Efter alt at dømme var det ikke tilfældigt, at gerningsmanden TR valgte en vandpibebar i et migrationspræget kvarter. Hen imod klokken 22 onsdag aften åbnede han her – angiveligt uden forvarsel – ild mod gæsterne i baren i den hessiske by Hanau. De ni dødsofre var mellem 21 og 44 år gamle.
Ifølge Bild Zeitung var tre af dem tyskere, de øvrige havde tyrkisk, bulgarsk, bosnisk og rumænsk migrationsbaggrund. I TR’s lejlighed fandt politiet kort efter både gerningsvåbenet og to døde: TR selv og TR’s mor.
Natten til torsdag var medierne forsigtige i deres dom: Var der tale om en ensom ulv, en vilkårlig massakre eller om højreradikal terror?
Relativt hurtigt kom der håndfaste detaljer frem om TR: 43 år, student fra 1996, havde gennemført et økonomistudium og altid levet som single. TR havde desuden jagttegn, var medlem af en skytteklub og havde angiveligt legalt købt sine våben på nettet.
Destruktiv i enhver hensigt
I tyske medier citeres der flittigt fra et 24 sider langt dokument fra TR. Det er fra slutningen af januar og retter sig mod »det samlede tyske folk«, dog uden at henvise til angrebet onsdag aften.
Dokumentet består af usammenhængende konspirationsteorier med stærkt paranoide træk. TR har ifølge eget udsagn været forfulgt af hemmelige sikkerhedstjenester, siden han var barn. I en nu slettet video uploadet på YouTube to dage før massakren advarer han i øvrigt på flydende engelsk alle amerikanere mod underjordiske militære indretninger i USA, hvor børn mishandles.
I sin skrivelse beretter han også om sin ensomhed og manglende evne til at indgå i et parforhold – igen med overvågning som den angivelige årsag. Men han åbenbarer samtidig en dybt racistisk verdensanskuelse og udtalte fantasier om at udslette hele befolkningsgrupper.
»Visse personer fra mit eget land har åbenlyst bidraget til, at vi nu har folkegrupper, racer og kulturer iblandt os, som er destruktive i enhver hensigt,« lyder det ifølge ZEIT Online i dokumentet. En »komplet udvisning af disse mennesker fra vores land,« er ifølge TR derfor »ikke længere en løsning, da visse folkegruppers eksistens er en grundlæggende fejl«.
Hans konklusion er derfor, at bestemte folkegrupper »skal udryddes komplet«.
Bølge fra højre
Flere politikere og kommentatorer bruger efter angrebet nu begrebet »højreekstrem terrorbølge i Tyskland«. Her kan de ikke bare referere til undergrundsbevægelsen NSU, der seriemyrdede ni migranter og en politikvinde i årene 2000 til 2007.
I juni 2019 oplevede Tyskland et højreradikalt mord på den hessiske CDU-politiker Walter Lübcke, og i oktober 2019 oplevede østtyske Halle et antisemitisk dobbeltmord ved en (mislykket) massakre i en synagoge.
Og så sent som i den forgangne weekend optrevlede tysk politi en omfattende, højreradikal terrorgruppe og anholdt 12 mænd, der ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung er mistænkt for at planlægge et »alvorligt angreb på en repræsentativ moské«. Målet skulle være at udløse »borgerkrigslignende tilstande« for at »ryste og overvinde den tyske forbundsrepubliks stats- og samfundsorden«.
Reaktionen fra formanden for det tyske Centralråd for muslimer, Aiman Mazyek, var tilsvarende fortvivlet:
»Muslimernes angst er håndgribelig og reel,« har han udtalt til Bayerischer Rundfunk.
»At beskytte mindretal er den lakmustest, der viser, hvor alvorligt man mener det med frihed og demokrati.«
Efter angrebet i Hanau kommenterede den tidligere SPD-leder Martin Schulz torsdag på Twitter:
»Jeg er forfærdet over terrorangrebet. Men endnu mere forfærdet er jeg over debatten om, hvorvidt det er et terrorangreb. Lad os sige det åbent: Lübcke, Halle, Hanau – vi oplever en bølge af højreorienteret terror.«
Akut fare
Allerede weekendens anholdelser viste ifølge den tyske efterretningstjeneste Verfassungsschutz, at der i Tyskland var en »akut fare for højreradikale anslag«.
