Feature
Læsetid: 7 min.

»Måske har I lukket jeres grænser, fordi I ikke selv har set flygtninge lide og drukne«

Han blev indstillet til Nobels Fredspris for sin kamp på flygtningekrisens frontlinje, hvor han reddede hundredvis fra druknedøden. Nu, hvor flygtningestrømmen igen tager til, er den græske fisker Stratis Valamios stadig mere bitter over, at Europa både lader Grækenland og flygtningene i stikken. »Føler I slet ikke noget ansvar?« spørger han
Bunker af redningsveste brugt af flygtninge og migranter på Lesbos i marts 2017. I dag er der mange, der igen søger til øen, og regeringen i Athen advarer om, at landet har nået sin grænse.

Bunker af redningsveste brugt af flygtninge og migranter på Lesbos i marts 2017. I dag er der mange, der igen søger til øen, og regeringen i Athen advarer om, at landet har nået sin grænse.

Thanassis Stavrakis

Udland
26. februar 2020

SKALA SIKAMINIAS, LESBOS – »Hvis folk ikke kan svømme, så synker de som sten. De forsvinder bare ned i dybet, inden man kan nå at redde dem.«

Stratis Valamios klør sig i skægstubbene, da han deler erfaringen, som han helst havde været foruden.

Den 43-årige fisker står på molen i sin lille landsby på den græske ø Lesbos. Et par dusin små fiskerbåde ligger og gynger i havnen, der i skumringen rammes af en let pålandsvind. Fra det hvide fyrtårn er der frit udsyn de få kilometer mod nord over strædet til den tyrkiske kyst, hvor lys flimrer fra små byer i det bakkede landskab.

Det rolige vand ser tilforladeligt ud, men det er her, Stratis Valamios har set et utal af levende ansigter forsvinde endegyldigt ned under overfladen.

Hans hjemegn var frontlinjen, da flygtningekrisen var på sit højeste tilbage i 2015. I det år ankom op mod 850.000 flygtninge til de græske øer i Det Ægæiske Hav, og størstedelen kom her til Lesbos og kyststrækningen ved landsbyen Skala Sikaminias, hvor Valamios og de andre blot 150 indbyggere kastede sig ud i en desperat kamp for at redde nødstedte syrere, irakere og afghanere.

»Vi hev ikke fisk op af vandet, men mennesker. Når vi var ude på vandet, kunne vi pludselig se en, to, tre og nogle gange ti, 20, 30 både komme imod os fra den tyrkiske side,« fortæller Valamios, en høj, tynd mand med tatoverede arme og kortklippet sort hår.

Det år druknede over 800 flygtninge her i farvandet, da deres overfyldte, skrøbelige gummibåde kæntrede.

»Jeg har set hundreder af lig. Når jeg tænker på dengang, så tænker jeg mest af alt på de afgørende beslutninger. Hvis jeg valgte at redde moren først, så døde babyen. Og hvis jeg valgte babyen, så døde moren. Lige meget hvad jeg valgte at gøre, så var det ikke nok. Når vi reddede ti, så døde ti andre,« siger Valamios.

Oplevelsen har ændret hans forhold til havet: »Når jeg kigger ud, så ser jeg ofte i et splitsekund endnu en flygtningebåd nærme sig. Det giver et chok hver gang, selv om båden viser sig ikke at være der i virkeligheden.«

Bådene vender tilbage

Men nu er bådene faktisk vendt tilbage. Efter en årelang pause fra krisen er der på det seneste sket en markant stigning i antallet af flygtninge, der krydser strædet her. Sidste år ankom godt 60.000 via søvejen mellem Tyrkiet og Grækenland – en fordobling i forhold til de to foregående år. Og langt størstedelen ankom i det sidste halvår, hvor op mod 10.000 om måneden tog turen. Ifølge FN kom 40 procent af flygtningene, der ankom til Grækenland i 2019, fra Afghanistan. Næsten en tredjedel var syrere.

Regeringen i Athen advarer om, at landet har »nået sin grænse«, og statsminister Kyriakos Mitsotakis har opfordret resten af Europa til at give mere støtte til Grækenland. Han siger, at flygtningeproblemet »påvirker hele EU«.

I 2016 blev Stratis Valamios nomineret til Nobels Fredspris for sin indsats for at redde drivvåde flygtninge op af havet under flygtningekrisen i 2015. Arkivfoto fra 2016.

I 2016 blev Stratis Valamios nomineret til Nobels Fredspris for sin indsats for at redde drivvåde flygtninge op af havet under flygtningekrisen i 2015. Arkivfoto fra 2016.

