Baggrund
Læsetid: 9 min.

»Det er absurd at sidestille en fare fra venstrefløjen med truslen fra højrefløjen«

Krisen i Merkels CDU skyldes både håndsrækningen fra det højreradikale AfD og afvisningen af Die Linke på venstrefløjen. Men politologer ser det borgerlige syn på den tyske venstrefløj som et absurd skræmmebillede og forældet antikommunisme
Demonstranter på gaden i Thüringens hovedstad Erfurt skiltede i weekenden med slogans som »Ingen pagt med fascister« og »Aldrig mere Nazityskland«. Konkret siger de nej tak til, at det liberale FDP og Merkels CDU på bekostning af ministerpræsidenten fra venstrefløjspartiet Die Linke, Bodo Ramelow, havde stemt deres egen borgerlige kandidat igennem med hjælp fra det højreradikale Alternative für Deutschland.

Demonstranter på gaden i Thüringens hovedstad Erfurt skiltede i weekenden med slogans som »Ingen pagt med fascister« og »Aldrig mere Nazityskland«. Konkret siger de nej tak til, at det liberale FDP og Merkels CDU på bekostning af ministerpræsidenten fra venstrefløjspartiet Die Linke, Bodo Ramelow, havde stemt deres egen borgerlige kandidat igennem med hjælp fra det højreradikale Alternative für Deutschland.

Udland
19. februar 2020

De spontane demonstrationer opstod inden for få timer efter valget af Thüringens ny ministerpræsident, den liberale Thomas Kemmerich, i begyndelsen af februar.

Men selv om Kemmerich allerede dagen derpå måtte trække sig som leder af den østtyske delstat, var protesterne ikke nogen døgnflue. Så sent som i lørdags gik 18.000 mennesker på gaden i Thüringens hovedstad Erfurt.

Med slogans som »Aldrig mere Nazityskland« sagde de et højlydt nej tak til, at det liberale FDP og Merkels CDU på bekostning af ministerpræsidenten fra venstrefløjspartiet Die Linke, Bodo Ramelow, havde stemt deres egen borgerlige kandidat igennem med hjælp fra det højreradikale Alternative für Deutschland (AfD). Vel at mærke i Thüringen, hvor AfD ledes af den rabiate Björn Höcke, der gerne relativerer Holocaust, og som ifølge rettens ord gerne må betegnes som »fascist«.

Som en lokal fagforeningsleder udtrykte det i Erfurt, var demonstrationen derfor samtidig et pænt nej tak til, at det borgerlige Tyskland og ikke mindst Merkels CDU med hjælpen fra AfD havde »brudt den antifascistiske enighed, som har hersket i Tyskland siden Anden Verdenskrig«.

Eksistentiel retningskrise

Kemmerichs valg og fald har ikke bare skabt ballade i Thüringen. Også i Merkels CDU har forløbet ført til en krise, der har kostet Annegret Kramp-Karrenbauer posten som partileder og kastet partiet ud i en eksistentiel krise, som især handler om forholdet til AfD, der var den anden store vinder ved det seneste valg i Thüringen.

I disse dage er der endelig bevægelse i statskrisen om regeringsdannelsen i den østtyske delstat, idet Bodo Ramelow og Die Linke overraskende har foreslået en overgangsregering ledet af en CDU-politiker, som skal bane vejen for et nyvalg.

Den løsning ville formentlig være et scoop for Die Linke, som i det nuværende parlament i Thüringen lige akkurat har mistet sit flertal sammen med De Grønne og socialdemokratiske SPD – hvilket netop er grunden til krisen, fordi CDU/CSU i Thüringen dermed enten skal tolerere en Die Linke-ledet mindretalsregering eller støtte sig til AfD.

Ved et nyvalg vil den ifølge meningsmålinger stå på prygl fra vælgerne til både CDU og FDP, der risikerer at ryge helt ud af landdagen. Omvendt har Die Linke nu historiske 40 procent af vælgerne bag sig og kan dermed vise, at CDU ikke kan komme uden om et samarbejde med partiet, som Merkels parti ellers forbyder.

Moskvas femte kolonne

For hele Tyskland er CDU/CSU’s krise på forbundsplan ikke blevet mindre af, at en rød-rød-grøn forbundsregering mellem De Grønne, SPD og Die Linke efterhånden ligner en realistisk mulighed – i hvert fald ud fra vælgeropbakningen.

En grøn kansler ville være en sensation i sig selv. Men endnu mere banebrydende ville det være med Die Linke i en tysk regering. Det mener Torsten Oppelland, der er professor i sammenlignende politik ved Jena Universitet i Thüringen og forfatter til bogen Die Linke – Meningsdannelse i et ideologisk splittet parti.

»CDU ser stadig Die Linke som Moskvas femte kolonne, og der er stærke forbehold over for Die Linke i hele den politiske midte – især i det tidligere Vesttyskland, hvor mange stadig ser partiet som et overlevende stykke DDR,« siger han.