At faren i særdeleshed kommer fra højre, bekræftes af Tysklands historie siden genforeningen. Officielt regner den tyske regering med 94 højreradikale mord i Tyskland siden 1990. Ifølge Amadeu Antonio Stiftelsen, der forsker i og engagerer sig mod højreekstremisme, er der derimod tale om mindst 198 dødsofre for højreradikal vold og terror siden 1990.
Til sammenligning har der været ét venstreradikalt mord i det tidsrum, nemlig på Treuhand-chefen Detlev Rohwedder i 1991. Dertil har der i Tyskland kun været ét større islamistisk terrorangreb, da tuneseren Anis Amri i julen 2016 dræbte 12 mennesker i Berlin.
Desuden skød en islamist fra Kosovo i 2011 to amerikanske soldater ved Frankfurt Lufthavn, og i 2017 myrdede en palæstinenser en 50-årig med en kniv i et supermarked. I 2016 var der desuden et økseangreb i Würzburg med flere sårede og et angreb med en hjemmebygget bombe i Ansbach, hvor flere blev såret, men kun angriberen selv døde. En række anholdelser formodes samtidig at have forpurret flere islamistiske angreb.
Den førerløse modstand
I sin beretning fra 2019 konkluderer Verfassungsschutz, at ikke bare antallet af højreekstreme er i fortsat stigning, men også deres voldsberedskab er opadgående. Desuden oplever Tyskland en stigende andel af »blandingsgrupper« af hooligans, rockere og såkaldte rigsborgere i netværk som Blood & Honour og Combat 18, der opfordrer til »folkeopstand mod den eksisterende orden« i Tyskland.
At mere end 500 soldater i den tyske forbundshær ifølge de tyske myndigheder står under mistanke for at være højreradikale, beroliger heller ikke efterretningstjenesten.
De højreradikale ser ikke bare vold som et legitimt politisk middel. De dyrker også målrettet konceptet med »førerløs modstand«, hvor autonome celler kun står i løs kontakt med hinanden, så de er sværere at få ram på. Den type grupper er internettet selvsagt som skabt til.
Ifølge Verfassungsschutz i delstaten Nordrhein-Westfalen er det afgørende, idet det ideologiske miljø på nettet »kan skabe både højreekstremistiske strukturer og enlige ulve«.
Hermed er vi tilbage ved den racistiske terror i Hanau. Hvor paranoid TR end måtte have været, så har de højreradikale strukturer og grupper åbenlyst været med til at radikalisere ham og opildne ham til at begå terrorangreb – også uden en højreekstrem organisation direkte i ryggen og som psykisk ustabil er han et produkt af de strukturer, han har mødt på nettet, men også i stigende grad i samfundsdebatten.
Højreradikalismens parlamentariske arm
I en rapport fra Verfassungsshutz Nordrhein-Westfalen, som Frankfurter Allgemeine citerer fra, henvises nemlig direkte til Alternative für Deutschlands højrefløj omkring Björn Höcke, Andreas Kalbitz og Der Flügel, hvis mål skal være at »overvinde den samfundsmæssige stigmatisering af højreekstremismen og gøre den spiselig for samfundets midte«.
AfD bruger ifølge den grønne politiker Memet Kilic, der er formand for Forbundsindvandringsrådet, her målrettet internetfora til at gøre samfunds- og migrationsdebatten mere skinger. I avisen DIE WELT kommenterer han, hvordan migranter i Tyskland oplever »tiltagende usikkerhed«, ikke mindst på grund af AfD, som han betegner som »højreradikalismens parlamentariske arm«.
Hvis AfD selv ønskede at holde afstand til massakren, gik det forehavende temmelig galt, da AfD’s gruppeformand i Berlin, Georg Pazderski, torsdag reagerede med følgende tweet:
»Hanau: Mindst 11 døde og flere hårdt sårede ved angreb på Shisha-bar. Er det virkelig det Tyskland, som Merkel i 2017 kaldte det ’Tyskland, som vi gerne og med glæde lever i?«
Pazderski lægger hermed indirekte skylden for massakren over på CDU’s og Merkels skuldre, en retorik, der ikke bare skaber en direkte kausalitet mellem den tyske migrationspolitik og massakren, men også viser forståelse for gerningsmandens vanvittige gerning.
Adspurgt om AfD svarer Memet Kilic køligt:
»AfD forsøger at sætte ild til debatten med ord. De giver mange en fornemmelse af, at Tyskland kan gå under hvert sekund. De undergangsscenarier bidrager til, at højreradikale tager sagen i egen hånd.«
Hvad den retorik åbenlyst gør ved paranoide og højreradikale konspirationsteoretikere som den racistiske massemorder TR fra Hanau, kommenterer han dog ikke.