Angelos Tzortzinis

Men fiskeren Valamios har så godt som mistet håbet om, at man i europæiske hovedstæder reagerer på de græske bønner om hjælp.

»Jeg er mest af alt vred. De sidste fem år har vist, at Europa ikke eksisterer. EU eksisterer ikke. Der er ingen solidaritet. I stedet er Grækenland alene. Lesbos er alene. Vi er alene. I andre lukker bare jeres øjne og jeres grænser og lader os i stikken,« siger han. »Føler I slet ikke noget ansvar for at hjælpe?«

I de første måneder af flygtningekrisen i 2015 var fiskerne i Skala Sikaminias alene om at redde drivvåde flygtninge op af havet. Den græske kystvagt var underbemandet og uforberedt. Intet EU-samarbejde var stablet på benene. Og der var ingen ngo’er eller internationale hjælpeorganisationer til stede.

Fiskerne organiserede sig for at hjælpe så mange flygtningebåde som muligt, mens især landsbyens mødre og bedstemødre på land tog sig af de ankomne flygtninge, gav dem varmt tøj og mad.

Stratis Valamios blev for sin indsats nomineret til Nobels Fredspris i 2016 – sammen med den ældre dame Emilia Kamvisi, der lavede mad til tusinder af flygtninge. De to blev indstillet til fredsprisen som symbolske repræsentanter for alle grækere og frivillige, der hjalp i de hektiske måneder i 2015 og gjorde Lesbos kendt som ’solidaritetens ø’.

Presset vokser igen

Cirka otte kilometer vest for Skala Sikaminias – i den anden ende af øens nordlige kyststrækning – ligger titusindvis af flygtninges brugte redningsveste i kæmpe bunker og minder om krisens omfang for et halvt årti siden. Omkring de mange veste i falmede gule, røde og blå farver går flokke af får og spiser græs i de grønne bakker.

På de stenede strande, der vender mod Tyrkiet, ligger rester af gummibåde fra nylige ankomster. Og der er en klynge blå redningsveste på det sted, hvor en båd nåede kysten med 41 flygtninge ved midnatstid to døgn forinden.

Antallet af ankomster til de græske øer faldt ellers drastisk, efter EU i marts 2016 indgik en omstridt aftale med Tyrkiet, hvor Ankara fik milliarder i finansiel støtte og politiske indrømmelser fra Bruxelles for til gengæld at blokere for migranter og flygtninges videre færd til Grækenland.

Men nu, hvor trafikken er taget til igen, er det dog ikke længere indbyggerne i Skala Sikaminias, som er på frontlinjen. Det er ngo’er som kigger ud mod horisonten for at spotte både, og som giver flygtningene vand, mad og varmt tøj, når de lander på kysten. Og ude på vandet er det den græske kystvagt og flådefartøjer fra EU’s grænse- og kystvagtsagentur, Frontex, som patruljerer strædet og samler de flygtninge op, som når græsk farvand.

Det voksende antal flygtninge har skabt et enormt pres på flygtningelejrene på de græske øer. Når flygtninge kommer i land på Lesbos, bliver de sendt direkte til Europas største flygtningelejr, den berygtede Moria-lejr, som hjælpeorganisationer beskriver som »forfærdelig« og »umenneskelig«, især på grund af de stærkt uhygiejniske forhold, hvor børn, kvinder og mænd bor i telte uden varme, vand og ofte uden tilstrækkelige mængder mad.

For tiden bor over 20.000 asylansøgere i lejren – omkring syv gange så mange som den officielle maksimumkapacitet på 3.000 personer.

»Hvordan kan vi være bekendt at behandle dem sådan? Vi gør så meget som muligt for at forhindre dem i at komme hertil, men når det så alligevel lykkes for dem, så behandler vi dem ikke som mennesker, men som affald. Det er folk, der er flygtet fra krig,« lyder det indigneret fra Valamios. »Der er aldrig nogen, som har mistet noget ved at hjælpe andre, men Europa og europæerne, lader som om det ikke er deres problem.«

»Prøv at spørge dig selv, om du virkelig vil have på din egen samvittighed, at børn skal lide i en flygtningelejr her i Europa,« siger fiskeren. »Danmark er en del af EU og har derfor en pligt til at tage nogle af flygtningene. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor I har lukket grænserne, måske er det, fordi I ikke selv har set lidelserne, set folk drukne eller bo under horrible forhold i Moria-lejren. Jeg er sikker på, at I ikke ville fastholde jeres stramme regler, hvis I også så de desperate flygtninge.«