I Oppellands øjne er det afgørende at skelne mellem Die Linke på forbundsniveau og på delstatsniveau, hvor de har regeret med i flere delstater siden slutningen af 1990’erne. Ud over Thüringen, hvor Die Linke under stærke protester for første gang stillede en ministerpræsident i skikkelse af Bodo Ramelow i 2014, sidder partiet nu i delstatsregeringen i Berlin og Bremen.

»Husk på, at Die Linke aldrig har haft absolut flertal. Så de har altid regeret meget pragmatisk og kompromisorienteret,« siger Torsten Oppelland.

»Det er Bodo Ramelow et godt eksempel – han kommer fra fagforeningsverdenen og er ikke ideolog men pragmatiker. På forbundsniveau er partiet markant mere dogmatisk socialistisk.«

Rødt skræmmebillede

For Merkels CDU/CSU er det ligefrem en del af partigrundlaget at afvise ethvert samarbejde med både AfD på højrefløjen og Die Linke på venstrefløjen. Så sent som i 2018 bekræftede søsterpartierne denne beslutning.

»For CDU har afgrænsningen mod Die Linke længe været identitetsskabende,« siger Torsten Fass, professor i politisk sociologi ved FU Berlin.

»Med krisen i Thüringen fik det eksistentiel karakter. Hvis CDU af nød begynder at samarbejde med Die Linke i Thüringen, så kan de dårligt sige, at en rød-rød-grøn regering på forbundsplan vil åbne sluserne for kommunismen i Tyskland. Dermed vil de miste et afgørende og effektivt skræmmebillede.«

Den udlægning bakkes op af politologiprofessor Karl-Rudolf Korte. I Süddeutsche Zeitiung har han kaldt CDU’s beslutning for en »totalt kunstig konstruktion«, der er drevet af »forældet vesttysk kommunistforskrækkelse«.

I modsætning til et stadig mere radikalt AfD er Die Linke siden den tyske genforening for længst blevet en del af det demokratiske spektrum, mener Korte. Die Linke har med hans ord således »i en vis grad tjent det tyske demokrati ved som parti at integrere det østtyske protestpotentiale i det parlamentariske system.«

Alligevel spøger historien stadig. Selv økonomiminister Peter Altmaier fra CDU har omtalt Die Linke som »efterfølgere af SED« – altså af det statslige enhedsparti i DDR-diktaturet.

Den køber politologiprofessor Torsten Oppelland fra Jena ikke.

»Allerede i 1990’erne brød PDS (som i 2005-2007 blev fusioneret til Die Linke, red.) med de vigtigste dele af arven fra SED. Om det er fair at blive ved med at henvise til den arv, er en moralsk vurdering. Neutralt kan man sige, at Die Linkes politiske modstandere ikke altid giver en saglig beskrivelse af partiets ideologiske ståsted og historiske udvikling,« mener Oppelland.

»DDR bruges stadig som løftestang for at gøre Die Linke farligere, end de er.«

Demokrati før profit

Hvis man tager til tyske venstrefløjsdemonstrationer eller den årlige mindemarch for Rosa Luxemburg, får man et mere broget indtryk. Her blander Die Linke sig gerne med radikale antifascister og marxistiske, leninistiske og endda maoistiske fraktioner på den alleryderste venstrefløj.

»Der deltager grupperinger, som vi ikke kan og vil stå inde for,« lød det fra Die Linke-leder Katja Kippinger til Information i forbindelse med Rosa Luxemburg-marchen i 2019. Om Die Linke sagde hun blandt andet:

»Vi vil afskaffe kapitalismen med fredelige og demokratiske midler. Kapitalismekritik er ikke demokratikritik – tværtimod.«

Det flugter ret præcist med Die Linkes partiprogram, hvor de præsenterer sig som »demokratiske socialister«, der kæmper for en »demokratisk økonomisk orden, hvor profit og økonomiske interesser underlægges den demokratiske deltagelse, den solidariske udvikling og opretholdelsen af naturen«.

Revolutionen – eller »omvæltningen af kapitalismen«, som det hedder – beskrives som en »længere befrielsesproces, hvor kapitalens herredømme overvindes af demokratiske, sociale og økologiske kræfter«.

Uden for virkeligheden

Selv om Die Linke betoner de fredelige midler, findes der på partiets yderfløj grupper som Kommunistisk Platform, Arbejdsfællesskabet Cuba Si eller Antikapitalististiske Linke, der stiller revolutionen i forgrunden, og som ikke eksplicit bekender sig til aldrig at ville bruge vold for at nå deres politiske mål. En række af disse grupper overvåges derfor også af den tyske efterretningstjeneste Verfassungsschutz under kategorien »ekstremistiske strukturer«.

Ifølge research fra Süddeutsche Zeitung er det dog under 5.000 af Die Linkes ca. 62.000 medlemmer, der hører under de radikale fraktioner. Politologen Karl-Rudolf Korte, der ser med pragmatiske briller på Die Linke, opfordrer derfor også partiet til en langt klarere afgrænsning fra venstreekstremister.

Sociologiprofessor Christoph Butterwegge, der i 2016 var Die Linkes kandidat til posten som tysk forbundspræsident, benægter ikke, at de findes, men han ser de venstreekstreme som »marginaliseret i partiet«.

