Buttigieg vs. Sanders: Dramaet om den rigtige kandidat spidser til efter New Hampshire

En intens og uforudsigelig primærvalgkamp i New Hampshire mellem de demokrater, som til november vil udfordre Donald Trump om at blive USA’s præsident, sluttede tirsdag med tæt løb mellem Bernie Sanders og Pete Buttigieg. Information havde en journalist i hver af de to kandidaters lejre i hver deres by
Salen eksploderer i jubel, råb og sange, og Sanderstilhængere vinker med deres blå og hvide skilte over hovedet, da den 78-årige senator endelig dukker op på sin talerstolen for at erklære sejr. Men Bernie Sanders sejr blev meget mindre end forventet, og Buttigieg kom tæt på.

Salen eksploderer i jubel, råb og sange, og Sanderstilhængere vinker med deres blå og hvide skilte over hovedet, da den 78-årige senator endelig dukker op på sin talerstolen for at erklære sejr. Men Bernie Sanders sejr blev meget mindre end forventet, og Buttigieg kom tæt på.

Mike Segar

Udland
13. februar 2020

Kl. 18:30 – Manchester, Sanderskampagnen

Det er allerede mørkt udenfor, det har længe været koldt, men de, der er kommet, er klar til fest.

Tal, prognoser, nye tal og rygter fyger frem og tilbage mellem de mange mennesker med Bernie-badges, Bernie-skilte og ansigter sikre på sejr. De står foran den store bygning ved Southern University of New Hampshire i Manchester, hvor Bernie Sanders denne aften afslutter sin kampagne i delstaten med et såkaldt rally.

Det skal efter flere måneders valgkamp i aften afgøres, hvem der vinder primærvalget i New Hampshire. Sidste gang i 2016 vandt Sanders med tyve procentpoint over Hillary Clinton, og i år er hans bevægelse stærkere og bredere, og den har indsamlet flere penge. 

»Bernie fører med ni procent i en helt ny måling!« siger en kvinde foran i køen.

En anden kender en måling, hvor Bernie fører med syv procentpoint.

En tredje vender sig om og siger: »Vi kan ikke stole på meningsmålingerne. Halvdelen har vælgerne har først besluttet sig i de sidste dage.«

Bagved mig siger en ældre kvinde, at man ikke kan stole på noget som helst. Medierne lyver, og partiet vil stjæle det fra »Bernie«. Igen.

Da vi endelig bliver lukket ind i den gymnastiksal, hvor festen skal afholdes, møder jeg Ryan Buchanan. Vi var sammen for et par dage siden, hvor han i sin store bil kørte frivillige rundt, som skulle banke på døre og føre kampagne om Bernie Sanders.

»Jeg regner med, at vi får over 30 procent af stemmerne i aften.«

Han er i skovmandsskjorte og cowboybukser, han smiler og griner.

»Bernie har gjort det, han altid gør. Talt om sin politik. Han har defineret dagsordenen, og de andre er fulgt efter. Det bliver belønnet i aften. Bare vent og se.«

Buchanan er 34 år gammel og sidder i Repræsentanternes Hus i New Hampshire som demokrat.

I aften har han taget sin mor, Sherri Buchanan, med. Hun plejede at stemme republikansk, men nu støtter hun Sanders.

»Det begyndte med Donald Trump. Alle de penge i politik, al den korruption. Jeg kunne ikke mere. Bernie er min generation, jeg kan godt lide, at han er ægte og har sagt det samme i 40 år. Han kan ikke korrumperes.«

Vi bliver afbrudt af et brøl i salen.

En exitpoll fra CNN forudser, at Bernie Sanders vil få 38 procent af stemmerne i New Hampshire. 18 procentpoint foran nummer to, Pete Buttigieg.

De spiller Tracy Chapmans gamle hit »Talkin’ Bout a Revolution« i højttalerne:

»Cause finally the tables are starting to turn,« synger hun.

»Talkin’ bout a revolution. Yes finally the tables are starting to turn

Kl. 19:30 – Nashua, Buttigiegkampagnen

Katherine Taylor
Pete Buttigiegs kampagne har lejet sig ind på Nashua Community College, et college i udkanten af New Hampshires næststørste by.

Som sædvanlig har hans velorganiserede kampagne alt under kontrol. Omtrent 500 begejstrede tilhængere er samlet i en gymnastiksal. På den ene side af salen er der en lang række tv-kameraer, på den anden side et podium, der i en buet form løber ind til salens midte, hvor præsidentkandidaten vil tone frem, så snart de officielle resultater foreligger.

Til et typisk vælgermøde tiltrækker den 38-årige Buttigieg næsten lige så mange vælgere over 50 som tidligere vicepræsident Joe Biden. Det er han blevet kritiseret for af analytikere. Men til denne valgfest er der flere yngre mennesker end normalt.

Jeg sætter mig ned på en stol foran scenen og henvender mig til en midaldrende kvinde med kort hår, store runde briller og en beige sweater. Hun hedder Elaine Isaac og fortæller, at hun er forfatter til 13 romaner, flere af dem internationale spændingsromaner.

Hun har på valgdagen sat kryds på stemmesedlen ud for Buttigieg.

»Jeg glæder mig til at se Pete stå der på scenen med Donald Trump. Han er så intelligent, så hurtig til at tænke sig om og give igen med overbevisende argumenter. Trump vil ikke kunne stille noget op. Han er færdig,« forudsiger Elaine Isaac.

Kl. 20:30 – Manchester, Sanderskampagnen

Der er næsten lige så mange journalister, som der er aktivister og frivillige til stede hos Sanders-kampagnen. De spørger med alverdens forskellige accenter aktivisterne, hvordan det kan være, at de tror på en socialist i Amerika.

Tv-kameraerne fylder ligeså meget på gulvet som den scene, hvorfra Bernie Sanders forventes at holde sin sejrstale.

En kvinde har på sin broderede jakke et badge med teksten »CNN sucks«. Men på en storskærm i salen er det CNN, som holder os opdateret på udviklingen. Da ti procent af stemmerne er optalt fører Bernie Sanders med otte procentpoint ned til Pete Buttigieg. Komfortabelt, men ikke den forventede totalsejr.

Aktivisterne danser og synger: »We are unstoppable. Another world is possible

Det næste resultat viser, at Sanders får 28 procent og Buttigieg 22. Så falder føringen til 26,7 mod 23,9.

Der bliver mere og mere stille i salen, alle følger nervøst skærmene.

Tendensen går kun én vej. Føringen bliver mindre og mindre.

De frivillige afbryder stilheden med endnu en sang: »No more war, no more war.«

Men efter den sang er der intens, nervøs stilhed igen.

Kl. 21:30 – Nashua, Buttigiegkampagnen

Stemningen i gymnastiksalen er begyndt at syde. Indtil dette tidspunkt havde det set ud til, at Buttigieg ville ende på en andenplads. Nu er han begyndt at hale ind på senator Bernie Sanders. Måske vil det ende næsten uafgjort mellem de to kandidater, som det skete i Iowa for en uge siden.

Richard Dowd er en ældre herre, byrådsmedlem i Nashua. Jeg spørger ham, hvad Buttigieg skal gøre for at få flere vælgere fra sin egen generation til at bakke op om hans kandidatur.

»Jeg er overbevist om, at når de næste delstater går til valg, vil flere unge vælgere begynde at tænke på de andre kandidaters høje alder. På det tidspunkt vil flere unge identificere sig med borgmester Pete,« mener Dowd.

Kl. 22:30 – Manchester, Sanderskampagnen

Aktivisterne får endelig noget at juble over, da Sanders’ kampagnechef dukker op ved scenen. Den sorte Nina Turner med det hvide hår er en helt.

»Nina! Nina!« råber de i salen.

Så kommer den venstreorienterede stjernehistoriker og aktivist Cornell West.

Han fører an i et kampråb: »Bernie, Bernie!«

Der er en besynderlig kontrast mellem journalisterne, som ser ud til at kede sig, fordi det hele tiden trækker ud med det endelige resultat, og Sanderstilhængere, som stirrer stadig mere spændte op på storskærmen.