Hvor er det dog synd når mennesker føler sig drevet til sådanne tragiske handlinger... Ikke for på nogen måde at forsvare hans ugerninger, men... De må ses i en større kontekst for at forstås. Og uden forståelse kommer vi ikke nærmere end løsning.
Han har vel tænkt at der var for mange indvandrere i Tyskland, og været dybt frustreret over at man ikke er tilladt at mene dette i Tyskland, men fordømmes og udskammes for at have denne holdning. Altså kan man sige at det offentlige, etablerede Tyskland har et medansvar for skabe den ekstreme højrefløj.
Undertrykkelse af anderledes tænkende driver de undertrykte til forbitrelse og u-retfærdighedsfølelse, og muligvis til desperate og rædselsfulde gerninger!
Der bliver ingen fred i verden før venstrefløjen forstår højrefløjen, og før højrefløjen forstår venstrefløjen...
9 af ofrene i Hanau døde på 2 forskellige lokaliteter (en bar og en kiosk), de to sidste, attentatmanden og hans mor, døde i attentatmandens bolig.
Attentatet kræver mindst to eller måske snarere tre svar. For det første må den tyske retsstat forstærke sin indsats mod højreradikale forsøg på at forstyrre den liberale orden med mord og overfald. Et stort skridt på vejen var afskedigelsen af Hans Georg Maaßen.
For det andet må civilsamfundet reagere for at fastslå, at forfatningens værdier har et flertal bag sig. Det indebærer bl.a., at man reagerer på alle de højreradikale hadprædikener, som skal sætte befolkningsgrupper op mod hinanden og legitimere overfald på minoriteter.
For det tredje må politiken reagere. The Guardian peger på opretholdelsen af en cordon sanitaire over for AfD, men man kan supplere det ved at lave investeringer i struktursvage regioner i Østtyskland og rette på nogle af fejlene fra genforeningen. Derved fjerner man grundlaget for AfD i Østtyskland.
Det er jo bemærkelsesværdigt, Thomas Faber, at når den samme teori fremføres om islamisk terror, forkastes den, selvom den givetvis er uimodsigeligt sand.
Dertil kommer, at det må være andre steder, frustrationen stammer fra, ellers ville det jo være mere end et marginalt problem, vi stod over for.
Steffen;
Hvad har det med mig at gøre hvilke teorier andre mennesker billiger eller forkaster?
Islamisk terror... tjah. Kunne en del af forklaringen mon findes i det faktum at Vesten har været nede og gennemsmadre Mellemøsten i mange tiår, og dermed skabt mange millioner af traumatiserede flygtninge? (Nogle af hvilke også er nået til fx Tyskland, hvor nogle af dem begår både vold, voldtægt og kriminalitet. En åbenlys grund til kritik af indvandring, skulle jeg mene, men alligevel et emne der er praktisk talt bandlyst i Tyskland - og som fordømmes som racistisk had-retorik. Kan det virkelig undre at dette skaber frustration blandt visse Tyskere?)
Og den igangværende uretfærdighed som udøves af Israel mod Palæstinenserne, og i praksis ses igennem fingre med af Vesten? Kunne man tænke sig at nogle muslimer mente at det var en rimelig grund til at udøve terror? (Når de nu ikke er blevet hørt, i snart 60 år).
Jeg kan kun gentage: undertrykkelse af anderledes tænkende skaber frustration, vrede, følelse af uretfærdighed, og risiko for desperate og voldelige handlinger!
Disse ting kan ikke ties ihjel... De får kun mere magt at af blive undertrykte, de gror i skyggerne... hvilken befrielse det ville være om dette blev forstået af lidt flere mennesker!
Debatten på DR2 igår om netop truslen fra højreekstremister var skandaløs.
Ikke alene blev det nærmest slået fast med syvtommersøm at vi i Danmark fuldstændig har undgået terror fra højre fordi vi er så 'åbne' og har så 'stor ytringsfrihed' (???)
Men det meste af debatten handlede om, hvordan vi kan undgå flere flygtninge, og adresserede overhovedet ikke de mulige årsager til at Breivik-typerne multipliceres i antal i vesten.
Det var en lise at se Deadline med Steen Nørskov bagefter.
