Feature
Læsetid: 10 min.

Børn i Moria-lejren på Lesbos skærer i sig selv, river håret ud af hovedet og siger, at de gerne vil dø

Børn, der banker hovedet ind i væggen, river deres eget hår ud, skærer i sig selv, trækker sig dybt ind i sig selv – og ønsker at dø. I Grækenlands Moria-flygtningelejr lever omkring 7.000 børn. De er allerede traumatiserede af krig og en farlig flugt, men når de endelig tror, de er kommet i sikkerhed, får de det blot værre i Europas rædselslejr
Flygtningebørnene går typisk igennem tre faser, når de kommer til Lesbos, fortæller Michalis Aivaliotis, der har etableret en ngo, som tilbyder børnenen undervisning: »I den første fase er de euforiske. De er kommet til Europa og tror, at alt nu bliver godt. Hurtigt går virkeligheden op for dem, at de er havnet i et sort hul. Og i denne anden fase bliver de vrede, især på deres forældre, som har bragt dem hertil. I den tredje fase starter depressionen.«

Flygtningebørnene går typisk igennem tre faser, når de kommer til Lesbos, fortæller Michalis Aivaliotis, der har etableret en ngo, som tilbyder børnenen undervisning: »I den første fase er de euforiske. De er kommet til Europa og tror, at alt nu bliver godt. Hurtigt går virkeligheden op for dem, at de er havnet i et sort hul. Og i denne anden fase bliver de vrede, især på deres forældre, som har bragt dem hertil. I den tredje fase starter depressionen.«

Alessandro Serrano

Udland
28. februar 2020

Den fireårige dreng Rachid sidder på en træstub og observerer stille sin far, der svedende graver og hakker i jorden. På fødderne har han det samme par udtrådte plastiksandaler, som da han sammen med sin familie flygtede fra Afghanistan for fire måneder siden.

Hans to storebrødre løber rundt og leger med en håndfuld glasperler, mens moren laver mad over et bål.

Seks døgn forinden sad familien i en gummibåd på vej fra Tyrkiet til den græske ø Lesbos.

»Han var så bange. Han skreg og skreg,« siger moren, Saber, om sin lille drengs reaktion på den fire timer lange bådtur i buldrende mørke sammen med omtrent 40 andre flygtninge. »Han har ikke sagt så meget siden da. Han forstår nok ikke situationen,« tilføjer hun.

Et par timer efter Rachid og hans familie kolde og våde nåede Europas kyst, blev de transporteret til EU’s største flygtningelejr, den berygtede Moria-lejr.

Her søgte de om asyl, fik taget deres fingeraftryk og fik udleveret et telt med en besked om, at de nu skulle tage det under armen og selv gå ud og finde et sted at sove i bakkerne blandt oliventræerne i udkanten af lejren.

Her skal de blive, mens de venter på den næste asylsamtale, som kan ligge måneder ude i fremtiden.

»Det her er vores nye hjem. Vi aner ikke, hvor lang tid vi skal være her. Forhåbentlig i kort tid,« siger faren, Jarwad, der er ved at grave ud til en ovn, så familien kan bage sit eget fladbrød. »Vi er flygtet fra krig, men det her sted er ikke godt for børn.«

Vi er på Lesbos. Stedet, hvor Europa forsøger at inddæmme flygtningetilstrømningen, og hvor asylansøgere bliver parkeret. Men nu, hvor antallet af flygtninge vokser drastisk, er lokale øboere for alvor begyndt at protestere over at stå med en alt for stor byrde, og asylansøgerne klager over deres miserable forhold. Sidste år ankom 60.000 flygtninge og migranter til de græske øer i Det Ægæiske Hav – det største antal siden 2016.

De voldsomme spændinger er ved at få situationen til at eksplodere. Imens anklages EU for at lukke øjnene – det gælder også, når det kommer til flygtningebørnenes forhold.

