Interview
Læsetid: 8 min.

Den intellektuelle verdensstjerne Jan-Werner Müller vil redde liberalismen

En bog om populisme gjorde i 2016 tyske Jan-Werner Müller til et intellektuelt verdensnavn. Nu kommer opfølgeren, hvor han brygger en modgift til populismen: en genskabelse af liberalismen som noget, de svage kan bruge imod de magtfulde. Vi har mødt ham i Wien
Jan-Werner Müller vil redde liberalismen. Rense den for alle de skældsord, den overdynges med af folk som Trump, Orbán og Kaczyński, der alle fører kulturkamp imod ’den liberale elite’.

Jan-Werner Müller vil redde liberalismen. Rense den for alle de skældsord, den overdynges med af folk som Trump, Orbán og Kaczyński, der alle fører kulturkamp imod ’den liberale elite’.

Fabian Weiss

Udland
18. februar 2020

Jan-Werner Müller har drukket sin dobbelte espresso så hurtigt, at han straks må bestille en mere.

»I Vesten hører vi klagesangen om, at vores samfund bliver mere opdelt og polariserede,« siger han og smøger ærmerne på sin hvide skjorte op til over albuerne.

Vi har sat os ved vinduet i et hjørne af den berømte Café Schwarzenberg, som ligger på ringgaden omkring Wiens centrum. Det er koldt udenfor, radiatoren buldrer, så man bliver rød i kinderne.

»Vi hører, at det skyldes en kulturkamp, og at populismen nu er et legitimt oprør fra de såkaldt almindelige mennesker i mod den såkaldt kosmopolitiske liberale elite.«

Men klagesangen er forkert, mener Jan-Werner Müller.

Siden hans bog Hvad er populisme? udkom i 2016, er den tyske akademiker blevet et intellektuelt verdensnavn, hans bøger er oversat til tyve sprog, og han holder foredrag over hele verden. Nu er han klar med opfølgeren: Frygt og frihed – et forsvar for en anden liberalisme.

Han vil redde liberalismen, siger han, »rense den« for alle de skældsord, den overdynges med af folk som Trump, Orbán og Kaczyński, der alle fører kulturkamp imod ’den liberale elite’. Vladimir Putin har allerede sagt, at »liberalismen er blevet forældet«, og siden 2016 er der udkommet en strøm af intellektuelle analyser, der beskriver populismen som en folkelig revolte imod liberalismen.

Prominente akademikere som Pippa Norris, Ronald Inglehart og Matthew Goodwin har talt for sådan en analyse. Og den er blevet populariseret af den britiske forfatter David Goodhart i bogen The Road to Somewhere (2017), som beskriver de politiske opbrud i Vesten som en kamp imellem to grupper: somewheres og anywheres – dem, der er rodfæstet i et konkret sted, og dem, der ikke er. Mellem liberale verdensborgere, der hylder selvudvikling og forandring, og dem der stadig går op i traditionelle gruppeidentiteter som familie, religion og nationalstat.

Goodhart er sikker på, at populismen er somewhere-folkets oprør imod anywhere-liberalismen. Og det er den analyse, som Jan-Werner Müller er sikker på, er forkert.

»Der er mange ting galt med den analyse,« siger Jan-Werner Müller, der til daglig er professor på Princeton University.

»For det første tror jeg ikke på, at vi har noget, man kan kalde for kosmopolitiske eliter, der er afkoblet fra deres nationalstater. De fleste eliter, som rent faktisk har magt, er stadig bemærkelsesværdigt nationale. Det kan man se empirisk: Deres karrierer og uddannelser er stadig nationale, ja, de flyver og rejser en masse, men ideen om, at de kan tage et job anywhere, som David Goodhart indikerer, er forkert,« siger Jan-Werner Müller.

»Den såkaldte kosmopolitiske elite er slet ikke så kosmopolitisk. Næsten ingen seriøse politikere taler i dag for noget, man kunne kalde global retfærdighed. Ideen om ’åbne grænser’ fungerer kun som et slogan. Der er ingen, der går ind for det.«

Ideen om ’den arrogante storbyelite’ er blevet til en kulturel stereotyp. De mennesker, der rent faktisk bor i byerne, er langt mere nationalt orienterede, mindre kosmopolitiske og mere forskellige, end karikaturen af dem lader vide.