Hvis det nogensinde skulle lykkes Dansk Folkeparti at få ham fyret fra DR, håber jeg Information vil ansætte ham :-)
(Bjarne Steensbæk er en anden Deadline-journalist i samme sobre, professionelle kaliber.)
Noget af Indvandringskritikken fra AfD og dets vælgere er racistisk gift, andet er ukvalificeret vrøvl, og Forbundsdagen har i indeværende periode da også vedtaget nye bestemmelser om indvandring. Det sker i konsekvens af Tysklands demografi og tysk industris behov for arbejdskraft. Tyskland er ikke truet af indvandring, men derimod af højrefløjens politiske vold.
Man behøver blot at høre på en AfD-vælger i et halvt øjeblik for at forstå, at lovgivning til fordel for prækariatet ville reducere AfD og dermed mindske problemerne med regeringsdannelser i de østlige forbundslande. Der er også forskellige problemer for folk med ressourcer, men i Tyskland kommer grundighed før hurtighed. Det skulle tysk politik se at få justeret på inden valget til forbundsdagen i 2021.
Skulle CDU/CSU vælge Friedrich Merz som kanslerkandidat - hvad AfD frygter, kan man forvente konservativ samling om unionen. Til gengæld vil vælgerne på midten søge mod SPD og De Grønne, og mp. Markus Söder (Bayern) vil få ret i, at den næste tyske regering vil blive grøn-sort og få Robert Habeck som kansler.
Martin Sonneborn - formanden og MEP for partiet Die Partei, har en glimrende gennemgang af det såkaldte hesteskos-teorem...
anbefales
https://www.youtube.com/watch?v=bJWwU4M3BT0
En lille tilføjelse:
Ignorering og kategorisk affejning af andre menneskers argumenter kan synes enormt arrogant, og anses af nogle mennesker for at være en svær fornærmelse; det bidrager i mange tilfælde til at eksalere konflikter. Det kaldes i psykologien for "passiv aggression", og er en yndet taktik blandt kujoner, hyklere, og de selvretfærdige.
Det er meget udbredt, må tilføjes, og der findes meget af det bl.a. i Tyskland. Der bør ikke være nogen tvivl om at det bidrager kraftigt til AfD's popularitet at folk ser deres modstandere og kritikere som ikke bare udøvende lempelig omgang med fakta, men også som utåleligt arrogante, passivt aggressive, og ude af kontakt med virkeligheden.
Det var samme dynamik som fik Trump ind i Det Hvide Hus, og dét er tilsyneladende ikke blevet forstået af særligt mange.
Ironisk, egentligt... Man bliver i sit elfenbenstårn til det styrter ned om ørene på en. Klogskab, eller held, tog det at komme derop, og smukt og komfortabelt er det, svalende for ens forfængelighed, men sidenhen bliver det en dødsfælde, fordi det gør en blind for udviklingen.
Det er vel egentlig et mønster der går igen og igen i historien... men mærkeligt at være vidne til, i real-tid. En skør verden, er det...
Et spøgelse går gennem Tyskland - Nationalsocialismens spøgelse.
I efteråret 2019 var det en tyk og massiv egetræsdør, som reddede en forsamling af jødiske medborgere fra at blive slagtet af en tysk højrefløjsekstremist. Attentatet i Halle udviklede sig ikke til en katastrofe som følge af en nærmest tilfældighed. Politiets og myndighedernes indsats. Ja der gik lang lang tid inden den første politibil dukkede op, og der var ingen beskyttelse af den udsatte synagoge på forhånd. Hvorfor ?
Nu er det så kurderne og tyrkerne som det er gået ud over eller skal vi ikke sige det som det er tyskere med familierødder tilbage i tiden til andre lande.
En af mine gode venner sagde for mange år siden til mig. Det der med at folk er på nakken af muslimer, når de er færdige med dem, så kaster de så over Jøderne. Den gang modsagde jeg ham, men han har ret. Højrefløjsekstremisten tåler ingen andre end hans eget forskruet og vanvittige raceidelogi foreskriver.
Angreb af denne her art som mordene i Hanau er et symptom på, at intolerance og racisme desværre er en del af det tyske samfund.
AFD har gentagende gange gjort sig negativt bemærket. Først var der den nedladende udtalelse fra Alexander Gauland, om at Holocaust massemordet på Jøderne i Tyskland kun var en fugleklat på Tysklands tusindårige historie. Bemærk Tyskland har ikke eksisteret som en stat i tusind år.
