- og nedre middelklasser i stort tal stemmer på 'besynderlige ledertyper' ved valghandlinger. Primært fordi de (ofte med absolut rette) ikke har tillid til de etablerede og (jvf. din retorik) ikke-besynderlige politikere vil arbejde for almene, folkelige interessers varetagelse; sekundært fordi de er frustrerede og derfor ser proteststemmer som en passende måde at afreagere og synliggøre deres frustrationer på - og/eller fordi de, i mangel af en bredere og dybere analyse, forfalder til forestillinger om at bestemte andre befolkningsgrupper (typisk fra nogenlunde tilsvarende klasser) udgør deres egentlige fjender (f.eks. flygtninge/givne etniciteter eller kriminelle samt diverse former for kulturelle afvigere). I denne sammenhæng er synligt aparte og radikalt funderede 'ledertyper', aka stærke mænd og kvinder, lette at knytte an til, så længe at de protesterer og vikarierer for trangen til umiddelbar afreageren.

Men der er naturligvis andre perspektiver som kan bidrage til afklaring af dit spørgsmål - det er næppe simpelt gjort med metodevalgsdiskussioner eller sociologiske overviews.

Hanne Utoft. Ikke let at forstå, men gav dog mening. Jeg beklager min retorik, men jeg er ikke særlig belæst, og må ofte derfor ofte forstå verden ud fra mit eget sprog og egne tanker.
Men du skal have mange tak, og jeg er utrolig glad for at du ofrede så meget tid på et svar.