Nyhed
Læsetid: 3 min.

Bernie Sanders vinder kneben valgsejr i New Hampshire over to moderate kandidater

Tidligere borgmester Pete Buttigieg var meget tæt på at slå venstrepopulisten Sanders ved tirsdagens primærvalg. Med en tredjeplads var den moderate senator Amy Klobuchar dagens store overraskelse
For Sanders var den knebne sejr over Pete Buttigieg i New Hampshire utvivlsomt en skuffelse. Under primærvalget i 2016 slog han Hillary Clinton med hele 20 procentpoint i New Hampshire.

For Sanders var den knebne sejr over Pete Buttigieg i New Hampshire utvivlsomt en skuffelse. Under primærvalget i 2016 slog han Hillary Clinton med hele 20 procentpoint i New Hampshire.

Drew Angerer

Udland
13. februar 2020

Venstrefløjens darling senator Bernie Sanders havde håbet på en overbevisende sejr i primærvalget i New Hampshire tirsdag.

Men Sanders klarede kun med nød og næppe at holde sin største udfordrer i valgkampen den tidligere borgmester Pete Buttigieg stangen i en kappestrid, der først blev afgjort efter optællingen af 80 pct. af stemmerne kl. 23 amerikansk tid.

På det tidspunkt adskilte de to frontløberes resultater sig med kun 1,3 procentpoint – 25,8 til Sanders mod 24,3 pct. til Buttigieg.

Valgresultatet adskilte sig ikke væsentligt fra Iowa for lidt over en uge siden, hvor Buttigieg slog Sanders med en tiendedel af en procent – en kæmpe overraskelse, som gav ham et løft i den sidste uges valgkamp her i New Hampshire.

For Sanders var den knebne sejr utvivlsomt en skuffelse. Under primærvalget i New Hampshire i 2016 slog han Hillary Clinton med hele 20 procentpoint.

Sanders har i årtier været en kendt politiker i New Hampshire, som deler grænse med hans hjemstat Vermont, hvor han startede sin politiske karriere som borgmester i 1980’erne og senere blev valgt til Repræsentanternes Hus og til Senatet.

Buttigieg var rent faktisk meget tæt på at slå Sanders af banen i New Hampshire. Efter alt at dømme vaklede mange ubeslutsomme vælgere i de sidste dage og timer inden valgdagen tirsdag mellem ham og den nye aspirant til demokraternes nominering, den moderate senator Amy Klobuchar fra midtveststaten Minnesota.

Interview ved valgstederne (exit polls) pegede på, at en betydelige andel af disse nølere skiftede deres støtte fra Buttigieg til Klobuchar i de sidste par dage af valgkampen, og mere præcist efter en tv-debat mellem kandidaterne fredag. Efter mange iagttageres og vælgeres opfattelse leverede Klobuchar her tv-debattens bedste præstation.

Klobuchar overrasker

Senator Klobuchar scorede næsten 20 pct. af stemmerne i tirsdagens primærvalg. Det var en dramatisk forbedring af hendes resultat i Iowa, hvor hun endte på en femteplads med 12 pct. af stemmerne – til trods for at hun er fra nabostaten Minnesota og derfor er godt bekendt med Iowas økonomi og kultur.

Den overraskende tredjeplads i New Hampshire forvandler pludselig senator Klobuchar til den vigtigste moderate udfordrer til Buttigieg. Men det kan blive en kortvarig episode. Forude venter en tredje moderat kandidat, nemlig den tidligere borgmester i New York, mangemilliardæren Michael Bloomberg.

Bloomberg deltager i den første tv-debat onsdag i næste uge i veststaten Nevada, og hans navn står på stemmesedlerne i 15 delstater den 3. marts.

Primærvalget i New Hampshire blev til en kæmpe skuffelse for to andre førende præsidentkandidater.

I flere perioder sidste efterår lå senator Elizabeth Warren foran i meningsmålingerne i New Hampshire. Hun er fra en anden nabostat, Massachusetts. Efter en tredjeplads i Iowa og en atypisk mat indsats i tv-debatten fredag endte hun på en fjerdeplads med kun 9,3 pct. af stemmerne i New Hampshire.

Endnu værre gik det for tidligere vicepræsident Joe Biden, der har ligget i spidsen i landsdækkende meningsmålinger siden april sidste år. Hans svage præstation i Iowa – en fjerdeplads – efterlod tydeligt et dårligt indtryk hos vælgere i New Hampshire, der havde planlagt at stemme på ham. Biden indtog kun en femteplads med 8,4 pct.

Den eneste minoritetskandidat i feltet – den kinesisk-amerikanske iværksætter og forretningsmand Andrew Yang – vandt kun nogle få procent i New Hampshire og tilkendegav tidligt tirsdag aften, at han trækker sig fra valgkampen.

