Nyhed
Læsetid: 6 min.

Uighurerne: »Vesten gør ikke nok, men vores muslimske brødre er værre«

Den islamiske verden undlader ikke blot at fordømme Kinas brutale undertrykkelse af muslimsk mindretal, men roser ligefrem den kinesiske fremfærd. Det fører til skarp kritik fra rettighedsorganisationer og flygtninge, som føler sig svigtet af deres muslimske brødre
Isa Dolkun, der er præsident for World Uyghur Congress, mener at der er den åbenlyse forklaring på mange muslimske landes stilhed, at de i forskellig grad er afhængige af Kinas diplomatiske, militære og økonomiske støtte. Og også at de ofte selv har en kritisabel menneskerettighedssituation.

Isa Dolkun, der er præsident for World Uyghur Congress, mener at der er den åbenlyse forklaring på mange muslimske landes stilhed, at de i forskellig grad er afhængige af Kinas diplomatiske, militære og økonomiske støtte. Og også at de ofte selv har en kritisabel menneskerettighedssituation.

Nicholas Kamm

Udland
17. januar 2020

»De muslimske lande nøjes ikke med at ignorere vores skæbne. Nej, de bakker ligefrem op om undertrykkelsen af uighurerne.«

Isa Dolkun, der er præsident for World Uyghur Congress – en organisation, der kæmper for uighurernes rettigheder – er overordentligt skuffet. Og vred. Han havde håbet, at hans muslimske trosfæller ville rejse sig i protest mod Kinas voldsomme undertrykkelse af sit folkeslag.

Men i den islamiske verden, hvor man ellers ofte er hurtige til at fordømme overgreb på muslimer rundt om på kloden, har der været næsten helt stille, også selv om kineserne anklages for at have indespærret op mod i alt to millioner uighurer i interneringslejre, hvor de ifølge tidligere indsatte og læk af dokumenter fra det kommunistiske styre udsættes for hjernevask, mishandling og tortur.

Der er ingen store demonstrationer med afbrænding af kinesiske flag. Der er ingen fordømmelse fra imamerne i moskeerne. Og der er ingen kritik fra muslimske hovedstæder. I stedet har en lang række muslimske lande i offentlige erklæringer givet deres støtte til Kinas politik over for de over ti millioner uighurer, der lever i den nordvestlige ørkenprovins Xinjiang, som støder op mod blandt andet Pakistan, Afghanistan og Kasakhstan.

»Vesten gør ikke nok for at hjælpe os, men vores muslimske brødre er værre,« konstaterer Isa Dolkun.

Muslimsk støtte til Kina

Opmærksomheden på den kinesiske undertrykkelse af uighurerne er godt nok taget til, men Kina har i stort omfang formået at tage brodden af den værste kritik – ved hjælp fra blandt andet muslimske lande, der står klar til at agere forsvarsværk mod anklager fra vestlige lande.

Både i juli og oktober sidste år opfordrede et par dusin vestlige lande – inklusive Danmark – Kina til at lukke interneringslejrene og stoppe den systematiske forfølgelse af det uighuriske mindretal. Det gjorde de i FN’s Menneskerettighedsråd. Men begge gange svarede Kina hurtigt igen ved at samle over dobbelt så mange venligsindede nationer, der var klar til at sætte deres navn på erklæringer, som roste Kina for landets »bemærkelsesværdige præstation på menneskerettighedsområdet«.

De bakkede op om Kinas »tiltag mod terrorisme og radikalisering i Xinjiang«, deriblandt interneringslejrene, som ifølge en af erklæringerne har ført til, at folk i Xinjiang »nyder en større følelse af lykke, tilfredshed og sikkerhed«.

»Nu er sikkerhed og ro vendt tilbage til Xinjiang, og alle etniske gruppers fundamentale menneskerettigheder bliver beskyttet,« lød det videre.

Omkring halvdelen af landene, der var villige til at renvaske Kinas undertrykkelse af muslimer, var netop muslimske lande såsom Pakistan, Algeriet, Egypten, Iran, Syrien og Saudi-Arabien.

»Den kinesiske regering opnåede støtte fra et dusin muslimske lande for at få hjælp til at renvaske den forfærdelige menneskerettighedssituation i Xinjiang,« lyder det fra Sophie Richardson, der leder Kina-afdelingen hos menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

»I stedet for at tilslutte sig de mange regeringer, som fordømmer undertrykkelsen af Xinjiangs muslimer, så har disse lande valgt at bakke op om Beijings modbydelige modfortælling.«

Menneskerettighedsorganisationer og eksperter siger, at interneringslejrene er afgørende i det kinesiske regimes årelange forsøg på at eliminere uighurernes identitet og omdanne dem til lydige, ikkereligiøse tilhængere af kommunistpartiet.

Isa Dolkun fra World Uyghur Congress mener, at det kinesiske kommunistpartis »endemål er total assimilation. De vil have, at den uighuriske identitet helt forsvinder.«

Kina har gentagne gange afvist anklager om mishandling af uighurer. I stedet hævder Beijing, at lejrene – som kaldes for »frivillige træningscentre« – er et værn mod terrorisme og islamisk ekstremisme og desuden en indsats for at tilbyde erhvervsfaglig uddannelse.

Solgt sig selv til Kina

Abdujelil Emet, der i starten af 1990’erne var imam i Xinjiang i sin hjemby Aksu nær grænsen til Kirgisistan er oprørt over, at der ikke er større opstandelse i muslimske lande over undertrykkelsen og lejrene. Han peger på, at Kina angiveligt har ødelagt hundreder af moskeer i Xinjiang.

