Kommentar
Læsetid: 6 min.

Mitt Romneys tale mod Trump: »Min ed og min samvittighed byder mig at sige, at Trump burde afsættes«

Kun én republikansk senator stemte imod en frikendelse af Trump i rigsretssagen: den tidligere præsidentkandidat Mitt Romney. I denne tale til sine senatskolleger forklarer han, hvordan den amerikanske præsident har gjort sig skyld i groft magtmisbrug
Mitt Romney gik enegang og stemte som den eneste republikanske senator for at dømme Trump skyldig. Siden har bl.a. Donald Trump Jr. ytret, at Romney bør smides ud af partiet.

Mitt Romney gik enegang og stemte som den eneste republikanske senator for at dømme Trump skyldig. Siden har bl.a. Donald Trump Jr. ytret, at Romney bør smides ud af partiet.

Jonathan Ernst

Udland
7. februar 2020

Forfatningen danner selve fundamentet for vores republiks succes – og vi må hver især stræbe efter ikke at tabe af syne, at vi har lovet at forsvare den. Et redskab, som forfatningen har etableret, er rigsretsprocesser som den, der har optaget begge Kongressens kamre i de seneste mange dage.

Vi har brugt mange kræfter på loyalt at løfte vores ansvar for at føre den.

Vi nåede frem til forskellige afgørelser, men jeg håber, at vi vil acceptere hinandens gode tro.

De beskyldninger, som bliver rejst i rigsretssagens anklagepunkter, er meget alvorlige. Som senator og jurymedlem har jeg aflagt ed over for Gud om, at jeg vil øve »upartisk retfærdighed«.

Jeg er en dybt religiøs person, og når jeg aflægger ed over for Gud, påtager jeg mig også de enorme konsekvenser, som dette måtte indebære. Jeg vidste fra begyndelsen, at det ville blive mit livs vanskeligste beslutning at skulle dømme præsidenten og lederen af mit eget parti. Heri tog jeg ikke fejl.

Lederne af Repræsentanternes Hus har fremlagt et dokumentationsmateriale, der kan støtte deres sag. Dette bestrides af advokaten for Det Hvide Hus.

Derudover har præsidentens hold fremført tre påstande til hans forsvar: For det første, at en rigsretssag ikke kan komme på tale, når der ikke foreligger et egentligt lovbrud; for det andet, at Joe Bidens opførsel berettigede præsidentens handlinger; og for det tredje, at det bør overlades til vælgerne at dømme præsidenten for dennes handlinger. Lad mig først kommentere hver af forsvarets påstande nærmere.

Fornuftsstridigt

Den historiske betydning af ordene high crimes and misdemeanors (højtstående politikeres og embedsmænds forbrydelser og forseelser mod statens interesser, red.), forfatningsfædrenes tekster og egne ræsonnementer overbeviser mig om, at en præsident vitterligt kan begå handlinger imod den offentlige tillid, der er så grove, at de, uanset at de ikke er formelle lovbrud, alligevel må føre til hans embedsafsættelse.

At hævde at manglen på kodificerede og udtømmende lister over alle skændige gerninger, som en præsident i teorien kunne begå, skulle fratage Kongressen magt til at afsætte en præsident, strider imod al fornuft.

Præsidentens advokat erklærede, at vicepræsident Biden ser ud til at have haft en interessekonflikt, da han gik i brechen for at få fyret den ukrainske statsadvokat. Hvis Biden havde kendt til de uforholdsmæssige honorarer, som hans søn modtog fra et firma, der vitterligt var genstand for en korruptionsundersøgelse, burde vicepræsidenten have erklæret sig inhabil i spørgsmålet. Og selv om det ikke er en forbrydelse at ignorere en interessekonflikt, er det helt sikkert meget forkert.

Hvad Hunter Biden angår, er det bestemt også upassende at drage fordel af sin fars navn. Men heller ikke dette er nogen forbrydelse. I betragtning af at der hverken i farens eller i sønnens tilfælde er blevet fremlagt beviser fra præsidentens advokat for, at en forbrydelse skulle være begået, er præsidentens insisterende krav om, at de skulle efterforskes af ukrainerne, er vanskeligt at udlægge som andet end politisk forfølgelse.