South Carolina og Nevada

Trods de skuffende resultater bekendtgjorde både Biden og Warren, at de vil fortsætte i valgkampen. Begge kandidater pegede på, at kun to delstater har stemt indtil nu, og at 48 mangler.

Biden rejste allerede tirsdag til sydstaten South Carolina, hvor han håber at genoplive sin kampagne. Indtil for nylig nød han opbakning fra størsteparten af de sorte vælgere i staten, der udgør 60 pct. af demokraterne. Men efter hans ydmygende nederlag i Iowa er hans opbakning faldet i meningsmålinger i South Carolina faldet.

Hertil skal lægges, at Biden har langt færre penge på hånden end Buttigieg og Sanders.

Det er svært at se, hvor Elizabeth Warren kan vinde et valg i løbet af de næste tre uger. Hun står ikke stærkt i hverken Nevada eller South Carolina, som er de næste til at stemme. Til gengæld råder Warren over flere penge og en større skare af medarbejdere – 1.000 – og frivillige end Biden.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"For Sanders var den knebne sejr utvivlsomt en skuffelse. Under primærvalget i New Hampshire i 2016 slog han Hillary Clinton med hele 20 procentpoint."

Det skal man ikke regne med; situationen i NH i 2016 var en ganske anden - kun Sanders og Clinton var på daværende tidspunkt i spil mod hinanden. I år var feltet langt bredere, hvilket forventeligt gav en langt større stemmespredning. Sanders er utvivlsomt tilfreds med tirsdagens resultat, givet det tvivlsomme kaos som fratog ham sejren i Iowa.

Erik Karlsen, Karsten Lundsby, Astrid Goplen, Ole Kristensen, Curt Sørensen, Erik Winberg, Alvin Jensen, John Hansen, Lars Løfgren, Thomas Ter-Borch, Henriette Bøhne, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det der kommer til at afgøre valget er de utroligt mange små donationer Bernie Sanders får kontinuerligt og så de mange tusind entusiastiske unge mennesker der banker på døre,kører folk til valgstederne,hjælper folk til at registrere sig osv. altså græsrødderne så jeg gad nok vide hvad Michael Bloomberg vil stille op mod den voksende vrede der er imod mennesker der tror de kan købe demokratiet.

Karsten Lundsby, Astrid Goplen, Alvin Jensen og John Hansen anbefalede denne kommentar

Torben K L Jensen, Bloomberg vil såmænd bare fortsætte fremstillingen af sig selv som en stærk, handlekraftig og moderat demokrat med en hær af friske borgmestre, mens mainstreammedierne og DNC fortsætter deres ekskommunikation af Sanders. Forventningen er at disse bestræbelser tilsammen vil brænde Bernie og hans irriterende 'populisme' ned.

Torben K L Jensen

Hanne - alle i USA e enige om at Bernie Sanders´ kampagne i 2016 rykkede partiet et godt stykke til venstre og du mener altså at Bloomberg med sine milliarder kan gøre det ryk til ingenting - han burde give pengene til "alle" demokrater der er på valg i efteråret så vi får ryddet op i senatet og repræsentanters hus. "Curb your enthusiasm."

Torben K L Jensen, jeg er enig i at Sanders' kampagne har slået en offentlig kile ned mellem progressive/ socialdemokratiske og neoliberale kræfter blandt Demokraterne; nu er det tilmed helt åbenbart at de neoliberale vil gå til yderligheder (kaos og manipulation i Iowa, ændring af opstillingskravene i favorisering af Bloomberg m.m.) for at bremse en tilbagevenden til de politiske værdisætninger, som bl.a. Jesse Jackson-græsrødderne stod for, inden Clinton-komplekset tog over.

Jeg gav blot et bud på hvad Bloomberg, som tilhører den neoliberale magtfaktor, formentligt vil stille op overfor Sanders. Om det lykkes ham/dem eller ej, vides ikke. Personligt støtter jeg at Sanders vinder (måske kan dette afklare mine kommentarer for dig, Henrik Ljungberg. Ellers siger du bare til).

Karsten Lundsby, Erik Winberg, Alvin Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg har lidt fidus til ham der Bloomberg, der på mange måder virker som en fornuftig og afbalancet mand. At han er sytten gange rigere end Trump er heller ikke er helt uvæsentligt i USA. Det mest interesante er selvfølgelig at de to allerede er oppe at toppes og lad det bare fortsætte.

Torben K L Jensen

Bloomberg skulle hellere redde demokratiet i stedet for at mænge sig i præsidentvalget og det kunne han jo gøre ved at støtte alle demokrater der er på valg til senat og house of representatives med de penge han ellers vil bruge en udsigtsløs valgkampagne for at udfordre Donald Trump som demokraternes præsidentkandidat - og dét ville være det stik modsatte af demokrati.

Torben K L Jensen

PS : Det samme har jeg skrevet på hans twitter-profil - jeg er uforbederlig optimist.