Det er ikke kun Trump og Salvini, der siger America First og Prima gli Italiani, det gør alle politikere: Tyskerne støtter euroen, fordi den er god for Tyskland, danskerne går ind for frihandel, fordi det gavner Danmark.

»Vi er meget mere nationale, end vi tror,« siger Jan-Werner Müller.

»Jeg tror ikke på, at mennesker i de her left behind-områder rent faktisk oplever en arrogance fra den liberale elite, som man siger. Det, de oplever, er – i USA i hvert fald – at taleradio og Fox News dag og nat fortæller dem, at eliterne ser ned på dem. Men i deres levede liv tror jeg ikke, det er fremtrædende.«

Kun det bedste til arbejderne

Der er højt til loftet på Café Schwarzenberg, og rummet summer af kaffekopper og af bestik, der skærer sig igennem en kalveschnitzel. Vi vinker efter en lille smokingklædt tjener, så vi kan bestille noget suppe.

»For det andet tror jeg, at populismen handler meget mindre om kulturel konflikt, end Goodharts analyse giver indtryk af,« siger Jan-Werner Müller.

Han taler roligt og udtaler alle ordene tydeligt.

Vi har fået kultur på hjernen, mener han. Politiske konflikter beskrives alt for ofte som kultur- og værdikampe.

– Så du mener ikke, at Brexit for eksempel er en kulturkamp, altså en kamp om noget immaterielt, om værdier og principper …?

»Jo, men som kontrast til hvad,« spørger Jan-Werner Müller.

»De såkaldte ’gamle’ arbejdskampe handlede jo heller ikke kun om økonomi. De handlede om arbejdernes værdighed og en særlig måde at leve på. Lige nu sidder vi for eksempel i det gamle Røde Wien, se dig omkring …«

Jeg kigger ud ad vinduet, hvor en gammel dame går tur med sin hund. En flok asiatiske turister i dynejakker ser forvirrede ned i deres mobiltelefoner.

Perioden fra 1918 til 1934 kaldes Røde Wien, fordi socialdemokraterne havde absolut flertal i byen. De opførte imposante og smukke boliger til arbejderne i ånden fra Østrigs store byplanlægger Otto Wagner. Den mest berømte hedder Karl Marx-Hof og ligger en kort metrotur fra vores café – den er lyserød og mere end en kilometer lang.

»Det var ikke bare en materiel kamp, det var en måde at sige: Alle skal have et værdigt liv, og de skal have uddannelse. »Kun det bedste til arbejderne,« som Otte Wagner sagde. Ideen om, at alt nu er kulturelt – med en underforstået antagelse om, at det derfor er blevet sværere og mere polariseret – er forkert. Hvordan er klima et kulturelt spørgsmål? Det er måske et moralsk spørgsmål, men det er omfordeling og socialpolitik jo også.«

Uuuh, vi kan ikke gøre noget, det er jo kultur

Den lille tjener, der har så mange rynker, at han ligner en egetræsstub, der er trukket i smoking, tager vores kaffekopper og siger bitte. Jan-Werner Müller bestiller en økologisk gulerodssuppe, mens han fortæller om den tyske økonom Albert O. Hirschman, der havde en berømt teori om, at der findes to slags goder:

Dem der kan deles, og dem der ikke kan. Penge kan man dele, og derfor kan man finde et kompromis, når man forhandler om penge. Men identitet kan ikke skæres over i to – det er enten-eller. Hirschmans teori bruges ofte til at forklare, hvorfor kulturelle konflikter er sværere at løse end materielle.

»Men det er ikke helt rigtigt,« siger Jan-Werner Müller.

»Anerkendelse af identitet kan godt opdeles. Man kan lave særregler på nogle områder, minoriteter kan få lov til at tale deres eget sprog eller få indført passager i skolebøgerne. Det er ikke enten-eller. Vi er i gang med at overdrive konflikterne, og det kan ende med, at vi bare vasker hænder og siger, ’uuh, jamen, vi kan ikke gøre noget, for det handler jo om kultur’.«

Opdeling i somewheres og anywheres er ikke bare forkert, den er også farlig, mener han, for den bidrager til den populistiske opsplitning af nationen i to: folket og eliten.

»Hvem er det, der taler om kulturkrig? Det er folk som Orbán og Trump. Og det flytter vores opmærksomhed væk fra de politiske og økonomiske problemer, som rent faktisk kan forklare splittelsen.«

Fabian Weiss

Svaret på frygt er ikke mod

Tjeneren kommer tilbage med to dampende skåle suppe, og vi taler videre, mens vi spiser.

