Analyse
Læsetid: 3 min.

Israel skal til valg for tredje gang på et år – arabiske stemmer kan blive afgørende

De israelske vælgere skal for tredje gang til stemmeurnerne på mandag for at afgøre, om Benyamin Netanyahu kan fortsætte som premierminister, eller om han to uger efter valget stilles for retten tiltalt for bestikkelse og mandatsvig – arabiske mandater kan blive afgørende
Det er udelukket, at Benny Gantz kan danne regering uden parlamentarisk støtte fra den arabiske fællesliste, men han afviser kategorisk, at der kan blive tale om indflydelse til fælleslisten.

Det er udelukket, at Benny Gantz kan danne regering uden parlamentarisk støtte fra den arabiske fællesliste, men han afviser kategorisk, at der kan blive tale om indflydelse til fælleslisten.

Ronen Zvulun

Udland
28. februar 2020

Israelerne skal til valgurnerne for tredje gang på mindre end et år. Denne gang på mandag 2. marts efter et forløb, man uden at komme på kant med kendsgerningerne kan kalde ’en gang til for Kong Bibi’.

Nu som ved de to tidligere valg i april og september sidste år står Benyamin Netanyahus person i vejen for dannelse af en duelig regering, med mindre han får et ’rent flertal’. Men da intet i meningsmålingerne tyder på, at de to konkurrerende blokke, Netanyahus Likud støttet af de ultra-nationalistiske og religiøse partier, og den ’blå-hvide’ koalition af centrum-venstre partier, ledet af den tidligere generalstabschef Benny Gantz vil kunne mønstre de 61 mandater, der kræves til et regeringsflertal, er et nyt dødvande sandsynligt.

Enighed om principper

Nu kan man indvende, at det ikke gør den store forskel, hvem der sidder på flertallet, idet de to blokke i det store og hele er enige om hovedlinjerne i israelsk politiks vigtigste spørgsmål, nemlig holdningen til en eventuel ordning med palæstinenserne efter præsident Trumps udspil til ’århundredets aftale’, der ifølge såvel palæstinenserne som prominente europæiske politikere, herunder en stribe tidligere udenrigsministre, endegyldigt vil gøre kål på en tostatsløsning.

Begge blokke har erklæret sig for Trumps plan, om end med mindre uenigheder om detaljerne, og under normale politiske omstændigheder ville fløjene danne en samlingsregering, der kunne tackle problemstillingen. Men eftersom Benny Gantz gentagne gange har forsikret vælgerne om, at han ikke vil sidde i regering med Netanyahu, er den mulighed udelukket – det er enten Gantz som leder af en samlingsregering uden Netanyahu, eller det er Netayhau som leder af en Likud-regering uden blå-hvid deltagelse. 

Den russiske elefant

Elefanten i rummet er Avigdor Lieberman, leder af det russiske emigrantparti Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem) og tidligere forsvarsminister, der kunne sikre Likud-blokken et flertal, men han har svoret på, at han ikke vil støtte en regering med Netanyahu i spidsen. Og de syv, måske otte mandater, hans parti kan trække, rækker lige netop ikke til et flertal for den blå-hvide koalition – som også er politisk fremmed for Liebermans højrenationalisme.

Dog har han muligvis noget i ærmet – i hvert fald har han kryptisk erklæret, at der »ikke bliver et fjerde valg«. De israelske vælgere kan kun gætte på, hvad han mener – og gætterierne går på, at Lieberman vil søge at alliere sig med den sekulære højrefløj i partidannelsen Yamina (Mod Højre) og søge indflydelse i en Gantz-regering.

Men det er spekulationer i en politisk slutspurt, der har givet Netanyahu og Likud medvind, så de for første gang i valgkampen står bedre end den blå-hvide koalition: Gantz og han støtteparti. En koalition af Arbejderpartiet og det venstreorienterede Meretz kan regne med 43-44 pladser, 51 eller 52 med støtte fra Liebermans russiske parti.

Den arabiske elefant

Her møder vælgerne så den anden elefant i valgrummet, nemlig de fire arabiske partier, der har fundet sammen på en fællesliste og står til at blive Knessets tredjestørste parti med 14 mandater efter valget på mandag.

Den arabiske fællesliste spænder over gamle kommunister, hårdkogte islamister og arabiske nationalister af Arafat-aftapningen, men har på det seneste også fået støtte fra jødiske vælgere, der er blevet hjemløse på den zionistiske venstrefløj. I deres optik er Meretz-partiet rykket til højre i alliancen med den blå-hvide koalition og har blandt andet henvist et tidligere prominent arabisk partimedlem fra en fjerdeplads til nummer 11 på kandidatlisten, hvilket udelukker, at han opnår valg.

Det er udelukket, at Benny Gantz kan danne regering uden parlamentarisk støtte fra den arabiske fællesliste, men han afviser kategorisk, at der kan blive tale om indflydelse til fælleslisten. Omvendt trækker Netanyahu nådesløst det ’arabiske kort’ mod sin modstander ved at understrege, at valget står mellem Gantz og araberne og Likud som den rene zionistiske vare.

Heroverfor har Gantz advaret vælgerne mod »tyrkiske Erdogan-tilstande«, der vil »udhule israelsk demokrati«. For hvis Netanyahu genvælges, vil han som sin første handling gennemføre en lovgivning, der sikrer ham immunitet mod retsforfølgelse, så længe han beklæder sit embede. Vinder han ikke valget, skal han møde i retten 17. marts tiltalt for bestikkelse og mandatsvig. Det bliver interessant at følge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her