Feature
Læsetid: 9 min.

Unge efterkommere tager til Mellemøsten for at støtte deres jævnaldrenes kamp for demokrati

I årevis har vi debatteret fremmedkrigere: Oftest unge efterkommere, der rejste ned for at deltage i den syriske borgerkrig. Nu er en ny generation af efterkommere rejst ned for at kæmpe i Mellemøsten. Men denne gang er der tale om en demokratisk succeshistorie
23-årige Sabrina Ferraz, hvis forældre er indvandrere fra Algeriet, har i de seneste år fem gange været i Algeriet for at deltage i demonstrationer for demokrati.

23-årige Sabrina Ferraz, hvis forældre er indvandrere fra Algeriet, har i de seneste år fem gange været i Algeriet for at deltage i demonstrationer for demokrati.

Anders Rye Skjoldjensen

Udland
30. januar 2020

På en kaffebar ved Nørrebros Runddel sidder 26-årige lægestuderende Baker Jawad og scroller gennem arabiske nyheder på sin telefon.

»Det er vanvittigt, hvad der lige er sket,« siger han fortvivlet og ryster på hovedet, da vi mødes i december.

Natten forinden har maskerede militsmænd åbnet ild mod uskyldige demonstranter på Tahrir Pladsen i centrum af den irakiske hovedstad Bagdad. 12 demonstranter blev dræbt og 22 blev såret, siger nyhederne, der tikker ind på telefonen.

Han er selv netop vendt hjem fra en tur til sine forældres oprindelsesland, hvor han var rejst ned for at yde lægehjælp til sårede demonstranter, som protesterer mod den korrupte elite af politikere, der sidder på magten i Bagdads Grønne Zone.

En ny bølge af protester spirer i den arabiske verden i et omfang, der ikke er set siden Det Arabiske Forår i 2011. I lande som Algeriet, Irak, Libanon og Sudan har protester præget den politiske dagsorden i det forgangne år.

Og med den nye bølge af protester har et nyt fænomen set dagens lys i Danmark. Flere danskere med arabisk baggrund er rejst ned for at støtte op om deres jævnaldrendes kamp for at demokratisere lande i Mellemøsten og Nordafrika.

Baker Jawad er én blandt i alt 13 unge danskere med anden etnisk baggrund, som Information har været i kontakt med og som fortæller, at de er rejst til enten Algeriet, Libanon eller Irak for at deltage i demonstrationer. Flere af kilderne fortæller desuden, at mange af deres venner og bekendte også har været afsted.

»Jeg er glad for at være her, og jeg elsker Danmark. Men når jeg tager til Irak for at støtte op om demonstrationerne, er det fordi, jeg er imod uretfærdighed,« fortæller Baker Jawad.

»Jeg kunne også godt tænke mig at se Irak være mere som Danmark, hvor der er velfærd og næsten alt fungerer.«

Den 26-årige lægestudeerende har været i sine forældres oprindelsesland Irak for at yde hjælp til sårede demonstranter, der protesterer mod den korrupte elite af politikere.

Matthew Abbott

De unges fortællinger vidner om, at den demokratiske dannelse i Danmark har været motiverende for, at de nu engagerer sig politisk i den arabiske verden. Men også om at dobbeltidentiteten som efterkommere styrker solidariteten med politiske kampe i Mellemøsten, og at den privilegerede tilværelse i Danmark ofte er roden til en presserende følelse af dårlig samvittighed.

Selv om ingen har overblik over, hvor udbredt fænomenet er, står efterkommeres opbakning til Mellemøstens protestbevægelser også i positiv kontrast til historien om radikaliserede syrienkrigere, der i årevis har domineret debatten om efterkommeres tilknytning til politiske konflikter i regionen.

Eksperter mener, at der ligefrem er tale om en overset demokratisk succeshistorie.

»Mange efterkommere ser ændringer ske i deres forældres oprindelseslande, som de har ønsket sig længe. De her protestbevægelser er nu blevet deres window of oppurtunity og mulighed for at engagere sig,« siger Nora Ragab fra Maastricht Universitet i Holland.

Mellemøstens ungdom er i oprør

I Algeriet råber de unge »civilstat, ikke militærstat«, i Irak råber de »vi vil have et hjemland« og i Libanon, at »alle sammen betyder alle sammen«.