Det korte af det lange er, at liberalismen ikke er problemet, mener Jan-Werner Müller. Tværtimod. Og det er det, hans nye bog handler om.

»Magtfulde folk som Putin og Orbán taler om liberalisme, som om den er de magtfuldes ideologi; et redskab som globaliseringens vindere og de kulturelle eliter kan bruge til at undertrykke det virkelige folk.

Samtidig ser vi en tendens til, at sociale bevægelser, der kræver lige rettigheder, bliver afvist og stemplet som liberal identitetspolitik. Liberalismen er under dobbelt pres,« siger han.

Med liberalismen mener Jan-Werner Müller den århundredgamle filosofiske tradition, der betoner beskyttelse af den enkeltes frihed, og som insisterer på, at der findes universelle rettigheder og retsstatsprincipper, der ikke bare laves om, når parlamentsflertallet skifter.

»Liberalismen er ikke noget, de magtfulde bruger imod de svage. Det er noget, de svage kan bruge imod de magtfulde. Krav fra bevægelser som #MeToo og Black Lives Matter er ikke bare krav om særregler, men et grundlæggende krav om frihed fra frygt. Liberalismen er ikke en luksusvare.«

Derfor har Jan-Werner Müller nu formuleret sin egen version af liberalismen som en modgift til populismen. Bogen, som ikke er udkommet på dansk, trækker især på den lettiske filosof Judith N. Shklar, der i 1989 udviklede et begreb om ’frygtens liberalisme’. En liberalisme, som først og fremmest skal sikre, at borgerne kan leve i frihed fra frygt.

Liberalisme handler i denne optik nemlig ikke om at rulle staten tilbage, staten skal tværtimod træde frem og sikre borgernes frihed fra frygt og ydmygelser. Liberalismen handler om at »beskytte menneskers autonomi«, siger Jan-Werner Müller.

Som han skriver i bogen: »Svaret på frygt er ikke mod, men sikret frihed.«

Højre og venstre lever i bedste velgående

Så ankommer fotografen for at tage portrætter til artiklen, Jan-Werner Müller giver ham hånden og siger sit fulde navn: »Hallo, Jan-Werner Müller.« Jeg kan lige nå at stille et sidste spørgsmål.

– Hvis vi ikke skal forstå de politiske opbrud i Vesten som en stor kulturkamp, hvordan skal vi så forstå dem?

»Der er stadig klare økonomiske frontlinjer. Jeg er uenig med dem, der mener, at højre og venstre er forsvundet som meningsfulde kategorier,« siger Jan-Werner Müller.

»Jeg tror ikke på, at der findes separate, homogene kulturer internt i landene. Der findes forskellige livssituationer, og der findes ulighed, men at reducere det til at handle om forskellige mentaliteter og kulturer er en kortslutning. Det er meget mere kompliceret. USA er ikke to lande med to kulturer. Forklaringen på splittelsen er mere konkret.«

De splittelser, vi oplever, kan forklares med konkrete, materielle udviklinger, mener han: Lukkede fabrikker, svækkede fagforeninger, dårlig infrastruktur, svag socialpolitik …

Vi rejser os og tager afsked, jeg betaler regningen og går ud i kulden, mens jeg tænker på det ironiske i, at vi – en dansker bosat i Bruxelles og en tysker bosat i USA – lige har siddet og talt sammen på engelsk om den kosmologiske anywhere-elite. Det lyder jo næsten som en parodi.

Men som Jan-Werner Müller tidligere sagde:

»Man kan da sikkert opstøve arrogante storbyboere på cafeerne i Prenzlauer Berg (i Berlin, red.) eller i København, men det er alt for simpelt at give dem skylden for opbruddet i det politiske system i Vesten.«

Jan-Werner Müllers nye bog er indtil videre kun udkommet på tysk med titlen: Furcht und Freiheit: Für einen anderen Liberalismus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frihed betyder retten til et værdigt liv, en levestandard der er tilstrækkelig til bl.a. mad, beklædning, bolig og medicinsk pleje hvis man er syg. Endvidere retten til social sikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, handicap, alderdom eller anden mangel på indtægter under omstændigheder, der er udenfor egen kontrol. Der skal derfor genindføres en ny politik, der anerkender behovet hos ethvert menneske for en levestandard, der er tilstrækkelig til sig selv og familien.

