Feature
Læsetid: 10 min.

Elizabeth Warrens kampagne er i krise. Men i New Hampshire fører hun sig frem som vinder

Elizabeth Warren vil reformere kapitalismen og være kvinden, der besejrer Donald Trump. Hun var sommerens stjerne i demokraternes valgkamp, men har siden mistet momentum. Information var med, da hun forsøgte at vende skuden i Derry, New Hampshire
Den progressive senator fra Massachusetts, Elizabeth Warren, træder ind på scenen med en autoritet, som om hun allerede er blevet præsident: »Der vil stadig være folk, som siger, at det ikke kan lade sig gøre. Til dem kan jeg kun sige: Kom ind i kampen. Jeg har vundet kampe hele mit liv, som folk sagde, jeg ikke kunne vinde. Det er det, jeg gør«. 

Den progressive senator fra Massachusetts, Elizabeth Warren, træder ind på scenen med en autoritet, som om hun allerede er blevet præsident: »Der vil stadig være folk, som siger, at det ikke kan lade sig gøre. Til dem kan jeg kun sige: Kom ind i kampen. Jeg har vundet kampe hele mit liv, som folk sagde, jeg ikke kunne vinde. Det er det, jeg gør«. 

Ritzau Scanpix

Udland
10. februar 2020

Tænk, hvis det bliver en kvinde, der ved valget i 2020 besejrer Donald Trump og afslutter hans tid som den mest magtfulde mand i verden. En kvinde, som indtager Det Hvide Hus og sætter sig for enden af det globale forhandlingsbord foran de andre stormagters stærke mænd.

Putin, Xi Jinping, Bolsonaro, Modi og Johnson.

Det vil være en ny situation.

Trump har hånet, brugt og chikaneret kvinder. Han har vist sig som en mand, der siger, at man bare kan gribe kvinder i skridtet, hvis man er berømt. At den beskidte kvinde Hillary Clinton skal i fængsel, og han har fået advokater til betale sine elskerinder for at få dem til at tie stille. Hans opgør med amerikanske institutioner og udfordring af den retsstat, som begrænser ham, er også et angreb på det system af regler, som beskytter de fysisk udsatte mod de fysisk stærke. Kvinder mod mænd.

»Vi fået nok af mænd, som slår sig på brystet for at demonstrere, hvor stærke de,« siger David Bodman.

Han er sømand, 64 år gammel og bor i Raymond, New Hampshire.

»Det har vores land ikke brug for, det tror jeg heller ikke, verden har brug for. Jeg vil gerne have en kvinde til at lede landet.«

Han er en af dem, som tænker, det ville være en frigørelse og et fremskridt, hvis en kvinde blev præsident.

To tredjedele af de amerikanske vælgere regner ifølge en undersøgelse fra Pew Research fra 2018 med, at USA vil få en kvindelig præsident i deres levetid. Det bemærkelsesværdige er, at tallet er faldet i forhold til en tilsvarende undersøgelse fra 2014, hvor næsten tre fjerdedele af amerikanerne troede, en kvinde ville blive præsident i deres levetid.

Det er forventningen før og efter valget af Trump.

»Vi har en præsident, som er åbenlyst kvindehader, og som kan få alle republikanerne med sig,« siger Bodman.

»Vi har set, hvor utrolig grimt Trump behandler sine modstandere. Han vil komme med alt, han har, for at ødelægge hende og hendes familie, hvis han kommer til at stå over for en kvinde. Jeg er desværre bange for, at selv den stærkeste kvinde ikke vil kunne stå for det pres.«

Store problemer, store løsninger

Lørdag aften til et arrangement i Manchester, New Hampshire, hvor alle præsidentkandidater taler, træder den progressive senator fra Massachusetts, Elizabeth Warren, ind på scenen med en autoritet, som om hun allerede er blevet præsident.

»Der vil stadig være folk, som siger, at det ikke kan lade sig gøre. Til dem kan jeg kun sige: Kom ind i kampen. Jeg har vundet kampe hele mit liv, som folk sagde, jeg ikke kunne vinde. Det er det, jeg gør.«

Warrens tilhængere dominerer salen lørdag aften. De fylder mere end selv Bernies og Buttigiegs støtter

»Drøm stort!« råber den ene halvdel af Warren-tilhængerne.

»Kæmp hårdt!« råber den anden.

Det er deres fælles kampråb og teksten på de trøjer, som viser, at de tror på Elizabeth Warren: »Drøm stort, kæmp hårdt.«

USA er bedst, når landet møder store problemer med store løsninger, siger Warren fra scenen.