Med 70 procent af stemmerne optalt fører Sanders kun med to procentpoint.

De råber: »Wall Street Pete!« da de ser på skærmen, at Pete Buttigieg er klar til at holde sin tale i Nashua. Sanders har den seneste uge mindet alle om, at Buttigieg får flere donationer fra milliardærer end nogen anden i valgkampen: »Wall Street Pete!«

Kl. 22:45 – Nashua, Buttigiegkampagnen

Den var tæt på. Flere og flere af Buttigiegs tilhængere begyndte at strømme ind i salen, da det en overgang så ud til, at han kunne indhente Sanders’ forspring. Brandvæsenet har lige lukket indgangen, fordi det tilladte antal personer i salen er nået.

Nu er præsidentkandidaten på vej op på podiet. De godt 700 tilhængere råber: »Præsident Pete! Præsident Pete!«

Den 38-årige Buttigieg er klædt i et blåt jakkesæt, hvid skjorte og lyseblåt slips.

Han lægger ud med at lykønske sine konkurrenter og opfordre til enhed i partiet, så snart det står klart, hvem der skal op mod Trump til november.

»Vi måske huske på, at vi er et hold. Vi er det blå hold,« siger han til store klapsalver.

Der er ingen tvivl om, hvem vinderen bør være. Med klar reference til John Kennedys kandidatur i 1969 siger Buttigieg:

»Så mange af jer ønsker en leder, der tilhører en ny generation, der kan tage udfordringerne i en ny æra op. Så mange af jer besluttede, at en krigsveteran og en borgmester fra Midtvesten er den rette politiker til at konfrontere denne præsident.«

Kl. 23:05 – Manchester, Sanderskampagnen

JUSTIN LANE
Salen eksploderer i jubel, råb og sange, og Sanderstilhængere vinker med deres blå og hvide skilte over hovedet, da den 78-årige senator med sine kone, børn og adskillige børnebørn endelig dukker op på sin talerstolen for at erklære sejr. Han klapper det ene barnebarn på hovedet, og kysser et andet i håret, mens han venter på ro til at tale.

Sejren blevet meget mindre end forventet, og Buttigieg kom endnu tættere på, end de havde frygtet. Men det er en triumf at vinde et primærvalg,

Med sin dybe stemme og begge hænder løftet op i skulderhøjde siger Sanders: »Den her sejr er begyndelsen til enden for Donald Trump.«

Sanders understreger sin taknemmelighed og respekt for de andre modkandidater, som han nævner ved navn.

»Uanset hvem der vinder, skal vi stå sammen om at besejre den farligste præsident i det moderne USA’s historie.«

Men han forklarer bagefter, hvorfor hans kampagne vil sejre.

»Vi har en hidtil uset stærk bevægelse, som strækker sig fra kyst til kyst, og som rummer flere generationer og racer. Vi har en dagsorden, som taler til den arbejdende amerikanske befolkning.«

Sanders fremfører de paroler, som alle i salen kender, og som altid giver bifald.

Larmen er infernalsk.

Indtil han går ned scenen igen, og det hele pludselig er overstået.

Overvældede, lettede og for et øjeblik politisk lykkelige forlader Bernie Sanders’ tilhængere gymnastiksalen.

»Vi er klar til at kæmpe videre,« fortæller Deborah Lynch ude på parkeringspladsen. Hun er rejst med seks veninder fra den nordlige del af staten New York til New Hampshire for at overtale vælgere til at stemme på Bernie Sanders de sidste dage i valgkampen.

»Jeg har arbejdet røven ud af bukserne for Bernie Sanders siden 2015,« siger Lynch. 

Hun er 54 år og har været engageret i det demokratiske parti i årtier. Men Sanders er den første, hun virkelig tror på. Partiet vil modarbejde ham, forsikrer hun, og mainstreammedierne vil give ham mindre plads og taletid.

