Feature
Læsetid: 14 min.

I Gøteborg kan du møde en hjemvendt fremmedkriger i kiosken

I Sverige er 300 rejst ud som fremmedkrigere - de fleste for Islamisk Stat. Halvdelen er vendt tilbage, og af dem befinder cirka 50 sig i Gøteborg. Men det er svært at retsforfølge dem, og det har skabt forargelse. Vi er taget på reportagetur til Sveriges næststørste by
Flere fremmedkrigere er vendt tilbage og lever nu et normalt liv på statens regning med adgang til sociale ydelser, børnehaver og skoler.

Flere fremmedkrigere er vendt tilbage og lever nu et normalt liv på statens regning med adgang til sociale ydelser, børnehaver og skoler.

Sarah Hartvigsen Juncker

Udland
20. februar 2020

Tager man syv kilometer nordpå fra Gøteborgs centrum, havner man i Hjällbo – et område, der primært udgøres af boligblokke i grå nuancer.

Det er ikke en ghetto, det ord bruger man ikke i Sverige. Det er et særligt udsat boligområde, som er ekstra særligt, fordi det er et af de steder, en del af de personer, som er draget fra Sverige til Syrien og det nordlige Irak for at tilslutte sig Islamisk Stat (IS), kommer fra.

Og fordi flere af disse fremmedkrigere er vendt tilbage og nu lever et normalt liv på statens regning med adgang til sociale ydelser, børnehaver og skoler, hvilket har skabt stor forargelse blandt mange svenskere.

I en gyde bag et storcenter står en gruppe unge fyre i en rundkreds. En af dem, som ikke ønsker at få sit navn i avisen, udbryder straks, at »dem, som er taget derned til IS, ikke er muslimer«. Efter lidt småsnak frem og tilbage står det klart, at de fleste kender en, som er rejst til Syrien. Det er ikke et emne, som er upassende at snakke om, eller som de bliver overrasket over at blive spurgt ind til. Faktisk er det noget, der optager mange her i Hjällbo.

»Men det er mærkeligt, at de bare kan komme tilbage hertil,« siger en anden og indskyder, at han så en tidligere fremmedkriger i en butik den anden dag.

De snakker med Ulf Boström, en 63-årig integrationspolitibetjent og lokalpolitiker for det nye parti Demokraterna. Han er måske den, der kender området og menneskene her allerbedst. De sidste 15 år har han brugt de fleste af sine dage på at snakke, lytte, skabe relationer og forebygge. Modsat andre betjente bærer han ikke uniform. Det eneste, som indikerer, hvem han er, er et diskret mærke med ordet polis på den mørkeblå sweaters overarm, som for det meste er dækket af en brun læderjakke. Også politibilen er hvid, renset for de ellers iøjenfaldende blå og gule farver, som pryder de andre politibetjentes køretøjer.

Ved siden af dem holder en stor sort BMW og venter på de unge fyre.

»Lækker bil, habibi,« siger Ulf Boström og åbner døren ind til førersædet.

»Hvor får man sådan en fra?«

Den ene fyr virrer afværgende med hovedet, mens de andre griner indforstået.

De er ikke de første, som undrer sig over, hvorfor kun et fåtal af fremmedkrigerne er blevet retsforfulgt. I Sverige kan man nemlig ikke blive straffet for at have været medlem af en terrororganisation som IS. Dette sættes yderligere på spidsen af, at netop Sverige ifølge den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp vurderes at være et af de lande i Europa med flest fremmedkrigere pr. indbygger. I alt regner forskeren med, at omkring 300 er taget af sted, og at cirka 150 af dem er kommet hjem igen. Cirka en tredjedel af dem befinder sig i Göteborg og omegn.

Ny lov kommer for sent

Da jeg for et lille stykke tid siden skrev til Ulf Boström for at høre, om jeg måtte komme og besøge ham og måske endda komme med på patrulje, skrev han, at det kunne jeg godt. 

63-årige Ulf Boström har arbejdet for politiet i 41 år. Nu er han gået ind i politik for at se, om han kan presse på for en mere gennemgribende lovgivning.

63-årige Ulf Boström har arbejdet for politiet i 41 år. Nu er han gået ind i politik for at se, om han kan presse på for en mere gennemgribende lovgivning.

Sarah Hartvigsen Juncker
»Hvis du vil have et seriøst indblik i det her, skal du være med hele dagen. Fra kl. 10 til kl. 22.«

Altså 12 timer. Det takkede jeg ja til.