Fattigdom begrænser menneskers mulighed til at udøve deres frihed, at nyde deres mest grundlæggende rettigheder, leve i værdighed og til at indtage ens plads i samfundet. Hvordan kan man nyde retten til kulturtilbud, et godt helbred og et arbejde hvis man er hjemløs? Fattigdom og social udstødelse udgør en krænkelse af den menneskelige værdighed. Ideen om at de, der er afhængige af deres arbejde eller dem, der ikke har nogen form for indtægter, er borgere lige som alle andre skal sikres - borgernes velbefindende skal garanteres af staten når der ikke er andre muligheder. Disse ideer blev så smadrede under de forrige liberale regeringer, at de fattige blev usynliggjort, og derved forkert politisk repræsenteret, og de sociale rettigheder blev sendt i glemsel.

En politik der vil give mulighed for at udrydde fattigdommen i Danmark, ville være mere end velkommen. Men når de liberale får tilstrækkelig magt, spreder de fattigdom, undertrykker friheden til alle andre og smadrer sammenholdet i samfundet. Der er i Danmark en årsagssammenhæng mellem frihed og velstand til de rige, og samtidig undertrykkelse og fattigdom til de fattige. Det er læren fra de sidste tyve år.

Danske liberale politikere benægter fortsat de fattiges ret til at kræve en rimelig del af samfundskagen, enten fordi de mere velhavende samfundsgrupper ikke føler samfundsansvar, eller fordi de mener at de riges formuer ikke må berøres uden at staten krænker deres menneskerettigheder. Danske liberale politikere ønsker at fortsætte med at indføre deres liberale politikker, der skaber fattigdommen ved liberalisering, privatisering, deregulering af finansvæsenet osv.

Selv hvis der ikke er enighed om de bedste strategier i Folketinget, vil en politisk forpligtelse til solidaritet med de fattige og styrkelse af håndhævelsen af ​​økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, lette oprettelsen af ​​sociale sikringssystemer, progressiv beskatning, der favoriserer omfordeling, tilstrækkelig sund fødevaresuverænitet og social sikkerhed ved arbejdsløshed - en sund solidaritet mellem rig og fattig baseret på omfordeling af muligheder og rigdom.

I den nuværende sammenhæng ville det være tilstrækkeligt, at magtfulde interesser for eksempel, afholder sig fra at pålægge de svageste økonomiske politikker, som bringer hele samfundsgruppers livsforhold i fare ved f.eks. tab af beskæftigelse og købekraft, massiv tvangsnedrivning af almennyttige boliger, samt boligspekulation som sender de mindre bemidlede ud i udkanten af landet.

Kenneth Krabat, Curt Sørensen, Carsten Svendsen, Achim K. Holzmüller, Steffen Gliese, Annette Månestjerne, Jens Flø, Torben K L Jensen, Jeppe Lindholm, Kurt Nielsen, Ebbe Overbye, Ruth Sørensen, Katrine Damm, Bjørn Pedersen, Jan Fritsbøger, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, jørgen djørup, Mikkel Zess og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Han har grundlæggende ikke forstået, at liberalisme er en ideologi, der går ud på det modsatte af det, han siger - men det er selvfølgelig godt, hvis vi kan få liberalismen til at betyde noget positivt i stedet for det, den er: et neoaristokrati, der paradoksalt nok udgøres af dem, der kritiserer liberalismen, nemlig de besiddende. Liberalismen handler ikke om, at folk skal være frie til at handle, det handler om, at de, der er frie - i kraft af formue og besiddelse - skal bestemme. Liberalismen interesserer sig kun for at beskytte de økonomisk privilegerede.
Liberalitet, som vi ikke taler om, er derimod friheden som samfundets nødvendige princip, hvis man vil have demokrati. Her gælder det, at den eneste frihed, man må begrænse, er den økonomiske, fordi den uvilkårligt sætter skel imellem mennesker på baggrund af irrelevante og samfundsnedbrydende konsekvenser.