»Men vi er nu forberedte på en helt anden måde, end vi var sidste gang. Vi er klar over, hvor meget der skal til, og vi er velorganiserede. Bevægelsen er et tog, som buldrer derudad, og vi lader ikke nogen stoppe os.«

Kl. 23:30 – Nashua, Buttigiegkampagnen

Advokat Judith Klinghoffer er i strålende humør. Hendes kandidat Buttigieg er for længst færdig med at holde en tale, der næsten lød som en sejrstale. Klinghoffer har boet to år i Danmark – i 1975 og 1988 –og taler stadig lidt dansk.

»Jeg er ikke interesseret i Buttigiegs eller andre præsidentkandidaters taler. Det, der gør så stort et indtryk på mig og andre, er hans evne til at lytte til os vælgere,« siger Klinghoffer.

»Jeg har set Buttigieg stå til vælgermøder og lytte til vælgere, der fortæller om deres intime, personlige problemer. Man kan mærke hans oprigtige interesse i andre mennesker og en ægte medfølelse. Han er ikke noget andet sted. Du er den vigtigste person for ham i det øjeblik.«

Klinghoffer konkluderer: »Han er utroligt velafbalanceret. Han bliver aldrig irriteret eller utålmodig. Der er et eller andet over ham, som siger mig, at han er den rette person.«

Chefredaktør Rune Lykkeberg var med til Sanderskampagnen i Manchester.

USA-korrespondent Martin Burcharth var med til Buttigiegkampagnen i Nashua.

Demokraternes primærvalg i USA: Hvem kan slå Trump?

Demokraterne ved, at de hader Donald Trump. Men hvem elsker de? Joe Biden er for pinlig, og Pete Buttigieg er for ung. Elizabeth Warren og Bernie Sanders er for venstreorienterede. Og kan nogen af dem overhovedet slå Trump? Det er det, der på spil, når demokraterne skal finde deres næste præsidentkandidat ved primærvalget 2020.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er nogen fundamentalt demokratisk ved at vælgerne udpeger et parti's leder.

Så havde det ikke været for

- de enorme pengesummer millionærer og milliadærer placerer på formueophobende politikker (NAFTA TPP, mindsteløn=7, 25 $ osv.),

- de private infotainment-medier ejet af milliadærer styret af millionærer, der placerer deres nyheder på formueophobende politikker,

- og partierne, der lever af milliadærenes penge og styres af millionærene, så formueophobende politikker genneføres,

så kunne man jo sige at USA var fundamentalt demokratisk..

Thomas Tanghus, Carsten Svendsen, Flemming Berger, Ole Svendsen, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Og det blev en knap sejer til Sanders, men jeg holder da stadigvæk en peng på Pete Buttigieg.

Ole jakob Dueholm Bech

"Imperialistisk tankegang". Ku' du ikke uddybe det lidt nærmere? Der er måske også nogen, der evt. vil føle sig krænket?

Jan Jensen kl. 08.20: Udpegningen af en leder ved stemmeafgivning er ikke i sig selv fundamentalt demokratisk, hvis ikke udpegningen afbalanceres af genuine, folkedemokratiske kontrolstrukturer, hvilket historisk har vist sig som en ualmindeligt vanskelig opgave, ikke blot i USA. Men ellers meget enig i den faktorernes amerikanske uorden, du fremstiller.

Det tilsyneladende korrumperede kapos i Iowa demonstrerer vel bl.a. at der mangler habile, demokratiske kontrolstrukturer i USA.
"Judy Downs, the executive director of the Polk County Democrats — who is not on the State Central Committee — said in an interview that she had been worried about the appearance of cronyism. “Some of the decisions just made it really hard to defend against accusations of cronyism, or conspiracy, frankly,” she said.

Sean Bagniewski, the chairman of the Democratic Party in Polk County, which includes Des Moines, said the coziness between state party leaders, vendors and candidates did not originate under Mr. Price. “I think it’s been this way for quite some time,” he said. “It’s kind of like the little families that control petroleum countries. You’ve got access to resources that everybody wants, and you kind of become your own little kingdom of consultants and advisers.”
https://www.nytimes.com/2020/02/12/us/politics/troy-price-resigns-iowa.html