Så var der Bjørn Höckes kritik af, at der var opført et Holocaust monoment i Berlin. Det var en national skamplet monumentet ikke de begivenheder i form af grusomhed uden lige, som monumentet var et mindeværdigt symbol på.
I går bagateliserede Alexander Gauland (AFD) mordene i Hanau, og erklærede, at man overhovedet ikke kunne vide om, der var tale om en terroraktion. Der var ikke et ord med kondolence eller medfølelse med ofrenes familier fra Alexander Gaulands side.
Hvor meget er AFD med til at skubbe til et racististsk klima i BRD ligesom Donald Trump trigger racistiske hvide bevægelser i USA ?
Protesten mod dette kan og må komme et sted fra fra alle os andre med tysk baggrund, som med fast og rolig stemme siger NIEMALS WIEDER.
Politimyndighederne må til at granske om de er effektive nok i opklaringen af disse terroraktioner.
og er der rådne kar i både det tyske politi og i den tyske hær, som i det skjulte arbejder for at omstyrte den demokratiske orden indefra ?
Der mangler i øjeblikket i CDU den rette erkendelse af faremomenterne ved disse tilsyneladende løse bevægelser af professionelle højrefløjsterrorister, som målrettet arbejder på at spille borgerne ud mod hinanden i Tyskland og destabilisere det moderne tyske demokrati med de samme midler, som Adolf Hitler og hans NSDAP undergravede Weimar Republikken med.
Men erkendelsen er forhåbentligt på vej, for det hjælper ikke at stikke hovedet i busken og lades som om, at højrefløjsekstremismen forsvinder fra tysk jord af sig selv.
Min kondolence og dybe medfølelse går til alle Jer efterladte familiemedlemmer og venner til de afdøde i Hanau. Vi står sammen med jer. I er Alle en værdsat og uadskillelig del af Die Heimat.
Mht. CDU, som Kim Folke Knudsen er inde på, så falder kansler Merkels ord om racismen og had som gift i samfundet meget tungt, og den danske offentlighed kunne i gårsdagens Deadline høre den vurdering, at Merz efter dette forløb får svært ved at blive valgt som formand og senere kanslerkandidat.
Selvfølgelig er der en forbindelse til Thüringen, hvor vi nu venter, at det lokale CDU stemmer Bodo Ramelow (Die Linke) igennem som ministerpræsident i første runde, hvor kravet er absolut flertal. Partierne skal bare blive enige om, hvornår der skal være nyvalg i Thüringen. I skrivende øjeblik regner de fleste med, at der også opnås enighed om det i aften.
De højrerabiate og ekstreme holdninger har eksisteret meget længe. Men de har været forholdsvis isolerede i små lokale celler.
Det der nu er sket, det er 2 ting. - Dels er der kommet nye elektroniske kommunikationsystemer til, så de kan være i kontakt med hinanden. - Og så er det åbenbart blevet acceptabelt, at fremstå offentligt med sine meninger.
Men det gør også, at man på sin vis ved, hvor man har denne sorte pøbel, og kan holde øje med den. For det, der er farligt, det er de helt små celler eller enkeltpersoner, som den 43-årige gerningsmand fra Hanau og Anders Behring Breivik, der pludselig dukker op i mørket. Dem kan samfundet have meget svært ved at beskytte sig imod.
Men ser man på den typiske højre-ekstreme, så tegner der sig et billed af en lavtuddannet person, der føler at verden kører forbi ham, og derfor føler sig svigtet af samfundet. Disse personer finder man i Danmark, Sverige, Forbundsrepublikken, Italien, Grækenland, Storbritannien og selvfølgelig i Guds eget land samt formentlig overalt. Og de er nok ikke i sig selv farlige, men det bliver de, når ofte veluddannede og velbegavede populister gør sig til førere og folkeforførere for at få egen personlig magt.
Disse grupper ønsker slet ikke demokrati, men mener, at en "stærk mand" skal lede et totalt totalitært og ensrettet samfund. Og netop nu har man i Sverige en situation, hvor Sveriges Demokraterne tilsyneladende vil stille medierne til ansvar for tingenes tilstand, og har kaldt SVT ind til høring i parlamentet.
Men det eneste et samfund kan gøre, det er faktisk at tage disse grupper alvorligt, og føre dialog med dem, og argumentere for sine synspunkter. Selv om de absolut ikke ville gøre det samme, hvis de havde muligheden.