»Vi vandt en uafhængighedskamp over kongen – det var sådan, vi blev til USA. Vi vandt over slaveejerne i borgerkrigen. Vi kom igennem depressionen og lavede et bedre samfund. Vi besejrede fascismen og reddede demokratiet i Anden Verdenskrig. Det gjorde vi, fordi vi troede på, vi kunne gøre det bedste. Det er USA.«

Warren minder om, at hun i 2012 slog en populær republikansk mand ved valget i senatsvalget i Massachusetts.

»Farvel, Scott Brown,« siger hun og vinker fra scenen.

Hun har til andre møder fortalt, hvordan hun alene efter finanskrisen kæmpede for at skabe en institution, som skulle beskytte forbrugere mod den aggressive, skamløse finanskapitalisme. De politikere, hun talte med, sagde to ting til hende: Det er en god idé. Men … det kan ikke lade sig gøre.

Elizabeth Warren holder tale i Manchester, New Hampshire.

Elizabeth Warren holder tale i Manchester, New Hampshire.

Ritzau Scanpix
Warren organiserede folk omkring administrationen, opsøgte embedsfolk og overbeviste til sidst præsidenten, Barack Obama. Republikanerne hadede det, og Wall Street bekæmpede det. Men Warren fik oprettet Consumer Financial Protection Bureau.

Lørdag i Manchester løfter Warren sin højre hånd og peger med sin finger mod himlen.

»Jeg siger til jer, det her er vores moment i historien. Det er vores chance. Kom ind i kampen. Ellers sker det aldrig. Det her er mit livsværk, det er en kamp fra mit hjerte.«

Find en mand

Da Elizabeth Warren var en lille pige i Oklahoma, fik hun at vide af sin mor, at hun hverken var køn eller klog, så hun skulle sørge for at finde en mand, der kunne forsørge hende.

Hun så, hvordan hendes far gik personligt konkurs og brød sammen. En dag kom hun hjem fra skole og så til sin overraskelse sin mor iført begravelseskjole. Det var, fordi moren skulle til jobsamtale, efter at faren ikke længere var i stand til arbejde – og begravelseskjolen var den eneste kjole, hun havde. 

Moren fik et lavtlønnet servicejob.

»Jeg havde én drøm dengang,« fortæller Warren tirsdag aften til et såkaldt townhall-møde i Derry, New Hampshire. »Jeg ville være folkeskolelærer for børn med særlige behov.«

Men da hun var 19, mødte hun en mand, som hun blev forelsket i. Han ville tage sig af hende, og hun skulle tage sig af deres hjem. Det var kontrakten.

Den unge Warren gik hjemme og lavede mad og passede børnene og husholdningen.

Men hun drømte stadig om at blive skolelærer. Hun fandt ud af, at man for 450 dollar pr. semester kunne tage kurser om aftenen og få en uddannelse på et offentligt universitet i Houston. Hun passede børn om dagen og studerede om aftenen.

»Min første mand,« siger hun til vælgerne i Derry, »brød sig ikke om det arrangement.«

Hun indskyder, at det aldrig er et godt tegn, når man kalder en mand for sin ’første’. Salen griner med hende.

Men hun tilføjer, at hun selv havde valgt sin mand og sit liv og var ked af, at han ikke blev gift med den kvinde, han troede. De blev skilt. Hun arbejdede som tjener for at tjene til studierne, passede sine børn og sine studier på samme tid.

En dag ringede hendes tante fra Oklahoma. Spontant brød Warren sammen i gråd og sagde, at hun ikke kunne klare det mere. Hun måtte opgive sine studier.

Hendes tante svarede: »Jeg kan ikke være der i morgen. Men hvis du har plads til min hund, kommer jeg i overmorgen.«

Kvinderne i familien holdt sammen, tanten flyttede ind, Warren afsluttede sin uddannelse og fik sit drømmejob.

Kapitalismekritiker

Dengang var Warren ikke politisk engageret, hun deltog ikke i demonstrationer og protester i 1960’erne, og i mange år var hun registreret som republikansk vælger.

Men hun vendte senere tilbage til universitet og lavede en stor undersøgelse af, hvorfor så mange amerikanere som hendes far gik personligt konkurs, og hvem der bar ansvaret. Til sin overraskelse fandt hun ud af, hvordan tusinder af små erhvervsdrivende var forsvarsløse over for den aggressive finanskapitalisme. De skammede sig over deres personlige nederlag, så de sagde ikke noget, mens de rige blev rigere og rigere. Og det politiske system satte de rammer, som definerede spillet. Hun opdagede, at den amerikanske kapitalisme var blevet en ødelæggende orden, som svigtede det grundlæggende løfte om, at hårdt arbejde betaler sig, og at demokratiet svigtede den opgave, som amerikanerne stolede på, det ville udføre, nemlig at sikre et retfærdigt samfund.

