Læsetid: 6 min.

Forfatter til ny bog om Hongkong: Valgsejr og virus har sat protesterne på pause, men de kommer igen

Utilfredsheden og de politiske protester i Hongkong har sat Kinas rolle i verden i et mere kritisk lys globalt, vurderer forfatter til en ny bog om demokratibevægelsen. Bevægelsens evne til at forny sig har været afgørende – senest med oprettelsen af prodemokratiske fagforeninger. Samtidig viser mistilliden til byens institutioner sig under coronavirussens hærgen
Den relativt rolige periode efter valgsejren i november er blevet forlænget af frygten for coronavirussen, som også nået Hongkong fra Kina, og af sundhedsmæssige årsager holder de fleste sig derfor fra større forsamlinger.

Den relativt rolige periode efter valgsejren i november er blevet forlænget af frygten for coronavirussen, som også nået Hongkong fra Kina, og af sundhedsmæssige årsager holder de fleste sig derfor fra større forsamlinger.

Ivan Abreu

21. februar 2020

Da Antony Dapiran begyndte på sin bog om protesterne i Hongkong, eskalerede konflikten konstant. Uge efter uge. Igen og igen. Kampklædt politi jagtede demonstranter gennem tåregasfyldte gader, mens Kina oprustede militært få kilometer borte. Det virkede som en umulig opgave. Det skrevne ord er et øjebliksbillede, og Hongkong stod aldrig stille.

Men sidste uge landede City on Fire: The Fight for Hong Kong i trykken. Bogen sætter de sidste otte måneders forløb i et historisk perspektiv, beskriver demokratibevægelsens metoder og giver et bud på fremtidsudsigterne. At det sidste punktum blev sat nogenlunde inden for forlagets tidsfrist, tilskriver Antony Dapiran bevægelsens store politiske sejr tilbage i november, hvor den prokinesiske fløj stort set blev udraderet ved byens distriktsvalg, der er det eneste frie valg i Hongkong. Sejren var det endelige bevis på demokratibevægelsens folkelig bredde og en ventil for vreden på gadeplan.

»Det gav en følelse af, at man havde opnået noget. Og så var folk trætte efter at have demonstreret hver eneste uge i så lang tid. Så det gav en mulighed for at holde lidt igen og reflektere over de næste træk. Uden det pusterum, var jeg nok aldrig blevet færdig med bogen,« lyder det fra Antony Dapiran.

Han er uddannet advokat med 20 års erfaring fra det private erhvervsliv i Hongkong og Kina. Bogudgivelsen er ikke hans første. Den ligger i forlængelse af en bog om Hongkongs paraplybevægelse fra 2014.

Dengang demonstrerede tusindvis af unge for flere demokratiske rettigheder ved at blokere vejene i hjertet af byens finanscentrum. Paraplybevægelsen kan ses som en forløber for de seneste mange måneders protester. Den var også en vigtig lektie. For bevægelsens passive metoder virkede ikke. Dens krav blev ikke hørt, og dens mest markante personligheder blev efterfølgende fængslet.

Stor kreativitet

Anonymitet har siden været et fællestræk for store dele af Hongkongs demokratibevægelse. Det samme gælder mere aktivistiske og til tider ekstreme metoder. Fra myndighedernes side har det ført til mere hårdhændede modtræk. Da paraplybevægelsens okkuperede områder blev ryddet af politiet, skete det med 87 tåregaspatroner. Til sammenligning affyrede politiet tåregas 2.330 gange på én dag mod de demonstranter, der i november havde barrikaderet sig på et universitet.

»Der er en følelse af frustration og vrede. Demonstranternes rationale er, at vi har forsøgt med fredelige protester, og ingen lyttede. Vi har deltaget i valg, som I bad os om, men enten blev vi afvist på forhånd eller også, hvis vi vandt, blev vi sparket ud igen. Hvad har vi tilbage af muligheder?« siger Antony Dapiran.

At det har været muligt at skabe en politisk bevægelse i konstant fremdrift, skyldes demonstranternes store kreativitet og evne til at udvikle strategier undervejs, vurderer han. De store massedemonstrationer blev hurtigt suppleret med guerillataktik og civil ulydighed.

Brugen af teknologi, kunst og kultur og måden at involvere støtter fra andre dele af verden er andre eksempler. Og så skader det heller ikke at have en fælles fjende i form af Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, og hendes overordnede i Kinas Kommunistparti i Beijing.

Roligt, men ikke slut

Tilbage i juni var det lokalregeringens planer om en ny lov om udlevering af sigtede til retsforfølgelse på det kinesiske fastland, der fik Hongkong til at eksplodere. Efter lang tids nølen blev lovforslaget trukket tilbage. Men på det tidspunkt havde utilfredsheden med regeringen nået nye højder. Der befinder den sig stadig, vurderer Antony Dapiran. Han peger på, at den relativt rolige periode efter valgsejren i november nu er blevet forlænget af frygten for virussmitten.