Ivan Breinholt Leth, irene christoffersen, Curt Sørensen, Achim K. Holzmüller, Lillian Larsen, Jens Flø, Torben K L Jensen, Erik Winberg, Carsten Nørgaard, Jeppe Lindholm, Bent Gregersen, Kurt Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Katrine Damm, Jan Fritsbøger, Mogens Holme, Mikkel Zess og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det synes mig, at der opstår begrebsforvirring i artiklen:

"Med liberalismen mener Jan-Werner Müller den århundredgamle filosofiske tradition, der betoner beskyttelse af den enkeltes frihed, og som insisterer på, at der findes universelle rettigheder og retsstatsprincipper, der ikke bare laves om, når parlamentsflertallet skifter."

Imidlertid er der forskel på at være 'liberal', dvs friheds- og lighedsorienteret, og på at være 'liberalist', altså ideologisk fortaler for frihed uden (samfunds)ansvar; hvor enhver er sin egen lykkes smed, og hvor de 'stærkes ret' trumfer de svages moralsk, ifølge neoliberalisternes eksilrussiske ikon Ayn Rand, på socialdarwinistisk manér.

Det mudrer billedet, når definitionen er forvirret.

Curt Sørensen, Carsten Svendsen, Ivan Breinholt Leth, Achim K. Holzmüller, Lillian Larsen, Jens Flø, Torben K L Jensen, Troels Holm, Christian Mondrup, Bent Gregersen, Nille Torsen, Kurt Nielsen, Mikkel Zess, Ebbe Overbye, Steffen Gliese, Ib Gram-Jensen, Katrine Damm, Jan Fritsbøger, Mogens Holme og Johnny Christiansen anbefalede denne kommentar
John Østergaard Andersen

Alle større virksomheder gør alt hvad der står i deres magt for at sikre deres magtstilling på markedet. Tech-giganternes patentering af almindelig matematik i deres software er bare ét eksempel blandt mange. Big business i USA og elsewere er da ikke i det mindste interesseret i fri konkurrence. Det er Murdoch da heller på mediemarkedet. Hvad interesse har Putins oligarker i fri konkurrence? Jan-Werner Müller overser at finansverdenen i dag for længst har passeret den i den eksisterende lovgivning fastsatte grænse for deres virke. Hvidvask af 1500 milliarder kr. i en estiske filial af Danske Bank, skattely og udbytteskattesvindel bør få alle advarselslamper til at blinke. Luxembourg-finten som Goldman Sachs med den største selvfølge benyttede sig af, godt hjulpet af Corydon-Henrik Poulsen-Fritz Schur-trojkaen, da kursgevinsten fra DONG-eventyret blev hjemtaget, vidner om hvad neoliberalismens væsen er for en størrelse. Det har jo stået på fra tiden før finanskrisen 2008. Hvis Jan-Werner Müllers vision er at forsvare den oprindelige liberalismes hæderkronede idealer, så er det op ad bakke. Han må da også forholde sig til de mekanismer i den kapitalistiske produktionsmåde som Karl Marx beskrev i Krotikken af den politiske økonomi.. Hvordan undgår vi at Trump og andre løser de systemiske økonomiske kriser gennem krig og oprustning? Det må Müller som minimum finde et adækvat svar på. Bernie Sanders har en vision. Kan den realiseres inden for rammerne af Jan-Werner Müllers liberalisme?

Kenneth Krabat, Curt Sørensen, Ivan Breinholt Leth, jens christian jacobsen, Jens Flø, Torben K L Jensen, Erik Winberg, Bent Gregersen, Nille Torsen, Kurt Nielsen, Jan Fritsbøger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Man må da håbe at der var mere indhold i den økologiske gulerodssuppe, end i denne tynde kop te. Hvis liberalismen ex. kan reddes ved at aflive den "kulturkamp" der tales om og erstatte den med ulighed og mangel på værdighed, så fred med det. Når direktøren tjener lige så meget som 230 af hans ansatte, kan man da godt kalde det en kulturkamp, eller lade være, jeg kalder det grådighed og det uanset hvilken kultur eller politisk ideologi der tillader det.

Mogens Holme, Lillian Larsen, Jens Flø, Torben K L Jensen, Bent Gregersen, Nille Torsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Som Eva Schwanenflügel gør opmærksom på, er der tale om en begrebsforvirring. Liberalismen i Jan-Werner Müllers definition er ikke en økonomisk, men en politisk liberalisme: beskyttelse af den enkeltes frihed, universelle rettigheder og retsstatsprincipper; det er uheldigt, at der kun findes den samme betegnelse for begge dele, forskellen markeres, som Schwanenflügel også er inde på, sommetider ved at skelne mellem liberale og liberalistiske ideer, hvor de sidste går på den økonomiske liberalisme.