Der er for mig at se ikke den ringeste tvivl om, at hvis deres navne ikke havde været Biden, ville præsidenten aldrig have gjort, hvad han gjorde.

Forsvaret argumenterer for, at Senatet burde have overladt beslutningen om at rejse rigsretssag til vælgerne. Selv om denne logik appellerer til vores demokratiske instinkter, er den i strid med forfatningens krav om, at Senatet, ikke vælgerne, skal retsforfølge præsidenten.

Hamilton (en af forfatningsfædrene, red.) forklarede, at forfatningsfædrenes beslutning om at pålægge senatorerne denne forpligtelse snarere end at overlade den til vælgerne var beregnet på – i videst mulige omfang – at minimere politisk splittende følelser i offentligheden.

Uredelighed

Det er op til os at fælde dommen. Folket vil dømme os for, hvor godt og loyalt vi har levet op til vores forpligtelser. Det alvorlige spørgsmål, som forfatningen byder senatorerne at besvare, er, om præsidenten begik en handling så ekstrem og uredelig, at den hæver sig til niveauet for high crimes and misdemeanors.

Ja, det gjorde han.

Præsidenten bad en udenlandsk regering om at politiundersøge sin politiske rival.

Præsidenten tilbageholdt vitale militære midler fra denne regering for at presse den til at gøre det.

Præsidenten udskød en overførsel af midler til en amerikansk allieret i krig med russiske angribere.

Præsidentens mål var personlige og politiske.

Derfor er præsidenten skyldig i et rystende misbrug af den offentlige tillid.

Hvad han gjorde, var ikke bare »ikke helt i orden« – nej, det var et åbenlyst anslag imod vores vælgerrettigheder, vores nationale sikkerhedsinteresser og vores grundlæggende værdier. At korrumpere en valghandling for at fastholde sit embede er nok den mest anstødelige og destruktive krænkelse af ens embede, som jeg kan forestille mig.

I de sidste par uger har jeg fået adskillige henvendelser, telefoniske og skriftlige. Mange kræver – med deres egne ord – at »jeg står sammen med holdet«. Jeg kan forsikre jer om, at den tanke da også har ligget mig meget på sinde.

Jeg støtter meget af det, som præsidenten har gjort. Jeg har stemt med ham 80 procent af gangene. Men mit løfte over for Gud om at øve upartisk retfærdighed fordrer, at jeg lægger mine personlige følelser og holdninger til side.

Hvis jeg skulle ignorere de beviser, der er blevet fremlagt, og se bort fra, hvad jeg mener, at min ed og forfatningen kræver af mig, for i stedet at tilgodese et partipolitisk mål, er jeg bange for, at dette ville udsætte min karakter for historiens dom og min egen samvittighed for nag.

Skældsord

Jeg er opmærksom på, at der vil være mennesker i mit parti og i min stat, som stærkt vil misbillige min beslutning, og i visse miljøer vil jeg blive hårdt fordømt. Jeg vil helt sikkert udsætte mig selv for skældsord fra præsidenten og hans tilhængere. Men tror nogen alvorligt på, at jeg ville tage disse konsekvenser på mig, hvis det ikke var på grund af min uundgåelige overbevisning om, at min ed over for Gud krævede det af ​​mig?

Jeg ville gerne have hørt vidnesbyrd fra John Bolton, ikke kun fordi jeg mente, at han kunne have tilføjet mere kontekst til anklagerne, men også fordi jeg håbede på, at hvad han ville have sagt, kunne rejse rimelig tvivl og således fritage mig for den ubehagelige forpligtelse at stemme for en videreførelse af denne rigsretssag.

Som alle medlemmer af dette deliberative organ elsker jeg vores land. Jeg tror på, ​​at vores forfatning er inspireret af forsynet. Jeg er overbevist om, at friheden i sig selv er afhængig af styrken og vitaliteten i vores nationale karakter. Som det gælder for enhver senator, stemmer jeg ud fra min overbevisning. Vi er nået frem til forskellige konklusioner, medsenatorer, men jeg har tillid til, at vi alle har fulgt vores samvittighed.

Jeg tager til efterretning, at min kendelse ikke vil komme til at afsætte præsidenten fra embedet. Resultaterne af denne senatsdomstol vil sandt at sige blive appelleret til en højere retsinstans: det amerikanske folks dom.