Da jeg mødte op på politistationen i bydelen Angered, som Hjällbo er en del af, blev det tydeligt, at Ulf Boström er en lige så dedikeret mand i virkeligheden, som han giver udtryk for i sine mails. Inden patruljen – og besøget rundt til de mere end 20 mennesker, vi kommer til at møde i løbet af dagen – har han forberedt en lille forelæsning i et mødelokale på stationen.

»Nu går lektionen i gang,« siger han og begynder straks at tegne på et whiteboard.

Det handler om den svenske terrorlovgivning – og hvorfor den efter hans og mange andres mening er mangelfuld. Nogle år efter, at de første fremmedkrigere begyndte at tage af sted i 2012, blev det i 2016 gjort strafbart at rejse udenlands med det formål at begå terror. Men de fleste var allerede rejst ud på det tidspunkt, mange af dem var tilmed kommet tilbage igen.

Året efter, i 2017, blev der nedsat et udvalg, som skulle se på lovgivningen. Et af resultaterne af dette arbejde træder efter planen i kraft den 1. marts år, hvor det bliver strafbart at samarbejde med en terrororganisation i forhold til at støtte, styrke eller promovere denne. Ifølge en række eksperter sker det dog alt for sent.

Det paradoksale er også, at det fortsat ikke er ulovligt at være medlem af en terrororganisation, hvilket står i kontrast til, hvad man gør i andre lande. Allerede i 2013 blev det i Norge forbudt at tilslutte sig en terrororganisation, hvilket kan give op til seks års fængsel. I Danmark er det forbudt at rekruttere eller lade sig rekruttere, ligesom myndighederne kan fratage krigerne deres danske statsborgerskab.

»Mange folk tænker, at vores beslutningstagere laver gode love, som gør, at vi i Sverige er trygge. Men det har man totalt mislykkedes med. Det er en demokratisk fiasko,« siger Ulf Boström.

Han har selv forsøgt at gå sine egne snørklede veje. I oktober 2019 valgte han at anmelde flere hundrede fremmedkrigere – ikke efter terrorloven, for det kunne ikke lade sig gøre, men for medvirken til vold og drab. Anklageren er dog ikke gået videre med forundersøgelser af sagen.

Grunden til, at det er svært at lovgive imod medlemskab, er, at det vil kræve en ændring af grundloven, forklarer Magnus Ranstorp, der er en af de ubestridte eksperter på feltet.

»Foreningsfriheden er lige nu så bredt formuleret, at den ikke udelukker organisationer, som fungerer ved terror,« siger han, da jeg ringer til ham kort inden besøget i Gøteborg.

Derfor er det ikke kommet med i den nye lov, men der er også en anden udfordring: Den kommer ikke til at gælde med tilbagevirkende kraft og dermed ikke for de fremmedkrigere, som allerede er rejst ud eller ligefrem kommet tilbage til Sverige. De kan dog dømmes for krigsforbrydelser, hvis bevisbyrden for dette kan løftes, hvilket ofte er en langsommelig og svær proces. 

Det udsatte boligområde i Hjällbo består primært af boligblokke i grå nuancer, og et samlingspunkt er det lokale bycenter.

Det udsatte boligområde i Hjällbo består primært af boligblokke i grå nuancer, og et samlingspunkt er det lokale bycenter.

Sarah Hartvigsen Juncker
Det store spørgsmål er, hvorfor Sverige ikke tidligere har lavet ny lovgivning på området. Hver gang jeg spørger politiet eller forskere om det, ryster de på hovedet og siger, at de heller ikke helt har forstået det. Men de peger på, at det længe har været svært at komme igennem med debatten på grund af berøringsangst.

»Jeg har siden 2012, som en af de første, kaldt på ny lovgivning på området. Men det har været enormt svært at komme igennem med,« som Magnus Ranstorp formulerer det.

Men nu, otte år senere, er der konsensus om, at noget må gøres. I hvert fald stemte hele 319 for den nye lov og kun 28 imod. Vänsterpartiet stemte nej.

Jihadkriger på besøg i foreningslokaler

»Kom ind, kom ind,« lyder det fra en ældre dame, idet vi træder ind i de lokaler, der tilhører den katolske kirkes humanitære hjælpeorganisation Caritas. Ulf Boströms forelæsning er slut, og vi har bevæget os ud i Hjällbo, som er et af ni udsatte områder i Gøteborg.