Det er udsagn, som viser, at den arabiske ungdom igen er i oprør. De er trætte af alt fra autoritære ledere og korrupte politikere til arbejdsløshed og strømafbrydelser.

Fælles for de lederløse protestbevægelser er paroler som »madaniya« (civilitet) og »silmiya« (fredsommelighed) og med disse slagråb har den unge generation formået at destabilisere den politiske elites greb om magten i de respektive lande.

I Irak har sikkerhedsstyrkerne svar dog ingenlunde været fredsommeligt. Demonstranterne er blevet mødt med en spærreild af kugler og tåregasgranater. Omkring 600 mennesker er ifølge Amnesty International blevet dræbt siden oktober og mere end 20.000 såret. I Libanon er voldelige sammenstød tiltagende og forrige weekend blev mere end 300 såret ifølge Reuters i kampe mellem politiet og demonstranter. Algeriet er det eneste land, hvor protesterne stadig forløber fredeligt.

Solidaritet og dårlig samvittighed

24-årige Nader Hamze fra Aarhus er en anden af de 13 unge, som Information har været i kontakt med. I november, inden de voldsomme gadekampe brød ud, valgte han at tage fri fra sit arbejde som selvstændig i bilbranchen for at rejse til Libanon i 12 dage som politisk aktivist.

»Når man er opvokset i et land som Danmark, hvor der er et socialt sikkerhedsnet, så ønsker man at støtte op om det, når folk i bund og grund kæmper for de samme rettigheder i Libanon. Jeg har oplevet, hvad et demokrati betyder og har et ønske om, at de samme muligheder skal gælde for den unge generation i mit oprindelsesland,« fortæller Nader Hamze.

»Libanon er et relativt udviklet land. Det kan ikke være rigtigt, at folk ikke har ret til gratis hospitalshjælp, elektricitet døgnet rundt og andre basale rettigheder, som vi tager for givet i Danmark,« siger han om sine bevæggrunde for at være rejst til Libanon.

23-årige Sabrina Ferraz, hvis forældre er indvandrere fra Algeriet, har lignende bevæggrunde for at engagere sig i forholdene i sine forældres hjemland. Hun har netop færdiggjort sin bachelor i engelsk og internationale studier på Aalborg Universitet, og det seneste år er hun rejst til Algeriet fem gange, hvor hun har deltaget i de ugentlige demonstrationer i solidaritet med sine jævnaldrendes kamp for en demokratisk transitionsfase, som er det centrale krav i den algeriske protestbevægelse Hirak.

»Jeg prøver at gøre mit bedste for at vise solidaritet. Jeg føler, at jeg har et ansvar for at støtte op om kampen. Det kan godt være, at jeg er født og opvokset her, men jeg er også algerier. Og nogle gange har jeg dårlig samvittighed over at leve så godt i Danmark, mens mine fætre og kusiner ikke har de samme privilegier som mig,« forklarer Sabrina Ferraz.

Jeg prøver at gøre mit bedste for at vise solidaritet. Jeg føler, at jeg har et ansvar for at støtte op om kampen. Det kan godt være, at jeg er født og opvokset her, men jeg er også algerier, siger Sabrina Ferraz

Anders Rye Skjoldjensen

Sociolog og forfatter Aydin Soei, der selv er efterkommer af iranske indvandrere, siger, at der er tale om et sundhedstegn, når vi ser efterkommere deltage i politisk aktivisme i deres forældres hjemlande.

»Mange efterkommere er ressourcestærke, liberale i deres værdier og har et højt uddannelsesniveau, så det er klart, at de er i en privilegeret situation og føler, at de også har noget positivt at bidrage med i Mellemøsten,« forklarer han.

Han mener, at historier om militante fremmedkrigere, der rejste til Syrien for at gå i krig, har fået lov til at dominere diskursen om unge efterkommeres politiske engagement i Mellemøsten og overskygge de positive aspekter.

»Efterkommere er ofte mere tilbøjelige til at tro på et globalt medborgerskab på tværs af nationalstatens grænser. I modsætning til etnisk danske unge har de en øget solidaritet over for demokratibevægelser i Mellemøsten i kraft af deres bånd til forældrenes hjemland,« siger Soei.