Liberalisme som defineret af Jan-Werner Müller er forenelig med både en liberalistisk økonomi, en klassisk skandinavisk velfærdsstat eller socialisme/kommunisme (i ordenes oprindelige forstand), men ikke med et fascistisk/nazistisk eller stalinistisk samfundssystem.

Mogens Holme, Henriette Bøhne, Jens Flø, Eva Schwanenflügel og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Indrømmet, det er ikke let, når der i den grad rodes rundt i begreberne. Liberalisme findes endda i to udgaver. Fogh indførte Nyliberalismen i begyndelsen af årtusindet.
Jeg har skrevet om forskellen her og her er en mulig modgift, hvis vi ellers tør træde vejen...
https://www.borgertinget.dk/nyliberalisme,-liberalisme-og-demokrati.html

Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Mon ikke problemet er det sædvanlige, at der er konverseret på engelsk, hvor Liberalism er liberalitet, mens Libertarianism er liberalisme. Sværere er det ikke.
Der er ikke tale om to forskellige liberalismer, der er tale om den pæne forside med 'borgerlige rettigheder', og den snavsede reelle bagside, hvor alle de ideelle fordringer kun er for de besiddende - som det var tilfældet ved indførelsen af vores første grundlov i 1849.

jens christian jacobsen, Jens Flø, Eva Schwanenflügel, Troels Holm, Jens Thaarup Nyberg og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- vil man have en gennemgang af idégrundlaget bag Liberalismen, kan jeg anbefale Domenico Losurdos glimrende 'Liberalism - a Counter-History'.

Curt Sørensen, Olav Bo Hessellund, ulrik mortensen, Eva Schwanenflügel og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Liberalisme efter dansk forstand, altså Venstre og Liberal Aliance, har jo netop banet vej til de magtfuldes overgreb på de svage i samfundet.

Så Jan-Werner Müller er da helt helt gal på den. Men han har måske aldrig hørt om den danske velfærdsstat og den nordiske model? Eller bare i det mindste hørt om det Socialdemokratiske tankesæt?

Carsten Nørgaard

Patrick Deneen, Why Liberalism Failed (New Haven: Yale University Press, 2018).

Of the three dominant ideologies of the twentieth century—fascism, communism, and liberalism—only the last remains. This has created a peculiar situation in which liberalism’s proponents tend to forget that it *is* an ideology and not the natural end-state of human political evolution.

As Patrick Deneen argues in this provocative book, liberalism is built on a foundation of contradictions: it trumpets equal rights while fostering incomparable material inequality; its legitimacy rests on consent, yet it discourages civic commitments in favor of privatism; and in its pursuit of individual autonomy, it has given rise to the most far-reaching, comprehensive state system in human history.

Here, Deneen offers an astringent warning that the centripetal forces now at work on our political culture are not superficial flaws but inherent features of a system whose success is generating its own failure.

Peter Knap, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

Hvordan kan Information dog på een gang være 'vildt begejstret' for Jan-Werner Müller og samtidig tilbagevendende tilkendegive, at de har sympati for en Bernie Sanders? Det hænger ikke sammen. Men det er nok i virkeligheden såre enkelt: Endnu en gang hylder den liberalistiske elite sig selv og artikulerer gennem Jan-Werner Müller sin frygt for og arrogance i forhold til 'masserne'. Så kan man godt på afstand udtrykke sympati for Sanders. Iøvrigt kan jeg godt tilslutte mig Steffen Glieses anbefaling af Dominico Losurdos bog om liberalismens faktiske historie til forskel fra Jan-Werner Müllers glansbillede, som hviler på en meget selektiv histrorieskrivning.

Olav Bo Hessellund, Steffen Gliese og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Achim K. Holzmüller

Jeppe Lindholm, 18. februar, 2020 - 17:27
Til den sidste sætning i dit oplæg "Eller bare i det mindste hørt om det Socialdemokratiske tankesæt?". Spørgsmål er, om du mener den klassiske liberalisme i Socialdemokrati, dyrket igennem det meste af tiden, baserende på frihed & lighed & retfærdighed. eller den, den har skiftet til, siden den neo-socialdemokrati under Mette F. fører sig frem. Så der ikke mere den store forskel til Venstre og DF, i det mindste. Denne form af liberalisme er mere en "liberale form" i samfundet og økonomi, der i sporten betegnes som "Catch as Catch Can".