»Jeg er meget skuffet,« siger Emet, der for 25 år siden flygtede til Europa og nu bor i Tyskland. »I vores religion er det haram, det er forbudt at se sine muslimske brødre lide og ikke gøre noget ved det.«

»Det bliver tit kritiseret, hvordan muslimer behandles i vestlige lande, men det sker ikke, når det kommer til Kina. Det er, som om de muslimske lande har solgt sig selv til Kina,« mener Emet.

Der blev sat større fokus på den islamiske verdens stilhed over for situationen i Xinjiang, da den tyske fodboldstjerne Mesut Özil i sidste måned skarpt kritiserede den manglende reaktion fra muslimers side.

»Koraner bliver brændt. Moskeer bliver lukket ned. Muslimske skoler ulovliggøres. Religiøse lærde bliver dræbt en efter en. Brødre bliver tvunget ind i lejre,« skrev den tidligere tyske landsholdsspiller med tyrkiske forældre på sociale medier. »På trods af alt dette, er muslimer stiltiende.«

»Det, som vil blive husket, vil ikke være tyrannernes tortur, men de muslimske brødres stilhed,« skrev Özil videre.

Kina reagerede vredt på fodboldspillerens kommentarer, som udenrigsministeriet påstod var baseret på »fake news«. Samtidig blev han i kinesiske statsmedier kaldt en »klovn«, og stats-tv fjernede hans engelske klub Arsenals kampe fra sendefladen.

Stiltiende ledere

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, der i vid udstrækning har præsenteret sig selv som beskytter af undertrykte muslimer rundt om i verden, var godt nok i starten kritisk over for Kina. I februar sidste år beskrev hans regering de kinesiske interneringslejre som »koncentrationslejre« og behandlingen af uighurerne som »en stor skam for menneskeheden«.

Men sidenhen – og efter der er kommet langt flere beviser for undertrykkelsen – har Erdogan været musestille, både under et besøg i Beijing i juli og i en tale til FN’s generalforsamling i september, hvor han ellers nævnte en lang række andre eksempler på undertrykkelse af muslimer rundt om i verden.

Organisationen for islamisk samarbejde (OIC), der repræsenterer 57 muslimske lande, har ikke kritiseret undertrykkelsen af uighurerne, men har derimod rost Kinas indsats for at »tage sig godt af landets muslimske borgere«.

Pakistans premierminister, Imran Khan, der også tit og ofte taler om muslimers rettigheder, har helt afvist at kommentere på den kinesiske undertrykkelse med en undskyldning om, at han ikke kender nok til den – på trods af at den finder sted lige på den anden side af den pakistanske grænse til Kina.

Da Khan i efteråret ligeledes talte til FN’s generalforsamling, brugte han tid på at angribe kritiske holdninger i vestlige lande til blandt andet muslimske kvinders brug af tørklæder, og han advarede om, at »marginaliseringen af muslimer« i Europa »fører til radikalisering«, men han nævnte intet om den omfattende undertrykkelse i Kina, eller hvorvidt det er med til at radikalisere uighurer, at de risikerer at blive sendt i en interneringslejr blot på mistanken om at være praktiserende muslim.

Ifølge Afshin Molavi, en ekspert i forholdet mellem Mellemøsten og Asien ved Johns Hopkins Universitet, så er Imran Khans udmeldinger symptomatisk for en indgroet kritisk indstilling i den muslimske verden over for Vesten, som ikke gør sig gældende, når det kommer til Kina.

»Der er en slags protestrefleks i dele af den muslimske verden, som fokuserer på Vesten. Denne refleks eksisterer ikke i forhold til Kina,« siger Afshin Molavi til The Wall Street Journal.

Deres egne beskidte hjem

Men Isa Dolkun mener også, at der er den åbenlyse forklaring på mange muslimske landes stilhed, at de i forskellig grad er afhængige af Kinas diplomatiske, militære og økonomiske støtte. Og også at de ofte selv har en kritisabel menneskerettighedssituation.

»Det kinesiske kommunistparti er ikke kun ude på at udrydde uighurerne, men har også startet en krig mod islam. Alligevel reagerer de muslimske lande ikke, da mange af dem er afhængige af Kinas penge og teknologi. Og vigtigst af alt, så har de deres egne store problemer med menneskerettigheder. Når deres egne hjem er så beskidte, så kan de ikke begynde at kritisere, hvordan de ser ud hos andre,« siger Isa Dolkun. »I stedet stiller de sig bag Kina, som så til gengæld også vil beskytte dem mod anklager om brud på menneskerettighederne.«

»De vender os ryggen for at beskytte sig selv,« mener Isa Dolkun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Her kunne en samling af ummahen, som man hører så meget om, netop gøre fyldest, fordi man vil være den eneste relevante gruppe, der talmæssigt overtrumfer kinesiske befolkningstal. Man kunne jo lukke for olien.

Lillian Larsen, Flemming Olsen og Liselotte Paulsen anbefalede denne kommentar
Henrik Ovesen

Hvad havde han forventet? Der er flere end 70 retninger indenfor islam og de er tilsyneladende ikke enige om ret meget.

Flemming Olsen

Alligevel kalder han dem for sine muslimske brødre.

Steffen Gliese

Men familie kan jo også skuffe noget så grusomt, Flemming Olsen!