Coronavirussen fra Kina har også nået Hongkong, og af sundhedsmæssige årsager holder de fleste sig væk fra større forsamlinger. Det har givet mere ro i gaderne, men ikke styrket regeringens popularitet i befolkningen. Tiltroen til Carrie Lam er yderst begrænset. Hendes regering bliver beskyldt for ikke at have et tilstrækkeligt godt kriseberedskab og for at være alt for langsom til at lægge restriktioner på rejser til og fra fastlandet.

»I løbet af de sidste seks måneder i Hongkong er der sket det, at folk gradvist har mistet tilliden til de bærende institutioner i samfundet. Regeringen, transportsystemet og bankerne – alle de store institutioner, folk er i kontakt med i det daglige – er blevet brugt imod protesterne, hvilket har undermineret tilliden til dem. Det kommer endnu mere tydeligt til udtryk i en krisesituation, som den her virus har afstedkommet,« siger Antony Dapiran.

Eksemplerne tæller udbredt panikkøb i supermarkeder, men finder også sted på et mere organiseret plan.

I starten af februar strejkede tusindvis af læger, sygeplejersker og andet hospitalspersonale i protest mod regeringens afvisning af at lukke grænseovergangene til Kina. De var alle organiseret i en ny fagforening.

»Hospitalsstrejken er interessant, fordi etableringen af fagforeninger som et politisk redskab og pressionsmiddel er en taktik, der er vundet frem de seneste måneder. Mange nye fagforeninger er blevet stiftet, og i forbindelse med den her strejke var det første gang, vi fik at se, hvad det kan få af betydning,« forklarer Antony Dapiran.

Det sidste halve år af 2019 modtog myndighederne i Hongkong ansøgninger om etableringen af 135 nye fagforeninger. I samme periode året før var der ti ansøgninger. Størstedelen af de nye fagforeninger er stiftet af medlemmer af demokratibevægelsen. Det skal ses i lyset af, at Hongkongs arbejdere historisk ikke har været gode til at organisere sig, og at mange af de eksisterende fagforeninger er prokinesiske. Det gælder det største fagforbund, der sidder på fem pladser i Hongkongs parlament.

Halvdelen af parlamentets 70 pladser besættes ved direkte valg, mens den anden halvdel er udpeget af foreninger og interessegrupper, der traditionelt har været under indflydelse af Beijing. Ved at oprette et væld af fagforeninger håber demokratibevægelsen på at kunne vinde flere af disse pladser. Det er ikke uvæsentligt, eftersom der er valg til parlamentet til september. På begge sider af det politiske spektrum er blikket allerede rettet mod den begivenhed.

»Beijing ønsker selvsagt et andet resultat end ved distriktsvalget i november, og man må formode, at de havde tænkt sig allerede nu at vinde flere vælgere over på deres side, men lige nu er det umuligt på grund af virusudbruddet. Det er heller ikke blevet nemmere for Beijing at påstå, at de står for stabilitet og økonomisk fremgang i Hongkong, for virusset kommer fra Kina,« siger Antony Dapiran. Han hæfter sig ved, at centralregeringen har skiftet sine topembedsmænd med ansvar for Hongkong ud både i Beijing og i Hongkong. Men Carrie Lam er fortsat bystyrets regeringschef.

»Det er sigende, at de skifter de her personer ud, men lader Carrie Lam blive siddende. Det viser, hvor ubetydelig hun er. Hun er marionetdukken, og det vigtige er, hvem der styrer den. Det er muligt, at hun før eller siden mister sit job og ikke sidder hele perioden ud, men det vigtigste her er, at præsident Xi Jinping har sat personer ind, han tror kan genskabe ro og orden.«

Der hersker næppe tvivl om, at de interne rokader foretaget af kommunistpartiet er et udtryk for utilfredshed med situationen i Hongkong. Det er derimod ikke et tegn på en ny politisk linje fra partiets side. Derfor er der ingen grund til at tro, at protesterne i Hongkong forsvinder. De er blevet det nye normale og vil dukke op i forskellige former og størrelser med jævne mellemrum, vurderer Antony Dapiran.

Frie valg og demokrati i Hongkong er ikke på tale, så længe den nuværende kinesiske ledelse er ved magten i Kina. Det har protesterne på tydeligste vis understreget, og det er blevet hørt og set langt uden for Kinas grænser.

»En konsekvens af protesterne i Hongkong har været, at det har skærpet det globale fokus på Kinas indflydelse rundtomkring i verden. Billederne fra byens gader har været et meget stærkt udtryk for en ny slags modstand over for Kina. Det har fået mange til at se mere kritisk på Kinas globale rolle og forstærket den eksisterende debat om Huawei, Konfuciusinstitutter og Kinas nye silkevej. Jeg tror, at nogle af Xi Jinpings forsøg på at styrke kinesisk indflydelse internationalt er blevet påvirket af protesterne,« siger Antony Dapiran.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
Christian Skoubye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu