Interview
Læsetid: 8 min.

Efter Merkel ligger CDU udtømt tilbage. Partiet har brug for et helt nyt grundlag

Ikke bare Merkels CDU, men hele den tyske konservatisme og politiske midte er i krise, mener historieprofessor og CDU-mand Andreas Rödder. Han håber på et hurtigt tysk nyvalg og en CDU-formand, der ligger klart til højre for Merkel – uden at gå på kompromis med AfD
CDU efter kansler Angela Merkel står over for et enormt genopbygningsarbejde af partiets politiske profil. ’Målet må være at skabe en skarp profil for CDU som en samlingsbevægelse for den borgerlige midte. CDU bør have glasklare principper og samtidig være i stand til at handle mere pragmatisk i situationer som i Thüringen. Det kan man godt formidle til vælgerne, hvis man som parti har faste holdninger og ikke lader sig drive af en rød-grøn tidsånd, som CDU for tiden gør det,’ siger historikeren og CDU-kenderen Andreas Rödder.

CDU efter kansler Angela Merkel står over for et enormt genopbygningsarbejde af partiets politiske profil. ’Målet må være at skabe en skarp profil for CDU som en samlingsbevægelse for den borgerlige midte. CDU bør have glasklare principper og samtidig være i stand til at handle mere pragmatisk i situationer som i Thüringen. Det kan man godt formidle til vælgerne, hvis man som parti har faste holdninger og ikke lader sig drive af en rød-grøn tidsånd, som CDU for tiden gør det,’ siger historikeren og CDU-kenderen Andreas Rödder.

Christian Spicker//Ritzau Scanpix

Udland
15. februar 2020

»Krise? Det kan man roligt sige om CDU’s tilstand. Det er også Angela Merkels arv.«

Selv om Andreas Rödder både er historieprofessor med speciale i konservatisme, CDU-medlem og lejlighedsvis rådgiver i Europas største parti, lægger han ikke fingrene imellem: Han ser Merkel som en »visionsløs magtmaskine«, der senest ved det regulære valg i efteråret 2021 vil efterlade sig et »splittet og indholdstømt CDU«.

Men Merkels fald kan meget vel komme hurtigere efter magtspillet i delstaten Thüringen, hvor det højreradikale Alternative für Deutschland (AfD) i begyndelsen af februar kuppede afstemningen om posten som ministerpræsident. Det satte gang i en politisk kædereaktion. Først faldt den nyvalgte ministerpræsident. Få dage senere måtte Annegret Kramp-Karrenbauer trække sig som CDU-leder og dermed som Merkels favorit til posten som kanslerkandidat.

Dermed står partiet nu med omtrent samme magtvakuum som i efteråret 2018: De er presset af AfD fra højre og De Grønne fra midten – og på jagt efter både partileder, kanslerkandidat og en tidssvarende politisk identitet.

»Udviklingen afspejler, at CDU siden Helmut Kohls dage ikke har defineret sig selv programmatisk og ikke for alvor har stillet spørgsmålet: hvad er et moderne kristendemokratisk partis rolle i det 21. århundrede,« siger Andreas Rödder til Information

Dårligere tider i CDU efter Merkel

  • Flertallet af tyskerne tror, at CDU’s politik bliver dårligere efter Angela Merkel. Det viser en repræsentativ undersøglse fra Forsa for avisen Handelsblatt.
  • Desuden tror kun 12 procent af CDU-vælgerne på en bedre fremtid for partiet efter Merkels æra.
  • 23 procent af CDU-vælgerne vil tilmed ikke stemme på partiet efter Merkels aftrædelse.
  • 77 procent af tyskerne mener, at CDU i fremtiden skal undgå ethvert samarbejde med AfD. Blandt CDU-vælgerne gælder det 82 procent.