Steffen Gliese

Liberalisme handler ikke om at at gøre folk frie, men om hvem der er frie.

Mange spændende tanker.
Begrebet frihed fører til en absurditet. Jeg kan ikke have total fuldstændig frihed uden at fratage andre deres frihed. Var jeg helt alene i verden, kunne jeg frit følge alle mine impulser, men ved mødet med blot et andet menneske, indskrænkes min frihed.
Frihedsbegrebet ligger dybt i vestlig tankegang, men det rod er ikke smuk. Det er den stærkes ret til bestemme over denundertrykte. Fribårne og friherren er ikke for pøblen. Når vi drømmer om frihed, er egentlig ønsket om at leve som en magtfuld krigsherre, vi stræber efter.
Vi skal gennemtænke vores filosofiske og religiøse grundlag, så vores forståelse ikke plages af absurditeter.
Desværre er det begreberne som lighed og frihed, og de bliver svære at rense ud af vores tankesæt.
Selv menneskerettighedserklæringerne i de seneste århundrede lyser af de magtfuldes behov for at sikre deres personlige frihed på bekostning af de mindre magtfulde undermennesker.
Må jeg jeg foreslå:
Ethvert menneske er født som et gode for fællesskabet.

Steffen Gliese

Peter Knap, her kan du vist kun tale for dig selv. Du forudsætter, at du ønsker dig noget, som vil begrænse andre frihed; men det er jo ikke en given ting. Meget af den oplevelse skyldes fraværet af lighed oveni friheden: at folk opfører sig som lemminger og fejlfortolker lighed som enshed, hvor den er det modsatte.
De fleste vil ikke herske, de vil blot undgå at blive behersket.

Ib Gram-Jensen

Det, der gør hele diskussionen forvirret , er at Jan-Werner Müllers definition på liberalisme hele tiden blandes sammen med, eller læses igennem opfattelsen af, liberalismens historie, liberalistiske ideer og liberale partiers politik. Hans definition er ifølge artiklen "den århundredgamle filosofiske tradition, der betoner beskyttelsen af den enkeltes frihed, og som insisterer på, at der findes universelle rettigheder og retsstatsprincipper, der ikke bare kan laves om, når parlamentsflertallet skifter."

Man kan godt acceptere de principper og samtidigt være begejstret for Bernie Sanders - eller andre politikere til både højre og venstre for Sanders. Uanset hvad Jan-Werner Müllers egen holdning til kapitalisme, "velfærdsstat" og lighed/ulighed nu end er, så er hans liberalismebegreb som her defineret så bredt og abstrakt, at det kan rumme mange variationer på de felter, men - trods alt - ikke et samfund, hvor universelle rettigheder og retsstatsprincipper ikke gælder, og den enkeltes frihed ikke beskyttes.

Hans inspirationskilde, Judith N. Shklar er citeret for den opfattelse, at: ""the only and only defensible meaning of liberalism" is that "every adult should be able to make as many effective decisions without fear or favor about as many aspects of his or her life as is compatible with the like freedom of every adult." (en.wikipida.org/wiki/Judith_N_Shklar).

Det minder jo en del om Marx' og Engels' forventning til overgangen fra kapitalisme til kommunisme, om at "I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling." Men opfattelserne af, hvad der i praksis ligger i dette, og hvad (om noget!) der gør det muligt, er højst sanddsynligt ret forskellige.

Over for især højrepopulistiske ideer har Jan-Werner Müller en væsentlig pointe med fastholdelsen af universelle rettigheder og retsstatsprincipper, men om han også har en løsning på de sociale udviklinger og problemer, der giver populistiske bevægelser medvind, er et andet spørgsmål.

Stefffen Gliese. Jeg taler altid kun for mig selv, selv om jeg sommetider håber, jeg taler på vejne af flere.
Jeg forudsætter absolut ikke det du postulere.
Jeg er af den helt klare opfattelse, at et samfund holdes sammen ved, at de enkelte individer opgiver en del af deres selvstændighed og personlige ønsker til fordel for fællesskabets interesse.
Det er en af grundene til, at jeg har (forsøgt) at opdrage mine børn til en god social adfærd.