Alle er traumatiserede

Rachids familie bor nu blandt tusindvis af andre, der er flygtet fra vold, krig, forfølgelse og fattigdom, og som i usikkerhed venter på nyt om, hvorvidt de får lov at blive i EU eller vil blive tvunget retur igen. Imens går dagene i den kaotiske, overfyldte, beskidte Moria-lejr. Et sted, hvor maden tit er knap, hvor der dagligt er voldelige overgreb og slåskampe, og hvor der egentlig kun skulle være maks. 3.000 personer, men hvor der nu er 20.000.

Over 7.000, mere end en tredjedel af lejrens beboere, er børn, som kan opholde sig her i halve og hele år – og ofte længere – mens de er uden skolegang, sover i kolde telte eller kasseformede, skrøbelige trækonstruktioner overtrukket med presenninger.

Moria-lejren lader mest af alt til at være designet til at få folk til at fortryde, at de kom til Europa. Og for børnene, der ofter er flygtet fra krig, har det voldsomt store psykologiske konsekvenser at opholde sig i lejren.

»Det handler ikke om, hvor mange af børnene der er traumatiserede. Det handler i stedet om, hvor traumatiserede de er. Jeg tror ikke, at der findes et eneste barn i den her lejr, der ikke lider af en eller anden form for traume,« siger den danske sygeplejerske Mie Ravnemose Terkelsen, der er sendt til Moria-lejren af Læger uden Grænser, som driver en børneklinik over for hovedindgangen til Moria-lejren.

Læger uden Grænser rapporterer, at børnene her udviser alarmerende symptomer som konsekvens af de traumer, lejren påfører dem. Der er selvmordsforsøg blandt flygtningebørnene, og selvskade er udbredt. Børn banker hovedet ind i væggen og river deres eget hår ud, bider, skærer og kradser sig selv til blods. Selv små børn udtrykker ønske om at dø. Og børn trækker sig ind i sig selv, stopper med at tale, spise og drikke.

Mie Ravnemose Terkelsen siger, at situationen bliver værre og værre i en kaotisk lejr, der ikke giver allerede traumatiserede børn mulighed for at finde ro til at få det bedre.

»Mange af børnene har et tredobbelt traume efter krig eller stor utryghed i hjemlandet, uvisheden under flugten og så fra lejren her, hvor de lever i usikkerhed og under forfærdelige forhold. Her er konstant uro, slåskampe, brande, demonstrationer. Traumatiserede børn skal have ro og stabilitet og rutiner i hverdagen, men det er på ingen måde muligt at give dem det her,« siger Mie Ravnemose Terkelsen.

Hun fortæller, at børnene her oftest isolerer sig.

»I de værste tilfælde trækker de sig fuldstændig ind i sig selv. De holder op med at spise, de holder op med at eksistere. De kan ingenting, de ligger bare der som en tom skal,« fortæller sygeplejersken, der er udsendt til Moria-lejren for anden gang.

Børnene føler, at de befinder sig i en situation, de på ingen måde har kontrol over. Derfor tyer mange af dem til selvskade, en proces, som de selv er herre over, og som måske kan give en midlertidig lindring fra eksempelvis angst og depression.

»De prøver at finde noget, de kan styre i deres liv, mens de befinder sig i en situation, de selv slet ikke har styr på. Helt små børn i lejren siger nej til at spise og river håret ud på sig selv, og blandt teenagere ser vi, at mange skærer i sig selv,« siger Mie Ravnemose Terkelsen. »Alting her er usikkert. Asylprocessen er usikker. Du ved ikke, hvor længe du skal være her. Du ved måske ikke, hvor din familie er. Du ved ikke, om du har et sikkert sted at sove i nat. Du kan ikke styre noget som helst. Og så påfører du dig selv skade, påfører dig selv en smerte. I det mindste har du kontrol over det.«

Ingen sikkerhed

Moria-lejren er et yderst usikkert sted, specielt efter mørkets frembrud. Der er mange rapporter om overgreb på kvinder og om folk, der bliver stukket ned. Alle har historier om næsten daglige slåskampe.