Kilder: Forsa, Handelsblatt

 

»CDU’s modernisering under Merkel har været én lang og uudtalt tilpasning til midterpositioner, til den rød-grønne tidsånd. Det har passet fint med de store regeringskoalitioner. Men nu ligger arven fra Merkels æra som en byrde på partiet.«

Offensiv konservatisme

Den hyppige indvending om, at CDU ikke kan finde ud af at definere en moderne konservatisme, der afgrænser sig fra AfD’s radikale nationalisme, giver Andreas Rödder ikke noget for.

»CDU kan sagtens skabe en ny konservatisme. Men det kræver en leder, der offensivt kan samle og profilere partiet og trænge AfD tilbage i defensiven. Det var Annegret Kramp-Karrenbauer ikke i stand til,« siger han.

»CDU skal holde op med at gå uden om de emner med protestpotentiale, som AfD permanent tager fat i. Tværtimod skal CDU hente de borgerlige vælgere tilbage, som er løbet væk fra Merkel – f.eks. dem som aldrig har tilgivet Merkel, at hun i flygtningekrisen medgav, at staten ikke kunne beskytte sine grænser. Det er et godt eksempel: CDU skal stå for en stærk retsstat, der forbinder fair humanitet i asylspørgsmål med hård konsekvens i forhold til udvisning.«

I sin seneste bog Konservativ 21.0 – en agenda for Tyskland bruger historieprofessoren begrebet »liberal konservatisme«. Med betoningen af det liberale vender han sig især mod illiberale forsøg på at skabe en forfaldsfortælling om det ellers så stolte folk, altså en fortælling, der kan bruges som populistisk løftestang for fremmedhad og historisk revisionisme, som AfD gør det. Den liberale konservatisme er for Rödder derimod en skeptisk holdning mod ideologisk drevne og abrupte samfundsomvæltninger, som går hurtigere, end befolkningen kan følge med.

»Med en mere konsekvent konservatisme vil CDU trække store dele af protestvælgerskaren tilbage,« siger han og tilføjer:

»Helt uden den latente racisme eller de nationalistiske ressentimenter, som AfD benytter sig af.«

Rød-grøn tidsånd

Ifølge Andreas Rödder ligger de »komplet uoverskridelige forskelle« mellem CDU og AfD i den højreradikale historierevisionisme og synet på Det Tredje Rige samt i de etnisk baserede forestillinger om folket og nationen. Ellers er han fortaler for en aftabuiseret omgang med AfD og en »generel moralsk nedrustning i Tyskland«.

»Målet må være at skabe en skarp profil for CDU som en samlingsbevægelse for den borgerlige midte. CDU bør have glasklare principper og samtidig være i stand til at handle mere pragmatisk i situationer som i Thüringen. Det kan man godt formidle til vælgerne, hvis man som parti har faste holdninger og ikke lader sig drive af en rød-grøn tidsånd, som CDU for tiden gør det.«

Med sin betoning af den »rød-grønne tidsånd« lyder Andreas Rödder mere som en CDU-politiker i AfD-selskab end som en analyserende professor. Men hvis tidsånden er så rød-grøn, hvis kapitalismekritik og klimabeskyttelse af gode grunde er de vigtigste bud i dagens politik, er det så ikke en gave fra himlen for De Grønne, hvis CDU rykker mod højre og sender en konservativ, hvid og måske endda gammel mand på banen i et tysk valg?

Det afviser Andreas Rödder.

»Robert Habeck og De Grønne kører for tiden rundt med CDU, som det passer dem. Det skyldes CDU’s mangel på retning,« siger han.

»Men det skyldes også, at det endnu ikke har fået konsekvenser for De Grønne, at partiet fortsat er splittet mellem den pragmatiske og realpolitiske fløj på den ene side og en venstrefløj, der er langt mere ideologisk og besat af identitetspolitik. Den fløj adskiller sig fundamentalt fra CDU, og jeg er spændt på, hvad et samarbejde vil gøre ved De Grønne.«

Nyvalg nu

Det ligger allerede fast, at den kommende CDU-formand og dermed formentlig den kommende tyske kansler bliver en vesttysk mand med rødder i Nordrhein-Westfalen. Der er i CDU en stærk debat om, hvorvidt endnu et kampvalg vil være skadeligt, og indtil denne avis’ deadline har alle potentielle kandidater holdt sig fra offensivt at melde sig på banen.