Rundt om et ovalt bord med lyserød voksdug sidder syv mennesker, som netop blevet færdige med at spise frokost. Flere er her for at modtage sprogundervisning, andre underviser, mens nogle er her for det sociale.

Som det ofte sker, falder snakken hurtigt på integration. Eller på den fejlslagne integration, som mange mener, det er tilfældet. Ulf Boström fortæller, at han har snakket med flere syriske flygtninge, som synes, det er utrygt, at fremmedkrigere kan gå rundt på gaden, og spørger, om de har oplevet det samme?

Der bliver nikket rundt om bordet.

»Jeg forstår ikke, hvorfor de kan komme hjem og bo her rundt omkring ligesom os,« siger 80-årige Gun Holmertz, som for 26 år siden var med til at stifte lokalafdelingen af Caritas og tidligere har været lokalpolitiker for Vänsterpartiet. Hun er en af dem, som jævnligt har blandet sig i debatten, og som for nogle år tilbage var udsat for en rædselsvækkende oplevelse.

En dag besluttede hun sig for at skrive et debatindlæg til den lokale avis Göteborg Posten, hvor hun advarede mod stigende religiøs ekstremisme i området. Kort tid efter, at det var blevet bragt, kom en mand ind i foreningslokalerne. Han gik direkte hen til Gun Holmertz og spurgte, om det var hende, der havde skrevet det. Ja, det var det, svarede hun.

80-årige Gun Holmertz fik efter et debatindlæg en dødstrussel af en selverklæret jihadkriger. Hun meldte ham til politiet, sagen kom for retten og kostede krigeren 200 timers samfundstjeneste.

80-årige Gun Holmertz fik efter et debatindlæg en dødstrussel af en selverklæret jihadkriger. Hun meldte ham til politiet, sagen kom for retten og kostede krigeren 200 timers samfundstjeneste.

Sarah Hartvigsen Juncker
Så gik han lidt tættere på, kiggede hende i øjnene og sagde: »Jeg er jihadkriger, og Allah siger, at jeg skal dræbe dig.«

Derefter drejede han rundt på hælen og gik ud ad døren. Tilbage stod Gun Holmertz og nogle af de andre i foreningen, som havde overværet episoden. De var rystede og i tvivl om, hvad de skulle stille op. Med opbakning fra de andre endte hun med at anmelde ham, og i 2014, to år efter dødstruslen, kom sagen for retten. Den selverklærede jihadkriger fik 200 timers samfundstjeneste.

»Jeg er sikker på, at jeg så ham for et par dage siden,« siger Madlin Krabit, som opmærksomt har lyttet på historien og desuden selv vidnede i sagen.

»Blev du bange,« spørger Gun Holmertz.

»Nej, jeg er ikke bange for ham mere,« svarer hun.

Da vi træder ud af Caritas’ lokaler, stopper Ulf Boström op et kort øjeblik. Han kigger undersøgende frem for sig og peger så:

»Kan du se den bygning deroppe?«

Det, han peger på, er en folkeskole.

»60 procent af børn og unge bliver aldrig færdige med skolen her,« siger han.

»Derfor er det måske ikke så underligt, at der er nogle problemer.«

Radikaliseringens økosystem

Det er efterhånden velkendt, at mange fremmedkrigere fra Europa har boet i udsatte boligområder. Og det er også en af forklaringerne på, at Gøteborg i forskerlingo kaldes et ’epicenter’. En anden og væsentlig forklaring er, at der er et helt økosystem for radikalisering i byen, hvilket både politi og terrorforskere i årevis har nærstuderet og forsøgt at kortlægge.

Et af knudepunkterne er Bellevue Moskeen, som ifølge terrorforsker Magnus Ranstorp også har forbindelser til den berygtede Grimhøjmoskeen i Aarhus. Den administreres af Islamiska Sunnicentret Trossamfund, og går vi tilbage til 2009, var to fremtrædende dansk-somaliere ifølge terrorforskeren en del af miljøet.

Den ene var en af dem, som stod bag bombningen af et bryllup i Mogadishu, mens den anden stod bag økseangrebet på karikaturtegneren Kurt Westergaard. Andre kendte terrorister har også været i moskémiljøet, eksempelvis dem, der planlagde at dræbe den svenske muhammedtegner Lars Vilks i 2011, fortæller Magnus Ranstorp.

»Det er vigtigt at understrege, at det ikke er moskeen i sig selv, men det miljø, der danner sig rundt om moskeen, som er nøglen her,« understreger han.

»Kom,« siger Dina Chebbo til drengen. Han er løbet væk fra sin mor, der er på kursus i foreningen Arabiska Bokstavscentret i Hjällbo, hvor Dina arbejder, og som ligger på lokalbetjenten Ulf Boströms rute.

»Kom,« siger Dina Chebbo til drengen. Han er løbet væk fra sin mor, der er på kursus i foreningen Arabiska Bokstavscentret i Hjällbo, hvor Dina arbejder, og som ligger på lokalbetjenten Ulf Boströms rute.

Sarah Hartvigsen Juncker
Tæt på moskeen finder man Sveriges Förenade Muslimer, som har koranskoler, sommerskoler og en række andre aktiviteter, og hvor der også er fundet rekruttering sted. Det er eksempelvis her, den afdøde kendte svensk-norske IS-kriger Michael Skråmo, ifølge Magnus Ranstorp, færdedes. Det er ham, hvis syv børn tilbage i maj 2019 under stor pressebevågenhed blev hentet hjem af deres morfar.

Der er med andre ord tale om et stærkt rekrutteringsmiljø, som kan være med til at forklare, hvorfor så mange er blevet radikaliseret i Sveriges næststørste by. Det er også noget, som en af dem, der har arbejdet tættest sammen med nogle af de hjemvendte fremmedkrigere, genkender. Hun hedder Bettan Byvald og arbejder på det socialkontor, der ligger i samme bygning som politistationen – blot et par etager over Ulf Boström – og som desuden er det største af sin slags i Europa.

Mange af dem, hun har arbejdet med (det eksakte tal ønsker hun ikke at offentliggøre), har været en del af moskémiljøet, og stort set alle har kendt hinanden. Derudover fortæller flere, hvordan også sociale medier har spillet en central rolle.

I socialtjenesten kender de ikke til alle, som er kommet tilbage til Sverige. Den opgave ligger hos politiet og efterretningstjenesten. Men ofte sker det, at nogle af de personer, som kommer hjem, har brug for støtte – for eksempel fordi de kommer tilbage i et kriminelt miljø, mangler penge eller en bolig.

»Men det er vigtigt for mig at sige, at vi ikke arbejder med terrorister,« siger Bettan Byvald.

»Vi begynder med at undersøge, om de er i kontakt med efterretningstjenesten, og det er stort set alle. Vi skal naturligvis sikre os, at de ikke burde have været i fængsel. Ingen af dem, vi har snakket med, har været i den situation.«

Grunden til, at hun sætter to streger under dette (og gentager det flere gange under interviewet), handler om, at folk ofte reagerer voldsomt på hendes arbejde. Derfor stiller hun også sjældent op til interview.

»I mangel af lovgivning, som kan straffe de her mennesker for at deltage i en terrororganisation, mener mange, at vi indirekte skal straffe dem. Men hvordan skulle vi gøre det? Skal vi sige, at de ikke må have deres børn i børnehaver, at de ikke må gå til tandlæge – hvad er det, vi skal gøre? Folk tænker, at de ikke skal have ret til noget og absolut ikke til støtte gennem socialtjenesten,« siger hun.

»Det er ikke alene den enkelte person, som kan udgøre en fare. Det handler om, hvordan vi reagerer – eller ikke reagerer. Det er det, der er farligt, og det, der kan skabe dybere kløfter. Både politisk og medmenneskeligt skal vi tale om, hvordan vi løser det her. Hvad er det i samfundet, som gør, at folk i første omgang ønsker at drage væk for at tilslutte sig IS?«

En dag tog han til Tyrkiet

»Det lyder, som om at nogle er ved at komme op at slås,« siger Ulf Boström og læner hovedet mod døren.

Men indenfor i den svensk-somaliske venskabsforening, som vi er kommet til, bliver det tydeligt, at det blot er begejstringen over et par kortspil, der næsten får taget til at lette. Klokken er blevet 19:08. En fyr med en hue trukket godt ned over begge ører smider et spar es på ordet, idet han udbryder et højt »yeees« til stor applaus fra tilskuerne.

En af dem, der sidder rundt om bordet, er 37-årige Amaan Nuur, som er næstformand i foreningen. Modsat mange af de andre unge mænd, der kender til fremmedkrigere, som er draget til IS i Syrien, voksede han op med en af dem. 

»Det hele gik meget hurtigt,« siger Amaan Nuur.

Den lokale svensk-somaliske venskabsforening forsøger at holde folk væk fra gaden. Folk i foreningen fortæller, hvordan den har reddet dem, da de var yngre. Fordi det »som ung er nemt at ryge ud i noget lort her i Gøteborg«.