»Den første gang jeg var uden for teltet om natten, så jeg en mand blive stukket med kniv i ansigtet. Der var utroligt meget blod. Det var så tragisk, og jeg blev så bange,« siger den 15-årige afghaner Ahmed. »Jeg har aldrig siden været udenfor i mørket. Jeg bliver bare i teltet.«

»Det her sted er forfærdeligt for alle. Der er ingen sikkerhed, og der er mange trusler. Det er bare så udmattende alt sammen,« fortsætter Ahmed, der kom til Moria-lejren sammen med sin familie for tre måneder siden. De flygtede fra Afghanistan, siger han, på grund af trusler fra Taleban.

»Det her er det værste sted, jeg har været, under hele vores flugt,« siger han. »Det eneste, jeg ønsker mig, er noget fred og ro og et sted at gå i skole.«

Moria-lejren virker som et umuligt sted at være barn. Her er ingen skoler, men nogle ngo’er tilbyder børnene undervisning.

Moria-lejren virker som et umuligt sted at være barn. Her er ingen skoler, men nogle ngo’er tilbyder børnene undervisning.

Alessandro Serrano

I løbet af dagen løber børn rundt  i lejren og leger på jordstierne langs vandløb fyldt til randen med skrald. Trods kulden går mange af dem i sandaler, mens de fleste har fået doneret varmt overtøj af ngo’er.

Mange familier i lejren klager over, at det er svært at få adgang til tilstrækkeligt med føde. Folk står i kø i timevis før hvert måltid for at få udleveret mad.

»Jeg er meget bekymret for, hvad det gør ved mine børn at være her,« siger 40-årige Wahida, der er kommet hertil med sine tre teenagebørn.

Børnene bruger det meste af dagen inde i teltet, som de deler sammen med otte andre personer. Hendes mand blev dræbt hjemme i Afghanistan.

»De har brug for noget at tage sig til,« siger hun om børnene.

Sygeplejersken Mie Ravnemose Terkelsen fortæller, at forældrene i lejren også er »vildt frustrerede og vildt bekymrede« over forholdene for deres børn.

»Jeg tager mig selv næsten dagligt i at sige til forældre, at de skal prøve at skabe nogle rammer, nogle rutiner og en fast hverdag for deres børn, men det er jo helt omsonst. Man kan som forældre ikke skabe trygge rammer for sine børn i et sted som Moria,« siger hun.

»Mange af forældrene lider jo også selv af PTSD og har selv svært ved at styre situationen, og det smitter af på børnene. Som en far sagde til mig: ’Det er superfint, at vi skal forsøge at skabe en fast hverdag for vores børn, men hvordan skal jeg gøre det med en kone, der er så bragende traumatiseret, fordi hun har mistet hele sin familie i et bombeangreb, at hun ikke tør gå ud af teltet, fordi hun er bange for, vi skal dø?’«

Et åndehul

Moria-lejren virker som et umuligt sted at være barn. Men Michalis Aivaliotis har skabt et åndehul for Morias børn. Læreren har oprettet ngo’en Stand By Me Lesvos, som tilbyder undervisning i blandt andet græsk, engelsk, fransk og kunst til hundredvis af børn i et par timer om dagen i nogle skure en kort gåtur fra flygtningelejren.

»Vi forsøger at få dem til at huske, hvordan det er at være et almindeligt barn. De bliver trukket ud af mudderet i Moria og kommer her i nogle timer hver dag, hvor de kan fordybe sig, lære noget, have travlt og glemme alt det forfærdelige, de oplever i lejren,« siger Michalis Aivaliotis. »Ellers har Morias børn ingen skolegang, og for hver dag, de er i Moria, des mere dystre bliver deres fremtidsudsigter.«

Michalis Aivaliotis fortæller, at han oftest ser flygtningebørnene gå igennem tre faser, når de kommer til Lesbos:

»I den første fase er de euforiske. De er kommet til Europa og tror, at alt nu bliver godt. Hurtigt går virkeligheden op for dem, at de er havnet i et sort hul. Og i denne anden fase bliver de vrede, især på deres forældre, som har bragt dem hertil. I den tredje fase starter depressionen. Pludselig er de ligeglade med alt. De føler, at de intet har at tabe. De vandrer rundt som zombier, som ikke ville reagere, hvis man pegede en ladt pistol direkte mod deres hoved. De er ligeglade med alt.«

»Hvordan kan vi tillade, at børn vokser op sådan et sted her? Det er svært at acceptere, at det her sker i Europa,« mener læreren.