Med livet som indsats

Men de unge efterkommeres aktivisme i Mellemøsten er ikke helt ufarlig. Tilbage på kaffebaren på Nørrebro fortæller Baker Jawad, at det var volden mod demonstranter, der fik ham til at pakke tasken og bestille en flybillet til Bagdad. Som lægestuderende ville han ned og hjælpe de sårede.

»Jeg tror, at myndighederne er desperate og vold er så deres måde at opløse demonstrationerne på. Men de fleste folk er ligeglade. De siger, vi gør det her på fredelig vis, og vi har ikke tænkt os at ty til vold. Hvis vi dør, dør vi som frie mennesker,« siger Baker Jawad.

Information har også kontaktet Hadi al-Ansari, en 29-årig dansk-iraker, som er i Bagdad for at støtte op om demonstrationerne. Han har sendt videoer, som han har filmet, hvor demonstranterne bliver beskudt med lydgranater, tåregas og ammunition.

»Siden oktober har irakerne demonstreret for at fortælle hele verden, at dem, der styrer Irak, desværre er en gruppe tyve, som stjæler befolkningens penge, rettigheder og fremtid. Og hvordan svarer regeringen på deres krav og demonstrationer? De bruger skarp ammunition og slår folk ihjel med vilje ved at skyde tåregasgranater direkte i hovedet eller på kroppen. De bliver slået ihjel, kun fordi de ønsker at bo i et land, hvor deres fremtid er sikret i ro, fred og retfærdighed,« fortæller Hadi al-Ansari i telefonen fra Bagdads gader.

Volden mod demonstranter i Irak har muligvis også kostet sit første danske offer. I november blev 50-årige dansk-irakiske Firas el-Jabory fundet dræbt i sit hus i Bagdad. Ifølge de pårørende var han rejst ned for at sælge sit hus for at bruge pengene til at åbne en restaurant i Danmark.

»Han er blevet torteret på den mest grusomme måde. De har hevet alle hans negle af. De har dolket ham med knive i ryggen. De har hældt syre og kogende vand på ham, skudt ham i benene to gange, brækket hans håndled, brækket hans skulderled og til sidst skudt ham med to kugler i baghovedet,« siger Amal el-Jabory, der er Firas el-Jaborys søster.

Forinden havde han deltaget i en demonstration, men det er stadig uvist, hvorvidt han blev dræbt for sin deltagelse i protesterne, eller om der ligger andre årsager bag. Nyhedsbureauet Reuters afslørede i november, samme måned som drabet på Firas el-Jabory, at målrettede likvideringer af demonstranter i deres hjem var en del af irakiske militsers intimideringstaktik for at afskrække andre fra at gå på gaden.

»Folk bliver likvideret i stribevis, fordi de beder om rettigheder. Det er hele den irakiske nation, der raser. De vil ikke finde sig i nedværdigelse eller løfterne om, at de får løn i morgen. De vil ikke forlade Tahrir Pladsen. Hvis de går derfra, betyder det, at alt, hvad de har kæmpet for, ryger i vasken. De siger, at det er liv eller død for dem,« siger Amal el-Jabory.

En demokratisk succeshistorie

Europas arabiske diasporas politiske engagement i Mellemøsten er på ingen måder et nyt fænomen. Men de seneste årtier har fænomenet transformeret sig, forklarer Nora Ragab fra Maastricht Universitet i Holland, som forsker i politisk mobilisering i Europas arabiske diaspora.

I perioden mellem 1960’erne til 1990’erne var det oftest politiske dissidenter eller arabiske politikere i eksil, som forsøgte at påvirke politikere og den offentlige opinion i Europa mod hjemlandets regimer.

Men siden Det Arabiske Forår har man set en ny tendens, hvor efterkommere af indvandrere er begyndt at støtte op om politisk aktivisme i deres forældres hjemland.

