Baggrund
Læsetid: 10 min.

Trump nedtrappede konflikten med Iran – og slog dermed ind på tidligere præsidenters spor

Trump og den iranske ledelse har de seneste uger bragt deres historiske fjendskab på kanten af åben krig. Men Trumps afdæmpede reaktion på de iranske missilangreb onsdag kan være tegn på, at han vil ind på et spor, som ligner tidligere præsidenters – en vekslen mellem fjendtlig og pragmatisk politik
I Clintons første embedsperiode strammede USA de økonomiske sanktioner imod Iran. Teheran tog hævn ved at hyre en Hizbollah-enhed i Libanon til at gennemføre et bombeattentat i 1996 mod et boligkompleks i Saudi-Arabien, som husede amerikanske soldater. 19 mistede livet. Clinton undlod at gøre gengæld, præcist som Trump undlod det sidste efterår efter angrebet på olieanlæggene i Saudi-Arabien.

I Clintons første embedsperiode strammede USA de økonomiske sanktioner imod Iran. Teheran tog hævn ved at hyre en Hizbollah-enhed i Libanon til at gennemføre et bombeattentat i 1996 mod et boligkompleks i Saudi-Arabien, som husede amerikanske soldater. 19 mistede livet. Clinton undlod at gøre gengæld, præcist som Trump undlod det sidste efterår efter angrebet på olieanlæggene i Saudi-Arabien.

Ritzau

Udland
9. januar 2020

USA’s præsident, Donald Trump, er nu tilsyneladende tilbage på det spor, som minder om det, som tidligere amerikanske præsidenter har fulgt før ham i Iran-politikken. Det vil sige en vekslen mellem fjendtlighed og pragmatisme over for Iran, hvilket er et typisk træk ved USA’s håndtering af landet gennem de sidste 40 år.

Af Trumps tv-tale onsdag fra Det Hvide Hus fremgik det, at USA ikke foreløbig planlægger en militær aktion mod Iran som modsvar på et iransk missilangreb på to amerikanske militære baser i Irak tirsdag aften, hvor ingen soldater mistede livet.

I stedet bebudede præsidenten, at USA vil pålægge Iran flere økonomiske sanktioner med det formål at tvinge præstestyret i Teheran til at genforhandle atomaftalen fra 2015, som USA trak sig ud af i 2018.

»Under mit lederskab vil Iran aldrig få lov til at udvikle et atomvåben‚« sagde præsidenten.

Indtil videre synes voldsspiralen mellem de to lande, der tog fart i foråret 2019 og kulminerede i sidste uge med USA’s likvidering af general Qassem Suleimani i Bagdad, således at være blevet sat på pause af begge sider. Onsdag signalerede udenrigsminister Javad Zarif, at Iran efter missilangrebet på de to baser vil holde inde.

I sin tv-tale skiftede Trump altså endnu en gang brat kurs over for Iran og udtalte, at USA »er i besiddelse af dødbringende missiler, og vi er ved at udvikle nye hypersoniske raketter, men det betyder ikke, at vi ønsker at bruge dem. Den mest effektive afskrækkelse, vi besidder, er vores økonomiske og militære magt«.

I sidste uge havde han ellers skabt dyb ængstelse verden over ved at true Iran med massiv gengældelse mod 52 mål, herunder kulturelle seværdigheder.

Den amerikanske leders Iran-politik svinger dermed fra en yderlighed til en anden. Han har tidligere udtalt, at alle amerikanske styrker bør trækkes ud af Mellemøsten, men har siden sidste forår sendt over 20.000 soldater til Kuwait og Saudi-Arabien.

Hvad der for alvor adskiller Trump fra tidligere præsidenter, er ordren til at likvidere en højtstående iransk leder og dermed risikere krig. Det har ingen anden turdet gøre. Til gengæld er den vekslende politik over for Iran en strategi, som tidligere præsidenter har fulgt før Trump.

Det forklarer Daniel Benjamin, ambassadør med speciale i terrorisme under udenrigsminister Hillary Clinton i 2009-12.