Mie Ravnemose Terkelsen gruer for, hvordan Morias børn vil blive påvirket af de ar på sjælen, som lejren giver dem.

»Noget af det, der gør allermest ondt, er at tænke over, hvad det er for en fremtid, børnene vil få, hvordan opholdet i den her lejr vil påvirke dem, og hvor meget hjælp der skal til, før de kan begynde at fungere som normale børn igen. Til at starte med er det i hvert fald nødvendigt, at de får tag over hovedet og en ro og en vished om, at de er kommet i sikkerhed.«

Uro på Lesbos

Kampklædte græske betjente affyrede tåregas og brugte vandkanoner, da de tirsdag og onsdag kom i nærkamp med flere hundrede demonstrerende grækere, som forsøgte at forhindre opførelsen af nye modtagecentre for asylansøgere på øen Lesbos.

Omkring 60 personer meldes kvæstede, langt størstedelen af dem betjente.

Demonstranterne frygter, at de nye centre vil øge antallet af asylansøgere på Lesbos og andre græske øer og dermed gøre den allerede betydelige flygtningebyrde permanent.

Hidtil har myndighederne holdt asylansøgere i såkaldt midlertidige lejre, som beboerne kan gå ind og ud af, som de ønsker. Det gælder blandt andet den overfyldte Moria-flygtningelejr, hvor der befinder sig 20.000 asylansøgere. De nye planlagte lejre vil dog være lukkede faciliteter, som asylansøgerne ikke frit må forlade. De græske myndigheder siger, at det vil kunne bidrage til at sikre den offentlige orden og sikkerhed.

Der skal efter planen opføres lukkede lejre på de fem græske øer i Det Ægæiske Hav, som tager imod størstedelen af de flygtninge og migranter, der inden for det seneste år er søgt mod Europa.

Lokalbefolkningerne på Lesbos og de andre græske øer protesterer stadig voldsommere over det store antal asylansøgere og det, de opfatter som manglende støtte fra regeringen i Athen og EU.

Demonstranter på Lesbos kastede tirsdag og onsdag med brandbomber og sten mod de omkring 500 kampklædte betjente, som myndighederne har udkommanderet til øen, og lokale brugte lastbiler til at blokere indfaldsvejene til området, hvor et af centrene skal opføres.

Der opholder sig for tiden omkring 40.000 asylansøgere på øerne Lesbos, Samos, Chios, Leros og Kos, selv om lejrene på de øer har en samlet officiel maksimumkapacitet på under 7.000.

I sidste uge krævede FN’s flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, at der øjeblikkeligt bliver taget skridt til at sætte en stopper for de »chokerende og skamfulde« forhold, som asylansøgere lever under i Grækenland.

Sidste år ankom 60.000 flygtninge og migranter til de græske øer ad søvejen fra Tyrkiet. Ifølge FN er der indtil videre ankommet lige over 4.700 i år.

 

Serie

Solidariteten falmer på flygtningeøen Lesbos

Den græske ø Lesbos har i fem år ligget på flygtningekrisens frontlinje. Indbyggerne har reddet flygtninge fra druknedøden og givet dem beskyttelse. Men nu, hvor antallet af flygtninge igen vokser drastisk, har de fået nok. Både øboere og flygtninge protesterer og anklager Europa for manglende solidaritet og for at lukke øjnene for flygtningenes lidelser i umenneskelige lejre. Information har genbesøgt flygtningeøen, som mange gerne vil glemme, men som nu er tættere på at eksplodere i konflikter, end vi tidligere har set

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jakob Trägårdh

En skamplet! Helt forudsigelig konsekvens af en krig, der aldrig skulle have været. Aftalen fra Lissabon er en stinker og vi sidder her i det fede nord og gør ingenting. Nærområderne er allerede fyldt op med millioner af flygtninge pga vores krigsførsel: Tag dog ansvar Nordeuropa!