Den lokale svensk-somaliske venskabsforening forsøger at holde folk væk fra gaden. Folk i foreningen fortæller, hvordan den har reddet dem, da de var yngre. Fordi det »som ung er nemt at ryge ud i noget lort her i Gøteborg«.

Sarah Hartvigsen Juncker
Som børn voksede de op i familier, der ikke var synderligt religiøse. De spillede fodbold, og da de blev ældre, begyndte de at gå på klubber, date, tage stoffer og stjæle biler. Men en dag stoppede vennen med at komme. I stedet begyndte han at holde til i en af de store moskeer, begravede sig i koranen og forsvandt til sidst ind i ekstremistiske tåger.

»En dag sagde han til os, at han ville tage til Tyrkiet for at få ordnet sine tænder‚« siger Amaan Nuur.

»Jeg undrede mig over det, for vi har jo fine tandlæger her i Sverige.«

Vennen kom da heller aldrig tilbage. Og på sociale medier kunne han se, hvad vennen i virkeligheden var taget afsted for. Ligesom det også var på sociale medier, at han for et par år siden fandt ud af, at hans gamle ven var død. Amaan Nuur har ikke været sur på ham, men skuffet over, at han løj, at han aldrig fik muligheden for at snakke ham fra det.

»I foreningen forsøger vi at holde folk væk fra gaden. Det var det, der reddede mig, da jeg var yngre. Som ung er det nemt at ryge ud i noget lort her i Gøteborg – sælge stoffer og anden form for kriminalitet,« siger han.

Så længe der er gode mennesker, går det

Moskeerne i Gøteborg ligger i firkantede huse, nærmest som papkasser, man kan åbne. Modsat i København har moskeerne her ikke minareter, kupler eller ornamenterede udskæringer.

Håndbremsen siger en skrattende lyd, da Ulf Boström trækker den ude foran den omdiskuterede Bellevue Moskeen. Det er et af de få steder, han ikke går ind.

Tidligere har vi talt med mænd i en anden moské, som var bange for, at fremmedkrigerne ville komme og skyde løs på dem. Og med en ung fyr, som har lavet en café tæt på flere af moskeerne for at modvirke radikalisering. Men inde i Bellevue Moskeen kommer Ulf Boström sjældent, og slet ikke med en journalist.

Et øjeblik er Ulf Boström stille, hvilket ellers er en sjældenhed for den mangeårige politibetjent.

»Størstedelen af moskeerne er ejet og domineret af nogle få ekstreme. Det billede skal ændres, hvis vi skal komme noget af det her til livs,« siger han så.

En af de ting, Ulf Boström har gentaget i løbet af dagen, er, at der er brug for mere politi på gaderne. Ikke nødvendigvis politi med våben og i synlige uniformer, men politi, som har tid til at snakke med folk i miljøet. Faktisk er noget af det, han frygter allermest, at politiet i højere grad militariseres, at de udsatte boligområder bliver yderligere ghettofiserede, og at landet bliver mere islamofobisk.

»Eftersom jeg har fremtiden bag mig, må jeg forsøge at få gjort noget politisk også,« siger han med henvisning til, at han har arbejdet i politiet i 41 år og med sine 63 år ikke er så langt fra pensionsalderen.

»Jeg gik ind i kommunalpolitik for omkring to og et halvt år siden. Jeg følte, at jeg havde sagt de samme ting mange gange, uden der skete det helt store. Jeg kan stoppe igen, hvis det ikke fører til noget. Men så har jeg i det mindste prøvet.«

Efter at have gået en kort runde, starter han atter den hvide volvo for at køre tilbage mod stationen.

»Der findes mange søde og rare mennesker, som du også har mødt i dag. Derfor er jeg optimistisk omkring, at vi kan rette op på det her,« siger han.

»Vi mangler bare den gennemgribende lovgivning.«

Information har forsøgt at få et interview med den svenske justits- og migrationsminister Morgan Johansson fra Socialdemokraterna, men han har ikke ønsket at medvirke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Det må egentlig være en presset stemning i en moske med en sunnimuslimsk tidligere IS-fremmedkriger, der ikke fortryder at have slået "vantro" ihjel der beder halvanden meter fra en syrisk eller irakisk kurder der har fået dræbt familie af IS. For slet ikke at tale om hvor nervøse shiamuslimer må være ved at have naboer, der har som erklæret mål at udrydde dem.