»De fleste præsidenter lige fra Jimmy Carter til Barack Obama har privat næret et ønske om at forbedre relationerne mellem USA og Iran og finde en modus vivendi. Problemet er, at hver af dem er stødt ind i uoverstigelige vanskeligheder, når en strategi for at nå det mål skulle udmøntes i virkeligheden.«

USA’s tilgang til Iran har skiftet mange gange i historien. I 1953 orkestrerede CIA et kup mod det iranske demokratiske styre til fordel for et provestligt styre, og det er aldrig blevet glemt af iranerne. Amerikanernes fjentlige linje skabte massive protester, der endte med, at flere hundrede personer blev dræbt i gadekampe i Teheran.

USA’s tilgang til Iran har skiftet mange gange i historien. I 1953 orkestrerede CIA et kup mod det iranske demokratiske styre til fordel for et provestligt styre, og det er aldrig blevet glemt af iranerne. Amerikanernes fjentlige linje skabte massive protester, der endte med, at flere hundrede personer blev dræbt i gadekampe i Teheran.

AFP

Daniel Benjamin er sammen med Steven Simon forfatter til et nyligt essay i magasinet Foreign Affairs om det historisk komplekse forhold mellem Iran og USA. Simon arbejdede i Det Nationale Sikkerhedsråd under præsidenterne Bill Clinton og Barack Obama.

En af de mest aparte og illustrative episoder i det bilaterale forhold fandt sted i præsident Ronald Reagans anden embedsperiode i 1985-89, beretter de to sikkerhedseksperter.

Under den libanesiske borgerkrig i 1980’erne tog den shiamuslimske og Iran-allierede milits, Hizbollah, vestlige gidsler, og syv af dem var amerikanske statsborgere. Præsident Reagan var stærkt opsat på at opnå gidslernes frigivelse.

Iran-Contra-skandalen

I den anledning udarbejdede USA en hemmelig plan, der gik ud på at få Israel til at sende sofistikerede amerikanske våben til USA’s fjende, Iran, som løsesum. Israel betalte USA for våbnene, og Reagan-regeringen kanaliserede pengene videre til den nicaraguanske kontramilits i Honduras, der havde fået i opdrag af CIA at bekrige og afsætte det kommunistiske sandiniststyre i Nicaragua.

Afsløringen af den hemmelige plan – Iran-Contra-skandalen – var nær ved at vælte præsidenten, der med nød og næppe undgik en rigsretssag. I USA’s kongres stak forargelsen dybt over Reagans vilje til at sende våben til Iran, der havde holdt 52 amerikanere gidsler på USA’s ambassade i Teheran gennem 14 måneder fra november 1979 til januar 1981. Her var flere af dem bl.a. blevet udsat for tortur.

Reagans Iran-politik var yderligere beskæmmet af, at hans valgkampagne op til præsidentvalget i november 1980 var under mistanke for at have indgået en hemmelig aftale med det revolutionære præstestyre i Teheran om kun at frigive gidslerne efter valget.

Reagan var foran i meningsmålingerne, så Iran havde et motiv til at give ham en lille gave i forventning om, at Reagan som præsident ville være bedre for dem end den daværende præsident Jimmy Carter. Og Reagan ønskede at undgå, at Carter høstede gevinsten af en befrielse inden valgdagen.

I november 1979 tog iranerne 52 amerikanere som gidsler i 14 måneder på USA’s ambassade i Teheran. I USA beskæmmede sagen Ronald Reagans Iran-politik, bl.a. fordi han under præsidentvalgkampen i efteråret 1980, som han vandt, blev mistænkt for at have indgået en hemmelig aftale med præstestyret om at frigive gidslerne efter valget, så den siddende præsident Carter ikke kunne høste æren.

I november 1979 tog iranerne 52 amerikanere som gidsler i 14 måneder på USA’s ambassade i Teheran. I USA beskæmmede sagen Ronald Reagans Iran-politik, bl.a. fordi han under præsidentvalgkampen i efteråret 1980, som han vandt, blev mistænkt for at have indgået en hemmelig aftale med præstestyret om at frigive gidslerne efter valget, så den siddende præsident Carter ikke kunne høste æren.

Ritzau/Scanpix

Carter havde også brændt sine fingre på Iran. Midt i gidselkrisen iværksatte han en dumdristig redningsplan, hvor den ene af to kamphelikoptere havarerede i den iranske ørken, og missionen måtte opgives, inden den egentligt var begyndt.

Præsident Reagans efterfølger i 1989 George H.W. Bush havde været dybt involveret i Iran-Contra-skandalen og var derfor forsigtig med at føre hemmeligt diplomati med Iran. Efter den horrible krig mellem Iran og Irak i 1980’erne, hvor USA havde valgt Saddam Husseins side, bød iranerne Bushs beslutning om at invadere Kuwait og dele af Irak i Den Første Golfkrig velkommen.

USA valgte Saddam Husseins side i krigen mellem Iran og Irak i 1980'erne, hvilket betød, at iranerne bød George H.W. Bushs beslutning om at invadere Kuwait og dele af Irak i Den Første Gol rig velkommen.

USA valgte Saddam Husseins side i krigen mellem Iran og Irak i 1980'erne, hvilket betød, at iranerne bød George H.W. Bushs beslutning om at invadere Kuwait og dele af Irak i Den Første Gol rig velkommen.

Goran Tomasevic

Men under de næste tre præsidenter – Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama – blev den vekslende fjendtlige og pragmatisk amerikanske politik over for præstestyret i Teheran genoptaget.

I Clintons første embedsperiode strammede USA de økonomiske sanktioner imod Iran. Teheran tog hævn ved at hyre en Hizbollah-enhed i Libanon til at gennemføre et bombeattentat i 1996 mod et boligkompleks i Saudi-Arabien, som husede amerikanske soldater. 19 mistede livet.

Clinton undlod at gøre gengæld, præcist som Trump undlod det sidste efterår efter angrebet på olieanlæggene i Saudi-Arabien.

»En oplagt årsag til Clintons tøven var, at den vestligt uddannede reformpolitiker Mohammad Khatami blev valgt til Irans præsident i 1997. Det gav et glimt af håb om en optøning i forholdet,« fortæller Daniel Benjamin, der i dag er direktør for John Sloan Dickey Center for International Understanding ved Dartmouth College i New Hampshire.

»Clinton prøvede at engagere Khatami, men Kongressen var ikke rede til at lempe sanktionerne – en ufravigelig iransk betingelse for bedre relationer. Endvidere viste det sig, at Khatami ikke havde sikret sig opbakning fra Irans religiøse leder, Ali Khamenei.«

Den onde akse

Præsident George W. Bush havde næppe tid til at udforme en sammenhængende Iran-politik inden al-Qaedas angreb mod USA den 11. september 2001, der ændrede USA’s udenrigspolitik radikalt og førte til invasionen og besættelsen af Afghanistan.

I 2002 og 2003 indledte USA og Iran faktisk et diskret samarbejde i Afghanistan rettet mod Taleban. Men det ophørte efter USA’s invasion og besættelse af Irak i april 2003.

I maj 2003 opsnappede USA nemlig en lykønskning sendt af nogle højtstående medlemmer af al-Qaeda til en gruppe islamistiske terrorister, der kort forinden havde gennemført et bombeattentat mod tre boligkomplekser i Riyadh, Saudi-Arabien. Afsenderne af budskabet viste sig at være i husarrest i Iran.

»Intet tydede på, at Iran var involveret i terrorangrebet i Riyadh. Trods det afbrød Bush prompte samarbejdet med Iran i Afghanistan,« siger den amerikanske diplomat og sikkerhedsekspert.

Pludselig var Iran geografisk inddæmmet af amerikanske styrker, der havde besat Irans nabo i øst, Afghanistan, og naboen i vest, Irak. Oven i det havde Bush i en opsigtsvækkende tale i januar 2002 inkluderet Iran i en »ondskabens akse«, der også indbefattede Irak og Nordkorea. Præsidentens budskab til disse tre »terrorstater« var umisforståeligt: USA’s officielle politik var nu regimeskifte.

I 2002 og 2003 indledte USA og Iran et diskret samarbejde i Afghanistan rettet mod Taleban. Samtidig inkluderede præsident George W. Bush Iran i en opsigtsvækkende tale i 2002, hvor han talte om ’ondskabens akse’, hvor også Irak og Nordkorea indgik.

I 2002 og 2003 indledte USA og Iran et diskret samarbejde i Afghanistan rettet mod Taleban. Samtidig inkluderede præsident George W. Bush Iran i en opsigtsvækkende tale i 2002, hvor han talte om ’ondskabens akse’, hvor også Irak og Nordkorea indgik.

Doug Mills

Irak var det første mål for en nykonservativ ideologi, der postulerede, at kun en demokratisering af Mellemøsten ville kunne eliminere truslen fra islamistiske terrorgrupper. Og sådan som Teheran så det i 2003, kunne Iran meget vel blive USA’s næste mål.

Det forår begyndte Iran under lederskab af den nu myrdede leder af Revolutionsgardens al-Quds-styrke, Qassem Suleimani, at sende sofistikerede våben til shiamilitser i Irak, hvilket resulterede i et stigende antal faldne amerikanske soldater i løbet af de næste fem år.

»Iranernes beslutning i 2003 om at bekæmpe de amerikanske styrker i Irak gennem shiamuslimske militser er en skelsættende begivenhed, der kaster lange skygger over forholdet mellem USA og Iran,« skriver Benjamin og Simon i Foreign Affairs Magazine.

Relationerne mellem de to stater blev yderligere forværret af Irans udbygning af sit atomprogram og afsløringen af eksistensen af et hemmeligt atomvåbenprogram mellem 1988 og 2003. Fra 2005 og frem strammede Bush-regeringen derfor USA’s sanktioner mod Iran.

Præsident Barack Obamas Iran-linje vekslede mellem afpresning og diplomati. I sin første periode fik han overbevist det internationale samfund om at indføre en økonomisk blokade mod Iran, som havde til hensigt at tvinge præstestyret til forhandlingsbordet. Det mundede ude i en aftale i 2015, der lagde en række strikse begrænsninger på Irans atomprogram mindst ti år frem i tiden.

Præsident Barack Obama fortæller i 2015, at der er lavet en atomaftale med Iran. Den skulle forhindre Iran i at blive den første atommagt i Mellemøsten mod at ophæve de økonomiske sanktioner mod landet.

Præsident Barack Obama fortæller i 2015, at der er lavet en atomaftale med Iran. Den skulle forhindre Iran i at blive den første atommagt i Mellemøsten mod at ophæve de økonomiske sanktioner mod landet.

Andrew Harnik

Revolutionær og ekspansionistisk

Det var den aftale, præsident Trump trak USA ud af halvandet år inde i sin første embedsperiode og herpå genindførte de sanktioner, som Obama-regeringen havde fjernet. Et skridt, der efter alt at dømme animerede Iran til at kapre olietankere i Den Persiske Golf, nedskyde en amerikansk drone og bombe olieanlæggene i Saudi-Arabien sidste år.

Men hvad er det egentligt ved en mellemstor regional magt som Iran, der bekymrer en supermagt som USA så meget?

»I den amerikanske bevidsthed er det efter min mening regimets revolutionære og ekspansionistiske karakter. Det minder os om Sovjetunionen, selv om der naturligvis er væsentlige forskel mellem de to lande,« siger Daniel Benjamin.

»Iran er ikke ude på at erobre andre staters territorier. Det spreder derimod sin indflydelse langt ud over sine grænser ved at opbygge et netværk af shiamuslimske allierede i Mellemøsten. Men der er andre faktorer, der forklarer USA’s besættelse af Iran,« forklarer sikkerhedseksperten.

Ud over atomprogrammet nævner Daniel Benjamin beskyttelsen af fri sejlads i Den Persiske Golf, hvor størsteparten af verdens oliereserver er lokaliseret. Og så er der naturligvis ayatollahernes åbenlyse had til Israel og deres støtte til Hamas i Gazastriben.

Set fra Teheran er historien radikalt anderledes. USA’s støtte til shahen, der blev indsat efter et CIA-arrangeret kup mod et demokratisk valgt styre i 1953, er aldrig blevet glemt af iranerne.

»Ayatollaherne kom til magten i 1979 ved at styrte et proamerikansk regime. Siden da har de været overbevist om, at deres styre er truet af USA. Det kan næppe overraske nogen,« siger Barry Posen, professor i international politik på Massachusetts Institute of Technology og en kendt fortaler for begrænset brug af militær magt i amerikansk udenrigspolitik.

Ifølge Barry Posen bør kritikere spørge sig selv, hvad de ville gøre i iranernes sted.

»Udenrigsminister Mike Pompeo beskylder Iran for at være ekspansionistisk. Okay, det er muligt, men hvem var det egentligt, der startede denne spiral af voldsudøvelse? Hvilket land truer et andet mest? Vi er supermagten, der vil dominere i Irans nabolag. Og de er persere midt imellem alle araberne. De er et mindretal af shiitter mellem sunnitter.«

»Iranerne har ikke særlig mange kort at spille med i regionen. Så de må tage sig til takke med, hvad de kan finde af andenrangsallierede som Syrien, Hizbollah og shiamilitser i Irak. USA’s allierede er rige lande som Israel, Saudi-Arabien og De Forenede Emirater. Iran har ikke engang en stormagt som Kina eller Rusland at læne sig op ad. De må forsvare deres land alene.«

En uundgåelig krig

Nøglen til forståelsen af Irans adfærd gennem det sidste halve års tid er ifølge den amerikanske analytiker USA’s nye sanktioner, som langsomt er ved at kvæle Irans økonomi.

»Problemet er ikke, at iranerne ikke længere har råd til at spise frokost,« siger Barry Posen.

»Det er, at økonomien bliver smadret, at regimet undergraves, og at folk går på gaden og demonstrerer. Styret er alene fokuseret på at overleve, så i det sidste halve år har det gennemført et begrænset antal militære aktioner, der faktisk ikke har forøvet den store skade. Budskabet er let at tolke. Der er en grænse for, hvor lang tid Iran kan leve med disse sanktioner.«

Og hvad er så Trumps og Pompeos svar, spørger Posen.

»Vi holder ikke inde, førend I overgiver jer og indfrier alle USA’s krav. Hvis I fortsætter med at irritere os med små militære provokationer, slår vi hårdt igen med overvældende militær magt.«

Og her synes forskellen mellem Trump og alle tidligere præsidenter siden 1979 at være tydelig som dagen. Ingen af forgængerne turde gå i krig med Iran.

»Trump, Pompeo og deres rådgivere er derimod overbeviste om, at vi kan vinde en krig, fordi USA er militært overlegen. Men de forstår ikke, at krige ikke vindes fra luften. Det tog ti ugers luftbombardementer at få Serbien til at hejse det hvide flag i 1999. I Libyen varede det lige så længe.«

Barry Posen indskærper:

»Iran er hverken Libyen eller Serbien. Iranerne vil slå igen, og når krigen i Mellemøsten er ovre, vil det iranske styre stadig være i live.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Læseværdig artikel. Martin Bucharth er velorientet om mellemøsten, og skal have tak for orienteringen.
Jeg er dog ikke enig i, at Trump er på et spor, der følger tidligere præsidenter. Trumps politik er "Trump frist" og intet andet. Det mest sandsynlige er, at Trump tror et militært angreb på en i USA upopulær leder vil få vælgerne til at glemme alt om hjemlige skandaler og bakke op om deres præsident. Derfor gør han det, han ubegrundet beskyldte Obama for: angriber Iran af valgpolitiske grunde.
Burcharths artikel er en studie i rationelle menneskers rationelle tanker og handlinger, analyser og risikovurderinger.
Trump lider ikke under den slags begrænsninger.