Lidt malurt

I landsbyen Skala Sikaminias holder de hovedet højt over deres egen indsats. »Vi har ikke selv meget, men vi hjalp, så meget vi kunne. Og selvfølgelig gjorde vi det, for hvordan kan man bare ignorere folk i nød,« spørger den 65-årige fisker Thanasis Marmarinos, der sidder om bord på sin båd og reparerer sit gule fiskenet. »Vi løftede sammen og forsøgte at behandle alle så værdigt som muligt.«

Men siden hen er der også kommet malurt i bægeret. For da flygtningene kom, så forsvandt turisterne, som ikke ville tilbringe deres ferie et sted kendt for menneskelig desperation. Det var et hårdt slag for lokaløkonomien. Og selv om en del ngo-frivillige nu er kommet hertil for at hjælpe flygtningene, så har det ikke forhindret, at mange hoteller og restauranter i området har været nødt til at lukke ned.

»Flygtningene har ødelagt byen. Der kommer ikke flere turister hertil,« siger den pensionerede fisker Stratos, der i eftermiddagssolen sidder på en blå bænk på molen.

De fleste i Skala Sikaminias udtrykker dog udelukkende sympati for flygtningene. For mange her er selv efterkommere af grækere, der var bosat i Tyrkiet, men som i starten af 1920’erne blev drevet på flugt af krig og også tog rejsen til Lesbos.

Og blandt landsbyens indbyggere er der en udbredt følelse af, at livet er omskifteligt. Snart kan det være dem selv, der er på flugt.

»Måske er det i morgen mig, der skal tage min datter og kvinde med på en båd mod Tyrkiet. I det tilfælde ville jeg også håbe, at vi blev behandlet humant,« siger Stratis Valamios.

Klar til at redde igen

Han ved dog godt, at det voldsomme flygtningepres på Grækenland og især Lesbos har ført til en udbredt træthed i befolkningen, der har udviklet sig til en voksende fjendtlig indstilling over for de fremmede.

»Folk er bange. De ved ikke, hvad der vil ske i fremtiden. Vil der komme yderligere 20.000 eller 50.000 eller 100.000 flere flygtninge hertil,« siger Valamios. »Det hele gøres værre af, at de ved, at Europa ikke hjælper, og vi står alene med udfordringerne.«

»Men det er ikke flygtningenes skyld. I stedet er det de kræfter, der skaber konflikter, som skal stoppes. Ikke flygtningene.«

Mens han førhen udelukkende blev mødt af anerkendelse, så ser nogle på grund af en voksende indvandrerfjendsk attitude nu hans indsats i et negativt lys og som symbol på de hjælpende åbne arme, de nu hellere ville se lukket.

»Jeg reddede de mennesker, som mange nu vil have smidt ud,« siger han. »Atmosfæren har ændret sig, men det har jeg ikke. Jeg har det godt, med det jeg gjorde, og jeg ved, at det, jeg gjorde, var 100 procent rigtigt. Og jeg ved, at vi alle i landsbyen er klar til igen at sejle ud og redde folk, så snart det bliver nødvendigt. Hvordan kan vi som mennesker lade være?«

Serie

Solidariteten falmer på flygtningeøen Lesbos

Den græske ø Lesbos har i fem år ligget på flygtningekrisens frontlinje. Indbyggerne har reddet flygtninge fra druknedøden og givet dem beskyttelse. Men nu, hvor antallet af flygtninge igen vokser drastisk, har de fået nok. Både øboere og flygtninge protesterer og anklager Europa for manglende solidaritet og for at lukke øjnene for flygtningenes lidelser i umenneskelige lejre. Information har genbesøgt flygtningeøen, som mange gerne vil glemme, men som nu er tættere på at eksplodere i konflikter, end vi tidligere har set

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danmark og EU fremstår som humanistiske idioter!

Ete Forchhammer , Frederikke Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Birte Pedersen, Gitte Loeyche, Eva Schwanenflügel, Mikkel Zess, Britta Hansen, Henriette Bøhne, Steffen Gliese, Marianne Stockmarr og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Det er simpelt hen for pinligt.

Tænk hvis Danmark og hele Europa kommer i en situation, hvor danskerne og europæerne får behov for at flygte . . .

- Og tænk hvis andre regioner af verden lukke sine grænser . . .

Ete Forchhammer , Birte Pedersen, Daniel Joelsen, Kim Folke Knudsen, Gitte Loeyche, Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen, Lillian Larsen, Steffen Gliese og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Tommy Clausen 26. februar, 2020 - 06:23

"Danmark og EU fremstår som humanistiske idioter!"

Ikke Danmark.