Hvis staten ikke beskytter medlemmer af samfundet, burde det tyde på at disse medlemmer af samfundet netop ikke anses for at være jævnbyrdige medlemmer af samfundet. Integration er ikke kun disse immigrantgruppers personlige ansvar.

Esben Jansen, Karsten Lundsby, Niels Christensen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

Nu tror jeg, at svenske myndigheder selv klarer retsforfølgelsen. Men det er jo indlysende, at det bliver vanskeligere at gøre det i Sverige, dels har svenske myndigheder ikke været vidne til uhyrlighederne, og dels må man jo ikke tæske tilståelser ud af sigtede i Sverige. I det hele taget er Sverige et retssamfund, som man kan være stolte af. Her skal man have beviser, mere eller mindre tilfældige indicier har ingen indflydelse i Sverige.

Og efter at have skimmet Göteborgs-Posten, Göteborgs-Tidningen og SVT-Göteborg er der vist ingen rigtigt belæg for at påstå, at borgerne føler sig truet. GP (Göteborgs-Posten) forsøger dog lidt halv-hjertet at skabe en stemning, men det ser ikke rigtigt ud til at binde an i et land, hvor hver 4. er født udenfor landets grænser.

Niels Christensen

Fin artikel, der kommer godt rundt i dele af den svenske problematik. Den svenske humanistiske stormagt har det problem, at når migranterne er kommet til Sverige, så bliver de 'children of a lesser world'. Af frygt for racisme har man for længe ladet stå til i de store migrantenklaver, hvor kriminaliteten går ud over migranter også. Der er også tal der tyder på at IS tilbagevendere generelt set er mere kriminelle end andre; det var de nok også før de tog af sted.
Og som det omtales i en sidebemærkning i artiklen så er uddannelsesresultaterne for nyankommende forfærdentlige. Forhåbentlig får man styr på det inden de bliver ældre, for nuværende domineres banderne af 2 generationsindvandrere. Hvis man ikke får stoppet rekrutteringen af skolebørn til banderne risikerer man for alvor at få problemer.

ingemaje lange, Estermarie Mandelquist, Esben Jansen, Karsten Lundsby, Flemming Olsen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

SS-bødlerne der kom hjem til DK efter eller under besættelsen blev heller ikke dømt for deres forbrydelser i Rusland eller hvor de havde fornøjet sig med plaffe folk ned. De blev straffet for at have tilsluttet sig den ene eller anden tyske enhed. Enkelte blev udleveret til englænderne og blev straffet af dem. Gert Rommes argument for at det så fint i Sverige svarer til de gamle nazisters jubel over at det bare var så fint i Argentina, Brasilien eller Paraguay, som heller ikke ville udlevere krigsforbryderne.

Espen Bøgh, Søren Kramer, Bent Nørgaard, Karsten Lundsby, Flemming Olsen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar

Sverige er et fremragende land på mange måder, men det er ikke ligefrem noget fyrtårn, når det gælder håndtering af migranter.

Den svenske tolerance er efterhånden vokset så meget ud af facon, at den ligner en almindelig rådvildhed blandet med berøringsangst.

Estermarie Mandelquist, Carsten Hansen, Kim Houmøller, Esben Jansen, Bent Nørgaard, Karsten Lundsby og Dan D. Jensen anbefalede denne kommentar

"Bogholderen fra Auschwitz" er en fin dokumentar på Netflix, der viser den betydning retsforfølgelse har for heling af traumer og retsfølelsen.
Det er en kritik af retssystemet.

Det forekommer også væsentligt at debatten om udrejste Nazister tages før debatten om fremmedkrigere. Vi har aldig taget den debat. Den gled ud fordi alle har ønsket at komme videre og se fremad.
Den manglende retsforfølgelse giver sig udslag i strukturelle følgevirkninger som eksempelvis en paranoid Israelsk stat. Antisemitisme/racisme over hele det politiske spektrum er også følgevirkninger.

Vi har brug for st se på straffen for nazistiske kolobaratører igen. På de udrejste fremmedkrigere.
Det skal håndteres, ellers vil bitterheden, angsten og agressionen føre til endnu værre problemer.

Uanset hvor hvor lange tidsbegrænesede straffe man uddeler/idømmer, så kommer de straffede tilbage i samfundet, og vi kan alle møde dem igen og det er ikke bare i kiosken.
Nogle kriminelle flytter efter afsoning til en anden del af landet, hvor ingen kender deres synderegister, men de går alligevel rundt mellem andre mennesker.