Han kalder det »helt uden for virkeligheden« at sammenligne den yderste venstrefløj med den yderste højrefløj, som CDU/CSU indirekte gør det med sin dobbelte beslutning om aldrig at samarbejde med AfD og Die Linke.

»Der hersker en meningsløs teori om den politiske hestesko, altså at de to yderfløje stort set berører hinanden og således er lige ekstreme,« siger han til Information.

»Hvis det skulle passe, så burde man fordømme Bodo Ramelow fra Die Linke på linje med Björn Höcke fra AfD. Det foregøgler, at højreekstremismen skulle være harmløs.«

At det ikke er tilfældet, viser sig ifølge Butterwegge i de drabelige tal: Siden den tyske genforening har der været knap 200 højreekstreme mord – og ét venstreekstremt mord fra Rote Armee Fraktion på Treuhand-chefen Detlev Rohwedder i 1991.

Klassekamp, ikke racekamp

»Der tales gerne parallelt om den tyske højrefløj og nazitiden på den ene side og den tyske venstrefløj og Stasitiden på den anden. Men uden at sige noget pænt om DDR er det meningsløst at sidestille Det Tredje Rige og DDR-regimet,« siger Butterwegge til Information.

Desuden har AfD’s yderfløje ifølge sociologiprofessoren personlige tråde til decideret nynazistiske grupperinger, mens AfD-folk som Björn Höcke leverer retorisk skyts til højreradikale.

»De gør vold mod hele befolkningsgrupper til kernen af deres politik. Den yderste venstrefløj vil derimod ændre nogle grundlæggende samfundsstrukturer. Det er aldrig noget personligt,« mener Butterwegge, hvis kone har siddet i landdagen for Die Linke i delstaten Nordrhein-Westfalen.

»Når kapitalistens ejendom er gjort til et fælles gode, er han jo ikke kapitalist længere. Derfor er det absurd at sidestille racekamp og klassekamp. Og komplet absurd at sidestille en eller anden fare fra venstrefløjen med truslen fra højrefløjen.«

Christoph Butterwegges argumentation deles tilsyneladende af Verfassungsschutz. I hvert fald undersøges dele af AfD’s ungdomsorganisationen som »mistænksomme tilfælde«, og i begyndelsen af februar kom det frem, at radikale topfigurer som Andreas Kalbitz og Björn Höcke allerede overvåges af Verfassungsschutz. Som parti overvåges Die Linke derimod ikke, om end visse ydergrupper står under overvågning.

Christoph Butterwegge har kun hovedrysten tilovers for den tyske opfattelse af Die Linke.

»Især i Østtyskland samarbejder Die Linke på kommunalt niveau fint sammen med alle, også med CDU,« mener han. Han tilføjer ærligt og ærgerligt:

»Det samme kan man efterhånden sige om AfD ude i kommunerne.«

NATO, nej tak

I løbet af Merkels år som kansler har Die Linke oplevet et let fald i vælgeropbakningen på forbundsniveau. Men de seneste år har Die Linke for alvor blødt vælgere i Østtyskland – især til AfD.

Det bekræfter ifølge Butterwegge tesen om, at skæve ejendomsforhold og arbejdstagernes ustabile fremtidsudsigter er afgørende for, hvordan folk stemmer. Her er det ikke lykkedes Die Linke at holde på de klassiske protestvælgere, som især i Østtyskland nu vælger AfD og i Butterwegges øjne således sparker nedad i samfundet, altså især mod indvandrere, i stedet for at sparke opad, altså mod kapitalismens frontryttere.

Den udlægning er selvsagt omstridt, som det har vist sig i de seneste års rasende debat i Die Linke om udlændingepolitik, global solidaritet og drømmen om åbne grænser. Men hvis man kigger fremad, er det gode spørgsmål, hvad balladen i Thüringen kommer til at betyde for tysk forbundspolitik.

Ifølge Torsten Oppelland fra Jena Universitet skader det på kort sigt både CDU og FDP, men kommer næppe til at gavne Die Linke mærkbart. Derimod vinder De Grønne på CDU/CSU’s nedtur. Alligevel ser han ikke en rød-rød-grøn tysk forbundsregering for sig, ikke mindst fordi en regering med CDU/CSU er mere oplagt for De Grønne.

»Hvis muligheden skulle opstå rent matematisk, så vil det bringe både SPD og De Grønne i nogle svære dilemmaer, for der er flere ting, der står i vejen for, at Die Linke er spiselige som regeringspartner. Det gælder især udenrigs- og forsvarspolitik.

Her må Die Linke for eksempel droppe deres modstand mod NATO. De skal så at sige gennemgå den realpolitiske udvikling, som De Grønne foretog under Joschka Fischer i 1990’erne,« mener Oppelland, der også nævner migration som et åbenlyst stridsemne for en rød-rød-grøn regering.

»Det vil ledelsen i Die Linke formentlig være klar til, men jeg tvivler på, om partiets bagland vil gå med til det. Omvendt står CDU/CSU også i en svær situation. Efter alle årene med de store koalitioner med SPD er en koalition med AfD jo det naturlige for højrefløjen i CDU/CSU. Men det er der af god grund heller ikke udsigt til.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her