Ifølge meningsmålinger burde Friedrich Merz ligge klart stærkest, men indtil videre peger pilen på tre oplagte kandidater:

Den ene mulighed er Nordrhein-Westfalens ministerpræsident Armin Laschet, der står for kontinuitet i forhold til Merkel, og som med Andreas Rödders ord »ikke vil kunne give CDU en stærk profilering, men derimod holde sammen på partitoppen«. En anden mulighed er sundhedsminister Jens Spahn, som Rödder betegner som en »fornuftig konservativ« og en »uortodoks, yderst ambitiøs og stærk leder«. Den tredje mulighed er Merkels gamle rival Friedrich Merz, som Rödder ser som en »fremragende politisk begavelse med operative svagheder«.

Både Spahn og Merz ligger et godt stykke til højre for Merkel – og de er åbenlyst Andreas Rödders favoritter, selv om han ikke offentligt vil give nogen anbefalinger.

»Det kan lyde mærkeligt, men som genganger i partiet er Merz måske den disruptive karakter, som CDU har brug. Men han skal bevise, at han ikke er den samme Merz som dengang i 1990’erne og 00’erne, men at han er morgendagens mand i partiet. At han kan give partiet et helt nyt grundlag.«

Det næste stridspunkt er, hvornår slaget for alvor skal åbnes. I næste uge vil Annegret Kramp-Karrenbauer mødes med de mulige kandidater, men fra flere sider i både CDU og især søsterpartiet CSU advares der mod hendes oprindelige tidsplan: I løbet af foråret og sommeren skal der findes en kandidat, som officielt vælges på partidagen i december 2020. Herefter vil vedkommende være klar til valgkamp op til det regulære valg i efteråret 2021.

Kritikken af, at det kan blive et destruktivt hængeparti som det, der har bragt regeringspartneren SPD på kanten af opløsning, deles af Andreas Rödder. Han giver derfor heller ikke meget for et kampvalg. Mere fornuftigt ville det være at skabe et stærkt ledelsesteam og satse på et hurtigt nyvalg og dermed en afslutning på Merkel-æraen.

»Ellers får vælgerne et indtryk af politisk lammelse. Desuden har Kramp-Karrenbauer sagt det helt åbent: Grunden til, at hun måtte smide håndklædet i ringen, var, at hun uden kanslerposten ikke havde autoritet og slagkraft nok som forkvinde i CDU,« siger han.

»Prøv at forestille dig, at denne tilstand skal stå på i halvandet år endnu frem til valget. Jeg kan ikke forestille mig det. Derfor er det mest redelige og produktive at finde en formand, der også er kanslerkandidat, og gå efter nyvalg på forbundsplan så hurtigt som muligt.«

  • Fakta: Merkels efterfølger er en hvid og vesttysk – men ikke nødvendigvis en gammel og heteroseksuel – mand

Den mandlige Merkel: Armin Laschet (58)

Armin Laschet.

Wolfgang Rattay
Ministerpræsident i Tysklands største og ellers klassisk socialdemokratiske delstat Nordrhein-Westfalen med 18 mio. indbyggere, hvor han regerer sammen med det liberale FDP. Han regnes som en midtsøgende figur i kølvandet på Merkel, som han også støttede under flygtningekrisen.

Med Nordrhein-Westfalens stemmestærke landsforbund i ryggen har Laschet gode chancer ved et valg blandt CDU’s delegerede.

Som CDU-formand ville Laschet formentlig hindre et yderligere svind mod venstre til De Grønne, som han omvendt fint vil kunne indgå regering med i den sandsynlige sort-grønne regering efter det næste tyske valg.

Omvendt ser mange Laschet som en mandlig udgave af Merkel, der ikke kan holde Alternative für Deutschland stangen på højrefløjen, fordi han på trods af tiltagende populistiske toner ikke appellerer til protestvælgere.