Hanne Utoft, Astrid Goplen og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Tænker de unge generationer af amerikanere er mere oplyste, åbne og beviste end tidligere generationer har været det. De vil for fremtiden ikke finde sig i det amerikanske rendyrkede kapitalistiske system, hvor socialister er onde dæmoner. De ved det langt bedre.

Så før eller siden vel en Bernie Sanders M/K sætte sig på præsident embedet.

Martin Burcharth

En læser har spurgt mig, hvorfor jeg i min omtale af valgresultaterne fra Iowa hver gang nævner, at Buttigieg vandt med en tiendedel af en procent over Sanders. Han skriver, at Sanders faktisk vandt flere tusinde stemmer flere end Buttiigieg. Min redegørelse fortjener større udbredelse, så her følger den:

I Iowa har man altid regnet sig frem til vinderen på grundlag af kandidatens erobring af antal delegerede til partikongressen i de 99 amter. Som jeg har forklaret i en artikel på dagen for vælgerforsamlingen i Iowa, er der en spærregrænse på 15 pct. Hvis en kandidat ligger under den grænse, kan dennes støtter slutte sig til andre kandidaters grupper eller gå hjem. Den udvælgelsesproces foregik mellem 1976 og 2016 i en enkelt runde.

Og det vigtige: Man optalte og offentliggjorde aldrig antallet af hver kandidats vælgere.

Men nedenstående har jeg ikke nævnt i Information, fordi der er grænser for, hvor meget man kan gå i detaljer i avisen, så kun for feinschmekere:
Under demokraternes valg i Iowa i 2016 vandt Hillary Clinton med en smal margin over Sanders. I Sanders-kampagnen var man overbevist, at han havde vundet flere stemmer. Det hævdede Sanders var »udemokratisk« og forlangte, at man lavede reglerne om. Det lokale demokratiske parti bøjede sig for dette krav - hvilket det efter min og mange andres mening ikke skulle have gjort - og indførte nye regler.

I 2020 gennemførtes to runder.

I den første runde udleveres et valgkort til alle vælgere, der bliver indsamlet og offentliggjort. Således kan vinderen af flest stemmer hævde, at han/hun har vundet.

I den anden runde sætter spærregrænsen på 15 pct. ind. Her opgøres det officielle resultat i procentandele delegater til amternes partikongressen.

I et tæt løb som i 2016 er det imidlertid sandsynligt, at vinderen af delegater modtager færre stemmer end nr. 2. Det var præcist, hvad der skete. Men hverken partiet eller amerikanske medier udpeger vinderen på grundlag af de optalte valgkort. Hvad der skete er, at Sanders fik sin vilje og nu hævder at have vundet. Men det er et demagogisk trick, som partiet i Iowa burde have forudset. Desværre spiller Sanders og hans kampagne ikke efter reglerne. Og det er ikke betryggende.

@ Martin Burcharth. Faktatjek! (Please don’t drink the coolaid). Nomiki Konst er tidligere medlem af DNC – hun var medlem netop i perioden i 2016 du beskriver. Hun er the real deal. Hun har for nylig startet en Vlog med masser af god reel info om de dynamikker vi ser i spil på nuværende tidspunt i amerikansk politik. I dette link: “They’re blaming Bernie Sanders for caucuses. Here is why they are wrong” forklarer hun en masse om detaljerne og baggrunden for det der nu kaldes “The Iowa Debacle”. Nej! Dette “Iowa Debacle” er ikke Bernie Sanders skyld. Og ethvert nyhedsmedie med respekt for sig selv (selv CNN og MSNBC) erkender efterhånden nu også, at ingen reelt ved hvad den rigtige fordeling i Iowa af state delegates mellem kandidaterne er. Man ved dog at Sanders fik flest stemmer både i første og i anden runde.

They’re blaming Bernie Sanders for caucuses. Here is why they are wrong. (by Nomiki Konst – tidligere DNC medlem):
https://www.youtube.com/watch?v=kG_zo0-lL-Q

Hanne Utoft, Jens Kofoed og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Det må være næsten umuligt at følge med i alle de krumspring der udføres i valgsystemet i USA for at forhindre forskellige grupperinger i at stemme.
Her handler det om nogle ændringer der forhindrer/ gør det dyrt og besværligt for college students i New Hampshire at deltage indført i 2018. Ved faktisk ikke om de blev indført men det viser blot hvordan man hele tiden i de enkelte staters valgsystemer forsøger at fifle med resultaterne ved ganske enkelt at slippe af med "uønskede" vælgere.

https://www.nbcnews.com/politics/donald-trump/n-h-makes-it-tougher-stude...

Hanne Utoft, Jens Kofoed og Astrid Goplen anbefalede denne kommentar

Ikke engang et "coin flip" kan de finde ud af...

https://www.youtube.com/watch?v=QHl9SdbOThE&list=UU3M7l8ved_rYQ45AVzS0RG...