Takket være Holger K's klarsyn har vi i dag vores gode Retsforbehold, så al det flygtninge-halløj må de andre 26 selv rode med .... så måske idiot, men ikke humanistisk.

Politikerne har så prøvet at få os til at ophæve også undtagelsen på det retslige område -
men ikke tale om !! .... vi stemmer NEJ hver eneste gang.

Bent Nørgaard, Carsten Munk, René Arestrup, Henriette Bøhne og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Flygtningeproblematikken har potentiale til at styrte EU i grus. Problemet forsvinder jo ikke, tværtimod. Det vil snarere tage til og dermed også øge de i forvejen alvorlige spændinger, der hersker ved EUs sydlige grænse og internt i EU.

Det er sørgeligt, at de fleste EU-lande - DK inklusive - mest er optaget af at hyppe egne kartofler, tilsyneladende helt uden blik for hvad det er der er på spil. Men måske skal EU synke i grus før vi fatter alvoren?

Lasse Kristensen, Ete Forchhammer , Kim Øverup, Frederikke Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Birte Pedersen, Kim Folke Knudsen, Gitte Loeyche, Erik Winberg, Eva Schwanenflügel, Mikkel Zess, Tommy Clausen, Torben Lindegaard, Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jamen vi forholder os da til det og de druknede får da en lille tanke, når katastrofen bliver til Kitsch og alle sprækker på Charlottenborg proppes med redningsveste fra Lesbos' strande.
Men så har vi også gjort vores!!!!

Kim Øverup, Birte Pedersen, Kim Folke Knudsen, Gitte Loeyche, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Artiklen afspejler at propagandaen har virket, men naturligvis er Danmark og EU kynikere. Vi fremstår ikke bare som humanistiske idioter, vi er hykleriske kynikere, som hele tiden har vidst dette.

Kim Folke Knudsen

Måske indhenter skæbnen os.

Vi landet der har været så optaget af at tegne grænsen tydeligt op igen med grænsehegn og nu permanent grænsekontrol på udvalgte steder.

COVID 19 virussen er kommet til Europa og har især ramt dele af Norditalien.

Jeg håber meget, at der bliver fundet vaccine inden længe, for hvis denne epidemi eksploderer.

Så er det slut med åbne grænser i EU og Europa. I kan tro at der kommer til at ske ting og sager meget hastigt.

Omkring det med flygtningene: ja Europa har svigtet enhver nation er sig selv nærmest og flygtningene skubbes ud i nærområderne til en usikker fremtid. Se de Libyske modtagecentrer for flygtninge og illegale indvandrer, det nærmer sig et ophold i en KZ-lejr.

Gert Rommes kommentar indrammer hele elendigheden udi manglende samarbejde mellem nationerne: Lige netop vi der lukker grænserne kan ikke forvente, at andre vil åbne deres grænser den dag et vist lokum brænder her hos os.

Christel Gruner-Olesen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg kunne have tilføjer, at Sverige åbnede sine grænser for de danske, der trodsede de danske myndighederne, og aktivt blev kriminelle modstandere af den tysk "beskyttelsesmagt".

Min far, var en ganske ung politibetjent på 24 år, der en dag i 1944 stod på havnen i Helsingør, og ventede på signalet om afgang til Sverige, da han blev stukket af en villig dansker, der i den danske lovs forstand, derved gjorde en god gerning.

Ingen ved, hvad min far egentlig havde foretaget sig i perioden efter at dansk politi var blevet interneret og til denne vakre dag.

Men fakta er, at mange danske kom i sikre omgivelser i Sverige, fordi svenskerne netop ikke lukkede sine grænser, trods en visse interne protester.

Min far og en anden ung betjent, Helmut Clausen, var ikke så heldige. Da de kom hjem fra tysk "beskyttelse", var de totalt afkræftede og helt uden negle på hænder og fødder.

Nu er mit spørgsmål:
Hvis det skete i dag måske med Donald Trump og USA som den store "beskytter" af svenskerne, og hvis Sverige var i Danmarks situation, ville man så lukke svenske ind i Danmark?
- Ingen kan svare på det, men der er en stor sandsynlighed for et rungende nej.

Ete Forchhammer , Kim Øverup, Torben Lindegaard og Frederikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

Ang. Moria, så var det officielle tal 850 mennesker i 2017. Det blev siden hævet til 1100, 1250, 1350, 1500, 1800, 2200 og nu i dag er det over 3000. Men lejren er ikke blevet fysisk større - der er blot placeret flere mennesker i telte og skure. Nogle beregnet på 8 med 30 mennesker i, der sover i skift.

Der er antageligvis 14000 inden for hegnet og 6000+ udenfor.