Hun blev gift igen og indledte en forskerkarriere, hvor hun undersøgte, hvordan store penge i det amerikanske samfund havde overtaget kontrollen med det politiske system.

Efter forskellige ansættelser endte Warren, der havde fået at vide, at hun hverken var smuk eller klog, i 1995 som professor på Harvard.

Hun blev en stjerne for de progressive, da hun efter finanskrisen i 2008 af kongressen blev udpeget som formand for det udvalg, som skulle overvåge, hvordan regeringens redningspakke til Wall Street blev realiseret. Som en hård anklager udfordrede hun bankernes direktører i offentlige høringer, og hun blev brugt på talkshows på tv til at forklare Wall Streets udbytning og den amerikanske kapitalisme.

Den første gang, hun skulle på The Daily Show med Jon Stewart, var hun så nervøs, at hun kastede op, inden hun skulle i studiet. Hun kunne næsten ikke sige noget. Men Stewart brød alle planer for programmet, aflyste et indslag og gav hende en chance mere – hvor hun brillerede og trådte i karakter som kapitalismekritikkens offentlige pædagog i USA.

Videoklip fra hendes kampagne for at blive senator i 2012 cirkulerede, hvor hun redegjorde for, at de rige skyldte samfundet deres velstand og skulle bringes til at betale tilbage:

»Middelklassen bliver smadret i det her land, og Washington er styret af de store drenge med de store penge.«

Hun har en plan

Mange havde drømt om, at Elizabeth Warren ville stille op til præsidentvalget i USA i 2016 mod Hillary Clinton. Hun var populær blandt de unge på universiteter og på venstrefløjen.

Men hun afslog.

Til gengæld annoncerede hun i februar 2019, at hun denne gang var klar. Til at reformere kapitalismen, tage den politiske magt tilbage og besejre Donald Trump.

Kampagnen startede ikke godt for Warren. Det kom frem, at hun havde registeret sig som indfødt amerikaner på en gammel ansøgning. Donald Trump hånede hende, kaldte hende Pocahontas og opfordrede hende til at få foretaget en DNA-test. Hun indvilgede, og den afslørede, at hun kun seks til ti generationer tilbage have indfødte amerikanere som forfædre. Warren blev til grin og tvunget til at undskylde.

Men alligevel steg hun i målingerne i løbet af sommeren 2020. Hun kom med den ene ambitiøse plan efter den anden for, hvordan man kan demokratisere kapitalismen ved at placere arbejderne i bestyrelserne for de store virksomheder, og hvordan man kan angribe formueuligheden i USA ved at indføre en aggressiv velstandsskat. Og hun var den eneste kandidat, som skitserede et opgør med de store techgiganter Facebook, Amazon, Google, Microsoft og Apple.

Warrens politikudvikling satte rammen for valgkampen, hendes energi inspirerede til optimisme, og det blev et fænomen, at hun efter alle vælgermøder tog sig tid til at tage en selfie med hver eneste borger til stede. Forfatteren og journalisten E.J. Dionne fortæller i sin nye bog, Code Red, at Warren førte »de store ideer« ind i demokraternes valgkamp og gjorde store reformer til et fælles krav.

»Jeg har en plan for det,« blev et slogan i kampagnen.

Warren krævede »store strukturelle forandringer«. Og når hun siger »store strukturelle …« til forsamlinger ved townhall-mødet i Derry, afslutter tilhængere hendes sætninger og råber »… forandringer«.

I oktober så Warren ud til at vinde demokraternes kamp om at blive præsidentkandidat.

Men hun gik siden ned i målingerne. Efter at kongresmedlemmet og venstrefløjsikonet Alexandria Ocasio-Cortez udtalte sin støtte til Bernie Sanders, overtog han det progressive momentum, og efter at Warrens plan for en stor sundhedsreform blev kritiseret og udstillet, overbeviste kandidaten Pete Buttigieg mange liberale, veluddannede vælgere om, at han var vejen frem.

Van Jones, som har været rådgiver for Obama, sagde onsdag på CNN, at Warren er den kandidat, som potentielt kan nå flest demokrater. Hendes budskab er radikalt, men hendes appel er bred.

Men inden primærvalget i New Hampshire ser hun ud til at have mistet mest opbakning. Hun førte her for tre måneder siden, nu ligger hun på en tredje- eller fjerdeplads, og hendes kampagne har aflyst tv-annoncer, fordi de angiveligt mangler penge.

Lidelser og store ideer

Men på vælgermødet i Derry fører Elizabeth Warren sig frem som en vinder. Inspireret, selvironisk og determineret giver hun et indblik i sin metode. Hun tager imod vilkårlige spørgsmål fra vælgerne. Og hver gang formår hun at tage udgangspunkt det levede liv, det lokale problem fra borgeren og forbinde det med de store linjer og ambitioner, inden hun anviser konkrete veje til politiske forandringer.

Publikum jubler, når hun knytter borgernes lidelser med sine store ideer til virkelige strukturelle forandringer. Hendes viden om hvert eneste politikområde er overvældende, hendes energi aftvinger respekt. 

»Jeg elsker Elizabeth,« siger Jasmine Carter, en 22-årig studerende fra Florida på studietur i New Hampshire.

»Hun kan lave politik, som vil redde familierne og give os unge en rigtig chance. Også os sorte.«

– Men hun er mere og mere bagefter i målingerne – og mange er bekymrede for, at en kvinde ikke kan slå Donald Trump?

Jasmine Carter kigger på mig, som om jeg er en skuffende mand fra den gamle verden.

»Hvis vi tænker sådan, kommer vi aldrig videre. Elizabeth er meget klogere, mere kvalificeret end Trump, og hun har arbejdet for almindelige mennesker i lang tid.«

Så griner Carter:

»Husk lige på, at demokraterne kom med Hillary sidste gang, og hun fik altså tre millioner flere stemmer end Trump. Og hun er ikke så troværdig og god som Elizabeth.«

Det er få dage inden valget i New Hampshire, og det ser alt i alt skidt ud for Elizabeth Warren. Men Carter er overbevist:

»Elizabeth er en intelligent og stærk kvinde, jeg er sikker på, hun kan vinde.«

Serie

Demokraternes primærvalg i USA: Hvem kan slå Trump?

Demokraterne ved, at de hader Donald Trump. Men hvem elsker de? Joe Biden er for pinlig, og Pete Buttigieg er for ung. Elizabeth Warren og Bernie Sanders er for venstreorienterede. Og kan nogen af dem overhovedet slå Trump? Det er det, der på spil, når demokraterne skal finde deres næste præsidentkandidat ved primærvalget 2020.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Trump sagde "Grab them by the pussy" -
der er altså ikke noget som helst om at gribe kvinderne i skridtet ....

Det er endnu værre.

Torben K L Jensen

Rune Lykkeberg må have det manuskript liggende i skuffen - først var det Emmanuel Macron begejstringen drejede sig og nu Elizabeth Warren hvor begge har vist sig at være elitære blålys.

Michael Friis og Allan S. K. Frederiksen anbefalede denne kommentar
Allan S. K. Frederiksen

@Torben Lindegaard

Nu sidder skedeåbningen jo i skridtet, så det er da en helt ok oversættelse, hvis man vil undgå at skrive "kusse".

Trump havde i øvrigt ret i det udsagn, hvilket en lang række rockmusikere og andre kunstnere kan vidne om. Fænomenet groupie er jo ikke helt ukendt https://en.wikipedia.org/wiki/Groupie

René Arestrup

Elisabeth Warren er en aldeles ufolkelig ex-republikaner, med et tvetydigt og lidet troværdigt politisk budskab til de vælgere, hun har udset sig. Hendes største aktiv er, at hun er kvinde, men efter min bedste vurdering har hun ikke en jordisk chance for hverken at blive nomineret eller slå Trump.

Torben Lindegaard

@Allan S. K. Frederiksen

Jeg bruger en del af min pensionisttilværelse på at se "The View" på YouTube -
New York-showet med de 5 værtinder.

Donald Trump får ellers læst og påskrevet, når showet kører for foran et indbudt publikum, der for størsteparten består af kvinder.

Et sikkert hit, der gentages ofte, er beskrivelsen af Trump, som en mand, der bedrog sin gravide kone med en Playboy model - og bedrog Playboy modellen med en stripper.
Forargelsen driver ned ad væggen blandt de forsamlede New York kvinder.

"Grab them by the pussy" kommer også på bordet ret ofte - dog kan værtinderne ikke sige "pussy" på live TV; men bruger "genitals". Det er selvfølgelig heller ikke en dækkende gengivelse af "pussy", som vel i denne sammenhæng alene er "vulva" uden "vagina"; men det er da langt at foretrække for den helt kønsløse danske oversættelse, som redaktøren kaster sig ud i.

Information kan gøre det nedre end "skridtet" !!

Kent Nørregaard

Det gør ingen kvindelige kandidater nogen tjenester at forsøge at score woke-point på kønsparametre. Tværtimod. Det gør det heller ikke at kalde ham kvindehader og alt muligt andet. 4 år siden hans indtog og det er gået alverdens venstrefløj totalt forbi at Trump er imun overfor kritik af hans person og udtalelser. Au contraire er han en top-shelf mudderkaster så hvad med for en gangs skyld at dykke ned i hans politik og begynde dér uden at slå ham op som en potentiel incel-agtig massemorder?