Pietro Cini, Ete Forchhammer , Christel Gruner-Olesen, Anders Graae, Jane Doe, Gert Romme, Hanne Larsson, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Tine Sørensen, Arne Albatros Olsen, Peter Wulff, Hanne Utoft, Søren Andersen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Efter læsningen, er der stadig en stor knude i min mave !
Jeg tænker på de kloge ord jeg hørte engang "De dumme er skåsikre og de kolge græder"

Jane Doe, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

ups --- "de kloge"

Bjarne Bisgaard Jensen

Svineri er vel det rette ord kombineret med politisk impotens. Væk er de glade dage hvor polikerne gerne drog i krig. Nu udøver vi så humanistisk terror overfor børn og andre og andre helt uskyldige sjæle, uden at nogen udover de nærmest boende løfter et øjenbryn.

Christel Gruner-Olesen, Jane Doe, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Nike Forsander Lorentsen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Næsten 6 millioner børn dør årligt under kummerlige kår. ‘Løsningen’ med flygtninge i Sydeuropa er ikke så enkel, som mange vil gøre det til. Kun de, der ønsker alle grænser nedlagt har en pointe - men så vil Europa komme til at se noget anderledes ud med stammekrige, kaos og borgerkrige som i middelalderen.

Lasse Reinholt

Jeg kan ikke læse artiklen, men står der, hvor mange procent af dem der får afslag på asyl?

Man kan i hvert fald postulere, at placering af flygtninge i nærområderne f.eks. Tyrkiet, Libanon og Libyen slet ikke fungerer.

Man kan også postulere, at solidariteten mellem landene omkring flygtninge indenfor EU, ikke eksisterer.

Videre er Dublin III-forordningen simpelt hen en skandale, som ingen lande kan være bekendt.

Og som resultat af ovenstående er det, at visse EU-lande, helt uretfærdigt, kommer til at hænge på de flygtninge, der kommer til Europa og EU - og kun grundet deres geografiske placering. Og ingen andre EU-lande hjælper dem

Lande som Grækenland har simpelt hen ikke råd til dette. Og hvis ikke, at visse lokale viser barmhjertighed samt ulønnede frivillige fra hele Europa hjælper til, ville de groteske forhold i de overfyldte lejre for flygtningene være endnu værre.

Dette er simpelt hen en ubehagelig skamplet på vores samvittighed.

Ete Forchhammer , Christel Gruner-Olesen, Else Marie Arevad, Anders Graae, Flemming Berger, Dan D. Jensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Tragisk!
Man kan undrer sig over at folk vælger at få børn under disse skrækkelige forhold.
Lad os håbe konflikten i Syrien snart er slut, så de kan rejse hjem.

Tragisk ja, og det i ordets rigtige betydning.

Og netop i dag viser EU´s fornemme tyrkiske samarbejdspartner, Recep Tayyip Erdogan, hvor meget en (flygtninge)-aftale med ham er værd.

- Intet - absolut intet.

Tyrkiets enevælds-præsident, Recep Tayyip Erdogan, giver fra i dag alle flygtninge, både nye udefra og de 4 mio. i Tyrkiet, 72 timer til at komme igennem Tyrkiet og frem til EU-grænserne. Og for at holde sig indenfor de 72 timer får flygtningene selvfølgelig hjælp til rejsen igennem Tyrkiet.

Velbekomme EU og EU´s ministerråd. Jeg håber virkelig, i forstår, at jeres flygtningeaftaler med det såkaldte "nærområde", ikke blot er umenneskelige, men også er totalt værdiløse.