»Mange efterkommere har været politisk uengageret i deres forældres hjemlande. De har ofte kontakt til deres familiemedlemmer, men føler ikke en større forbindelse til landet på det politiske plan,« siger Nora Ragab og fortsætter:

»Når der så pludselig sker noget så skelsættende politisk som de her protestbevægelser, styrkes deres identitetsmæssige og politiske tilknytning til landet, og de får lyst til at være med til at ændre noget.«

Og noget tyder på, at det gør en forskel. Aktivister i den irakiske diaspora arbejder lige nu på at få stillet irakiske politikere for en domstol for drab på demonstranter. I Algeriet har nogle af de fremmeste aktivister været fransk-algeriere som bloggeren Amir Dz og den liberale forretningsmand Rachid Nekkaz. Hertil har store demonstrationer været afholdt af libanesere og algeriere i diasporaen foran deres respektive landes ambassader i forskellige europæiske storbyer.

Nora Ragab mener, at efterkommere af indvandrere er begyndt at føle en moralsk forpligtelse til at vise solidaritet.

»De bor sikkert og komfortabelt i Europa, mens de ser folk risikere livet for de samme rettigheder i deres forældres hjemland. Så de føler et ansvar for at hæve stemmen og støtte op om deres jævnaldrendes kamp,« siger hun.

Ligesom Aydin Soei, mener Nora Ragab, at historien om fremmedkrigere i for mange år har fået lov at dominere debatten om den arabiske diasporas involvering i politiske konflikter i Mellemøsten.

»Når vi taler om diasporaens tilknytning til Mellemøsten, er det ofte det samme narrativ om radikaliserede muslimer og fremmedkrigere, som går igen. Fænomener som dette, hvor unge efterkommere tager ned og kæmper for demokratiske rettigheder med fredelige midler, mangler at blive adresseret som en succeshistorie.«

Tilbage på kaffebaren på Nørrebro har Baker Jawad allerede lyst til at tage tilbage til Irak. Med et nostalgisk smil på læben og telefonen i hånden, mindes han gadekunsten, stemningen og sammenholdet på tværs af sekteriske skel, som han aldrig troede, han skulle opleve i Irak.

»Det, folk skal forstå, er, at det ikke er demonstrationer i traditionel forstand. Det er mere en slags forsamlingsplads ligesom folkemødet på Bornholm, hvor folk samles, diskuterer politik, maler, laver mad og der er en fantastisk stemning af sammenhold. Du ser folk fra alle samfundets lag og sociale klasser. Rige og fattige står sammen i front.«

Information har interviewet 13 efterkommere til denne artikel. Fire af dem er citeret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Skal disse unge også straffes og kaldes landsforrædere?

Dem der tog til Syrien og kæmpede sammen med kurterne på den vestlige side bliver jo straffet når de kommer hjem.

Else Marie Arevad, Bjarne Bisgaard Jensen, søren ploug, Frederikke Nielsen, Erik Winberg, Torben K L Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Hannibal Knudsen, Eva Schwanenflügel, Karen Grue og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

og hvad med dem, der tager til Israel og kæmper mod palæstinenserne? hvad er de?
Men hvor er det glædeligt og konstruktivt, at unge på den måde tager tilbage til deres forældres hjemland og gør en forskel på den gode måde.

Bjarne Bisgaard Jensen, søren ploug, Anja Knoblauch, Torben Arendal, Erik Winberg, Anders Graae, Torben K L Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Hannibal Knudsen, Hans Larsen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

Fin artikel om nogle mennesker vi aldrig hører om

ingemaje lange, søren ploug, Karen Grue, Peter Beck-Lauritzen og Kim Saxman anbefalede denne kommentar

Bravo.
De unge gør det helt rigtige.

I stedet for rejse ud i verden, utilfredse med forholdene man kommer fra,
bør man da arbejde/kæmpe for ændrer forholdene hjemme.
Det er sån man får bedre levevilkår. Intet bliver foræret.

Det var jo dét, man drømte om i sin tid, da der kom mennesker fra totalitære stater hertil, både fra Sydamerika, Asien og Afrika.
Drømte om, at de ville vende tilbage med idéer om demokrati, personlig frihed og retssikerhed.

Kim Houmøller

Kanonføde er der kronisk mangel på!

Bent Nørgaard

@Karen Grue. Der gør du regning uden vært. De bliver her. De, der vil noget med livet, bliver uddannede og får sig en levevej. Resten, og det er meget forskelligt fra hvor i verden de kommer fra, bliver hængende i forståelsessumper = alt for høje satser. Flere tusinde procent højere end hvad de er vant til hvor de kommer fra. Så de ser heller ingen grund til at vende hjem.