Peter Beck-Lauritzen, Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, Karsten Lundsby, Jesper Sano Højdal, ingemaje lange, Kim Øverup, P.G. Olsen, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Trump nedtrappede konflikten med Iran......
...jaså ☺

Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Jesper Sano Højdal, Mogens Holme, Peter Knap og John Andersen anbefalede denne kommentar
Thomas D. Nilsen

"Iran bliver det første land i Mellem-Østen med atomvåben"?!
Israel har atomvåben, hvilket nok er hovedårsagen til at Iran (måske) vil anskaffe dem. Hvorfor udelades dette af artiklen? Det er misinformation.

Peter Beck-Lauritzen, Ib Gram-Jensen, Carsten Wienholtz, Christel Gruner-Olesen, Anders Reinholdt, Kjeld Jensen, Torben Arendal, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Hanne Utoft, Mogens Holme, Emil Davidsen, John Andersen, Jan Damskier og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar
Annette Chronstedt

Det er åbenbart kun Noam Chomsky, som har overblik nok til at se helheden i USA's politik. Her et link til hans seneste skarpe blik. Det gør ondt at høre vor korrespondents kritiske, men stadigt amerikansk farvede øjne.

https://truthout.org/articles/noam-chomsky-us-is-a-rogue-state-and-sulei...

Thomas D. Nilsen, Hans Frank, Peter Beck-Lauritzen, Ole Frank, Kjeld Jensen, Flemming Berger og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Bent Nørgaard

Så fik et ukrainsk fly "motorproblemer" lidt efter start fra en lufthavn i Theran. Alle døde. Trist. Det er der, desværre, nok en hel del af Informations læsere der tror på, når man følger lidt med på kommentarsporene.

Bent Nørgaard

Så fik et ukrainsk fly "motorproblemer" lidt efter start fra en lufthavn i Theran. Alle døde. Trist. Det er der, desværre, nok en hel del af Informations læsere der tror på, når man følger lidt med på kommentarsporene.

Er det ikke det, jeg siger: Den vestlige presse vender tingene på hovedet.
Det fremgår nærmest som om angriberen er/var Iran, og USA prøver at dæmpe faren for en endnu større krig end det kaos, de allerede har lavet i regionen.
"Det kan vi ikke være bekendt!"

Peter Beck-Lauritzen, Carsten Wienholtz, Peter Knap og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Hvorom alting er, så er konflikten endnu engang optrappet. Jeg er gået fra at være uenig med den danske udenrigspolitik, til at hade den. Regeringen repræsenterer ikke folkets stemme, og de mange debattører virker udslidte og ligegyldige, er fatsholdt i fortiden, som vi så det aftenens program på DR 2 Debatten. Messerschmidt og Marcus var et nummer for sig. Jeg blev faktisk temmelig chokeret over deres udmeldinger.

Kjeld Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Bent Nørgaard

@Ole Rasmussen. Hvem er folket? Er det en grå masse, som man kan skifte ud, så den passer til ens egne paroler? Sådan har jeg det engang i mellem, når jeg læser den avis. Bon appetit.

Ole Rasmussen

@Bent Nørgaard. Folket er samfundets borgere på godt og ondt. De fleste er nu om dage svindlede, og så er der resten som tilpasser sig. Hvis du mener 48 mandater repræsenterer både egne vælgere og resten op til 175, så er det fint med mig. Jeg hører dog til blandt, og jeg er gået fra at have en positiv mening om det danske samfund, til at have en ret negativ. Jeg oplever magthaverne som trætte udslidte fordømmende og med gammeldags synspunkter som medierne elsker at udstille, og det er den eneste avis jeg har mulighed for at læse. Hvis man vil finde sandheden, så mislykkes man, for den eksisterer ikke længere. Så vi er vel en grå masse som bare må synes om livet som det er? Hvis det står til til S, så er det grå nærmest skrevet i sort.

Peter Beck-Lauritzen

Posen: Iran har for kort siden afholdt flådeøvelse med Rusland og Kina. Så der har Iran da lænet sig opad nogen! Iran har russiske missiler. Kina køber deres olie. Helt venneløse er de ikke. Iranske varer ses i danske butikker. Udlændinge besøger landet, bl.a canadiete, svenskere, ukrainere, tyskere, englændre osv.