Det (måske for) unge håb: Jens Spahn (39)

Jens Spahn.

ANNEGRET HILSE
Tysk sundhedsminister, hvor han selv som værdikonservativ hardliner mest er faldet i øjnene med en nærmest socialdemokratisk kurs inden for plejesektoren. Spahn er en kendt som en pålidelig politiker, der altid er god for friske kommentarer, der sætter gang i debatter om alt fra kontanthjælp til sikkerhedspolitik.

Samtidig personificerer han flere modsatrettede strømninger i CDU: Han er homo, værdikonservativ, økonomisk liberal og har et godt forhold til De Grønnes ledelse.

Jens Spahns største fordel er samtidig hans ulempe: hans alder. Til forskel fra Laschet og Merz ville Spahn opfylde det ønskede generationsskifte, som måske ville virke tiltalende på de unge og kvindelige vælgere. Omvendt har Spahn relativt spæd ministererfaring, og ved formandsvalget i 2018 fik han langt mindre opbakning end AKK og Merz. Der er derfor mange kritiske røster, der ikke mener, at Spahn har pondus nok til at træde i Merkels fodspor.

Den dobbelt taber, der måske vinder: Friedrich Merz (64)

Friedrich Merz.

Odd Andersen
Arbejder for BlackRock indtil marts, hvorefter han »vil understøtte CDU mere«. Som konservativ og liberal skattelettelsesmand indfrier Merz mange konservatives inderligste længsel efter et opgør med Merkel-æraen. Han har tilmed lovet, at han vil »halvere Alternative für Deutschland«.

Tilsvarende langt ligger han fra den mulige regeringspartner i De Grønne: Merz anerkender klimaproblemet, men ser det som noget, der skal løses af teknologi og markedskræfter og ikke af »grønne forbud«.

I 2002 var den katolske Merz Merkels rival som gruppeformand i CDU. Han tabte. I 2018 stod han over for AKK i kampen om formandsposten, men efter en overraskende svag tale tabte han – igen.

De borgerlige medier elsker Merz, mens venstrefløjen elsker ham som hadefigur. Merz sad i Forbundsdagen fra 1994 til 2009, men »han har aldrig regeret eller været minister«, som venstrefløjsavisen TAZ hånsk bemærker det om denne »selvovervurderende dobbelte taber«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

Hvad Rödder ikke lige har bemærket er, at SPD i indeværende valgperiode har nået en tilstand af politisk ruin. En af grundene er, at Merkel har foretaget kurskorrektioner af CDU eller snarere af Unionen (CDU/CSU), som har gjort pladsen for SPD trang. Til korrektionerne hører bl.a den europapolitiske beslutning Merkel traf i 2015, den som sendte vælgere både fra unionen og fra SPD til AfD, især i Østtyskland.

Merz har erklæret, at han vil bekæmpe AfD knaldhårdt, men hans konservatisme vil efterlade plads på midten. Det kan SPD profitere af, men De Grønne kan i endnu højere grad. Derfor står unionen over for en retningsstrid. Med adresse til danske stereotyper så vil den bayerske komponent i unionen også bekæmpe AfD hårdt, mens de udadtil erklærer, at De Grønne med 18% af stemmerne ved landdagsvalget i Bayern er deres værste konkurrent. Markus Söder vendte på en tallerken, da han så valgresultatet, og han er en mand som kan koalere med de grønne. Han kan blive svaret på spørgsmålet om unionens kanslerkandidatur, hvis CDU ikke kan finde et svar på, hvad retningen skal være.

Det håber bl.a Giovanni di Lorenzo i Die Zeit, at det kan. Hvis ikke, er sandsynligheden for Robert Habeck som næste tyske kansler steget væsentligt.

Jeppe Lindholm

En Mutti er altid svær at erstatte. For der findes kun én. Dertil kommer, at det ikke var CDU/CSU, som folk stemte på til at lede Tyskland. Det var Mutti. Og det siden 22. november 2005.

Lidt skræmmende at Angela Merkel snart går af som kansler i en urolig tid.