Vælgerne kommer til at træffe den endelige beslutning, ligesom præsidentens advokater har bedt om. Min stemme vil sandsynligvis tilfalde Senatets mindretal. Men uanset dette vil jeg med min stemme fortælle mine børn og deres børn, at jeg gjorde min pligt efter min bedste evne i den tro, at det var, hvad mit land forventede af mig.

Jeg vil kun være et navn blandt mange, hverken mere eller mindre, for de kommende generationer af amerikanere, der vil se tilbage på forløbet af ​​denne retssag. De vil blot bemærke sig, at jeg var blandt de senatorer, der stemte for, at hvad præsidenten gjorde, var forkert, graverende forkert.

I bedste fald er vi alle fodnoter i historien. Men i verdens mest magtfulde nation, der er grundlagt på frihed og retfærdighed, må dette være en tilstrækkelig udmærkelse for alle borgere.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Rigsretssagen mod Donald Trump

Donald J. Trump bliver som kun den tredje præsident i USA’s historie stillet for en rigsret. En proces, der i yderste konsekvens kan fjerne ham fra magten. Udfaldet er ikke garanteret på forhånd, og uforudsete ting kan ske. Følg slagets gang i Information.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At se og høre Trumps tale i går, var virkelig trist, selvfedme grænsende til det psykopatiske. Og en klappende omgang pingviner, som i visse andre lande, hvor ensretning hersker. Grusomt syn. Og som en anden avis skrev i USA, medd en frifindelse, kan Trump gøre, hvad han vil. Hans parti har banet vejen til kaos i USA.

Morten Jørgensen, Rolf Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Fosberg, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Ole Frank, Søren Knudsen, Jesper Sano Højdal, Palle Rasmussen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

For at forstå ham og hans synspunkter, skal man være klar over, at Mitt Romney ikke blot er jurist og Master i jura.

Men på den ene side er han også stærkt troende mormon, hvor han både har været biskop og været missionær. Desuden ejer han omkring ½ mia. US-dollar, så han bryder nok ikke samfundet i USA ned..

På den anden side er Mitt Romney altså også stærk modstander af abort og ægteskab mellem 2 af samme køn, og har en meget stærkt konservativ familie- og livsopfattelse.

Torben Lindegaard, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Thomas Frisendal

Trump minder mig mere og mere om Berlusconi. Samme attituder, samme adfærd, eklatant mangel på respekt, osv. osv. Heldigvis begik Berlusconi alvorlige fejl, og mon ikke Trump i sin magtfuldkommenhed falder i samme muddergrøft?

Gert Romme, Karsten Lundsby, Ole Frank og Else Marie Arevad anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Nej, jeg tror desværre, at Trump blever genvalgt. Heldigvis kan kan ikke blive præsident på livstid. som Putin måske bliver. Men vi må tåle ham i 4 år endnu, og det er slemt nok.

Søren Fosberg, Gert Romme og Ole Frank anbefalede denne kommentar

"Og som en anden avis skrev i USA, medd en frifindelse, kan Trump gøre, hvad han vil. Hans parti har banet vejen til kaos i USA."

Ledelsen i Demokraterne (DNC) blev talrige gange advaret mod at Trump ikke ville blive dømt af Senatet for disse anklager - så man kan vel sige at de mod givne, kvalificerede råd, spillede Trump endnu et vælgerkort i hånden. Man kan kun undre sig over hvorfor.

P.G. Olsen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Bent Jensen og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar

En anstændig republikaner der med sin stemme var tro mod demokratiet.

Søren Fosberg, Erik Karlsen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Mitt Romneys anstændighed er til at tage at føle på; i 2012 ytrede han bl.a. at han som præsident ville kunne gå i krig mod Iran uden Kongressens godkendelse. Han støttede interventionen i Libyen, som også skete uden kongressens godkendelse. Og han støttede Bush jr.-regeringens ulovlige masseaflytninger, foruden Obama-regeringens ditto,

Det er utroligt, som kritikere af Trump kan blive renskurede og kaldt anstændige/demokratiske, blot fordi de åbner munden og virker demokratisk indstillede.

Torben Lindegaard, Eva Schwanenflügel og Gert Romme anbefalede denne kommentar